C. Rothes prædiken 4. søndag efter helligtrekonger

Text:  Matth. Evangelium. 8 Cap. 23-28 Vers.

Og han gik i Skibet, og hans Disciple fulgte ham. Og see, der blev en stor Storm paa Søen, saa at Skibet skjultes af Bølgerne; men han sov. Og hans Disciple gik til ham, vakte ham op og sagde: Herre, frels os! vi forgaae. Og han sagde til dem: hvi ere I frygtagtige, I lidet troende? Da stod han op, og truede Vejrene og Søen, og det blev ganske blikstille. Men Menneskene forundrede sig, og sagde: hvo er dog denne, at baade Vejrene og Søen ere ham lydige?

***

Forfærdeligt er Havet i sit Oprør. Naar Stormene fare hen over det og vælte de uhyre Bølger, griber Følelsen af Naturens Kræfter vore Sjæle, fylder dem med Forfærdelse, og fra dem, der kampe paa det skrøbelige Skib, lyder Fortvivlelsens forsagende Raab: Herre, frels os, eller vi forgaae! lyder det til Ham, hvem Himlen hører til, og hvem Jorden hører til, til den Gud, der hersker over det hovmodige Hav.1 ”Frels os," høres det selv fra dem, paa hvis Læber Bønnens Ord ere fremmede, en ufrivillig Bekjendelse af den Guds Magt, hvis Bud og hvis Lov de forkaste i Livet. — Og naar indenfra Lidenskabernes og Sorgernes, Begæringernes og Bekymringernes Storme rejse sig, naar Sjælen bølger og bruser indeni os, og vi ikke formaae at bringe den til at være stille, naar vor Afmagt forøger deres Magt, og vor Modstand vorder som Olien, der gydes i Ilden, da lyder Raabet til den samme Herre: frels os, bekymrer det Dig da ikke, at vi forgaae? Vi kalde paa Ham; — men have vi ogsaa den Tro, der trænger igjennem alle Tvivl og og al Frygt til den Gud, om hvem vi have hørt og lært? Vi bede til Ham, — er det da med den inderlige Bøns sande levende Ord, der vække den Sovende, lade Ham føle vor Angst, som gjør Ham bekymret for os og villig til at hjælpe? Paa mange Skibe have de raabt paa Ham, — men det var, som Bølgernes Larm overdøvede de Kæmpendes Røst, de vakte Ham ej, og Han rejste sig ikke at true det brusende Hav; — de forgik i deres Sjæleangst! Og Mange have nævnet Jesu Navn i deres Nød, — men Bønnen var en tom Lyd, Stormen bar den bort paa sine Vinger, den naaede Ham ikke, — Han bød ikke sin Aand at svæve over dem, at Lyset herovenfra kunde bryde frem, og Frelsens Dag oprinde, idet de bleve stille for Gud!  

Christelige Tilhørere! Naar vi her see dette Guds Huus klædt i Sørgedragt, see det sorte Dække skjule Glandsen om Frelserens Billed, mindende os om det Budskab, der traf Danmarks Hjerte, da dets Konge bortkaldtes af Ham, som er Kongernes Konge, — bortkaldtes midt i sin Alt omfattende, utrættede, velsignelsesrige Virksomhed, da Kjærlighed inderligen og stedse fastere knyttede Baandene mellem Fyrste og Folk, da en ny, lovende Fremtid beredtes ved hans Omsorg — hvo er den iblandt os, som ikke følte Slaget? hvis Sjæl ikke dybt bevægedes, som føre de Storme henover ham og hans Huus, der gik over Fædrelandet? — dette, der er som Skibet, der bærer os alle. Ja, det gaaer ikke længer sin sikkre, sin rolige Gang; thi han sover, som var Skibets Fører, — han sover den Søvn, af hvilken ingen Folkets Klagerøst skal formaae at vække ham, den Søvn, under hvilken den Almægtige og Evige stille fuldender Opstandelsens Værk, at Aanden forklarer kan indgaae i Herlighedens Rige. Han sover, men Velsignelse og Tak lyder efter ham fra hans Folk gjennem Savnets Bitterhed! Hæder og Fred omgive hans Minde! 

