Naar Trøsteren kommer, hvilken jeg skal sende eder fra Faderen, den Sandheds Aand, som udgaaer fra Faderen, han skal vidne om mig. – Hvad tænke I ved dette Udtryk, mine Venner!
Er denne Tanke vel ikke mere end eengang indfaldet eder: Hvad! Er den Hellig Aand en sand Gud, hvorledes kan den ene guddommelige Person udgaae fra den anden? Er den Hellig Aand en sand Gud, hvorledes kan den ene guddommelige Person udgaae fra den anden?
Er den Hellig Aand en sand Gud, hvorledes kan den ene guddommelige Person sendes af den anden? Vanskeligheden fordobler sig for mig, naar jeg gaaer nogle Skridt videre frem i det Capitel, hvoraf vort Evangelium er taget.
Her siger Christus om den samme Aand: Naar han den Sandheds Aand kommer, han skal ledsage eder til al Sandhed; thi han skal ikke tale af sig selv, men hvad han hører, det skal han tale, og de tilkommende Ting skal han forkynde eder; den samme skal forklare mig, thi han skal tage det af mit og forkynde eder.
Hvad! Maae vi her billig spørge: er den Hellig Aand en sand Gud? Er Allestedsnærværelse det Begreb, som vi nødvendig maae giøre os om en Gud, hvorledes kan den Allestedsnærværelse da komme? Er den Hellig Aand en sand Gud, er Alvidenhed og Alviisdom det Begreb, som vi nødvendig maae giøre os om en Gud, hvorledes skulde han da ikke tale af sig selv?
Hvorledes skulde han ikkun tale, hvad han hørde? Hvorledes skulde han tage af det, som hørde Christo til, og forkynde dem? Jeg kan ikke nægte det, at jeg jo selv tilforn mere end eengang haver standset ved denne Tanke, og ikke har fundet Roelighed ved denne Tanke, førend jeg endelig følede mig overbeviist, at alle disse Udtryk maatte tages i en uegentlig Forstand.
Jeg saae omsider, at de ikkun afbiledede de overordentlige Gaver, med hvilke Jesu Apostler efter hans Himmelfart skulde udrustes. Jeg merkede, at Christus forestillede sine Tilhængere disse himmelske Gaver, med hvilke de skulde udrustes til Evangelii Forkyndelse, under det Billede af en Gesandt, der, naar han forlod Jorden for at gaae til Himmelen, igien i hans Sted skulde udsendes fra Himmelen til Jorden for at ledsage dem i al Sandhed.
Nu blive alle disse ugentlige Udtryk mig paa engang forstaaelige. En Gesandt udsendes, han kommer, han taler ikke, hvad han selv vil tale; men, hvad den haver befalet, i hvis Ærende han sendes.
Saaledes ogsaa her: dette overordentlige Lys, vil Christus sige, disse guddommelige Kundskaber, med hvilke Herrens Aand vil udruste eder i mit Sted, de skulle ikke indeholde noget, som strider mod de Sandheder, jeg tilforn haver lært eder, de skulle saa nøie stemme overeens med mine Lærdomme, som et Sendebuds Foredrag stemmer overeens med den Befaling, han fik fra den, som udsendte ham.
Dog, mine Venner! Den bedste Fortolkning over dette vanskelige Sted finde vi i Apostlernes Gierninger. Opfyldelsen forklarer Forjettelsen. Da Pintsefestens Dag var kommen, hedder det her, vare de alle samdrægtigen tilhobe, og der skede hastig en Lyd fra Himmelen, som af et fremfarende vældigt Veir, og fyldte det ganske Huus, der, som de sadde.
Og der saaes adskilte Tunger, som af Ild, og satte sig paa enhver af dem, og de bleve alle fulde af den Hellig Aand, og begyndte at tale med andre Tungemaal, eftersom Aanden gav dem at tale. Denne vigtige Begivenhed er en Fortolkning over Jesu Ord i vort oplæste Evangelio: Naar Trøsteren kommer, hvilken jeg skal sende eder fra Faderen, den Sandheds Aand, som udgaaer fra Faderen, han skal vidne om mig.
Denne Forjættelse vil jeg i Dag forklare af dens Opfyldelse, naar jeg forestiller eder den Hellig Aands Sendelse.
