Kammerater, kolleger, venner, bekendte – og alle jer der bare er kommet for øl og pølser: RIGTIG GOD 1. MAJ!
Lad os lige zoome lidt ud et øjeblik.
For vi står ikke alene her i dag.
Rundt omkring i hele landet – og i resten af verden – fejrer mennesker 1. maj lige nu.
På store pladser.
I parker.
I baggårde.
Og ja… også hjemme i sofaen med en øl i hånden og dårlig samvittighed.
Og lad os være ærlige:
Uanset hvorfor man er kommet i dag.
Så er det stærkt, at vi alle har fundet det samme sted hen med nogenlunde samme politiske holdning – på trods af meget forskellige politiske tømmermænd.
Der er jer, der er kommet for fællesskabet.
Jer, der er kommet for kampen.
Og så er der Jer, der er kommet for øl og pølser og først bagefter har opdaget, at I faktisk osse har stærke holdninger til overenskomster.
Og det er helt okay.
Det er nemlig osse 1. maj.
For 1. maj har altid været en blanding af alvor og fest.
Af røde faner og sol i øjnene.
Af store ord om solidaritet – og endnu større diskussioner om, hvem der nu har taget den sidste øl.
Det er faktisk den eneste dag på året, hvor man kan starte med at sige “fællesskab” – og slutte af med at sige:
“Okay, hvem gir så en omgang?”
Men midt i alt det sjove og lidt kaotiske, er der noget, der aldrig ændrer sig.
Vi mødes, fordi vi ved, at rettigheder ikke falder ned fra himlen.
De bliver vundet, når almindelige mennesker står sammen og siger:
“Det her finder vi os ikke i.”
Og det gælder os alle sammen.
Uanset om man er Lærling, faglært, studerende, ufaglært, ledig, eller bare midt i livet og stadig prøver at regne det hele ud.
Og det gælder især os unge.
For uden ungdommen – ingen bevægelse.
Uden ungdomsorganisationerne – intet fællesskab.
Det er os, der fylder pladserne.
Os, der organiserer.
Os, der stiller de irriterende – men nødvendige – spørgsmål som:
“Hvorfor gør vi egentlig sårn?”
“Kan det ikke gøres anderledes?”
“Og hvem har besluttet det her?”
Og ja…
Nogle gange vender vi op og ned på tingene.
Vi roder i systemerne.
Vi udfordrer svarene.
Og vi nægter at acceptere, at “sådan har vi altid gjort”
Men ved I hvad?
Det er præcis sårn fællesskab udvikler sig.
Uanset om man kommer fra fagbevægelsens ungdom, politiske ungdomsorganisationer, studenterbevægelser eller et fællesskab, som ens forældre tror er “en fase” – så er vi en del af det samme projekt.
Et projekt der handler om at gøre verden lidt mere retfærdig.
Lidt mere solidarisk.
Og lidt mindre styret af, hvem der råber højest.
Og ja – det er vi i Malerforbundets Ungdom osse en del af.
Ikke fordi vi fylder mest, men fordi fællesskabet kun fungerer, når alle fag, alle grupper og alle generationer er med.
For 1. maj handler nemlig ikke kun om fortiden.
Den handler om nutiden.
Og om fremtiden.
Vi skal nemlig ikke hjem- vi skal videre, for Kampen er ikke slut.
Der er stadig pres på arbejdsvilkår, på uddannelser og på fællesskaberne.
Derfor er det vigtigere end nogensinde, at vi står sammen – unge og gamle, erfarne og nye, dem med fuldt hår… og dem, der engang havde.
Sammen er vi stærkere.
For alene er vi bare ét menneske med store holdninger og alt for lidt indflydelse.
Så lad os bruge i dag på at fejre fællesskabet.
På at huske dem, der gik forrest.
Og på at love hinanden, at vi ikke gir slip.
For solidaritet kan ikke ties ihjel.
Fællesskab forsvinder ikke af sig selv.
