Stort tak til Dansk Kvindesamfund for denne pris og for det store arbejde I udfører for at bringe os alle sammen lidt tættere på ligestilling.
Det er en ære at blive valgt som modtager af denne pris, og i den forbindelse vil jeg dele med jer de seks vigtigste oplevelser fra mit eget liv, som gjorde mig til feminist:
1.
Min rejse ind i ligestillingsdebatten begyndte en kold nytårsnat i starten af 00’erne, da jeg som helt ung teenager blev raget på røven af en komplet fremmed mand.
Noteret.
2.
Ti år senere blev mine forældre skilt, hvilket efterlod en stor økonomisk diskussion mellem dem, fordi min mor havde gået hjemme med mine små søskende i mange år, mens min far havde opbygget en stor, succesfuld forretning.
Noteret.
3.
Nogle år senere blev jeg ansat på en radiokanal, hvor en mandlig ansat, som var langt over mig i hierakiet, påpegede midt i det åbne kontorlandskab, at jeg “lignede én, der havde fået pik i nat” og “havde nogle rigtige ‘bølgebryster’.”
Noteret.
4.
Det var også mens jeg arbejdede dér, at jeg første gang blev gravid og til min rædsel opdagede, at jeg var ansat et sted uden en overenskomst. Jeg havde lige præcis nul uger med fuld løn under barsel. Det kostede mig hundredetusindevis af kroner i tabt løn og pension at lave vores første søn.
Noteret.
5.
Det var også under denne barsel, jeg første gang oplevede på egen krop, hvor forskellige forventninger samfundet har til henholdsvis mor og far. En fantastisk far der står op om natten, trøster, skifter ble, går med bæresele, køber stofbleer - er bare en helt standard mor.
Noteret.
6.
To år senere blev jeg mor igen, denne gang til tvillinger, og under dén barsel blev jeg igen og igen spurgt, hvornår jeg kom tilbage på arbejde. Med dryppende bryster og blodigt skræv og svedige armhuler og tårer trillende ned ad kinderne fik jeg at vide, at det altså er meget dyrt for virksomheder, at kvinder tager barsel.
Noteret.
Forskning fortæller os, at den helt store skævvridning mellem mænd og kvinder sker, når de får deres første barn. Hun tager barsel, hun står for hjemmet, hun bærer mental load, hun tager børns sygedage, hun går på deltid.
Men i virkeligheden sker skævvridningen langt tidligere.
Den sker, når vi som helt små piger får en dukke i hånden, og drenge ikke gør.
Den sker, når vi accepterer at drenge løser deres problemer i skolegården ved at give hinanden en flad, og så er de videre. “Der er ikke så meget drama med drenge.”
Den sker, når vi alle sammen forventer et mere rent og ryddeligt hjem fra kvinder end fra mænd.
Den sker, fordi vi bilder os ind, at alt det her er biologi, når det i virkeligheden i langt højere grad er socialisering og kultur. Vi kan bare først rigtig måle effekten af det, når vi som voksne træder ind på arbejdsmarkedet og begynder at lave babyer.
Vi kommer ikke i mål med ligestilling, før vi forstår at ulighed og kønsroller starter ekstremt tidligt.
Vi kommer ikke i mål, hvis vi ikke kan indrømme over for os selv og hinanden, at modstanden mod ligestilling og ligeværd og ligeløn kommer fra et patriarkalsk system, som har brug for kvinder i en underdanig rolle.
Vi kommer ikke i mål, hvis vi ikke tør sige højt, at magt og penge er et nulsumsspil.
Hvis kvinder skal have mere, så SKAL nogen afgive.
Og hvem er så det? Og dér har du din modstand.
Men kvinder er halvdelen af jordens befolkning. Hvis vi står tæt nok sammen, så kan vi gennemtvinge forandring. Vi behøver ikke vente på, at alverdens magthavere bliver enige med os eller stopper med at modsige os.
Hvis vores fællesskab er stærkt nok, så kan vi ændre ufattelig meget på bare én generation.
Det er mit mål, og lige nu ofrer jeg alt min tid og energi og det meste af min sindsro for det.
At jeg skal have diarre og vågne nætter og svedige håndflader, mens jeg kæmper, er underordnet, hvis det kan betyde, at vores døtre vokser op i en verden, hvor de skal notere lidt færre uligheder.
Men det er derfor, at denne type anerkendelse varmer.
For den er en ekstra dunk benzin på bålet.
TUSIND TAK!