Jeg vil forklare denne Begivenhed, jeg vil bevise dens Troværdighed. Dette Formaal skal i denne Time beskiæftige vore Tanker. En Begivenhed der indeholder saa stærkt et Beviis for vor Religions guddommelige Oprindelse; en Begivenhed der ligesom lagde den første Grundvold for Jesu Kirkes Stiftelse, den fortiener vel nogle faa Øieblikkes Opmerksomhed.
Da Pintsefestens Dag var kommen, siger Lucas, vare de alle samdrægtigen tilhobe. Hvor var dette Forsamlingssted? Hvor var Skuepladsen for denne store Tildragelse? I et privat Huus, eller i Templet?
Dette Sted maae have være rummeligt; her kom en stor Mængde tilsammen; de kom saaledes sammen, at de selv bleve Øienvidner til dette store Under, at de hørde Jesu Apostler tale, at de ved deres Tale lode sig omvende, og der bleve paa den Dag ved dette Under og ved Petri Tale omvendte henved 3000de Mennesker, som bleve indlemmede i Jesu Christi Kirke.
Hvor var den Sal i Jerusalem, som kunde indromme saa talrig en Forsamling? Og om den end fandtes, skulde Jesu Disciple da eie den? Men i Jerusalems Tempel var saadan en Sal. Josephus, en jødisk Historieskriver, som selv mere end eengang havde seet dette Tempel, beretter, at den hele øverste Deel af Templets Sidebygning udgiorde saadan en Sal, hvor Almuen havde Tilladelse at forsamle sig.
Her kunde være Plads for saa talrig en Forsamling. Her maae Jesu Apostler ogsaa have været forsamlede. Saa meget de frygtede for Jøderne, saa ængstelig de indsluttede sig, da de saae, at Jesus Christus havde opgivet sin Aand paa Korset, saa frimodige bleve de ved igien at see ham opstanden fra de Døde, saadant et Heltemod følede de, da de saae ham triumpherende at holde sit Indtog i Himmelen.
Derfor siger ogsaa Lucas, efterat han haver berettet Christi Himmelfart: De vendte tilbage til Jerusalem med stor Glæde, og de vare stedse i Templet. Skulde de da ikke have været i Templet paa denne Dag, paa Pintsedagen, paa en af Jødernes store Festdage?
De vare stedse i Templet; skulde de da ikke have været i Templet paa denne Tid? Det var, som Lucas nedenfor beretter, den tredie Time paa Dagen, eller efter vor Regning Klokken 9 om Morgenen; dette var just en af Jødernes sædvanlige Bedetimer, paa hvilken de indstillede sig i Templet for at forrette deres Andagt? Skulde da Jesu Apostler, som ellers saa flittig søgde Herrens Huus, just være borte paa en Tid, da Skik og Andagt opfordrede dem til at være der?
Men, hvilken en Forstyrrelse midt i deres Andagt, og hvor salig var denne Forstyrrelse for dem? Der skede hastig, siger Lucas, en Lyd af Himmelen, som af en fremfarende vældigt Veir, og fyldte det ganske Huus, eller den ganske Bygning, hvor de sadde; og der saaes adskilte Tunger som af Ild, og satte sig paa enhver af dem.
Hvad var dette for en Lyd? Hvad var dette for en Ild? Og disse Tunger, hvad vare de? Der er dog vel ingen, som tænker saa materielt, at han ved denne Lyd og ved denne Ild skulde tænke paa Herrens Aand.
Nei, lader os slutte fra Virkningen til Aarsagen. Da denne Røst var skeet, siger Lucas, kom Mængden tilsammen. Hvad var dette da for en Røst, og hvor blev denne Røst hørt, at Mængden udenfra kunde samles til dette Sted? Er denne Røst bleven hørt inden i Templets Bygning alene, hvorledes kunde Jøderne, som boede i Jerusalem da derved blive opmerksomme?
Og er den Røst tillige bleven hørt uden for Templet, hvad kan den da andet have været end et stærkt Tordenslag? Det Ord, som her oversættes med Røst, bruges ogsaa meget ofte i Grundsproget til at betegne en Torden.
Men endnu er den hele Vanskelighed ikke ophævet, endnu kunne vi ikke begribe Virkningen af sin Aarsag. Da denne Røst, da denne Torden var skeet, kom Mængden tilsammen. Et Tordenslag kan vel indgyde en hastig Skræk; men hvorledes kan et Tordenslag foraarsage, at hele Almuen samler sig? Thi, hvor ofte havde de ikke hørt en Torden; hvorledes kunde et Tordenslag foraarsage, at de just alle skulde forsamle sig paa et og det samme Sted? At de just alle skulde søge til Templet?