Og kampen for ordentlige forhold…
Er altid i gang.
Rigtig god 1. maj!
Lad os lige zoome lidt ud et øjeblik.
For vi står ikke alene her i dag.
Rundt omkring i hele landet – og i resten af verden – fejrer mennesker 1. maj lige nu.
På store pladser.
I parker.
I baggårde.
Og ja… også hjemme i sofaen med en øl i hånden og dårlig samvittighed.
Og lad os være ærlige:
Uanset hvorfor man er kommet i dag.
Så er det stærkt, at vi alle har fundet det samme sted hen med nogenlunde samme politiske holdning – på trods af meget forskellige politiske tømmermænd.
Der er jer, der er kommet for fællesskabet.
Jer, der er kommet for kampen.
Og så er der Jer, der er kommet for øl og pølser og først bagefter har opdaget, at I faktisk osse har stærke holdninger til overenskomster.
Og det er helt okay.
Det er nemlig osse 1. maj.
For 1. maj har altid været en blanding af alvor og fest.
Af røde faner og sol i øjnene.
Af store ord om solidaritet – og endnu større diskussioner om, hvem der nu har taget den sidste øl.
Det er faktisk den eneste dag på året, hvor man kan starte med at sige “fællesskab” – og slutte af med at sige:
“Okay, hvem gir så en omgang?”
Men midt i alt det sjove og lidt kaotiske, er der noget, der aldrig ændrer sig.
Vi mødes, fordi vi ved, at rettigheder ikke falder ned fra himlen.
De bliver vundet, når almindelige mennesker står sammen og siger:
“Det her finder vi os ikke i.”
Og det gælder os alle sammen.
Uanset om man er Lærling, faglært, studerende, ufaglært, ledig, eller bare midt i livet og stadig prøver at regne det hele ud.
Og det gælder især os unge.
For uden ungdommen – ingen bevægelse.
Uden ungdomsorganisationerne – intet fællesskab.
Det er os, der fylder pladserne.
Os, der organiserer.
Os, der stiller de irriterende – men nødvendige – spørgsmål som:
“Hvorfor gør vi egentlig sårn?”
“Kan det ikke gøres anderledes?”
“Og hvem har besluttet det her?”
Og ja…
Nogle gange vender vi op og ned på tingene.
Vi roder i systemerne.
Vi udfordrer svarene.
Og vi nægter at acceptere, at “sådan har vi altid gjort”
Men ved I hvad?
Det er præcis sårn fællesskab udvikler sig.
Uanset om man kommer fra fagbevægelsens ungdom, politiske ungdomsorganisationer, studenterbevægelser eller et fællesskab, som ens forældre tror er “en fase” – så er vi en del af det samme projekt.
Et projekt der handler om at gøre verden lidt mere retfærdig.
Lidt mere solidarisk.
Og lidt mindre styret af, hvem der råber højest.
Og ja – det er vi i Malerforbundets Ungdom osse en del af.
Ikke fordi vi fylder mest, men fordi fællesskabet kun fungerer, når alle fag, alle grupper og alle generationer er med.
For 1. maj handler nemlig ikke kun om fortiden.
Den handler om nutiden.
Og om fremtiden.
Vi skal nemlig ikke hjem- vi skal videre, for Kampen er ikke slut.
Der er stadig pres på arbejdsvilkår, på uddannelser og på fællesskaberne.
Derfor er det vigtigere end nogensinde, at vi står sammen – unge og gamle, erfarne og nye, dem med fuldt hår… og dem, der engang havde.
Sammen er vi stærkere.
For alene er vi bare ét menneske med store holdninger og alt for lidt indflydelse.
Så lad os bruge i dag på at fejre fællesskabet.
På at huske dem, der gik forrest.
Og på at love hinanden, at vi ikke gir slip.
For solidaritet kan ikke ties ihjel.
Fællesskab forsvinder ikke af sig selv.
Og kampen for ordentlige forhold…
Er altid i gang.
Rigtig god 1. maj!