Lad os sammen rejse tilbage i tiden.
Året er 2008.
Finanskrisen skyller ind over Danmark.
Mange private virksomheder drejer nøglen om.
Handels- og byggevirksomheder går konkurs.
Banker på stribe krakker, og det sætter økonomien i bakgear.
Gode kollegaer, trofaste medarbejdere mister jobbet over hele landet.
Vi mistede 80.000 arbejdspladser i industrien i kølvandet på finanskrisen.
Lindøværftet blev også en del af den utroligt kedelige statistik.
Tusindvis af mennesker her i området mistede ikke bare deres job.
Vi taler om værftsarbejdere i anden og tredje generation.
De mistede en del af sig selv, da værftet lukkede.
Identitet, fællesskab og tryghed forsvandt sammen med arbejdspladserne.
Jeg kendte mange af de mennesker.
Jeg var selv kollega med dem.
Og endnu længere tilbage var jeg selv blevet udlært på stedet.
I de følgende kriseår var der mange klogeåger, der mente, at finanskrisen ville blive dødsstødet til Produktionsdanmark.
Der var mange, der sagde, at industri og produktion enten hørte til i fortiden eller i det fjerne udland.
Men de tog heldigvis fejl.
Industrien rejste sig igen.
Fyn rejste sig igen.
***
Men det skete altså ikke af sig selv.
Fagforeninger, lokale virksomheder og kommunerne gik sammen om skabe nyt liv her på værftsgrunden.
Især valgte A. P. Møller-Mærsk at tage ansvar for, at Lindøværftet blev omdannet til Lindø Industripark.
Vindmølleproducenter, stålindustri og maritime servicevirksomheder rykkede ind – selv om der også har været store bump på vejen.
Med andre ord skrev vi et nyt kapitel.
Vi viste i fællesskab, at man godt kan vende modgang og nedgang til fremgang og nye muligheder.
Nu skriver vi endnu et nyt kapitel her på Odense Havn.
Og endnu engang spiller A. P. Møller-Mærsk en nøglerolle.
Derfor vil jeg også sende en stor tak til Ane Mærsk Mc-Kinney Uggla og A.P. Møller-Fonden.
Tusind tak for at gøre det her nye center muligt.
For udflytning af industri og tunge arbejdspladser til Fjernøsten er ikke en naturlov.
Samfundet kan slå tilbage, hvis vi vil.
Det kræver politisk vilje, hårdt arbejde, og at vi gør det i fællesskab.
Historien om LSP viser nemlig Danmark, når det er bedst.
Det har været en lang rejse, siden vi skrev anbefalingerne i det fynske vækstteam for 5 år siden.
Dengang sagde vi det helt klart:
Snart igen skal vi mestre at bygge skibe og andre store stålkonstruktioner her til lands.
Kun på den måde får vi innovation, udvikling og moderne produktionsarbejdspladser til Danmark, så vi kan skabe eksport og vækst.
Når vi står her i dag, så kan vi se, hvad der sker, når vi går sammen på tværs af sektorer for at nå et fælles mål.
Fagforeninger, lokale virksomheder, Syddansk Universitet, A.P. Møller-Fonden, Odense Kommune, Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse og mange, mange flere.
Over 100 partnere er vi i kredsen.
Sammen har vi rejst over 500 millioner kroner til at gøre drømmen om LSP til virkelighed.
En drøm om, at Danmark skal kunne konkurrere på den nyeste teknologi.
For i vores samfund hverken kan eller vil vi konkurrere på lave lønninger eller dårlige arbejdsforhold.
Vi finder andre måder at bringe omkostningerne ned på.
Danmarks første socialdemokratiske statsminister, Thorvald Stauning, sagde det meget præcist i 1925 – for over 100 år siden.
Han sagde:
”Olielampe og Ildsted er blevet
Museumsgenstande.
Ja, selv Hesten har mistet sin solide Stilling …
De store Opfindelser har gået deres Sejrsgang …
Dampmaskine, Lokomotiv …
Elektricitet, Telegraf, Telefon …
Flyvemaskine og Radio.
Opfindelser og Teknik har gjort
Livet rigere.” [forkortet citat, red.]
Thorvald Stauning talte dengang om ”den urolige tid”.
Sådan er det også i dag.
Han brugte også udtrykket ”de store opfindelser”.
I dag er det nok mest moderne at tale om ”ny teknologi”.
Og Stauning havde næppe kunnet se for sig, hvordan samfundet ville se ud over 100 år efter.
