Carl Edvard Kleins prædiken i anledning af Kong Christian VIII's død

Vor Gud og Fader! Naar Tiderne vexle og Alt forandres omkring os, naar selv det, som er stort og herligt paa Jorden, vorder Forkrænkelighedens Bytte og segner for Dødens Pust, naar Sorgen besøger os og Taaren væder vort Øie, fordi det, hvorpaa vi byggede vorr Forhaabninger, svandt og nedsank i Gravens Skjød, medens Forventelsen af de Ting, som skulle komme, gjennembæver vor Sjel med Frygt og ængstelig Bekymring, — da haver vor Aand og vort Hjerte sig til Dig med inderlig Bøn og Tillid; thi om end Alt skal omskiftes, saa bliver dog Du den Samme, og dine Aar endes ikke. Vort Lands Fader og Ven er blegnet i Døden; — det var saa din Villie, o trofaste Gud! Han er indgaaet til Dig, Du Kongernes Konge! O, velsign ham i dit himmelske Rige, og drag ti heller din naadige Velsignelse bort fra det jordiske Rige, han forlod; men lad din Faderhaand hvile over vort elskede Fædreneland, at det maa forblive i din trygge Varetægt, og det maa kiendes blandt dette Folk, at (Ps. 103, 11) „ligesom Himlen er høi over Jorden, saa er din Miskunhed mægtig over dem, som Dig frygte"! Amen.

Æ.T.! Der er Sorg og Veemod, saa ofte en Huusfader, Familiens Stolte og Forsørger, bortkaldes fra de Levendes Tal. Da savnes og begrædes han, til hvem maaskee mange Hjelpeløse og Uforsørgede saae hen, af hvis Gjerning deres Livs Lykke var afhængig, ved hvis Haand de veiledtes til deres Bedste. Der er Sorg og Veemod, naar en Menigheds Hyrde tillukker sit Øie i Dødens Slummer, naar den, der sørgede for Manges Sjele og arbejdede tro i denne vigtige Gjerning, for stedse forlader den Kreds, hvor han levede og virkede til Velsignelse. Men kan der være Sorg og saa mange alvorlige Tanker ved deres Bortgang, som ledede en enkelt Familie eller en enkelt Menighed, hvor meget mere maa da den almindelige Bekymring finde Gjenklang i vort Hjerte, nu da han er kaldet fra os, som var vort Fædrelands Fader og Styrer, der var en Hyrde for det ganske Rige, og af hvem vort hele Samfunds Vee og Vel var afhængigt. Han var en Hyrde efter Guds Hjerte, som styrede Landet med Kundskab og Forstand. Derfor har hans Tab ogsaa beskæftiget vor Tanke, siden vi modtoge hiint smertelige Budskab; derfor have vi talt saa meget om vor elskede Konge, som Gud tog til sig, og udgydende vor Hjertesorg for hverandre have vi sukket og sagt: Ak! hvi skulde vi dog saa tidlig miste ham? Hvi skulde det Purpur falme, under hvilket der slog saa varmt og kjærligt et Hjerte? Hvi skulde det Scepter nedlægges, som hvilede i en mild og retfærdig Haand? Hvi er Kronen sunken af hans Hoved, som bar den med Viisdom og Forstand til vort hele Samfunds Hæder og Vel? Ja, disse Sorgens Klagetoner have lydt overalt, hvor danske Hjerter slaae, overalt, hvor den danske Tunge høres, og hvor Kjærlighed boer til det fælleds dyrebare Fødeland; og idag, da vor ophøiede Monarchs jordiske Levninger stedes til Hvile, idag forsamles det ganske Folk i dets Gudshuse trindt omkring baade i Stad og paa Land, for med taknemmelig Erindring at tilbagekalde Drottens dyrebare Minde, for i den almindelige Sorg at søge Trøft hos ham, som er Trøstens evige Kilde, for i denne skæbnesvangre Tid, som fylder os med ængstelige Forventninger, at anbefale vor fælleds Sag til den almægtige Kongernes Konge, og hente Styrke i Tilliden til ham, der styrer den ganske Verden med Alt, hvad som er i den, som derfor ogsaa kan styre vort Fædreland til dets sande Baade, og udfrie det i Farens Stund.  