Men i saadanne Tider føle vi, hvad det vil sige, at vi høre hinanden til, gribes vi levende af Bevidstheden, at vi ere et Folk. Samfundet vorder klart og dets Baand styrkes. Een Tanke og en Villie, een Tro og eet Haab ønske vi, bede vi maa gjennemstrømme alle, at de vorde som Eet med hinanden, Eet med ham, der griber Statens Roer, at styre dens Skib mellem Klipper og Skær. I saadanne Tider see vi opad til den almægtige Styrer, der bestikker Folkenes Skjæbner, vi bede Ham for vor Konge, for vort Fædreland, at Han naadigen vil bevare det, at Han vil være deres Medarbejder, hvis store, hvis ansvarsfulde Kald det er, at lede Alt, at berede Velsignelse for de kommende Slægter i den Sæd, der nedlægges i den nærværende, saaat Værket engang priser sin Mester. Og at denne vor Bøn maa vorde sand og inderlig i Kjærlighed og Tro, at Samfundsbevidstheden maatte levendegjøres og styrkes, saa lader os i denne Andagtstime betænke: hvad der binder os til vort jordiske Fædreneland, at vi som Christne elske og arbejde for det, vorde rede til at lide og kæmpe for det, taknemmelige i Glæde over det! 

1. ”Din Plet af Jord, hvor Livets Stemme
Steg første Gang af spæde Bryst,
Hvor Himlen gav mig at fornemme.
Det første Glimt af Livets Lyst;
Der, hvor jeg lærte Moder stamme,
Og første Fjed ved hendes Haand:
Der tændtes Gnisten til den Flamme,
Som brænder for mit Fødeland!"

Den Naturens Drift, med hvilken vi alle levende føle os fast knyttede til den Plet af Jord, hvor vi fødtes, til det Land, som var vore Fædres, har fundet sit Udtryk i disse Digterens velbekjendte Ord. Derfor røre de os saa dybt, derfor stemme de vore Sjæle til en Kjærlighed, for hvilken vi villigen oplade os, derfor gjemme vi Ordene i vore Hjerter. Gud dannede Mennesket af Jord, siger Skriften.2

Bandt Skaberen os end ikke udvortes og sandseligen til noget Sted af det Verdenslegeme, vi beboe, da har Han dog dermed nedlagt en skjult, hemmelighedsfuld Følelse i vort Væsen, og vi bevare en stærk og undslettelig Kjærlighed i os for det Sted, hvor vi fødtes. Det er ikke en Frugt af Eftertanke og Indsigt, af Erkendtlighed og Taknemmelighed for de Goder vi der modtog — hvormange have med Taarer vædet det Sted, hvor deres Vugge stod, og tage allerede derfra mørke Erindringer med sig! nej, det er en Drift, vaagnende i Barnesjælen, en Kraft, mægtig hos Manden og begejstrende ham til Bedrift, en Ild, ikke udstukket i Oldingens Hjerte, en Følelse, sand og dyb hos Qvinden som hos Manden; thi af en Kærlighed, uudsigelig som den, med hvilken hun favner sit Barn, føler hun, fole vi os alle favnede og fastholdte af det Land, hvis Sønner og Døttre vi ere, af den Jord, som er vores alles Moder!