Disse Spørgsmaale lade sig paa ingen Maade forklare uden ved den Formodning, at dette Tordenslag haver været forener med en Lynild, som slog ned i Bygningen; og denne Formodning er saa meget mere grundet, som det udtrykkelig hedder, at der paa samme Tid blev seet en Ild paa det Sted, hvor Apostlerne vare forsamlede.
Der saaes, hedder det, adskilte Tunger, som af Ild, og satte sig paa enhver af dem. Tunger som af Ild, det er en Ebraisk Talemaade, og burde hedde i vort Sprog Ildflammer. Saadanne Ildflammer ere ofte blevne seete paa Metalspidserne af Taarne, paa en Tid, naar Luften er frugtsommelig med Torden.
Samle vi nu alt dette tilsammen, forklare vi saaledes Virkningen af sin Aarsag, og Aarsagen igien af sin Virkning, saa synes denne hele Tildragelse saaledes at have været beskaffen.
Der skeede et stærkt Tordenslag, hvilket lignede en heftig stormende og forbifarende Vind, og fyldte hele Bygningen, eller rystede hele Bygningen, hvor Jesu Apostler vare forsamlede; med dette Tordenslag saae man en Ild nedfalde i Bygningen, hvilken i særskilte Luer svævede nogen Tid over Apostlernes Hoveder.
Almuen saae udenfra denne Ild falde ned, man frygtede, den maatte have giort Skade, men ilede til, for at erfare, om den ikke havde anstukket Templet. Og hvad Under, om nogle tusinde Mennesker her i et Øieblik vare blevne forsamlede; man forestille sig ikkun vore offentlige Gader, naar et blot Rygte haver sammenkaldet Almuen, og man giøre en Slutning herfra til Jerusalem, en Stad, som var saa stor, saa folkerig, en Stad, som efter Josephi Beretning, havde flere Beboere end Danemark haver Indbyggere.
Men denne Begivenhed var ikke den Hellig Aands Komme selv; denne Begivenhed i Naturens Rige havde Herrens Viisdom foranstaltet for at sammenkalde Jerusalems Indbyggere til at skue en endnu langt større og vigtigere Begivenhed i Naadens Rige.
Nu bleve de alle fulde af den Hellig Aand, hedder det, det er med andre Ord: De bleve alle paa eengang udrustede med Aandens overordentlige og overnaturlige Gaver. Et klart Skin af Evangelii Sandheder bestraalede deres Forstand; Jesu Riges Hemmeligheder, som tilforn havde været dem saa dunkle, bleve nu seete i et klarere Lys; deres medfødte Fordomme adspreedede sig, deres Taage forsvandt, det gamle Testamentes Spaadomme saae de nu i deres fulde Lys, og Jesu Christi Lærdomme i deres sande Sammenhæng.
Den Frygt, som tilforn havde tilstoppet dem Munden, forsvandt paa eengang; de følede det høie Kald, til hvilket de vare bestemte, og bleve besielede med Frimodighed, Heltemod og Sielsstyrke til at tiltræde det blant alle de store og mægtige Hindringer, som fra alle Sider omringede dem.
Nu bleve de udrustede med undergiørende Kræfter til Sandhedens Bekræftelse; nu bleve de besielede med den overordentlige Evne at tale fremmede Sprog, som hverken Fødselen eller Opdragelsen eller egen Flid havde bibragt dem.
Saaledes blev Jesu Løfte opfyldt: naar Trøsteren kommer, hvilken jeg skal sende eder fra Faderen, den Sandheds Aand, som udgaaer fra Faderen, han skal vidne om mig.
Men, denne hele Begivenhed, er den ogsaa troeværdig, have vi saadanne Grunde for vor Troe, at vi ikke tør skamme os ved at opofre den? Jeg svarer, at, dersom den ikke var troværdig, den da enten skulde være en Digt af Historieskriverne, eller en Forblindelse af Øienvidnerne.
Hvilket af Delene skulde vi her endog med det mindste Skin af Rimelighed kunne antage? At de hellige Historieskrivere have været redelige Mænd, at de i det mindste have skrevet efter deres Overbeviisning, det er en Sandhed, som endog Jesu værste Fiender ikke vel have kunnet nægte dem. Der hørde endog mere end almindelig Dumdristighed, og mere end almindelig Lykke til, at træde op med saadan en Fortælling, paa en Tid, da alle de endnu kunde leve, og en stor Deel af dem virkelig maae have levet, som efter hans Sigende skulde have været Øienvidner til saa vigtig en Tildragelse, og ikke at blive igiendreven, og ikke at blive giort offentlig til Spot, og ikke ganske at standse Fremgangen for en Religion, hvilken man ikkun ved saa skammelig en Digt og saa daarlig en Dumdristighed kunde befordre.