Tænke vi os tilbage, m. T., til hine Dage, da han, hvem Døden nys kaarede til Forkrænkelighedens Bytte, blev kaaret af os til Thronens Majestæt, da maae vi sige, at siden hiint Tidspunct ere ikke saa vigtige Forandringer indtraadte i vort Fødeland; og var det ogsaa kun en stakket Tid, Kong Christian førte Scepteret, — var det kun 8 korte Aar, der forundtes ham som Danmarks Behersker, saa er det dog sandelig ikke Lidet, hvad han i disse har udrettet. Ved vor hensovede Drots Haand plantedes der mangen en Spire i Fædrelandets Jordbund, hvis Frugter skulle tilhøre de kommende Dage; og medens vi nu høre en ny Tidens Aand forkynde sit Komme, medens vi nu gaae en ny Fremtid imøde, da var det jo ved hans Omhu og Forsorg at den forberedende Grundvold blev lagt. Vi ville kortelig dvæle ved Christian Vlll's Regjeringstid, ved den Aand, hvori han virkede, og ved de Forhold, hvorunder han styrede Riget, for derefter at tage Hensyn til dettes nuværende Forhold og Stilling og gjøre os det klart, i hvilken Aand ogsaa vi bor virke som Fædrelandets Børn og christelige Borgere. 

Skulle vi betegne Christian VIll's Virksomhed i faa Træk, da maae vi for det første sige, at han virkede i Mildhedens, Forsoningens og Retfærdighedens Aand. Hans ivrige Bestræbelse gik ud paa at tilvejebringe Enighed og Ligevægt mellem Statens forskjellige Dele, og sandelig det gjordes vel fornødent at arbeide derpaa; thi vi vide jo Alle, at allerede da han overtog Statens Roer, opløftede et høirøstet Parti sin Stemme, hvis forræderske Hensigter og Planer det var at sønderrive og adsplitte Danmarks ældgamle Rige, hvorved dets Navn vilde blive til Intet, dets Ære synke i Gruus. Den Strid, som da reiste sig, og hvis Arne er Rigets sydlige Grændse, hvor det tydske Maal er bleven almindeligt, forskaffede vor hensovede Konge mangen en bitter Time, megen Kummer og Sorg. O, vi kunne vel forestille os, at er end Kongekronen høi og glimrende, den maa dog være tung og trykkende for den, som bærer den, og er Kongekaaben skiøn og hæderlig, — den som svøber sine Skuldre i den, aabner ogsaa mange haarde Bekymringer Adgangen til sit Hjerte. Troer Du, m. T., at Høihed, Hæder og Magt altid har Lykken ifølge, troer Du, at et sorgløst og lyksaligt Liv altid er at finde i Kongernes Paladser, da see hen til den Møie og Besvær, som faldt i Kong Christians Lod, og Du vil lære det Modsatte.  

Thi det var sandelig ikke blandt Roser, al hans Herskervei gik hen. Utrættelig arbeidede han for at bøde paa Rigets Brøst, for at fremme Folkets Vel, afhjælpe alle Mangler og oprette og befæste Enigheden paa de Steder, hvor den var brudt. Ja medens Undersaatten hvilede trygt i Søvnens Arme, da sad Monarchen mangen en Gang i anstrængt Arbeide til ud paa Natten;— og hvilken Løn havde han saa derfor? — Ak! for en stor Deel saae han sin Møie at være forgieves ved de Gjenstridiges Modstand; og vel bragtes mangt et Takkens Ord fra Folket til Thronens Fod, for at forsikkre ham om de Hengivnes Tillid og Kjærlighed, men dog maatte han ogsaa høre saa mange Klager og saa megen Misnøie af dem, som attraaede Forandringer i den bestaaende Orden, men hvis Raad han ei ansaae det for viist og godt at følge. Thi som det var den langsomme og sikkre Vei, han vilde gaae, saa vilde kan ei heller handle, uden efter modent Overlæg og nøiagtig Prøvelse. Men for at Enhver kunde skee sin Ret, vilde han ogsaa høre Alles Ønsker, som han da opfyldte, saavidt det stod til ham, og saavidt han ansaae det for klogt og rigtigt, for overensstemmende med Retfærdighedens Fordringer og det Heles Vel. Og vi saae endelig, at uagtet han havde Magten til at tvinge, valgte han dog hellere Mildhed og Overbærenhed til at bringe de Splidagtige til Lydighed; kun naar de desuagtet trodsede og modstrede hans retfærdige og billige Foranstaltninger, da udtalte han sit kongelige Magtsprog og straffede de utroe Tjenere, som istedetfor at befæste Enigheden udstrøede Mistillidens Sæd i deres Kreds.  

