Tak for den velkomst!
Hvor er det skønt at stå her i Odense.
Jeg elsker at fejre 1.maj, lige meget hvor det er, men ja så er det noget særligt, når det er på Fyn. Tak for at give mig mulighed for at bruge den her. Sammen med jer.
…
For et par uger siden kørte jeg min datter og hendes veninder til fest. Og Else satte musik på. En af de sange hun valgte, var Landet, hvor Marie Key synger:
Hvis vi rykker tæt tæt sammen
Dykker ned og henter lidt af varmen
Kan vi flip' den mønt i tide
To skridt til den anden side
…
Sangen fik mig til at tænke på, hvad vi har fået ud af at rykke tæt tæt sammen igennem årene, men også, at der stadig er meget at rykke tæt tæt sammen om.
Det tænker jeg også på i dag. På 1. maj, hvor vi samles.
Hvor vi fejrer vores fællesskab og alt det, vi kan opnå sammen.
…
For det kan virkelig noget, når vi rykker tæt tæt sammen.
Det er der også brug for i øjeblikket.
Der er uro i verden. Krige og konflikter er desværre blevet hverdag.
I øst forsøger Putin at stjæle så meget land og magt som muligt.
I vest gør Trump sit allerbedste for at skabe så meget splittelse som muligt. Det skaber uro i hele verden. Og i mig.
Og vi står her i midten. I det vi ellers kender som vores lille smørhul og er vidne til al den uretfærdighed.
Jeg vil gerne holde fast i det sidste ord et øjeblik.
Uretfærdighed.
For den findes. Ikke kun ude i den store verden. Men også i vores lille land, hvor vi ellers generelt har det ret godt.
Vi er langt fra den slags problemer, jeg lige har nævnt.
Men alligevel findes det også her i Danmark. Uretfærdighed.
…
For ikke så længe siden besøgte jeg Marin. Hun er 54 år og har været sygeplejerske i 30 år.
Marins erfaring er efterspurgt. Og hun bidrager gerne. For Marin elsker at være sygeplejerske. Ja, faktisk er hun proud to be a nurse.
Men hun som hun selv siger:
”Det slider mig ned. Både fysisk og psykisk”.
30 års gang på kolde klinker sætter sine spor. Marin har slidgigt i knæene. Alvorlige rygproblemer.
Kroppen siger, at hun skal blive hjemme, men Marin vil ikke sygemelde sig. Så skal kollegaerne bare løbe hurtigere. Og forsøge at følge med i et tempo, som kun er gået en vej. Op.
Op i et tempo, som Marin har svært ved at følge med i.
Hun tvivler selv på, at hun holder hele vejen til pensionen. Det gør simpelthen for ondt.
…
Er det retfærdigt?
Er det sådan et samfund, vi gerne vil have?
Hvor Marin skal slides op.
Ødelægge sin krop.
Og ikke have overskud eller kræfter til at kunne nyde tiden efter et langt arbejdsliv.
…
Det er her, vi skal rykke tæt tæt sammen og bruge styrken i vores fællesskab
Det er her, vi skal bruge styrken i vores fagbevægelses-familie.
I vores store, sammenbragte familiefællesskab.
Jeg ved godt, det ikke altid er let at være en del af en familie. Og slet ikke en sammenbragt en af slagsen.
Der kan være en irriterende lillebror. En papfar, der gerne vil bestemme. En alt for traditionel bedstemor.
Der kan være forskellige meninger om, hvad der er vigtigst.
Hvornår man skal stå fast, og hvornår man skal gå på kompromis. Også med sig selv og med de værdier, vi deler her i fagbevægelsen.
Nogle råber højt. Andre går mere stille med dørene.
Og så er der nogen, der spiser karbonader. Med statsministeren.
Andre spiser ærtebøf med SF’s formand.
…
Vi har forskellig smag, selv om vi er en del af samme familie.
Og nogle gange ser det ud til, at vi ikke altid vil det samme.
Men vi står på det samme solide fundament bygget på fællesskab.
Det er fra det fundament, vi skal hjælpe Marin. Og alle de mange andre i samme situation som Marin.
Som er bange for, at de ikke kan holde helt frem til pensionen.
Det er her, vores familie skal levere. Give tryghed. Skabe retfærdighed.
…
Og vi er godt i gang.
Ved de netop overståede overenskomstforhandlinger fik vi forhandlet os frem til, at Marin skal have mere i pension.
Og heldigvis ikke kun Marin. Alle sygeplejersker i kommuner og regioner.
14 til 15 procent i regionerne. 15 til 16 procent i kommunerne.
