Skip to content

Christian Hems nytårstale

Jammerbugt Kommune

Om

Taler

Christian Hem
Borgmester i Jammerbugt Kommune

Dato

Sted

TV-transmitteret fra DK4

Tale

Et nyt år ligger foran os. At tage hul på sådan et giver altid fornemmelsen af en frisk start – at sidde med et blankt ark og sætte pennen til papiret.

Som ny borgmester i Jammerbugt Kommune kan jeg godt få fornemmelse af, at noget nyt og noget spændende nu skal tage sin begyndelse.

Og så alligevel delvis begyndelse.

Man kunne måske sige, at 2026 er et nyt blad i en bog om Jammerbugt Kommune, men at jeg heldigvis ved, hvad der er skrevet på siderne før.

Jeg har været med til at udfylde dem og ved derfor, at vores udgangspunkt slet ikke er så ringe endda. Jammerbugt Kommune har en velfunderet økonomi, en drift, som er i god gænge, og et befolkningstal, som stort set har været stabilt igennem en længere årrække.

Det er et rigtig fint afsæt for fremtiden – og sikkert også medvirkende til, at Venstre, Socialdemokratiet, SF, Dansk Folkeparti fik opbakning af vælgerne til at fortsætte det gode samarbejde, vi har haft igennem en længere årrække. Senere i konstitueringen tilsluttede Danmarksdemokraterne sig også, hvilket jo kun er glædeligt.

Som ny borgmester i Jammerbugt Kommune vil jeg se det som min fornemste opgave at leve op til de løfter, som vi har givet vælgerne om god velfærd, om udvikling i hele vores Jammerbugt Kommune.

En høj prioritet for mig vil desuden være et godt samarbejdsklima i kommunalbestyrelsen. Et velfungerende samarbejde på tværs af partierne er et grundlag for de brede politiske aftaler, som skal skabe fortsat kontinuitet og stabilitet i Jammerbugt Kommune.
Selvfølgelig skal der være plads til uenige, det er en del af det lokale demokrati, som i sidste ende er gavnligt. Men vi skal huske på, at den uenighed kun er udtryk for forskellige opskrifter til det, vi alle ønsker: nemlig den bedste udvikling for Jammerbugt Kommune også i fremtiden. Derfor skal vi blive ved at lytte, være åbne og i fællesskab sikre det brede politiske samarbejde.

Vi har alle et mål om, at Jammerbugt fortsat skal være godt at bo – uanset om man er erhvervsdrivende, forening, ansat, ildsjæl eller borger.
I talende stund – og det er jo ikke en live-udsendelse det her, så derfor er der stadigvæk nogle uger til, at jeg officielt skal overtage borgmesterkæden på fuld tid… I de her dage er jeg i fuld gang med at lægge et detaljeret program for de første 100 dage som min tid som borgmester. Den første tid er vigtig, når man som leder og frontfigur stiller sig i spidsen, og jeg har ikke lyst til at overlade noget til tilfældighederne.

I det her samarbejde har jeg taget vigtige punkter fra valgkampen med mig. I mine mange møder med borgerne i alle dele af kommunen står det blandt andet tilbage, at vi skal have fokus på handicapområdet, og at vi skal arbejde for at sikre større inddragelse af borgeren, og at børn og unges trivsel må have løbende høj prioritet – ligesom ældreområdet, der jo i disse år rummer stadigt flere af os på grund af en demografi i forandring.

Der bliver nok at se til, men jeg glæder mig så meget til at tage fat.



Jævnligt vil jeg dog bladre tilbage for at få hele historien med og for at blive mindet om fakta – nemlig at Jammerbugt Kommune allerede er et godt sted at bo, og at leve, og drive sin virksomhed, og lægge sin ferie og rigtig mange andre ting.