Vi, som vare vor elskede Drot troe og hengivne, vi indsaae det stedse klarere, baade hvor vanskelig hans Opgave var, og med hvilken Flid og oprigtig Stræben han søgte at løse den. Ak, vi indsaae det aller tydeligst, paaskjønnede det aller meest nu, da han toges bort fra os og fra sit besværlige Dagværk. Og vi ville sandelig ikke regne ham det til Last, at Uenigheden endnu vedbliver som en skadelig Udvæxt paa Staten. Thi vi saae, at han gjorde sit Bedste, at han arbeidede ufortrødent, lige til hans Øie lukkedes, og hans Haand mat maatte synke. Nu er hans Gjerning endt, hans Støv skriinlagt, men saa har ogsaa hans Aand fundet Befrielse fra de mange Bekymringer, som her faldt i hans Lod, saa ville og fortrøste os til, at den milde Konge, som her stræbte til Fredens Maal i Retfærdighedens Aand, nu er indgaaet til en evig Fred i Guds Himmel, nu har ombyttet den forvisnelige Krone med den uforvisnelige, som skjænkes de Retfærdige i Guds Rige. Og saalænge Historiens Aarbøger tale, skal ogsaa hans Minde leve paa Jorden. Det skal vidnes for de sildigste Slægter, hvad Kong Christian var for Danmarks Rige, at han regjerede kun kort, men førte Scepteret med Mildhed og Retfærdighed, at han huld beskyttede baade Folkets Rettigheder og de enkelte Stænders, at han med lige Omhu haandhævede de Laveres som de Høieres Bedste, at han var mild og vennehuld baade mod Fornemme og Ringe.  

Og Historien skal endvidere berette, hvorledes denne Konge med sin lyse Aand, med sin ualmindelige Indsigt og Duelighed beskyttede alle Videnskaber og skjønne og nyttige Kunster og fremhjalp alle gavnlige Foretagender til Landets Bedste, hvorledes hans Bestræbelser gik ud paa at hæve Folket i Oplysning og Dannelse, og hvilke gavnlige Fremskridt det danske Folk gjorde under hans vise Styrelse. Saaledes var det jo et af hans første Foretagender, at han overdrog Sognenes offentlige Anliggender til Sognemændenes Ledelse og Styrelse, ved hvilken Anordning han baade vilde skjænke Landets Børn et Frihedens Gode, men tillige havde til Hensigt at opvække den borgerlige Almeenaand, at gjore Folket modtageligt for og skikket til en større Frihed og dueligt til videre Medvirken i det hele Samfunds Vel. Men han indsaae, at et Folk kun da er værdigt til Friheden og forstaaer at bruge den, naar det tillige er oplyst og forstandigt. Derfor vilde han, at de faa Kundskaber, som erhverves i Skolerne, skulde formeres og udvides; og navnlig foranstaltede han, at ogsaa Bondestanden kunde faae Anledning dertil, idel han paalagde Sognenes Lærere at arbeide for dette Maal. Som han selv nærede en faderlig Kjærlighed til sit Land og Rige, saa haabede han ogsaa, at Landets Børn, naar de saaledes bleve mere oplyste og fik mere Indsigt i deres Fødelands Anliggender, da ogsaa skulde knyttes til dette med fastere Baand i Trofasthed og Kjærlighed. Thi han holdt fast ved det gyldne Ord, som han