Hvad, om han havde sagt, at saadant var skeet i en Afkrog af Jødeland, mellem lukte Dørre, blandt Jesu Venner alene, saa kunde dog nogen Mistanke finde Sted; men at fortælle en Begivenhed under alle disse Omstændigheder, at berette Tiden og Stedet; at sige, den havde tildraget sig paa Pintsedag, og det i Jødernes Hovedstad, og det i Templet selv, i nogle tusinde Menneskers Nærværelse; og med alt dette ikke at blive beskæmmet, ikke paa eengang at standse Jesu Religions Fremgang baade blant Jøder og Hedninger, det er mig ubegribeligere end den hele Tildragelse selv.
Og det er ikke Lucas alene, som beretter denne Begivenhed; hvor ofte haver Paulus ikke i sine Breve mældet om denne overordentlige Gave at tale fremmede Sprog. Han bevidner udtrykkelig, at denne Gave fandtes endog i de samme Menigheder, til hvilke han skriver. Hvad mene I? Skulde denne store Apostel vel, uden at udsætte sig for en almindelig Forhaanelse, kunne skrive til Menigheder om Gaver, som de eiede, hvilke de dog ikke eiede?
Dersom man end vilde nægte disse Jesu Vidner den til en Historieskriver udfordrede Redelighed, saa burde vi dog ikke nægte dem den almindelige Mennske Forstand, og al menneskelig Klogskab.
Men, er denne Begivenhed ikke en Digt af Historieskriveren, er den da ikke en Forblindelse af Øienvidnerne? Dette Spørgsmaal forekommer mig, som om nogen vilde sige: Have Jerusalems Indbyggere havt Øine og Øren? Have deres Øine og Øren været beskafne som andre Menneskers Sandser?
Thi hvad udfordredes mere, for ikke at blive forblindet? At høre en Torden, da man dog ikke hørde noget, at see en Lynild falde ned, da man dog ikke saae noget, det er en Forblindelse, som kan lade sig tænke hos Een eller Faa, der have en forrykt Hierne, men ikke hos nogle Hundrede, ikke hos nogle Tusinde, ikke hos en heel Stads Indbyggere.
Og hvad taler jeg om den Gave at tale fremmede Sprog, med hvilken Jesu Apostler paa eengang bleve udrustede? Kunde her nogen Forblindelse have Sted? Ja, vi finde, at nogle dreve Spot med denne Tildragelse; men disse vare rimeligen de jerusalemske Jøder, for hvilke disse fremmede Sprog vare ubekiendte; dem maatte disse fremmede Sprog forekomme som en forvirret Lyd af Afsindige.
Men de fremmede Jøder, som vare nærværende, de erkiendte Guds store Gierning. De hørde deres Fædrenelands Sprog, de bleve bestyrtsede, forundrede sig, og sagde til hverandre: See, ere ikke alle disse, som tale, Galilæer; og hvorledes høre vi dem hver tale paa vort eget Maal, som vi ere fødte udi?
For at giøre dette store Under saa meget mere upaatvivlelig, og tillige for saa meget hastigere at udbrede Rygtet om samme over Verden, havde Guds Viisdom saaledes foranstaltet det, at denne store Tildragelse til Bekræftelse for Religionen just skulde indfalde paa en Tid, da en stor Mængde af fremmede Jøder fra de længst bortliggende Steder vare forsamlede i Jerusalem.
Det var Jøderne befalet i Moses Lov, at de paa de trende store Høitider skulde indfinde sig paa det Sted, som Herren havde udvalgt til sit Navns Ihukommelse; i Følge denne Befaling vrimlede det nu i Jerusalem af fremmede Jøder fra Partien, Medien, Persen, Mesopotamien, Capadocien, Pontus, Asien, Ægypten, Libyen, Rom.
Disse vare skikkede til at dømme, om Jesu Apostler ogsaa virkelig vare blevne begavede med den Evne at tale fremmede Sprog eller ikke; og de gave dem det Vidnesbyrd, at de talede, enhver i det Maal, i hvilket de vare fødte.