For Aanden vaagner til bevidst Liv i Barnet, før det endnu selv ganske forstaaer det Ord, der bevæger dets Tunge, og fylder Forældres Hjerte med Glæde, bliver Modersmaalets uudsigelige Gave skjænket det, hilses det med Lyden af det Sprog, der som et stærkt Baand omslynger alle Landets Børn, udviklende sig paa Naturbarnets Læber, uden at Nogen kan sige, hvorfra Ordet kommer, der med en underlig Magt rører vort Indre. Fædreland og Modersmaal: hvem kan adskille disse, hvilke Gud, da Han beskikkede Folkene at boe indenfor deres bestemte Grændser paa Jordens vide Kreds3 har forenet? hvem tør rive det fra hinanden, hvad Han vil skal sammenvoxe til uadskillelig Eenhed? Men det Sprog, i hvilket vi først bleve tiltalte af den kjærllgste Røst, det Tungemaal, i hvilket vi oplærtes fra vor Ungdom af, det Modersmaal, i hvis Ord vi hørte vore Fædres Undervisning og Opmuntring, modtoge Roes og Daddel: det skrives ikke paa Steentavler, af hvilke dets Træk atter kunne udslettes, og et andet skrives istedet, nej, har det nogensinde været et levende Sprog paa dine Læber, Du dette Lands Barn, til hvem jeg taler med det Ord, Du kalder dit eget! da vil Du ogsaa vidne, at det er skrevet i Hjertets Kjødtavler, at det staaer der med Aandens Flammeskrift, og ikke skal udslettes deraf, før det Hjerte hører op at slaae, i hvilket det prægedes! Derfor bringe dets velbekjendte Lyd din Sjæel til at bæve i mægtige, i underlige Stemninger, naar det toner til Dig blandt Fremmede, fjernt fra Hjemmet, langt fra Alle, hvem Du kalder ”Dine", hvem Du gjemmer i et kjærligt, trofast Hjerte? ”Hvorhen vinker det din Hu?" hvilke Billeder lader det fremstige for din Sjæl? hvilke Minder fremkalder det? hvor bringer det ikke dit Sind til at bølge i Vemods milde, i Savnets alvorlige, i Længselens kjærlige Følelser?

— Men glemmer Du dit Modersmaal, ombytter Du det maaskee frivilligen eller tvungen eller for Fordeels Skyld med det fremmede, der jo er ligesaa godt og maa være ligesaa kjært for dem, der kalde det deres Modermaal, som dit er for Dig, der gjerne kan være fuldkomnere udviklet, almindeligere i Brug end dit: er det da kun en ligegyldig Lyd, kun en tom Klang, der forandres? Eller føler Du ikke, at dit Hjerte vender sig med det Samme koldt fra den Ene og indre koldt for den Anden? løses ikke utallige, hemmelige, fine, men stærke Baand? standser ikke en Kærligheds Kilde, hvis Udspring i din Natur Du ikke forstod og ikke prøvende skal efterspore, men af hvilken en levende Deeltagelse udstrømmede i et Folks, et Samfunds højere Liv, i dets Vee og Vel? Det er sandt, at Aanden ikke er bunden til eet Sprog, den finder  Ord i alle; men vor Aand er bunden til vort Sprog, og taler til os i de Lyde, der blive uforglemmelige, der stedse gjentone i vort Indre fra den Stund, vi i dem lærte at stamme Moder!

”Begræder ikke den Afdøde og ynkes ikke over ham; græder snarere over den Bortdragne, som ikke skal vende tilbage at see sit Fædreland", udraaber Jeremias.4 Hvor levende og kraftig en Kjærlighed til Fædrenes Land erkjende vi i det Folk, af hvis Midte dette Ord udgik? i det Folk, som ”grædende sad ved Babylons Floder, medens Harpen hang taus mellem Pilenes Grene"? der sang med Hjemveets uudsigelige Følelse: ”nej, glemmer Jerusalem, glemmer jeg dig, min visnede Højre mig glemme! Min Tunge klæbe sig til min Gane, naar jeg ikke kommer dig ihu, naar jeg ikke ophøjer dig over min højeste Glæde"'!5 — Ere vi da koldere end hine? forstaae vi ikke disse Udbrud? Vel ere vi ikke fastvoxede til den Plet af Jord, hvor vi fødtes, frit sværmer Mennesket ud: Verden staaer den Dristige aaben, og Jorden tilhører ham. Men drager Nogen bort, som ikke skal vende tilbage at see sit Fædreneland: hvem forstaaer ikke hans Smerte? det er jo, som skulde han tvende Gange rives fra en Moders Hjerte? Til de hjemlige Strande søger den Vidtberejste tilbage, der vil den Trætte gjerne lægge sig til Hvile, han vil ende hvor han begyndte. Og er end i Aarenes Løb Meget blevet anderledes, tykkes end Alt i Menneskelivet ham fremmed: Naturen og Folket, Land og Hav, Mark og Skov hilse ham dog som en gammel Bekjendt, vække Barndoms og Ungdoms Minder i den Gamles Hjerte, og en stille, en inderlig Glæde fylder hans Sjæl paa hine Steder, hvor hans Vugge stod — hvor den atter skal staae ”uden Duun og udeu Gænge."