i sin Ungdom udtalte, da han modtog Norges Krone: at et Folk er uovervindeligt, naar det frygter Gud og føler varmt for sit Fædreland; og lige indtil det sidste var hans kongelige Daad os en fuld Bekræftelse paa, at han endnu hyldede dette vise Ord, at ogsaa iblandt os udsprang hans Virken af den samme ædle Kilde, af Kjærlighed til Fædrelandet. Derom vidnede jo, — at jeg blandt andet skal nævne det, — en af hans sidste Dages Gjerninger, at han oprettede en ny Høiskole i Danmark, som skal have det Formaal, at uddanne unge Mennesker af alle Stænder til indsigtsfulde og nyttige Borgere, og derfor fornemmelig indgyde dem Kundskab om Fædrelandets Anliggender, om dets Fortid og Nutid. Og endnu da hans trofaste Hjertes Slag er standset, og Haanden hviler kold og magtesløs, — medens vi ei længer kunne takke den Levende for hans fædrelandskjindede Væxt, mens Folket med taarefyldt Øie staaer nedbøiet ved den gode Konges Støv, — see, da modtager Nationen endnu en kostelig Arv fra den ophøiede Drot, et Frihedens Gavebrev, som lover os gyldne Frugter. Det var, som han i Kjærlighed til sit Folk, havde tænkt paa at ville aftørre dets Taarer over sin Bortgang ved denne kongelige Velgierning og Gave, — en Gave, for hvis lykkelige Besiddelse allerede tidligere en med os nærbeslægtet Stamme havde ham at takke. Og nu skulle da ei heller vi glemme at takke ham i hans Grav; thi, m. T., denne sidste Handling er visselig noget meer end almindeligt. Et Gode, som kun kunde blive Folket tildeel med Opoffrelse af Herskerens ældgamle Ret, et Gode, som derfor i andre Lande kun er bleven indført ved den meest tvingende Nødvendighed og efter de aller voldsomste og blodigste Omvæltninger, det er nu blandt os udgaaet fra vor ædle hensovede Drots frivillige og kjærlige Beslutning. Men det var saa den Almægtiges Villie, at han ei skulde leve, for selv at fuldføre denne sin største fredelige Daad, at han ei skulde see Frugterne af sine ædle Bestræbelser, Lønnen for sin høimodige Handling. — Bort gik han, at hvile fra sil Arbejde; dog hans Gjerninger skulle følge med ham. Ja tvende Nationers rørte Tak for hans Kærligheds- og Frihedsdaad skal følge ham i Graven. Æret og velsignet har han i denne Nat forladt sin Hovedstads Volde, — æret og velsignet skriinlægges han i denne Stund indenfor de hellige Mure, hvor Støvet gjemmes af hans kongelige Forfædre. Og ingen Ærestøtter, ingen kostbare Monumenter skulle tale saa høit og lydeligt, som de Millioners Taarer, der nu væde hans Aske. Hans Hædersminde, som aldrig skal udslettes, det er Folkets dybtfølte Tak for hvad han var og virkede, dets inderlige Savn, hvormed det skilles fra hans Baare; hans friske Krandse, som ei skulle visne, det er den Roes, som omstraaler hans Minde, Folkets Roes, fordi han virkede i Mildhedens og Retfærdighedens Aand, fordi han i Kjærlighed til Fædrelandet arbejdede utrættelig paa dets Vel.  

