Skip to content

Brigitte Klintskov Jerkels tale til COSAC-plenarmødet i København

Om

Taler

Brigitte Klintskov Jerkel
Formand for Europaudvalget

Dato

Sted

Tivoli Congress Center

Tale

Ærede parlamentsmedlemmer, mine damer og herrer, kære kollegaer. 
På vegne af Folketingets Europaudvalg vil jeg gerne byde jer velkommen her i dag. Det er en store ære at være vært for COSAC-plenarmødet med deltagere fra 39 parlamenter. 
Vigtigheden af den demokratiske samtale er blevet fremhævet af både Folketingets formand i går og næstformanden for et øjeblik siden. Og det vil jeg gerne tilslutte mig. 
Særligt i en tid hvor demokratiet er under pres fra flere sider, og hvor misinformation, fake news og løgne spredes med lynets hast, er det helt afgørende, at vi fastholder samtalen og skaber forståelse på tværs af grænser. For det er kun på den måde, at vi kan sikre et stærkt EU, der værner om de demokratiske værdier og principper, som vores europæiske fællesskab bygger på. 
Her spiller de nationale parlamenter en helt særlig rolle. COSAC sætter rammerne for den demokratiske samtale – og giver os et fælles parlamentarisk forum, der kan styrke den gensidige forståelse mellem vores lande – også når det gælder håndtering af vanskelige politiske spørgsmål. 
Over de næste par dage vil vi tage os tid til at tale om række af de meget svære og presserende udfordringer, som vi i dag står overfor i EU.
Kommissionsformand Ursula Von der Leyen sætter tonen for dagens og morgendagens drøftelser. Hun kunne desværre ikke være til stede fysisk i dag, så vi får hendes budskaber via en videohilsen. 
Herefter skal vi have selskab af den danske europaminister, Marie Bjerre, som åbner den politiske debat på vores konference. Hun vil reflektere over, hvordan det er gået med de danske formandskabsprioriteter her tæt på afslutningen af formandskabet. Det gør hun på dagens første session under titlen ”Et stærkt Europa i en verden i forandring – det danske formandskabs kurs”. 
Herefter vil det være tid til en pause, hvor vi kan forevige mødet med et fælles gruppefoto, som bliver taget uden for salen. Dernæst følger frokost - en oplagt mulighed for at fortsætte dialogen i mere uformelle rammer. 
Efter frokosten tager vi hul på en særdeles vigtig europæisk dagsorden: EU’s samhandel med resten af verden. Vi ser her nærmere på, hvordan Europa kan styrke sin konkurrenceevne i den omskiftelige geopolitiske virkelighed, som vi befinder os i. 
Hovedtalerne ved denne session er Europakommissær for handel og økonomisk sikkerhed, Maroš Šefčovič, den danske udenrigsminister, Lars Løkke Rasmussen og viceformand for Europa-Parlamentet, Esteban González Pons. 
Jeg er tvivl ikke om, at denne sidste session bliver spændende og vil give anledning til en livlig debat. 
Som afslutning på dagen samles delegationslederne til COSAC-formandsmødet, hvor de bl.a. vil drøfte denne konferences politiske udtalelse til EU’s institutioner. 
For de øvrige deltagere byder aftenen på lidt fritid, før vi alle sammen bliver hentet ved Hotellet. Herfra kører vi i bus til både, som sejler os det sidste stykke til middagen og aftenens kulturelle indslag, der finder sted i det Kongelige Operahus.
Tirsdag morgen indleder vi programmet med en spændende session om fremtidens landbrugs- og fødevarepolitik. Formatet bliver en paneldebat modereret af tidligere EU-kommissær og minister i Danmark, Connie Hedegaard. Debatten vil fokusere på, hvordan vi kan sikre en modstandsdygtig og fremtidssikret europæisk landbrug- og fødevarepolitik – der både styrker fødevaresikkerheden og samtidig tager hensyn til klima og miljø. 
Minister for fødevarer, landbrug og fiskeri, Jacob Jensen sætter scenen for diskussionen. Herefter følger paneldebatten, hvor vi har den store ære af at have EU’s kommissær for landbrug og fødevarer, Christophe Hansen med. De øvrige paneldeltagere er formanden for den europæiske landbrugsorganisation COPA, Massimiliano Giansanti og direktøren for den europæiske afdeling af Birdlife, Ariel Brunner. 
Herefter tager vi fat på en session om fremtidens europæiske energipolitik. Formatet er igen en paneldebat, og Connie Hedegaard står igen klar som moderator. Vi vil her sætte fokus på, hvordan ren og billig energi kan blive drivkraften for EU’s konkurrenceevne, dekarbonisering og strategiske autonomi. 
Til denne debat har vi samlet tre stærke stemmer: Agnieszka Pomaska, formanden for den polske Sejms europaudvalg, som I alle kender, Kristian Jensen, som er CEO for Green Power Denmark, men også tidligere dansk udenrigs- og finansminister – og Jette Bredahl, næstformand for det europæiske klimaråd. 
Efter kaffepausen tager vi hul på mødets sidste session, hvor vi skal tale om EU’s udvidelse, interne reformer og retsstatsprincipper. EU’s udvidelse er en geopolitisk nødvendighed, som vi skal sætte fart på i overensstemmelse med Københavnerkriterierne og den meritbaserede tilgang. 
Danmarks europaminister, Marie Bjerre, giver sammen med viceformand for Europa-Parlamentets forfatningsudvalg, Adrián Vázquez Lázara hver deres bud på, hvor EU skal bevæge sig hen i fremtiden. 
Derefter når vi til dagens sidste punkt på den formelle dagsorden, som er den afsluttende session. Vi håber her at opnå enighed om forslaget til ændring af forretningsordenen og udkast til bidrag og konklusioner fra COSAC. 
Vi slutter sædvanen tro af med en frokost – som vil være en oplagt mulighed for at fortsætte den demokratiske samtale i uformelle rammer. 
Som I kan høre, vil der være der rig mulighed for at udfolde dialogen og skabe den gensidige forståelse, som er så vigtig for vores fælles fremtid. Jeg ser meget frem til at være en del af det. 
Med disse ord vil jeg åbne sessionen.

Kilde

Kilde

Manuskript tilsendt af taler og udgivet af Danske Taler med tilladelse fra taler

Kildetype

Digitalt manuskript

Tags