Første gang jeg så dette maleri af Wilhelm Freddie, kom der flere forskellige tanker til mig.
Min første tanke kom, da jeg så hans over-tapede mund.
Definitionen af “rigtige” mænd som på ny, prøver at blive presset tilbage i en box den ikke passer i.
En slags, social censurering på digitale medier. Som har spredt sig til alt fra venner og til børnene på mit arbejde.
Tidernes morgen “rigtige mænd”
Dem der er stærke, macho og leder af flokken og kønnene.
Dem der aldrig bliver kede af det, usikker, stresset eller træt.
Dem der knuser enhver forhindring uden at svede.
Jeg gik i længere tid selv og troede det var den rigtige måde at være mand på.
Fx Da jeg var mindre, begyndte jeg at græde når jeg blev sur og det synes jeg var så pinligt.
For mit miljø lærte mig, at hvis man viser sine følelser og sprækker, ville man blive ædt op og set som mindreværdig.
Så det var bedst at være kold, kynisk og dominerende.
Men, som årene gik og jeg fik udforsket verdenen med mine egne 2 ben.
Så jeg, at jeg havde fortolket det forkert.
En rigtig mand er ham der: Er stærk nok til ikke at være bange for at vise sine følelser og sprækker frem.
En rigtig mand er ham der: Tør både at lede men også at blive ledt.
En rigtig mand er ham der: Møder andre med kærlighed og omsorg
En rigtig mand er ham der: Hviler i dualiteten mellem hans maskuline og feminine side
Og dér endte min første tanke...
Den anden tanke jeg fik, kom da jeg så hans over-tapede øjenbryn.
Det mindede mig om dén udvaskede linje mellem virkelighed og fiktion, som er svær at finde i dag.
Både i forhold til skønheds standarder som kun bliver mere og mere uopnåelig.
Hvor det ikke kun gælder kvinder men i den grad også mænd, Som for kosmetiske ændringer, bruger Photoshop/ filtre der fjerner deres naturlige fejl, stikker sig selv med diverse nåle for at opnå “standarden”
Og hvor let tilgængeligt det alt sammen er.
Men også i forhold til, Ai som er blevet så præcis og detaljeret, at vi snart kan gemme alle vores usikkerheder bag den.
Og det sætter gang i en dyster fremtid i mit hoved.
En cyberpunk esk verden.
Hvor de store firmaer har os alle snoet rundt om deres lillefinger og kan bruge vores stemme, krop eller andet som de har lyst,
For vi har solgt vores menneskelige rettigheder til dem gennem deres skjulte betingelser hvor man bare har klikket ja for at komme videre,
En verden hvor vi bliver ved med at modificere kroppen til sidste bristepunkt for at følge trends og syge standarder,
En verden hvor vi træder over hinanden for at fremme vores eget i stedet for at løfte som fællesskab fordi det ville jo spille vores tid og-
*Træk vejret, pust ud*
Hvad er det egentlig jeg prøver at sige med de her splittede tanker?
At jeg håber vi som mænd:
Husker at snakke med hinanden om ting, der trykker, selv når det akavet. Så vi ikke ender ud som endnu en statistik.
Husker at løfte hinanden, og ikke presser andre ned for selv at se større ud.
Husker at se hinanden selv når det føles ukendt eller virker modsat.
Jeg håber også:
At vi som by-del, land, kulturer, som mennesker.
Ik lader større magter splitte os ad eller forvrænge vores værdier, standarder eller andet, bare for at fylde deres egen pengepung…
Og ligesom på maleriet hvor der er groet hår igennem tapen.
Så selv når vi føler at vores mund er plastret til, har vi altid styrken til at bryde det igen.
Det synes jeg er vigtigt vi husker, fordi vi står en i en tid lige nu, hvor man ikke bare skal være tavse eller vende ryggen til alle de ting der sker omkring os. Fordi lige pludselig, ér det sgu os det sker for.