Ja, vi staae inderlig, veemodig bevæget ved Christian VIII's Bortgang, thi Danmarks Ære og Lykke hvilede saa trygt i hans Haand. Dog Folket skal ikke i sin Sorg lade Hænderne synke i Mistvivl eller Haabløshed. Lad os see hen til vort elskede Fødelands Fremtid. Lad mig tale til Eder derom. Thi jeg staaer jo her blandt danske Mænd og Borgere, blandt Danmarks Børn; og min Røst lyder jo her til en Menighed, som udgjør et Led af det større Samfund, i hvis Hænder Drotten, som nu slumrer, vilde anbetroe Rigets Ære og fremtidige Lykke. Hvor stort bliver dog dette Ansvar for Folkets Mænd, at værne om et Lands Hæder, som fra Arilds Tid havde et berømmeligt Navn, medens alle oplyste Nationer have Øinene henvendt paa os. Hvorledes skal der nu bygges paa den Grundvold, som Kong Christian gav os? Hvorledes skal vort Fødelands fremtidige Ære og Lykke befæstes? — Dette Spørgsmaal høres for nærværende Tid fra alle Munde; og der fattes os Indsigt til at besvare det eller anvise den rette Vei. Dog Eet vide vi, Eet kunne vi sige: at naar den Aand vækkes blandt Folket, som bør besjele den christelige Borger, da vil baade Staten og Thronen deri finde sin bedste og varigste Støtte. — Vi have seet Kong Christians Storværk, efterat hans Hænder ere sunkne i Dødens Nat; — lader os ogsaa lytte til hans Viisdomsord, efterat hans Læber ere tillukkede i Slummerens Tavshed: Et Folk er uovervindeligt, har han sagt, naar det frygter Gud og føler varmt for sit Fædreland. Dette Ord har han talt efter Guds Hjerte. Thi naar et Folk frygter Gud og føler varmt for sit Fædreland, da vil det ikke vægre sig ved at offre Alt for den gode og retfærdige Sag, da vil det slutte sig sammen til kraftig og ædel Stræben og frimodig staae fast i Farens Stund, fordi det veed, at Herrens Hjelp er nær for dem, som han frygte, ja at hans Miskundhed er mægtig over dem, ligesom Himlen er høi over Jorden. Og ligesom Skibet kan frelses af Stormens Magt, naar de modige Sømænd i Tillid til Guds Bistand forene deres Kræfter, saaledes kan ogsaa det Land, hvis Folk er enigt og gudfrygligt, staae urokket under Tidens truende Storme. Derfor medens nye Forhold og en ny Fremtid bebudes os, saa ville vi styrke vort Hjerte i Tilliden til den Almægtige, i hans Frygt, som raader over Alt, hvad der skeer. Paa ham ville vi stole med barnlig Hengivenhed, i hans Haand ville vi frimodig overgive vor Sag. Thi da vi dog have hørt af Herrens Mund, at ikke en Spurv falder til Jorden, uden han vil det, hvorledes skulle da ikke Millioners Skjebne og Lykke vare indesluttet i hans naadige Forsorg? — Ja, mine Venner, i Troen paa hans Navn, i Haabet paa hans Bistand, ville vi gaae det imøde, som Fremtidens Dække nu skjuler for vort Blik; og ved denne dyrebare Tro, ved dette frimodige Haab ville vi ogsaa opmuntre hverandre til Hver især at opfylde vore christelige Borgerpligter, de hellige Pligter, hvilke vi Alle skylde Samfundet, skylde det Land, vi have arvet fra vore Fædre. Thi som vi vide, at det er den almægtige Verdnernes Herre, der danner de verlende Tiders Skikkelse, saa vide vi jo ogsaa, at han styrer Alt med Retfærdighed og baade lader de enkelte Menneskers og Folkenes Skjebne udvikle sig som en Frugt af deres Liv og Stræben. Derfor skulle Landets Børn ei heller glemme, at om vi nu skulle see Lykkens Stjerne oprinde over vort Fødeland, eller dets Sol skal vorde fordunklet af de truende Uvejrsskyer, det beroer vel først og fremmest paa den almægtige Guds Bistand, men dernæst ogsaa paa dem selv og deres egen alvorlige Villie. De skulle ei glemme, at som Gud Herren i Begyndelsen gav Menneskenes Slægt Jordens Kreds i Eie til at dyrke og bevogte den, saa har han fra den aller ældste Tid givet dette Folk det danske Fædreland i Eie, for at og vi skulle vogte denne skjønne velsignede Plet af Jorden med sine Have og smilende Kyster, med sine Agre og grønnende Skove, — for at ogsaa denne Slægt ved gudfrygtig Stræben skal fremelske gode og Herren velbehagelige Frugter i det Land, som han skjænkede