I dag fejrer vi Grundloven.
Det papir, der på en eller anden måde skal sikre, at vi alle har ret til at være her, tænke frit og sige det, vi mener.
Det papir, der på en eller anden måde skal sikre, at vi alle har ret til at være her, tænke frit og sige det, vi mener.
Og ja, det er smukt på en måde.
Men I år, så føles det en smule hult at se hvordan andre partier fejrer grundlovsdag.
I år har Folketingets præsidium besluttet, at man ikke må have Palæstina som mærkesag i skolevalget.
Altså, i et rollespil, der skal forestille det danske demokrati.
De siger, det er for kontroversielt. For svært. For konfliktfyldt.
Men prøv lige at se ud i verden.
Alt er konfliktfyldt.
Vi må gerne tale om Rusland og Ukraine, om asylstop, om skattepolitik, og om alt det andet svære. Men hvis vi stadig ikke må tale om Palæstina, hvad er det så værd at vi må tale om alt det andet?
Skolevalget er ikke bare en leg for elever.
Det er første gang, mange unge oplever, at deres stemme betyder noget.
At de kan være med.
At de kan tage stilling og sige det højt.
Det er dér, mange opdager, at politik ikke kun er for voksne i jakkesæt – inde på Christiansborg, men det faktisk er noget vi skaber sammen.
For dem, der stadig bliver kaldt “fremtidens stemmer”, men som faktisk lever i samfundet lige nu.
Og derfor gør det også så ondt, når vi ser, at vores stemmer bliver begrænset.
Når unge, der vil tale om Palæstina, bliver mødt med: “Det må I ikke tage med.”
Når unge med familie i Gaza, i flygtningelejre, med sorg i kroppen - bliver bedt om at gøre deres sorg tavs, til noget helt fundamentalt som vores skolevalg.
Det her handler ikke kun om én mærkesag.
Det handler om retten til overhovedet at have en mærkesag.
Det handler om, hvem der får lov til at være politisk.
Og hvem der bliver bedt om at være stille.
Jeg synes, det er ret vildt, at fem mennesker i folketinget, må bestemme hvad tusindvis af skoleelever skal tale om, til det, der skal forestille at være unges første rigtige møde med demokratiet.
For vi må godt tage ansvar, lave kampagner, engagere os, møde op. Det gør vi f.eks. i RGU.
Og så - når vi gør det - får vi at vide, at vi ikke må snakke om det, der gør allermest ondt i verden lige nu.
Det er ikke respekt. Det er ikke pædagogik. Det er bare misbrugt magt til at fremme sin egen politiske agenda.
Ja, jeg er ked af det Søren Gade, men jeg falder simpelthen ikke for det!
Jeg tror ikke, demokratiet bliver stærkere af, at vi undgår det svære.
Jeg tror, det bliver stærkere af, at vi tør tale om det, der splitter os.
Om krig. Om undertrykkelse. Om stemmer, vi ikke forstår.
Om stemmer, vi først lærer at forstå, når de får lov at blive hørt.
Så ja - i dag fejrer vi Grundloven.
Men jeg synes også, vi skal bruge den.
Til at lytte til unge.
Til at give os lov til at vælge selv, hvad vi vil tale om.
Til at tro på, at vi kan tåle uenighed.
For hvis der er noget, vi ikke skal være bange for i et demokrati – så er det vores stemmer.
Rigtig glædelig grundlovsdag!