Med alt fra mobiltelefoner og internet til kunstig intelligens og robotter, der kan svejse.
For ny teknologi er den bedste nøgle til at løfte virksomhedernes produktivitet.
Det er den bedste vej til at styrke vores konkurrencekraft over for udlandet.
Og netop derfor har både Christian Schlette og jeg stået fast på – hele vejen igennem – at vi skulle have det her robotcenter.
Tusind tak til dig, Christian, for din kæmpe indsats.
***
Robotter i stor størrelse er fremtiden for Danmark som produktionsland.
Det kan måske være svært at forestille sig, at det er robotter, der skal bygge store konstruktioner som vindmøllefundamenter, skrog til skibe og elementer til byggerier – lige her på Odense Havn.
Men det er altså fremtiden for vores industri.
For det betyder, at vi kan holde fast i gode, danske arbejdspladser.
Det er et godt eksempel på, at industripolitikken er vendt tilbage til Danmark og Europa.
Det er måske et udtryk, som smager lidt af 1980’erne eller 1990’erne.
Måske smager det af planøkonomi og protektionisme.
Men i dag er det altså geopolitik og sikkerhedspolitik i allerhøjeste potens.
Derfor er jeg også glad for, at den nye regering tager opgaven på sig.
Tak til den nye erhvervsminister Martin Lidegaard for at være med i dag.
Tak for at fejre den her milepæl – ikke bare for Fyn, men for hele Danmark.
Regeringspartierne har givet håndslag på, at Danmark skal føre en endnu mere aktiv industripolitik.
En fremsynet politik, hvor vi gør danske styrkepositioner endnu stærkere.
Det er klogt, og det er nødvendigt for Danmark.
Især i en tid med skærpet global konkurrence og geopolitisk uro, hvor vi opruster vores forsvar og vil skabe nye arbejdspladser.
Vi har i Danmark og Europa besluttet os for, at vi ikke vil køres over af hverken kinesere eller amerikanere.
Vi vil kunne producere selv.
Vi vil stå på egne ben.
Og ikke mindst vil vi skabe nye erhvervseventyr – til gavn for både klimaet, for lønmodtagerne og for hele samfundet.
Og præcis derfor kommer LSP-centret til at stå som et monument – ikke kun i dansk industrihistorie, men også i vores fælles fremtid.
Tusind tak for ordet.
Året er 2008.
Finanskrisen skyller ind over Danmark.
Mange private virksomheder drejer nøglen om.
Handels- og byggevirksomheder går konkurs.
Banker på stribe krakker, og det sætter økonomien i bakgear.
Gode kollegaer, trofaste medarbejdere mister jobbet over hele landet.
Vi mistede 80.000 arbejdspladser i industrien i kølvandet på finanskrisen.
Lindøværftet blev også en del af den utroligt kedelige statistik.
Tusindvis af mennesker her i området mistede ikke bare deres job.
Vi taler om værftsarbejdere i anden og tredje generation.
De mistede en del af sig selv, da værftet lukkede.
Identitet, fællesskab og tryghed forsvandt sammen med arbejdspladserne.
Jeg kendte mange af de mennesker.
Jeg var selv kollega med dem.
Og endnu længere tilbage var jeg selv blevet udlært på stedet.
I de følgende kriseår var der mange klogeåger, der mente, at finanskrisen ville blive dødsstødet til Produktionsdanmark.
Der var mange, der sagde, at industri og produktion enten hørte til i fortiden eller i det fjerne udland.
Men de tog heldigvis fejl.
Industrien rejste sig igen.
Fyn rejste sig igen.
***
Men det skete altså ikke af sig selv.
Fagforeninger, lokale virksomheder og kommunerne gik sammen om skabe nyt liv her på værftsgrunden.
Især valgte A. P. Møller-Mærsk at tage ansvar for, at Lindøværftet blev omdannet til Lindø Industripark.
Vindmølleproducenter, stålindustri og maritime servicevirksomheder rykkede ind – selv om der også har været store bump på vejen.
Med andre ord skrev vi et nyt kapitel.
Vi viste i fællesskab, at man godt kan vende modgang og nedgang til fremgang og nye muligheder.
Nu skriver vi endnu et nyt kapitel her på Odense Havn.
Og endnu engang spiller A. P. Møller-Mærsk en nøglerolle.
Derfor vil jeg også sende en stor tak til Ane Mærsk Mc-Kinney Uggla og A.P. Møller-Fonden.
Tusind tak for at gøre det her nye center muligt.
For udflytning af industri og tunge arbejdspladser til Fjernøsten er ikke en naturlov.
