Skip to content

Claus Hjort Frederiksens tale på Flagdagen for Danmarks udsendte

Steen Brogaard

Om

Taler

Claus Hjort Frederiksen
Forsvarsminister

Dato

Sted

Kastellet, København

Tale

Deres kongelige højheder og excellencer. Ærede udsendte og ærede veteraner. Kære pårørende. 
I dag er det tiende gang, vi markerer Flagdagen til ære for Danmarks udsendte. Jeg er glad og stolt over at kunne konstatere, at Flagdagen er blevet en tradition i hele Danmark.
Det glæder mig, at langt hovedparten af landets kommuner markerer dagen i dag, og at dagen også fejres i Grønland og på Færøerne.
***
I år er det også 70 år siden, at Danmark første gang bidrog til en international mission. Danmark udsendte dengang ubevæbnede observatører for at overvåge våbenhvilen mellem den nyoprettede jødiske stat Israel og dets arabiske naboer – som en del af den første fredsbevarende FN-mission.
Siden 1948 har op mod 60.000 mænd og kvinder med Dannebrog på skulderen stillet op for Danmark rundt om i verden til krig, kriser og katastrofer. Hver enkelt af jer har gjort en forskel. En forskel for de mennesker, I tager ud for at hjælpe, og for os herhjemme.
Jeres mod og offervilje har gjort en forskel. Jeres bidrag har betydet noget for fred og sikkerhed i verden. Og jeres indsats er med til at sikre, at vi kan leve trygt og sikkert i Danmark.
For det skylder vi jer stor tak!
***
Som veteraner vender I hjem fra udsendelse med fælles oplevelser og personlige historier. Langt de fleste af jer vender styrkede hjem med oplevelser, der har udviklet jer fagligt og udvidet jeres horisont.
Men nogle vender hjem med sår på sjæl og legeme. I skal have den nødvendige støtte til at komme hjem - og til at komme videre.
Som samfund har vi et ansvar for at gøre, hvad vi kan for at støtte jer. Men vi kommer aldrig op på siden af det, I betyder for hinanden. Det sammenhold, I vender hjem med, er noget særligt. Det har I for livet.
***
Flagdagen markerer hele Danmarks tak for jeres indsats. Den tak oplever I ved alle de mange flagdagsarrangementer rundt omkring i landet. Og den anerkendelse oplever I fra det officielle Danmark og fra et meget bredt flertal i Folketinget.
Jeg glæder mig over, at vi med det nye forsvarsforlig har sikret en videreførelse af den solide veteranindsats, som vi har i Danmark. En indsats, der gennemføres før, under og efter udsendelse, med afsæt i en systematisk og videnskabelig opfølgning på både erfaringer og forskning.
***
Når vi – som nation – beslutter at sende danske mænd og kvinder ud til verdens brændpunkter kræver det store personlige omkostninger, beslutsomhed og engagement fra den enkelte udsendte.
I, der er her i dag har valgt at sætte fællesskabet over jer selv. I har taget en beslutning, som ikke kun har påvirket jer selv, men også jeres nærmeste. I og jeres pårørende har måttet leve med afsavn og uvished.
I dag vil jeg derfor også takke jeres pårørende. I har måttet leve med bekymringerne og uvisheden over at være adskilt. I har skullet få hverdagen til at hænge sammen. Jeres opbakning og støtte i hverdagen er fundamentet for, at vores udsendte kan passe på os alle sammen.
Der skal derfor lyde en særlig tak til jer, der har været ude – og til jeres pårørende, der blev hjemme. Denne dag er jeres i fællesskab.
God flagdag!

Kilde

Kilde

Manuskript tilsendt fra taler

Kildetype

Digitalt manuskript

Ophavsret

Tags