Dømmer selv, mine Venner! Dømmer upartisk! Skulde nogen Forblindelse vel her kunne have Sted? Skulde det vel være mueligt at høre En tale, og at være uvis, om han talede et Sprog, jeg forstaaer, eller ikke; og at være uvis, om han taler mit Moders Maal, eller et andet? Eller denne Evne i Jesu Apostler, var den naturlig, var den ved Kunst og Vindskibelighed forhvervet?
Vide vi ikke alle, hvad Møie det koster, ikkun at lære et eneste Sprog; og her vare saa mange. Hvor skulde Jesu Apostler da have lært dem? Mænd, som deres hele Levetid ikke havde været uden for det jødiske Lands Grændser; Mænd, som for Livets nødvendige Ophold have maattet deres hele Levetid beskieftige sig med deres Næt og deres Garn.
De største Sprogkyndige blant de Tiders Lærde vare de, som forstode Grækernes og Romernes Sprog; men Jesu Apostler hørde ikke til disse Lærde; af Fødselen vare de Galilæer, og af Haandværk Fiskere.
Hvor urimeligt var det ikke, at denne Evne hos dem skulde være naturlig? Hvor urimeligt, at disse Sprog skulde paa en naturlig Maade være bleven dem bekiendte? Paa eengang tale de i saa mange fremmede Sprog, paa eengang forsamle sig i deres Hukommelse alle de vilkaarlige Tegn, i hvilke fremmede Folkeslægter pleiede at indklæde deres Tanker; paa eengang vare deres Tunger og deres Læber bøielige nok til at danne alle de forskiellige Toner, ved hvilke eet Sprog alletider adskiller sig fra et andet.
Kunne vi et Øieblik troe, at alt dette var naturligt, saa er da ingen Urimelighed saa stor, at vi jo skulde kunne troe den. Og er det ikke naturligt, saa er det da overnaturligt; saa er det da en Virkning af Herrens Aand, som besielede dem; saa er det da en Opfyldelse af Jesu Løfte i Evangelio: Naar Trøsteren kommer, hvilken jeg skal sende eder fra Faderen, den Sandheds Aand, som udgaaer fra Faderen, han skal vidne om mig.
Dog, mine Venner! Vi behøve ikke engang alle disse Grunde for vor Overbeviisning. Virkningen, den guddommelige Virkning af dette store Under maae overbevise os om Underets egen Guddommelighed. Petrus, udrustet med Herrens Aand, staaer op, han taler til Jøderne, og henved 3000de Jøder lode sig overtale til at forkaste deres Fædres Religion for at antage Jesu Christi, og blive indlemmede i hans Kirke.
Hvorledes giorde Petrus her paa een Dag en saa meget større Fremgang til Religionens Fordeel, end den Jesus Christus giorde i tre Aar med alle sine kraftigste Taler? Hvorledes overbeviser han paa een Dag saa mange Jøder om Jesu Religions guddommelige Oprindelse?
Jøder, som havde saa mange National-Fordomme imod samme; Jøder, som allevegne fra af Høiagtelse for de mosaiske Love vare komne til Jerusalem for at dyrke deres Fædres Gud?
Hvorledes overtaler han dem til at forkaste Moses Love, for at antage Jesu Christi? O, mine Venner! Vi maae forhærde os imod al grundig Overbeviisning, eller vi maae troe, at de store og guddommelige Under, som ledsagde Petri Tale, maae have givet den samme Kraft, med hvilken den paa eengang nedslog saa mange Jesu Fiender, og tilfægtede sig saa glorværdig en Seier over alle deres Fordomme og deres Forhærdelse. Men, saa maae dette Under da være skeet; thi hvorfra ellers denne Virkning?
Og, er dette Under skeet, hvad Slutning skulde vi da drage af samme? Hvad var Herrens Hensigt med denne overordentlige Gave? Hvorfor udrustede han sine Apostler med disse fremmede Sprog? Man troer i Almindelighed, at de derved skulde giøres beqvemme til at forkynde Evangelium over hele Verden.
Nei, mine Venner! I denne Hensigt vilde denne Gave ikke have været nødvendig. Vel havde ethvert Land da, som nu, sit eget National-Sprog; men, saa vidt det romerske Septer udbredede sig over Europa, Asien og Africa, var det græske Sprog bekiendt.
I dette Sprog, kunde de allevegne med Frugt og Nytte forkynde Christi Evangelium. Vi have heller ingen sikkre Efterretninger, at Christi Apostler have udvandret uden for det romerske Riges Grændser. Ingensteds læse vi, at de have været i Dannemark, Sverrig, Rusland, China. Saa vidt de, efter Historiens Beretning, have udbredet sig, saa vidt haver det græsiske Sprog alene været tilstrækkeligt til Evangelii Forkyndelse.