Derfor, vee den Forvovne, som fjendtligt vil vove at lægge Haand paa Fædrelandets hellige Jord! Det kalder sine Sønner, det samler sine Børn: de kæmpe for det, de skulle lade deres Liv for at bevare ukrænket den Arv, der overleveredes dem fra deres Fædre, — det Land, indenfor hvis Grændser Folkenes Herre beskikkede det en Bolig! de skulle vide at døe for det, ingen Efterslægt skal ringeagte deres Svaghed! — Saa bliv levende i hvert Hjerte, du Naturens Datter, Fædrelands-Kjærlighed! I Danmark tændtes dens Gnist hos os: for Danmark brænde den! Almægtige Gud, lad den i dit Navn renses og forklares, helliges og velsignes, at den ikke vorder en Jordens fortærende Flamme, men et Himlens varmende Lys!

2. Apostelens Lignelse6 af Christi Kirke med eet Legeme, som har mange Lemmer, alle sammenføjede ved alle Forbindelsens Led, alle dragende deres Næring efter hvert Lems tilmaalte Kraft, til Fremvæxt fra Ham, som er Hovedet, passer paa ethvert Folk, som har udviklet sig til at danne et Statslegeme. Folkeaanden er over alle, den finder sit Udtryk i Samfundets Indretninger, den udvikler sig og kjendes i Folkets Historie. Enhver Slægt er som et Led paa det ene Folkelegeme, hver skriver sit Blad af dets Historie: de samles, og Billedet af hvad der i Tidernes Løb fremtræder som der Særegne, det Betegnende vorder klart, Folkeaanden finder gjennem Beretningen derom Vej til Hjerterne og afpræger sit Billede i Sjælene.

Som Skibet, der omtumles af de stærke Storme, har vort Folks Skjæbner været. Vidt sværmede Fædrene om, mandigen kæmpede de, og plantede deres Banner i fremmed Jord. Den vilde fortærende Flamme er slukket, men blusser ikke endnu vor Følelse, naar vi læse om deres Bedrifter? lægger ikke Mindet om dem endnu Kraft i Armen, naar vi kaldes til Kamp for Fædrelandet? Lysere, lykkeligere Tider have afløst hine, der tilhørte den raa Kraft; i Fredens Ly fremblomstrede blandt os Dannelse og Oplysning, og vi tør sige, at vort Folk ikke staaer tilbage for de øvrige, men er blevet deelagtigt i Alt, hvad der væsentligt har befordret eller tjener til Menneskeslægtens almindelige Udvikling. Naar Du erkjender dette, bevæges dit  Sind ikke i Glæde, i Selvfølelse? naar Du læser om de adle og navnkundige, de udmærkede og begavede Mænd, der fremgik af vort Folks Midte, og gjorde dets Navn berømt med deres eget i Verden, naar Du kalder dem Landsmænd og Brødre: mon Du da ikke føler dig selv hævet højere? blusser ikke Lysten op at efterligne dem? styrkes ikke din Villie til Opoffrelse, til Flid, til med Udholdenhed at arbejde? vorder Du ikke taknemmelig mod dem, taknemmelig og glad ved Erindringen om Alt, hvorved de Styrende have fremmet og lettet deres Virksomhed? er det ikke at gjøre sig fortjent af Fædrelandet, at have bidraget, om end nok faa lidet, dertil? – Men som Skibet i Stormen mister Mast og Roer, saaledes har og vort Fædreland været omtumlet som Vraget paa de vilde Bølger. Har Du da hørt derom, uden at have lidt med dit Land? uden at Sorg og Bedrøvelse, uden at Uvillie og Vrede har fyldt dit Sind med Smertens Bitterhed, med Bekymring for dem, der truedes med Undergang? har Du ikke i din Angst bedet: Herre, frels dem! har Du ikke villet ile dem til Hjælp? har Du ikke følt deres Lidelse og Kamp og Frygt at gjentage sig i dit Indre? Og saae Du da dit Folk paa Undergangens Rand at samle sin Kraft i indbyrdes Enighed, i villig Lydighed og fast Tillid til dem, til ham, som stod i Spidsen, saae Du dem ikke fejgt at vige tilbage, men trodsende Faren i den Almægtiges Navn, alle besjælede af det samme Forsæt: ”at ville døe i deres Rede!'' — o, har Du da ikke deelt deres Jubel, har da ikke Frelsens Glæde ogsaa naaet dit Hjertes Dybheder og fyldt dit Øje med Taarer, idet Du lovede Gud med dem paa den befriede Jord! Udbryder Du ikke: Hæder, Ære og Tak til dem, som ikke forlode det synkende Vrag, men bragte det i Havn, udflettede Sporene af Striden, udrustede det paa ny, at Fædrelandets Skib, stolt, under den Eviges Varetægt, atter kan stævne ud til dristig Kamp, atter kan stævne ud at hente det, som er et Folks Rigdom og tjener dets sande Velvær til de Fædrene-Kyster!!