dem. Nu har en kjærlig Kongehaand plantet Frihedens Træ i den danske Hauge. Hvorledes skulle da Frihedens Frugter fremelskes paa dette Træ, saa det kan faae Væxt ved Guds Bistand til Aarhundreders Velsignelse og Lykke? — Derved, svare vi, at Landets Børn voxe og forfremmes i hvad der er Godt og Ædelt, i al Dyd og Retskaffenhed, og lære at agte Aandens Goder og Kundskabens Riigdom høiere end det forkrænkelige Mamon og jordiske Gods, — derved, at det hele Folk stræber at vorde frigjort i Sand­heden, frigjort fra Fordomme og falske Anskuelser, fra Uvidenhedens Blændværk og Taager, — frigjort fremfor Alt fra Ugudelighed og Laster; thi hvor ofte har ikke Erfaringen gjentaget den Lærdom: at „Synden er Folkets Fordærvelse" (Ordspr. 14,34), og at det Folk, som har bortvendt sit Hjerte fra Himmelens Gud, har tabt sin sikkreste Støtte. Og endnu Eet er nødvendigt, for at et sundt, frit og kraftigt Folkeliv skal udvikle sig iblandt os og meddele os sine Goder og Velsignelser, dette nemlig: at vi fremdeles som christelige Borgere frigjøres fra al snæverhjertet Egennytte; thi med denne kan den rette Fædrelandskjærlighed aldrig bestaae. Det er nemlig ikke Kjærlighed til Fædrelandet, om vi elske den Plet af Landet, som føder og ernærer os, og for Resten ei bryde os om, hvorledes det gaaer; det er ei heller Kjærlighed til Fædrelandet, om vi alene elske den Stand, hvori vi befinde os, men see hen til andre Stander med lav Misundelse. — Hvorledes? Skulde en saadan egennyttig Tænkemaade, som kun tager Hensyn til egen Fordeel, fortjene Navn af det Høieste og Bedste? — Thi, mine Venner, Kjerligheden er af Gud; den seer ikke alene paa sit Eget, men ogsaa paa Andres. Nei, skal hiin hellige Følelse, Kjerlighed til dette Land, vor fælleds Moder, boe i vort Bryst, da bør vi med Glæde offre af vor egen Fordeel, naar dette kan tjene til at fremme det Heles Vel, — ja selv vort Liv og Blod bør vi ikke spare, om det saa er Guds Villie.  

Men hermed være da denne Andagtstime tilende, medens vi i Jesu Navn med inderlig Bøn opløfte vore Hjerter til ham, som er al Trøstens, Kraftens og Styrkens Giver, til ham, som er Kærlighedens evige Fylde, vor usynlige Herre og Fader. Vi anraabe Dig, Du evige Forbarmer, at Du i Naade vil see til vort dyrebare Fødeland. O! som Himlen er høi over Jorden, saa lade Du din Miskundhed være mægtig over det, mægtig til at bevare det. Din Fred og Velsignelse hvile over det fra Slægt til Slægt. Ja, Fred være i vore Paladser og Hytter, Fred hvile over vore Byer og Sletter, Fred med vore Plouge, og Fred med vore Snekker. — I Fredens salige Bolig velsigne Du nu Kong Christians Aand, som Velsignelsen ledsager hans Minde paa Jorden. Ja, velsignet være det blandt os for hvad han var og virkede, for hvad han gav og skjænkede os. Velsignet være hans Navn, saalænge Solen oprinder over Danmarks Land, saalænge Havets Vover omkrandse vore Kyster. — Velsignet være den hulde Dronning, som nu maa sørge forladt. Hun trøstede saa Mange i deres Nød, o barmhjertige Fader! saa husval Du hende og med din himmelske Trøst, saa styrke Du kende nu med dit hellige Ord, som hun fromt har elsket. — Velsign, o Gud! den Konge, Du nu har skjænket og bestikket os, Frederik VII. Han har arvet Faderens Krone, o? saa lad ham ogsaa med denne arve Folkets Kjerlighed og Hengivenhed. Skjænk ham en blid og fredelig Regiering. send ham Naade og Lykke fra din Himmel. — Velsign Du ogsaa Enkedronningen, Maria Sopha Frederikke, at Fred og Naade maa ledsage hendes Livs sildige Aften. — Du bevare naadelig Arveprinds Frederik Ferdinand med høie Gemalinde, de Kongelige Prindsesser og det ganske Kongelige Arvehuus, — Og giv din Naade og Bistand til alle Landets Børn, baade Høie og Lave, baade Store og Ringe. Indgyd dem Alle den Aand, som bør besjele en sand christelig Borger, at der overalt iblandt os kun maa være een Stræben, eet Sind, een Tanke, een Attraa, den nemlig: (1 Pet. 2, 17) at frygte Dig, at ære Kongen og elske Broderskabet! Bønhør os, vor Fader o. s. v. Amen.