Vi læse og i den hellige Historie, at Mange ere blevne udrustede med denne Gave, hvilke aldeles ikke vare bestemte til Apostler, eller til at forkynde Evangelium; saaledes bleve Tolv Mænd i Epheso udrustede med denne Gave; saaledes kom den Hellig Aand over Cornelius, og alle de Hedninger, som vare hos ham, saa at de talede med fremmede Tungemaal; men ingensteds finde vi, at de bleve brugte til at forkynde Evangelium.
Men, haver Herren da skienket dem denne Gave omsonst? Haver han da udrustet dem med en Evne, som de ikke skulde bruge? Betroet dem et Pund med hvilket de ikke skulde aagre? Nei, forgieves var ikke denne Gave; vigtig og Herrens Viisdom værdig var den Hensigt, i hvilken han saa rigelig uddelede den.
Paulus forklarer os den sande Hensigt med denne Gave: De fremmede Sprog, siger han, ere til et Tegn ikke for de Troende, men for de Vantroende. Altsaa havde denne Gave at tale fremmede Sprog den samme Hensigt, som alle de øvrige Undergierninger; den skulde for de Vantroende være et Tegn, et Beviis for Religionens guddommelige Oprindelse.
De andre Undergierninger talede til Tilskuernes Øine, disse talede til deres Øren. Disse Under vare endog mere upaatvivlelige end hine. Kunde Øinene end blive forblindede, saa kunde Ørnene dog ikke blive det. Kunde man end indbilde sig, at man saae, hvad man dog ikke saae, saa kunde man umuelig indbilde sig, at man hørde et Sprog, at man forstod dette Sprog, og dog hørde intet og forstod intet. Saaledes var denne Gave et Tegn ikke for de Troende, men for de Vantroende.
Men, endog for os er den et Tegn, en Bekræftelse for vor allerhelligste Religions guddommelige Oprindelse, og i denne Hensigt er denne store, overordentlige Begivenhed optegnet og giemt for Efterverdenen, at det skulde være for os, som for hine, et Beviis for den Religion, hvilken vi tilbede.
Denne Slutning skulde vi giøre, og denne Slutning er fornuftig: Er dette Under engang skeet; er det i sin Natur af den Beskaffenhed, at det alene ved Herrens Kraft kunde frembringes og virkes i Jesu Religions Herolder, saa er Religionen ligesaa guddommelig, som dette Under, saa haver Herrens Aand besielet dens Herolder.
Er Grunden til denne Slutning upaatvivlelig, saa maae denne Slutning selv være ligesaa unægtelig. At dette Under er skeet, derom vidner en Historie, der haver ligesaa mange og endnu flere Kiendemerker for sin Troværdighed end nogen anden Historie i Verden; at dette Under overstiger alle Naturens Kræfter, og alene kunde frembringes ved den Uendeliges Almagt, derom vidner Erfarenhed, Fornuft, Følelse,
Vor Slutning er altsaa fornuftig, den er uimodsielig: Jesu Religion haver en guddommelige Oprindelse, den er en Gave af Herren; at forkaste den, det er at handle imod den sunde Fornuft; at være ligegyldig mod samme, det er at foragte den største og den vigtigste af Herrens Gaver, det er at giøre sig skyldig i den strafværdige Forbrydelse.
O, lader os da holde fast ved dette Klenodie, at ingen Fiende af vor Lyksalighed og vor Siels Rolighed maatte rive os det af Hænderne! Naar Tvivl, ængstelige Tvivl mod Sandheden reiser sig i eders Hierter, og hvor let kunne de ikke reise sig endog i den bedste Christens Hierte, saa søger Kilderne, hvor disse Sandheder ere at finde, randsager disse Kilder upartiisk, uden Hensigt til Sekt eller Kirke, og siger da til eder selv: Saaledes haver Jesus Christus talet, saaledes have hans Apostler skrevet, saaledes læser jeg, altsaa maae jeg saaledes tænke.
Tage vi endda Feil efter den omhyggeliste Randsagelse, saa er det ikke Ondskab, det er ikke Letsindighed; det er en Følge af vor Fornufts Grændser, det er Forstands Svaghed, og for den er der Forladelse. Herren skienke os dertil sin Naade for Jesu Christi Skyld alene. Amen.