Kære studenter.
Tillykke med jeres præstation.
Da jeg stod her for et år siden, handlede min tale til studenterne meget om corona, og hvad det havde lært os. I år vil jeg næsten ikke nævne corona, for langt større begivenheder har fundet sted.
Ruslands invasion af Ukraine har vist os, at ting vi tog for givet, hurtigt kan ændre sig. At der skulle udbryde krig i Europa, er kommet som et chok for de fleste.
Mens vi sidder her i tryghed blandt venner og familie, sker der helt ubegribelige ting i Ukraine.
Mange af jer, der sidder her nu, har planer om at rejse rundt i verden næste år eller næste år igen.
Men hvis I unge mænd, der sidder her, ikke havde boet på Fyn, men havde boet i Ukraine, kun 1.500 km længere mod øst, så havde I haft forbud mod at forlade jeres land, fordi I skulle indkaldes til hæren.
Og I unge kvinder, der sidder her, havde ikke haft tanker om studenterkørsel og fester, men om hvornår og hvordan I kunne flygte fra invasionshæren.
I en anden del af verden, i Afghanistan, har Taliban besluttet, at kvinder ikke må sidde på forsædet i en bil, at piger ikke må gå i skole, og at mænd og kvinder ikke må være i en park på samme tid.
Og i en helt tredje del af verden, i USA, balancerer demokratiet på en knivsæg. Verden holder vejret, når der i november 2024 skal afholdes præsidentvalg. Vil Trump stille op igen, og hvis han gør, og taber, hvad vil hans bevæbnede tilhængere så gøre, hvis de igen føler, at ”de andre” stjæler valgsejren fra dem?
Jeg maler ikke disse forfærdelige billeder for at ødelægge jeres festdag. Jeg nævner det for at huske jer på, at I altid skal være bevidste om, at frihed, demokrati og ytringsfrihed ikke er naturgivne fænomener, som bare er til stede. Frihed, demokrati og ytringsfrihed er en måde, vi har indrettet vores samfund på, og som I skal sætte pris på, og kæmpe for. Ikke nødvendigvis med våben i hånd.
Men I har hver især indflydelse på jeres samfund, og I skal hver især skal tage dette ansvar alvorligt.
I må og skal tage stilling til store og små spørgsmål. Gør brug af jeres stemme. Stem til valgene.
I må og skal involvere jer. Både lokalt og nationalt. Og nogle af jer kommer også til at arbejde internationalt.
Vi bor i et af de fredeligste og rigeste lande i verden. Det forpligter. Der er mange måder, I kan gøre en positiv forskel på, hver især.
Hvis du har overskud til at gøre noget godt for en anden, så er der sikkert andre, der har overskud til at gøre noget godt for dig, når du en dag har brug for det. Det gælder både i familien og venskabet, men det gælder også i større skala.
I har alle haft samfundsfag, og her tales der om samfundskontrakten. Det betyder, at når du har muligheden, så yder du til fællesskabet, og når du har brug for det, så yder fællesskabet til dig.
I, der sidder her med jeres flotte huer, har i mange år nydt godt af fællesskabet. Mange af jer har gået i vuggestue, dagpleje, børnehave mv. Og I har alle sammen gået i folkeskolen og måske skolefritidsordninger. De sidste tre år har I gået her på TG.
Rent samfundsøkonomisk har I indtil nu været en kæmpe udgift. Jeres pædagoger og lærere har fået løn, og klasselokalerne har været opvarmet om vinteren, fordi andre har betalt skat.
Andre er stået tidligt op og gået på arbejde og afleveret en del af deres indkomst til fællesskabet, så I kunne få en gratis uddannelse. Og når I om 100 år bliver gamle og skal passes af nogle, der slet ikke er født endnu, vil I igen få brug for fællesskabet.
Så der er en periode i jeres liv, mellem studier og pensionisttilværelsen, hvor I er på arbejdsmarkedet, og hvor I skal bidrage til fællesskabet. Og det er I blevet klædt rigtigt godt på til, ved at gå her på Tornbjerg Gymnasium.
Ud over det faglige, det boglige, har I også lært andre ting, i de tre år, som I har gået her.