Det lyder måske ikke af så meget.
Men for Marin vil det give over 200.000 kroner mere i pension.
En sygeplejerske på 25 år kan se frem til 650.000 kroner mere, når det bliver hendes tur til at gå på pension.
…
Da jeg startede som sygeplejerske for 25 år siden, fik vi 12 procent i pension.
En del mindre end i dag. Så kan I selv lave regnestykket. Det er rigtig, rigtig mange penge.
Det tænkte jeg ikke så meget over dengang.
Det gør jeg i den grad i dag.
Ikke kun fordi min egen pension er rykket tættere på.
…
Men fordi pension betyder noget. Også mere end de penge, der kommer ind på opsparingen.
Pension handler om tryghed.
Pension handler om værdighed.
Pension handler om retfærdighed.
…
Det kommer ikke af sig selv.
Heldigvis er pensionen igen til debat. Og det er den, fordi vi – i vores familie, der er samlet her i dag – står tæt tæt sammen.
Det gjorde vi helt konkret med en stærk FH-kampagne om pension op til folketingsvalget.
Med Marin i front. Med tømreren Peter i front. Specialarbejderen Nicolai. Pædagogen Emma. Politibetjenten Nanna. Og en murer, en lærer og flere andre faggrupper var med.
Vi fik mønten flippet – og sammen fik vi råbt politikerne op.
Som Nikoline, der er autolakerer, udtrykker det:
”Det kan ikke passe, at man skal gå og være fucking ødelagt, før man får lov til at trække sig tilbage!”.
…
Fordi vi taler med én stemme, ja så blev vi hørt på Christiansborg.
Det skabte en debat under valgkampen, hvor en del partier lovede nye forslag til forbedret pension.
Så vi kom igennem med vores budskab:
Stop pensionsalderens himmelflugt!
Giv os mulighed for en værdig tilbagetrækning!
…
Men pension handler også om andet end et tal og den konkrete tilbagetrækning. Det handler også om alt det, der sker i årene op til pensionen.
Vi kom et godt stykke ad vejen med overenskomstforhandlingerne.
For mig er OK26 et udtryk for, at vi godt kan flippe mønten.
Vi har fået arbejdsgiverne til at tage to skridt til siden mod mere fleksibilitet, indflydelse og frihed, bedre muligheder for at blive hjemme med syge børn.
At man i højere grad selv skal kunne vælge mellem frihed og løn eller mere i pension.
Målet er en større balance mellem arbejdsliv og familieliv.
At man i højere grad kan skrue op og ned for arbejdet.
…
Men vi er som sagt ikke i mål endnu.
Nu skal vi rykke tæt tæt sammen.
Og sørge for, at politikerne leverer det, de har lovet Marin, Nikoline, Peter, Nicolai, Nanna og Emma. Og til alle jer her i dag.
Det fortjener de. Det fortjener I. Det fortjener vi alle sammen. Som en del af vores familie.
…
Det er som sagt ikke altid, at man får det lige præcis, som man vil have det i en familie.
Nogle gange vil vi noget forskelligt.
For eksempel stod fritvalgsordningen ikke øverst på min ønskeliste til overenskomstforhandlingerne. For at være helt ærlig.
Men nu har vi fået den, og jeg begynder at kunne se meningen med den. Og de muligheder, den giver til de kommende forhandlinger. Hvordan den kan være med til at skabe et mere fleksibelt arbejdsliv.
På den måde bliver man klogere af at være en del af en familie.
Når vi får forskellige input.
Når vi accepterer, at nogle er til ærtebøffer og andre til karbonader.
…
Jeg vil – ligesom Marie Key – insistere på, at vi rykker tæt tæt sammen.
Det er nødvendigt i en urolig verden, hvor nok mennesker forsøger at splitte os ad.
Sammen kan vi skabe forandring. Og forbedring. For Marin. Og alle de andre.
Hvis vi insisterer på, at Marin skal holde til at lave det, hun elsker, hele vejen til pension.
Hvis vi insisterer på, at Marin skal have overskud til andet end arbejde.
Hvis vi insisterer på et retfærdigt arbejdsmarked. Sammen.
…
Så i dag og i morgen skal vi huske på Marie Keys ord.
Hvis vi rykker tæt, tæt sammen
Dykker ned og henter lidt af varmen
Kan vi flip' den mønt i tide
To skridt til den anden side
…
Vi kan vende udviklingen. Vi kan skabe forbedring. Vi kan skabe forandring. For Marin.
Og for alle jer derude!
RIGTIG GOD 1.MAJ!