Brian Linkes dimissionstale

Kære studenter, kære forældre og øvrig familie.

I dag er en stor dag. 

Det er en dag, hvor vi markerer og fejrer, at I nu officielt er færdige med gymnasiet.

I tre år har I arbejdet på at dygtiggøre jer inden for mange forskellige fag. 

I har tillært jer kompetencer, som har været nødvendige for at lykkedes i gymnasiet, og som I også kommer til at gøre brug af fremover. Både i videre studier og på arbejdsmarkedet.

Nogle af de ting, I har lært, er "målbare", i form af en karakter. Men de fleste ting, som I har lært, kan ikke måles.

Som Albert Einstein har udtrykt det: 

Ikke alt, der kan tælles, tæller, og ikke alt, der tæller, kan tælles.

De ikke-målbare ting er lige så vigtige, som de målbare. Med til de ikke-målbare kompetencer er fx evnen til at arbejde sammen, overskuddet til at udvise tolerance for forskellighed og at være opmærksom på egne og andres behov og grænser.

I tre år har I gået her, hver eneste dag omgivet af og i interaktion med andre mennesker. For nogen har det været en leg og en fornøjelse, for andre har det krævet ihærdighed at komme op og komme i skole.

Uanset om I har trives med at have mennesker omkring jer eller ej, har det været et vilkår. I er blevet påvirket af andre, og I har også påvirket dem, der var i jeres nærhed.

Sociologen Norbert Elias skriver følgende: "Det er stadigvæk i vore dage vanskeligt at gøre det begribeligt, hvor dybtgående menneskers afhængighed af hinanden er. At meningen med alt det, et menneske gør, ligger i, hvad det betyder for andre."

Vi er med andre ord kun noget i kraft af andre mennesker. I smukke unge mennesker, som sidder på de forreste rækker, og som snart skal have jeres studenterbeviser, I er blevet rundet af jeres klassekammerater og af alle de andre fællesskaber, I har oplevet på skolen.

Og I er også noget på grund af de mennesker, der sidder bag jer.

I, der sidder her på de forreste rækker, har i tre år kommet her på Tornbjerg Gymnasium, hvor lyset har været tændt og varmen skruet op (i hvert fald noget af tiden til 18-19 grader). 

Her har været lærere, der underviste jer, og en administration, der sørgede for, at undervisningen og alt det udenom undervisningen blev planlagt og fungerede.

I har til jeres eksamener mødt censorer, der har rejst hertil fra andre dele af landet, for at sikre jer en god og fair eksamen.

Og mange af jer har endda oplevet at få SU for at tage en uddannelse.

Intet af det er gratis.

Jeres forældre og bedsteforældre har i mange år stået tidligt op og gået på arbejde og betalt skat, således at I har kunnet tage en god ungdomsuddannelse uden at skulle betale for det.

Det handler fællesskab også om. 

Så jeg syntes, at det er på sin plads, at I nu vender jer om, og når jeg har talt til tre, så siger I et højt og tydeligt "TAK" til de mennesker, der har stået bag alt dette. Er I klar? I vender jer om og ser på alle gæsterne, jeg tæller til tre, og efter tre siger I tak: En, to, tre TAK.

Jeg er altid glad og stolt, når jeg står her og kigger ud over studenterne. Men i år er noget særligt, for I er den årgang, der startede samtidig med mig. August 2020. Jeg vil ikke dvæle ved alle genvordighederne omkring corona, hjemsendelser, virtuel undervisning, vatpinde i næseborene osv osv.

Jeg vil i stedet huske de mange gode oplevelser, der har været gennem årene sammen med jer.

Lige fra TTT-turen til idrætsdagene, til festerne hvor mange af jer er ret snakkesalige, fællesarrangementerne i kantinen, studieture, trivselsarrangementer, forårskoncerter. Jeg prøver at deltage i det meste, for det er en god måde at møde jer på og få nogle uformelle samtaler.

Jeg bliver ofte overrasket og benovet over, hvad I egentlig er i stand til, når I laver noget i fællesskab. Et godt eksempel var årets forårskoncert i februar. Pga. føromtalte corona havde der ikke været forårskoncert i to år- Så ingen af jer havde prøvet det før, I havde ingen at stå på skuldrene af. Men I fik lavet en helt fantastisk forårskoncert.