I har lært om respekt og tolerance over for andre. Også overfor de, der ikke ligner jer selv.
Løse konflikter via dialog.
At holde aftaler. Det være sig at møde frem til aftalt tid på en studietur.
At sidde undervisningsparat på slaget 8.15.
Aflevere en skriftlig opgave punktligt til tiden.
Okay, det med mødetid og aflevering af opgaver har I måske ikke alle sammen lært 100 %.
Men det hører jo også ungdommen til, at man indimellem træder lidt uden for de stier, som de voksne har anlagt.
Det, som jeg håber allermest, at I tager med jer, er en oplevelse af fællesskabets betydning.
Hvad er ”fællesskab”?
Vi er fælles om at skabe noget.
Ofte bliver resultatet bedre, når vi arbejder sammen i en gruppe eller et team. For eksempel bliver Miraculesfester eller galla noget sjovere og bedre, når der er andre deltagere end en selv.
Ud over af kunne mere, når vi arbejder sammen, så handler det også om, at vi vokser som mennesker, når vi gør noget sammen med andre, og også når vi gør noget FOR andre.
Så hvor vil jeg hen med denne lange tale om, at I skal yde til fællesskabet, og at I skal være noget for andre?
Den helt korte version er, at jeg ønsker, at I nu går ud af Tornbjerg Gymnasiums døre, I går ud i verden, og at I bidrager til at skabe en bedre verden med de redskaber I har, faglige såvel som menneskelige.
I lørdags var der Jubilartræf her på TG. Jeg havde fornøjelsen af at være sammen med over 100 tidligere elever. Elever, der var blevet studenter på Tornbjerg Gymnasium for 10, 25 og 40 år siden. At de var kommet fra nær og fjern for at mødes med gamle venner og lærere vidner om, at tiden på TG, selv efter mange år, huskes som noget meget positivt.
Jeg håber meget, at vi også ses til jubilartræf om 10, om 25 og om 40 år. Især håber jeg, at jeg om 40 år, vil være i stand til at deltage i jubilartræffet. På det tidspunkt, i år 2062, vil I jo være omkring 60 år, og jeg vil være lidt ældre end det.
Hvis jeg kommer til jubilartræffet om 40 år, vil I kunne kende mig på, at det er mig med rollatoren og det korte hår, der sidder henne i hjørnet og fabler om, at jeg var rektor for den fantastiske årgang 2022, der blev studenter trods nedlukninger og anden dårligdom.
I er en fantastisk årgang, for selv om I er den årgang, som har oplevet flest aflysninger af undervisningen og sociale aktiviteter i hele danmarkshistorien, har I alligevel formået at engagere jer fuldt ud i skolens liv
I har givet den gas på idrætsdagen, i regatta, i Kibera, til gallafest og i alle mulige udvalg, som har gjort det sjovere for jeres kammerater at gå på gymnasium.
I er en fantastisk årgang, hvor det aldrig har været vanskeligt at skaffe tutorer eller elevambassadører til Åbent Hus.
I er en fantastisk årgang, der med gåpåmod har siksakket rundt mellem fysisk og virtuel undervisning, holdt afstand, gået med mundbind, endda stukket vatpinde op i næsen flere gange om ugen, og alligevel formået at tro på, at det nok skulle lykkes til sidst.
Og det lykkedes jo til sidst.
Og her sidder I så. Tusind tak til jer alle sammen for ikke at miste modet undervejs.
Der er god læring i, at være i en vanskelig situation, overvinde ubehaget, og komme ud på den anden side. Det er det positive fra pandemien, som I skal tage med jer.
I er nogle helt særlige unge mennesker.
Normalt, når jeg er færdig med en tale, så klapper tilhørerne høfligt. Det sætter jeg naturligvis stor pris på.
Men i år vil jeg bede jer om at rejse jer op – (vent på de gør det)
Og så vil jeg bede jer alle om at klappe, ikke af mig eller af min tale, men klappe af de her seje unge mennesker. For det er faengalme godt gået! Giv dem en hånd!
Tusind tak skal I have.
Kære elever: Jeg, og alle ansatte her på Tornbjerg Gymnasium, ønsker jer tillykke, og vi ønsker det bedste for jer alle hver især.