Trækfuglen kommer, naar ”Vaaren er nær og Blomster groe i Enge," den tøver hos os, saalænge Alt er skjønt og varmt og godt; men naar Efteraarets Storme fare hen over de nøgne Marker og Livet stivner i Vinterens Kulde, da drager den bort, en Gjæst, en Fremmed, ak uden Fædreneland! Vi, Landets Børn, ere ikke som Trækfuglen, ikke ”Gjæster og Fremmede," ikke som de falske Venner, der tøve hos hverandre i de gode Dage og forlade hverandre, naar de onde komme. Nej, som ”Borgere og Huusfolk”7 tage vi det Ene med det Andet, vi have intet for os selv alene, men Alt med hverandre! Som ”Borgere og Huusfolk" række vi hverandre trofast Broderhaand til Arbejd og til Høst, komme vi hverandre imøde med Velvillie og Kærlighed, elskende ikke med Ord og med Tunge, men i Gjerning og Sandhed!8 Fra os være Bitterhed og Hidsighed, Vrede og Skrigen langt borte,9 med Alt, hvad der vil løse Fredens og Samdrægtighedens Baand; vi komme det Skrøbelige til Hjælp, enten det nu virkelig er det, eller det tykkes Nogen at være det, med Sagtmodigheds Aand, seende til, at vi ikke selv fristes til det Onde!10 Thi saaledes tjene vi Fædrelandet, tjene vi vort Folk, men ikke os selv, tjene det hver paa sit Sted, som Medarbejdere, der vide, at dermed fremmes det Heles Vel, at den Enkelte findes tro i sin Gjerning.11

Og dit Folk skal tjene Dig igjen. Du elsker jo den, som gjør Dig godt, Du er jo dem taknemmelig, der overøser Dig med Velgjerninger. Kan Du da glemme, at dit Folk er rede til at forsvare dig, naar Du angribes? at det aabner dig Adgang til Ære og Velfærd? at det sikkrer din Virksomhed, værner om din Gjerning, vaager for dig og forsvarer dig for Tyvens Haand, mod Løgnens og Uretfærdighedens Angreb? Har Du da glemt, at det kalder dig til Oplysning og Kundskab, aabner sine Skoler for dit Barn, at det maatte vorde dygtiggjort til al god Gjerning?12 sine Læresale, at den Videnskab og Kunst, som er en Frugt af den hele Menneskeheds ædleste Stræben, Frugten af vort Folks aandelige Anstrengelse, kan have et Samlingspunkt, hvorfra Lyset spredes over alle, og vorder klart, stikket til at udvikle Livet til højere Skikkelse i alle forskjellige Forhold? at det smykker Land og By med Kunstens Værker, at de maae tjene til at vække Sandsen for det Skjønne og forøge Livets Lyst? – Tag det bort, hvad Du skylder Fædrelandet, skylder ene Borgersamfundet: o, hvad udslettede Du ikke med det Samme af Jorden? hvor dybt skulde vi synke ned til Raahedens og Mørkets, til Naturstandens og Fejdernes vilde Tider! Men tænker Du dig, at den Folke-Aand, som frembragte eller tilegnede sig Alt dette, udsluktes, at Kærligheden til Fædrelandet døde, og Kraften til Bedrift slappedes i Folkets Hjerte: o, isner ikke dit eget i dets Dødssuk! føler Du ikke Vredens og Undseelsens Rødme over dit Folk at farve din egen Kind!

