Skip to content

Dinna Ballings dimissionstale

Om

Taler

Dinna Balling
Rektor på Horsens HF og VUC

Dato

Sted

Horsens HF & VUC, Holmboes Allé 1C, 8700 Horsens

Omstændigheder

Dimissionstalen blev holdt to gange samme dag.

Tale

Kære studenter. Hjertelig tillykke med jeres eksamen. Hvor ser I bare godt ud, som I sidder der. Dimissionsdagen er en helt særlig dag, hvor vi sammen fejrer resultatet af jeres arbejde her på skolen i 2 år (1. runde)/3 år (2. runde). Jeg håber, I har klaret jer mindst lige så godt, som I har fortjent... Uanset hvad, har I nu nået en vigtig milepæl, og i dag er vi alle sammen stolte af jer.
Tak på både skolens og jeres vegne til jeres familie og venner for at støtte jer undervejs i uddannelsen. Det er sommetider lige præcis støtten fra en anden, der er afgørende for at man får lavet den opgave, der bare skal laves. Tak til jer, der er mødt op i dag for at hjælpe os med at fejre studenterne – og tak til de mange flere, der også gerne ville have været her, hvis vi ellers havde haft en større kantine. 
Også tak til alle her på skolen, som har støttet, lyttet og hjulpet jer i gang undervejs: Lærerne, vejlederne, studiestøtterne, Lea i kantinen, Rasmus i IT, Maiken i receptionen – jeg kunne blive ved. Og ikke mindst tak til jeres studiekammerater her på skolen. For mange af jer har det været en holdindsats at nå til i dag. I har støttet hinanden, delt jeres noter, lyttet, grinet og måske også grædt sammen. I ved det måske ikke endnu, men I kommer til at savne både os og hinanden lige om lidt.
I har haft mange gode oplevelser sammen i jeres tid hos os. Studieture, ekskursioner og ikke mindst spændende og sjove oplevelser i det faglige fællesskab i klassen. I har fået nye venner, og I har sat jeres gode præg på skolen. I har ovenikøbet været med til at starte en ny tradition her på skolen: Gallafesten. Hvor var I flotte – og hvor var det en fantastisk aften. Vi glæder os allerede til næste års gallafest, selvom det selvfølgelig ikke bliver helt det samme, når I ikke er med. I den forbindelse vil jeg i øvrigt gerne opfordre jer til at melde jer ind i vores Facebook-gruppe for tidligere elever, hvor I fortsat kan følge lidt med, og hvor vi hvert år inviterer til gammel-elev-arrangement i april. I kan se opslag om gruppen rundt omkring på væggene i dag. Vi håber meget på at se jer igen ved den lejlighed og høre nyt fra jer om, hvordan det går.
I har også været den første årgang med mobilfri undervisning. Det var ikke noget, I klappede hjem, da I fik det at vide, men vi har vist alle sammen sidenhen fundet ud af, at det faktisk har givet et bedre studiemiljø. I er mere til stede i undervisningen, og I lytter mere både til læreren og hinanden. Det giver bedre stemning og bedre læring, og det er rigtig godt, at I er blevet mere opmærksomme på kvaliteterne i at være sammen uden mobiler. Det er utrolig vigtigt for vores velvære, vores relationer og dermed for hele vores samfund, at vi kan finde ud af at være nærværende og fuldt til stede, når vi er sammen.
Vi har i det hele taget arbejdet meget med digital dannelse, mens I var hos os. Nogle enkelte af jer havde også brug for enelektioner om digitale krænkelser på mit kontor, men det skal vi ikke snakke mere om i dag. Vi er nok allesammen de senere år blevet klogere på, hvordan vi dagligt bliver snydt af imponerende opgaver, som er skrevet af AI eller af fantastisk smukke mennesker, der har manipuleret deres billeder. Fake news er desværre ikke længere rigtig news…. Det er heller ikke længere nok at kunne skelne sandt fra falsk, selvom det kan være svært nok. Vi skal også lære at skelne det vigtige fra det ligegyldige, når vi spammes af diverse dumme videoer og opslag, som hurtigt kan få tiden til at gå. Det kræver både viden og kritisk sans, og begge dele har I fået mere af i jeres tid hos os, så I er bedre rustet til jeres videre færd.
I begiver jer ud i en verden, der er forandret – og ikke til det bedre. Jeg beklager, at I skal blive voksne i en verden, som ledes af en række gamle mænd, den ene værre end den anden, mænd, som ikke er kede af at fornærme, lyve, stjæle og slå uskyldige ihjel. Ingen forudså for bare 5 år siden, hvor vi ville være nu. Desværre bliver det den verden, I skal forholde jer til. I bedste fald kan man lære af dem, hvordan man IKKE skal opføre sig!
Men når jeg så ser på jer i dag og får lov til at opleve jeres omsorg for hinanden og jeres rummelighed og nysgerrighed, bliver jeg igen optimistisk og tænker, at verden trods alt er et godt sted, og at vi nok skal komme godt igennem disse lidt mørke år. Jeg ved, at I på hver jeres måde vil komme til at bidrage til at gøre verden til et bedre sted. ”For livet det er livet værd på trods af tvivl og stort besvær”, som vi lige har sunget. Og vi er borgere i et af verdens allerbedste lande med en veluddannet og veloplyst befolkning, og sammen vil vi være det gode eksempel til efterfølgelse i en verden, der pt. mangler gode rollemodeller. I bliver med jeres viden og livskundskab en stor del af denne fremtid – hvad end I vælger at bidrage med. Jeg glæder mig til at finde ud af, hvad I vil bruge jeres eksamen og kompetencer til i fremtiden. Nogle af jer har måske allerede planer, mens andre vil bruge tid til at tænke sig om. Tag jer god tid og vælg med hjertet. 
Nu og de kommende uger skal I først og fremmest fejre jer selv og hinanden. Rigtig god og velfortjent fest, og pas godt på hinanden derude.
Med de ord dimitterer jeg årgang 2025 fra Horsens HF & VUC.

Kilde

Kilde

Manuskript modtaget fra taler og udgivet af Danske Taler med tilladelse fra taler

Kildetype

Digitalt manuskript

Tags