Og hermed dimitterer jeg jer som studenter fra Tornbjerg Gymnasium 2022. TILLYKKE!
Tillykke med jeres præstation.
Da jeg stod her for et år siden, handlede min tale til studenterne meget om corona, og hvad det havde lært os. I år vil jeg næsten ikke nævne corona, for langt større begivenheder har fundet sted.
Ruslands invasion af Ukraine har vist os, at ting vi tog for givet, hurtigt kan ændre sig. At der skulle udbryde krig i Europa, er kommet som et chok for de fleste.
Mens vi sidder her i tryghed blandt venner og familie, sker der helt ubegribelige ting i Ukraine.
Mange af jer, der sidder her nu, har planer om at rejse rundt i verden næste år eller næste år igen.
Men hvis I unge mænd, der sidder her, ikke havde boet på Fyn, men havde boet i Ukraine, kun 1.500 km længere mod øst, så havde I haft forbud mod at forlade jeres land, fordi I skulle indkaldes til hæren.
Og I unge kvinder, der sidder her, havde ikke haft tanker om studenterkørsel og fester, men om hvornår og hvordan I kunne flygte fra invasionshæren.
I en anden del af verden, i Afghanistan, har Taliban besluttet, at kvinder ikke må sidde på forsædet i en bil, at piger ikke må gå i skole, og at mænd og kvinder ikke må være i en park på samme tid.
Og i en helt tredje del af verden, i USA, balancerer demokratiet på en knivsæg. Verden holder vejret, når der i november 2024 skal afholdes præsidentvalg. Vil Trump stille op igen, og hvis han gør, og taber, hvad vil hans bevæbnede tilhængere så gøre, hvis de igen føler, at ”de andre” stjæler valgsejren fra dem?
Jeg maler ikke disse forfærdelige billeder for at ødelægge jeres festdag. Jeg nævner det for at huske jer på, at I altid skal være bevidste om, at frihed, demokrati og ytringsfrihed ikke er naturgivne fænomener, som bare er til stede. Frihed, demokrati og ytringsfrihed er en måde, vi har indrettet vores samfund på, og som I skal sætte pris på, og kæmpe for. Ikke nødvendigvis med våben i hånd.
Men I har hver især indflydelse på jeres samfund, og I skal hver især skal tage dette ansvar alvorligt.
I må og skal tage stilling til store og små spørgsmål. Gør brug af jeres stemme. Stem til valgene.
I må og skal involvere jer. Både lokalt og nationalt. Og nogle af jer kommer også til at arbejde internationalt.
Vi bor i et af de fredeligste og rigeste lande i verden. Det forpligter. Der er mange måder, I kan gøre en positiv forskel på, hver især.
Hvis du har overskud til at gøre noget godt for en anden, så er der sikkert andre, der har overskud til at gøre noget godt for dig, når du en dag har brug for det. Det gælder både i familien og venskabet, men det gælder også i større skala.
I har alle haft samfundsfag, og her tales der om samfundskontrakten. Det betyder, at når du har muligheden, så yder du til fællesskabet, og når du har brug for det, så yder fællesskabet til dig.
I, der sidder her med jeres flotte huer, har i mange år nydt godt af fællesskabet. Mange af jer har gået i vuggestue, dagpleje, børnehave mv. Og I har alle sammen gået i folkeskolen og måske skolefritidsordninger. De sidste tre år har I gået her på TG.
Rent samfundsøkonomisk har I indtil nu været en kæmpe udgift. Jeres pædagoger og lærere har fået løn, og klasselokalerne har været opvarmet om vinteren, fordi andre har betalt skat.
Andre er stået tidligt op og gået på arbejde og afleveret en del af deres indkomst til fællesskabet, så I kunne få en gratis uddannelse. Og når I om 100 år bliver gamle og skal passes af nogle, der slet ikke er født endnu, vil I igen få brug for fællesskabet.
Så der er en periode i jeres liv, mellem studier og pensionisttilværelsen, hvor I er på arbejdsmarkedet, og hvor I skal bidrage til fællesskabet. Og det er I blevet klædt rigtigt godt på til, ved at gå her på Tornbjerg Gymnasium.