Saa bliv Dig bevidst: med hvilke, med hvor stærke, hvormange Baand Du er knyttet til det Folk, hvis Navn Du bærer! betænk hvad Du modtog af det, husk hvad Du skylder det! Bed, at Folkenes Herre vil besjæle Dig og Alle med sin Aand til retteligen at elske, at tjene hverandre med en levende Følelse, at vi ere mange Lemmer paa det samme Legeme, med en reen og redelig Villie til at betale Alle, hvad vi ere dem skyldige13 — Fædrelandet, hvad vi ere det skyldige!

3. Vi elske vort Folk og vort Land af en naturlig Drift, for det Timeliges Skyld; men have vi ej som Christne Grund til at være det taknemmelige, fordi det lærte os at kjende vort evige Fædreland, fordi vi her indviedes til vort Borgerskab, som er i Himmelen?14 — Vel os, naar vi fra de Læber, der lærte os vort jordikte Modersmaal, ogsaa hørte det himmelske, lærte det Bønnens hellige Sprog, som er den Christnes Modersmaal i alle Verdens Sprog, det, i hvilket vi i Tro tale til vor Fader i Jesu Christo. Vel os, om vi med Oplærelsen og Opdragelsen i det, der tjener til at dygtiggjøre os til gavnlig Virksomhed, som er et Middel til at erhverve os en hæderlig Plads i det borgerlige Samfund, tillige modtog et Indtryk fra Hjemmet af den christelige Aand, der ikke i den kolde Lærdoms nøgne Ord, men varm og fyldig i Kjærlighedens levende Skikkelse vinder Sjælene for Guds Rige og det højere Fædreneland. Men hvad de jordiske Forældre i Familiens afsluttede Kreds skulde have Priis og Tak for, det have de jo selv annammet, vel ikke af, men dog gjennem det hele Folk, thi vi leve i et christeligt Land, vort Folks Aand bærer Christi Troes Aand i sig, har i Aarhundreder hentet Næring for Menneskets dybeste Trang og højeste Længsel fra Ham, i hvem Gud havde Velbehagelighed;15 vort Folk er, og vi haabe og bede, at det stedse mere skal sammenvoxe med Ham, der er herovenfra, og i alle Foranskaltninger til et christeligt Livs Bevarelse og Fremme aflægge levende Vidnesbyrd, at det er en Menighed, indpodet paa Christi Kirkes store Legem, fornyende sit Liv ved hans Aands sunde, hellige Kræfter til Fremvæxt i Tro, i Kjærlighed, i Haab.16 — Det enkelte Menneske trænger til Familien for at hans Aand kan udvikles, modnes og dannes; men Familien, der meer eller mindre har sit eget Præg, hvilket den meddeler til alle, som høre den til, trænger til ved Forbindelse med Folket at føres ud over sine Indskrænkninger, og ved dette at vorde deelagtig i hvad den aldrig vil formaae af sig selv. Men som det omvankende, det fra Samfund med andre udelukkede Folk klart viser os Vigtigheden, ja Nødvendigheden af, at alle Folkefærd skulle være Medarbejdere til at Guds Villie kan naaes, da Han skabte Jorden og satte Mennesket paa den, saa lærer Historien os, at de mest dannede, de højest udviklede, de mægtigste Folk ere kun blevne, hvad de ere, ved Christendommens Aand, at Jordens Aander maae have Samfund med Himlens, forat det Sande og Gode, forat det Hellige og Evige mere og mere kan blive en Virkelighed i os og blandt os, og Velsignelsen fra Lysenes Fader i sin Fylde forherlige Jordens Skyggedale, i det Guds Rige kommer. Som en Jakobsstige17 naae disse Trin fra den Enkelte til Himlen, Herrens Engle stige som tjenende Aander ned ad dem med det, som gjør den evige Kjærligheds Gaver gode og fuldkomne, tjenlige for dem, der skulle arve Saliggørelse;18 de bringe enhver Frugt, der paa Troens Træ modnedes ved Kærlighedens Varme, tilbage, og nedlægge den som et velbehageligt Offer19 for Hans Fødder, som troner i det Høje.