Vi har for eksempel en frisk plads som nummer 7 i Danmark på listen over de kommuner, som unge vælger at flytte tilbage til, når de har taget en uddannelse og stiftet begyndelsen til en familie. Det mener jeg er en kæmpe cadeau, at hjemegnen da står som det oplagte sted at slå sig ned. At den barndom og den teenagetid, man tænker tilbage på, ja, det er også den, man har lyst til, at sine egne børn skal vokse op i.

Her tror jeg, vores mange velfungerende lokalsamfund kan noget ganske særligt. I Jammerbugt Kommune har vi alle dage gået efter forskellen. Vi vil nemlig ikke ensrette vores byer, vores lokalområder, men støtte op om de tilbud og de fællesskaber, som er vigtige for netop det enkelte lokalsamfund. Vi tror nemlig, at lokalsamfund, fællesskaber og en sammenhængende hverdag er noget af det, der både skaber trivsel – og dermed er med til at tiltrække nye familier, men også dem, der lever i lokalsamfundet allerede i dag og har et godt liv.

Men vi åbner også gerne vores skønne kommune for gæster. Det er ingen hemmelighed, at vi i Jammerbugt Kommune har noget af Danmarks smukkeste natur. En natur, som rigtig mange rejser langt for.

Med en velovervejet og visionær politik på turismeområdet sørger vi i tæt samarbejde med de tilknyttede aktører i turisterhvervet for at udvikle og opdatere mulighederne for oplevelser og overnatning. Ligesom vi prioriterer den uspolerede natur, som jo er det, folk kommer efter.

Derfor har Jammerbugt Kommune i mange år – også i den sidste opgørelse – indtaget pladsen som Nordjyllands turistkommune nummer 1. En plads vi er stolte af, for turismen – langs havet, fjorden og landet imellem – er noget, vi lever godt med, og derfor også kan leve godt af.

Det er nemlig ikke mindst vores mange dygtige virksomheder – herunder turismeerhvervet – som udgør hjørnestenen i den kommunale økonomi, der også i fremtiden skal være med til at finansiere velfærden for vores borgere.

Som kommune gør vi os umage med at være der hurtigt med hurtig sagsbehandling og kompetent rådgivning, når det efterspørges af vores virksomheder. Her kan vi naturligvis altid blive bedre, men den plads i den bedste tredjedel blandt de danske kommuner, når det gælder erhvervs-service, som vi har set i DI’s undersøgelse af området, ja, så må vi sige, at det er jo et godt udgangspunkt også for fremtiden.
Det samme gør sig gældende, når vi retter blikket et helt andet sted hen og kigger på ældreområdet og den tilfredshedsundersøgelse, der er lavet på servicen, vi som kommune yder, når man ikke selv kan klare alt i hverdagen. Da man sidste år for første gang undersøgte brugertilfredsheden med hjemmehjælpen i de danske kommuner, fik Jammerbugt Kommune også her en fin placering i den bedste tredjedel.

Ja, det er en fortælling fuld af gode historier, som vi nu skal skrive videre på – fuld af gåpåmod og lyst til at gøre det hele bare LIDT bedre.

Som kommune skal vi nemlig hele tiden arbejde på at optimere, følge med tiden og sætte ind, der hvor der er behov. Det er vores ansvar i kommunalbestyrelsen at sætte kursen også i fremtiden – både når det gælder børn, unge og ældre, specialområdet, erhvervs- og foreningslivet og dermed også udvikle de fysiske rammer i vores byer, lokalområder og vores natur.

Der er nok at tage fat på, for tiden står som bekendt ikke stille.

Og jeg kan kun sige, at jeg glæder mig til at sætte pennen til papiret og – i samarbejde med mine kolleger i kommunalbestyrelsen, vigtige aktører i Jammerbugt Kommune – og dermed at tage hul på næste kapitel.
Rigtig godt nytår.

Kilde

Kilde

Manuskript modtaget fra taler og udgivet af Danske Taler med tilladelse fra taler

Kildetype

Digitalt manuskript

Tags