Dan Stampe-Therkildsen tale ved Juridisk Diskussionsklubs 121-årsfest

Tak for ordet og tak fordi jeg igen i år får lejlighed til at holde denne æresmedlemstale. 

Jeg overvejede et kort øjeblik, om jeg kunne slippe afsted med at holde præcis den samme tale som forrige år med håbet om, at det ville ingen opdage. Bare det, at den mulighed eksisterer, hænger jo også sammen med det alkoholindtag, som forsamlingen allerede nu har foretaget i en kombination af forfester, velkomstdrinks og vin på bordet. 

Tak for igen at have rykket æresmedlemstalen frem i programmet selvom det har fjernet lidt af den spænding, som taleren altid har følt ved at holde talen på et meget sent tidspunkt af festen. Den spænding som næsten kunne sammenlignes med en oscaruddeling med kategorier som ”Den som faldt først i søvn” eller den altid ærefulde kategori ”Hvem falder først ned af stolen.” 

Det er altid svært at gennemføre en dinner speech og finde balancen mellem alvor og humor. I takt med, at jeg er blevet ældre, er det dog i stigende grad blevet vigtigt, at mine taler har et budskab og ikke bare er et bidrag, som også kunne være oplevet i Comedy Zoo. 

Emnet Retssikkerhed. 

Derfor fokuserer årets æresmedlemstale på et vigtigt emne, som jeg kort berørte sidste år nemlig om vores samfundsansvar som jurister og specifikt i relation til den manglende respekt for den enkeltes rettigheder i vores samfund. 

Vi er altid overbevist om, at vi lever i verdens bedste land. Lad mig begrænse mig til at sige, at vi lever i et godt land. Vores selvtilstrækkelighed, vores selvros fører fra tid til anden til en alternativ virkelighedsopfattelse, som ikke er gavnlig, hvis vi skal fokusere på de reelle problemer i vores samfund. Det er et generelt problem, men det er også helt specifikt et problem i forhold til den forringelse af retssikkerheden i Danmark, som har fundet sted i hvert fald i de seneste 20 år.

Det gælder en uoverskuelig mængde af regler, som gør retsstatens fundamentale princip om, at lovene skal være forudsigelige til en illusion. Det gælder øget overvågning. Det gælder samkøring af data ikke mindst i relation til den lovgivning, som regeringen søgte at gennemføre med øgede beføjelser til PET. Det gælder gennemførelsen af en koranlov, som er et voldsomt indgreb i vores ytringsfrihed. Det gælder den i Danmark helt uproportionale anvendelse af varetægtsfængslinger i forhold til andre lande. Det gælder de manglende økonomiske ressourcer i forbindelse med borgernes mulighed for at føre sager imod det o􏰝entlige Det gælder utilstrækkelig retshjælp for de allersvageste borgere i vores samfund. 

Alle de tiltag, som gennemføres fx overvågning gennemfører politikerne altid med angivelse af et godt formål tryghed, bekæmpelse af kriminalitet. Bare tanken er god, er de negative konsekvenser underordnede, fordi det drejer sig om at vise handlekraft, og nuancer egner sig ikke som Breaking News. 

Når politikerne endelig taler om retssikkerhed, fokuserer de primært på de grupper, som passer ind i deres politiske univers. Retssikkerhed er imidlertid for alle ikke mindst for de grupper, som vi i samfundet ikke måtte byrde os om. 

Den stigende overvågning (som jo suppleres af den information som vi selv frivilligt har givet til techvirksomhederne) forsvares -udover det gode formål- ofte som udtrykt i sætningen: ”Hvis du ikke har noget at skjule har du intet at frygte”. Jeg skal i den forbindelse blot bemærke, at den udtalelse jo i historisk sammenhæng bl.a. er krediteret Hitlers spindoktor Joseph Goebbels. 

Det er dog også forkert, at vi ikke har noget at skjule. Alle har forhåbentlig – selv i denne Instagram tid - noget at skjule. Vi trækker gardinerne for, vi gemmer vores dagbøger, vi slukker mikrofonen ikke fordi vi er kriminelle, men fordi vi er mennesker, som har ret til et privatliv. 

Øget overvågning skaber med sikkerhed selvcensur. Vi vil ytre os mindre. Et kendt videnskabeligt fænomen som normalt kaldes ”chilling e􏰝ekten”. Øget overvågning vil med sikkerhed heller ikke øge vores tillid til o􏰝entlige myndigheder, når vi ikke præcis har overblik over, hvad de ved om os. 

Koranloven er en absurd indskrænkning af vores ytringsfrihed. Nej jeg er ikke tilhænger af eller finder det særligt respektfuldt at brænde en koran af på en i Netto indkøbt engangsgrill. Ytringsfrihedens væsen er imidlertid, at du også må acceptere at blive konfronteret med de synspunkter og handlinger, som du ikke kan lide. Det er jo også tilfældet i relation til ”cancel culture” og generelle uberettigede krav om ”safe space” for ytringer, som man finder generende. 

I mange tilfælde har vores Højesteret på det seneste tru􏰝et en række afgørelser, som har værnet om individuelle friheder. (Findsen, Samsam sagen som de kendteste men også en lang række andre). 

Det viser, at domstolskontrollen fungerer i Danmark, og det er ikke et relevant politisk argument at hævde, at domstolene ikke har noget folkeligt demokratisk mandat. Domstolene har netop det helt konkrete mandat, at de er domstole nemlig uafhængige af den øvrige statsmagt og dermed beskytter af også mindretallets og den enkeltes rettigheder. 

Nogle vil måske mene, at denne gennemgang af retssikkerheden i Danmark er dystopisk men uanset de forskellige holdninger, som man kan have til omfanget af problemet, er det svært at nå til den konklusion, at det ikke går i den forkerte retning. 

Værnet om retssikkerheden og juristernes forpligtelse. 

Et værn om retssikkerheden burde være en folkesag (men det er det ikke), og retssikkerhed burde være et af de emner, som kunne forene alle uanset politisk overbevisning. 

Advokater og jurister har et særligt ansvar for at stå vagt om retssikkerheden, og det ansvar får I også snart del i. Advokater og jurister har i Danmark og ikke mindst i lande, hvor det står værre til med retssikkerheden altid haft en særlig forpligtelse til at værne om the ”rule of law”. 

Ikke mindst advokater har altid været set på af autoritære regimer som værende besværlige hindringer på vejen mod mere magt. 

Fra Shakespeares Henry VI optræder også i forenklet form sætningen ”Let ́s kill all the lawyers” som netop værende udtryk for dette, selvom sætningen jo også ofte er blevet brugt til at udtrykke frustration over vore salærer. 

For at I i fremtiden kan løfte denne vigtige opgave om at værne om vores retssikkerhed og den enkeltes rettigheder, kræver det, at I ikke besvarer al information I modtager med ordene ”Er det nu også pensum” og som en naturlig del. selvom der er meget, som skal nås i dagligdagen, også interesserer jer for generelle samfundsforhold og politik. 

Beklager, at jeg på denne måde har bragt alvoren ind i festen, men nu er talen også slut. Tak for ordet og hav en fortsat god aften. 

Skål.