Jeg havde med vilje ikke fulgt prøverne, for jeg ville have den fulde oplevelse og overraskelse på selve aftenen. Og det skal jeg love for, at jeg fik.

Ud over godt skuespil var der mange gode sange, og I fremførte blandt andet Billy Joels fine sang, Vienna, som er en af mine yndlingssange.

Sangen handler om, at man som ung har meget travlt med alt det, man gerne vil nå. Eller som man tror, at man skal nå. 

Hele sangen er en opfordring til at skynde sig langsomt. Der er mange gode vers, jeg kunne citere fra, jeg har valgt et af de sidste vers, hvor han synger:

 
Slow down you crazy child

Take the phone off the hook and disappear for a while

It's alright, you can afford to lose a day or two

When will you realize, Vienna waits for you?

Og ja, I kan godt vente til næste år med at besøge byen Wien. Den ligger der nemlig også om et år.

Og I kan godt vente til næste år, med at læse videre, hvis I tænker, at I kan bruge et sabbatår fornuftigt.

For I skal også lige nå at fordøje alle de indtryk, I har fået de sidste tre år. 

Og det minder mig om en fortælling om en indianer, der tog toget over prærien i USA i 1900-tallet. Dengang var det noget helt nyt, at man kunne køre i tog, før var det kun muligt at rejse med hestevogn. Efter datidens standard kørte toget utroligt hurtigt. Historien går, at da indianeren var kommet frem til endestationen, sad han ubevægelig i mange timer. Da han blev spurgt hvorfor, svarede han, at han sad og ventede, så hans sjæl kunne nå at indhente ham. 

Det kan vi godt grine lidt af i dag, hvor vi er vant til at benytte tog og fly.

Men jeg vil mene, at der faktisk er en parallel til nutidens samfund. Ligesom toget dengang var nyt og både fascinerede og skræmte samtiden, så står vi i dag med teknologier, som udvikler sig så hurtigt, at hverken lovgivningen, vores hjerner eller trivsel altid kan følge med.

Måske skulle vi, som Billy Joel synger, slukke telefonen et par dage, sætte os ud i en skov og vente på, at vores sjæl, eller fornuft eller trivsel, finder tilbage til os.

Og hvor vil så jeg hen med Billy Joel og historien om en gammel indianer?

Jeg vil hen til, at I ikke behøver at skynde jer så meget, som I måske har fået indtrykket af. Jo, det er sandt, at det ville være godt for samfundsøkonomien, hvis I alle sammen skyndte jer at blive færdige med det I gerne vil, og kom ud på arbejdsmarkedet og indgik i arbejdsstyrken.

Men livet er jo andet end samfundsøkonomi og fast arbejde.

Livet er også at tage et sabbatår eller to, og bruge tiden til at finde ud af, hvem I er, og hvad I kunne tænke jer at arbejde med.

Og i og med, at I jo skal arbejde til I bliver 70-75 år, så I skal nok nå det, I skal nå. Og I skal nok nå det, selv om I ikke har en klart defineret vej, som I vil gå på.

For så længe I går, så kommer I fremad. 

Og I går jo ikke alene. I har nogle, I kan gå sammen med. Og hvis gåturen bliver svær, så ræk ud til de fællesskaber, I har.

Apropos det med at gå, så fandt jeg forleden den tale, jeg holdt for jer, da I startede i 1g i august 2020. I talen indgår et digt af nordmanden Trygve Skaug. Jeg gentager det lige digtet for de af jer, der har glemt det:

Ja da

Hvis du ser dig længe over skulderen

Så ser du, hvor du kommer fra

Men du kommer også til at gå ind 

I en masse lygtepæle og andet skrammel

Så se fremover du

Følg med nu

Det er dig, der går nu

Ikke alle de, som gik før dig

 
I august 2020 brugte jeg digtet til at opfordre jer til at gå ind i gymnasielivet med liv og sjæl. Og præge gymnasiet i jeres ånd.

På samme måde vil jeg nu bruge digtet til at opfordre jer til, at gå ud i verden med liv og sjæl og fynd og klem, og gå og gå, og se fremad. For nu det dig, der går, ikke alle de, som gik før dig. 

Kære studenter: Jeg, og alle de ansatte på Tornbjerg Gymnasium, ønsker jer tillykke, og vi ønsker det bedste for jer alle hver især.