Derfor takker Gud, at Christi Ord har vundet Indgang i vort Folk, at hans Aand har mødt os fra vor Ungdom af. Derfor lader os elske Fædrelandet, at det ikke beholder vor Kjærlighed for sig alene, men selv fører os til Ham, som er al Freds og Kjærligheds Kilde! I Guds Navn tjener det af al Formue, af ganske Hjerte, Sjæl og Sind! I Guds Navn arbejder med Klogskab i Eenfold at fremme Sandhed og Ret, med Redelighed og Flid at berige det med Aandens og Jordens fuldkomne Gaver! I Guds Navn ruster Eder til dets Forsvar i Farens og Kampens Tider! Men forstaaer i Jesu Navn at forene Kærligheden til vort Land og dets Børn, om hvilke vi maae sige: see, de ere vore Brødre, vore Nærmeste! med det Ord, som peger ud paa alle Folkefærd, som byder os at omslutte dem alle med det samme Sind, sigende med Apostelen: jeg erkjender i Sandhed, at Gud ikke anseer Personer; men hvo iblandt alle Folk, som Ham frygter og gjør Retfærdighed, er Ham behageligt20 — er os dyrebar som en Broder!

 ***

See, vi ere samlede, christelige Tilhørere! paa et Sted, som viedes til helligt Brug fra den ældste Tid, da denne Stad anlagdes. Her have Fædrenes Lovsange lydt, her er Herrens Old i Aarhundreder blevet dem forkyndt, her salvedes og viedes flere af Fædrelandets Konger, her samledes de med deres Folk i de store, faretruende eller glædelige Tider, — her have de tilsammen bedet i Angst og Frygt, naar Fjenderne trængte dem, her have de takket Almagtens og Naadens Gud, at han hørte dem og frelste dem; thi vi undgik vore Modstandere og bestaae indtil denne Dag! Dette Huus sank for Fjendehaand, men herligere har det rejst sig af sit Gruus til din Ære, vor Gud, til vor Gavn, det skal aabne sig og samle de Slægter, som efter os skulle arve dette Land, at de ogsaa fra os maae arve Guds Ord og Christi Aand! Paa dette hellige, dette minderige Sted ville vi bede: Lov, Priis og evig Ære være Dig vor Gud, Fader, Søn og Hellig Aand, Du som var af første Begyndelse, som er og bliver een sand treenig Gud, højlovet i al Evighed! Tag i din Varetogt din ganske christne Menighed i alle Folk, i alle Lande, hvor din Kirke er grundfæstet, lad dit Ord boe rigeligen i den, din Aand levende gjennemtrænge den, forløse og hellige ogsaa vor Aand og vort Folks Aand, at vi dyrke Dig i Sandhed,21 i den Tro, som er virksom i Kjærlighed Din Naade og Bestormelse hvile over vort dyrebare Fædreland, knyt Baandet fast mellem det og hvert dets Barn, og giv os, at vi maae føre vort Liv stille og roligt, i al Gudfrygtighed og Ærbarhed, som det er Dig behageligt.22 Vi bede for vor Konge, Frederik den Syvende. Saa stort et Stykke har han alt bygget paa den af hans Fædre lagte Grund til Folkets Lykke og Udvikling, allerede knytte uforgængelige Minder sig til hans Navn. Men Ilden skal prøve enhver Gjerning.23 Herre, saa udruste Du ham med Retfærdighed til at dømme dit Folk, med Styrke til at fuldføre Alt! omgiv ham med vise Raadgivere, at han høster Ære og Kærlighed, hans Folk Velsignelse og Fred af hans Regjering! Vi bede for Enkedronning Caroline Amalie: dobbelt smerteligt bevæger det Slag, der traf os Alle, hendes Sjæl i Savnets Bitterhed og i Længsels Vemod; send din Trøstens Engel, at den i Tro og Haab bevarer hendes Hjerte i Jesu Christo,24 da vide vi, at det øvrige Fornødne skal ogsaa i denne Sorg vorde hende till agt! Vi bede for Enkedronning Marie Sophie Frederikke, hos hvem disse Dage fornye saamange Erindringer, vække saa forskellige Følelser, at Du vil opholde den Kraft, hvormed Du udrustede hende, saaat Alt dette vorder hende til Gode, fordi hun elsker Dig!25 Bevare Du Arveprinds Frederik Ferdinand og Prindsesse Caroline, de Kongelige Prindsesser og det ganske Kongelige Arvehuus, giv dem og os Alle Naade og Fred og efter et christeligt Liv din evige Salighed! Amen.