Samfundet kan slå tilbage, hvis vi vil.
Det kræver politisk vilje, hårdt arbejde, og at vi gør det i fællesskab.
Historien om LSP viser nemlig Danmark, når det er bedst.
Det har været en lang rejse, siden vi skrev anbefalingerne i det fynske vækstteam for 5 år siden.
Dengang sagde vi det helt klart:
Snart igen skal vi mestre at bygge skibe og andre store stålkonstruktioner her til lands.
Kun på den måde får vi innovation, udvikling og moderne produktionsarbejdspladser til Danmark, så vi kan skabe eksport og vækst.
Når vi står her i dag, så kan vi se, hvad der sker, når vi går sammen på tværs af sektorer for at nå et fælles mål.
Fagforeninger, lokale virksomheder, Syddansk Universitet, A.P. Møller-Fonden, Odense Kommune, Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse og mange, mange flere.
Over 100 partnere er vi i kredsen.
Sammen har vi rejst over 500 millioner kroner til at gøre drømmen om LSP til virkelighed.
En drøm om, at Danmark skal kunne konkurrere på den nyeste teknologi.
For i vores samfund hverken kan eller vil vi konkurrere på lave lønninger eller dårlige arbejdsforhold.
Vi finder andre måder at bringe omkostningerne ned på.
Danmarks første socialdemokratiske statsminister, Thorvald Stauning, sagde det meget præcist i 1925 – for over 100 år siden.
Han sagde:
”Olielampe og Ildsted er blevet
Museumsgenstande.
Ja, selv Hesten har mistet sin solide Stilling …
De store Opfindelser har gået deres Sejrsgang …
Dampmaskine, Lokomotiv …
Elektricitet, Telegraf, Telefon …
Flyvemaskine og Radio.
Opfindelser og Teknik har gjort
Livet rigere.” [forkortet citat, red.]
Thorvald Stauning talte dengang om ”den urolige tid”.
Sådan er det også i dag.
Han brugte også udtrykket ”de store opfindelser”.
I dag er det nok mest moderne at tale om ”ny teknologi”.
Og Stauning havde næppe kunnet se for sig, hvordan samfundet ville se ud over 100 år efter.
Med alt fra mobiltelefoner og internet til kunstig intelligens og robotter, der kan svejse.
For ny teknologi er den bedste nøgle til at løfte virksomhedernes produktivitet.
Det er den bedste vej til at styrke vores konkurrencekraft over for udlandet.
Og netop derfor har både Christian Schlette og jeg stået fast på – hele vejen igennem – at vi skulle have det her robotcenter.
Tusind tak til dig, Christian, for din kæmpe indsats.
***
Robotter i stor størrelse er fremtiden for Danmark som produktionsland.
Det kan måske være svært at forestille sig, at det er robotter, der skal bygge store konstruktioner som vindmøllefundamenter, skrog til skibe og elementer til byggerier – lige her på Odense Havn.
Men det er altså fremtiden for vores industri.
For det betyder, at vi kan holde fast i gode, danske arbejdspladser.
Det er et godt eksempel på, at industripolitikken er vendt tilbage til Danmark og Europa.
Det er måske et udtryk, som smager lidt af 1980’erne eller 1990’erne.
Måske smager det af planøkonomi og protektionisme.
Men i dag er det altså geopolitik og sikkerhedspolitik i allerhøjeste potens.
Derfor er jeg også glad for, at den nye regering tager opgaven på sig.
Tak til den nye erhvervsminister Martin Lidegaard for at være med i dag.
Tak for at fejre den her milepæl – ikke bare for Fyn, men for hele Danmark.
Regeringspartierne har givet håndslag på, at Danmark skal føre en endnu mere aktiv industripolitik.
En fremsynet politik, hvor vi gør danske styrkepositioner endnu stærkere.
Det er klogt, og det er nødvendigt for Danmark.
Især i en tid med skærpet global konkurrence og geopolitisk uro, hvor vi opruster vores forsvar og vil skabe nye arbejdspladser.
Vi har i Danmark og Europa besluttet os for, at vi ikke vil køres over af hverken kinesere eller amerikanere.
Vi vil kunne producere selv.
Vi vil stå på egne ben.
Og ikke mindst vil vi skabe nye erhvervseventyr – til gavn for både klimaet, for lønmodtagerne og for hele samfundet.
Og præcis derfor kommer LSP-centret til at stå som et monument – ikke kun i dansk industrihistorie, men også i vores fælles fremtid.
Tusind tak for ordet.