Ud over det faglige, det boglige, har I også lært andre ting, i de tre år, som I har gået her.
I har lært om respekt og tolerance over for andre. Også overfor de, der ikke ligner jer selv.
Løse konflikter via dialog.
At holde aftaler. Det være sig at møde frem til aftalt tid på en studietur.
At sidde undervisningsparat på slaget 8.15.
Aflevere en skriftlig opgave punktligt til tiden.
Okay, det med mødetid og aflevering af opgaver har I måske ikke alle sammen lært 100 %.
Men det hører jo også ungdommen til, at man indimellem træder lidt uden for de stier, som de voksne har anlagt.
Det, som jeg håber allermest, at I tager med jer, er en oplevelse af fællesskabets betydning.
Hvad er ”fællesskab”?
Vi er fælles om at skabe noget.
Ofte bliver resultatet bedre, når vi arbejder sammen i en gruppe eller et team. For eksempel bliver Miraculesfester eller galla noget sjovere og bedre, når der er andre deltagere end en selv.
Ud over af kunne mere, når vi arbejder sammen, så handler det også om, at vi vokser som mennesker, når vi gør noget sammen med andre, og også når vi gør noget FOR andre.
Så hvor vil jeg hen med denne lange tale om, at I skal yde til fællesskabet, og at I skal være noget for andre?
Den helt korte version er, at jeg ønsker, at I nu går ud af Tornbjerg Gymnasiums døre, I går ud i verden, og at I bidrager til at skabe en bedre verden med de redskaber I har, faglige såvel som menneskelige.
I lørdags var der Jubilartræf her på TG. Jeg havde fornøjelsen af at være sammen med over 100 tidligere elever. Elever, der var blevet studenter på Tornbjerg Gymnasium for 10, 25 og 40 år siden. At de var kommet fra nær og fjern for at mødes med gamle venner og lærere vidner om, at tiden på TG, selv efter mange år, huskes som noget meget positivt.
Jeg håber meget, at vi også ses til jubilartræf om 10, om 25 og om 40 år. Især håber jeg, at jeg om 40 år, vil være i stand til at deltage i jubilartræffet. På det tidspunkt, i år 2062, vil I jo være omkring 60 år, og jeg vil være lidt ældre end det.
Hvis jeg kommer til jubilartræffet om 40 år, vil I kunne kende mig på, at det er mig med rollatoren og det korte hår, der sidder henne i hjørnet og fabler om, at jeg var rektor for den fantastiske årgang 2022, der blev studenter trods nedlukninger og anden dårligdom.
I er en fantastisk årgang, for selv om I er den årgang, som har oplevet flest aflysninger af undervisningen og sociale aktiviteter i hele danmarkshistorien, har I alligevel formået at engagere jer fuldt ud i skolens liv
I har givet den gas på idrætsdagen, i regatta, i Kibera, til gallafest og i alle mulige udvalg, som har gjort det sjovere for jeres kammerater at gå på gymnasium.
I er en fantastisk årgang, hvor det aldrig har været vanskeligt at skaffe tutorer eller elevambassadører til Åbent Hus.
I er en fantastisk årgang, der med gåpåmod har siksakket rundt mellem fysisk og virtuel undervisning, holdt afstand, gået med mundbind, endda stukket vatpinde op i næsen flere gange om ugen, og alligevel formået at tro på, at det nok skulle lykkes til sidst.
Og det lykkedes jo til sidst.
Og her sidder I så. Tusind tak til jer alle sammen for ikke at miste modet undervejs.
Der er god læring i, at være i en vanskelig situation, overvinde ubehaget, og komme ud på den anden side. Det er det positive fra pandemien, som I skal tage med jer.
I er nogle helt særlige unge mennesker.
Normalt, når jeg er færdig med en tale, så klapper tilhørerne høfligt. Det sætter jeg naturligvis stor pris på.
Men i år vil jeg bede jer om at rejse jer op – (vent på de gør det)
Og så vil jeg bede jer alle om at klappe, ikke af mig eller af min tale, men klappe af de her seje unge mennesker. For det er faengalme godt gået! Giv dem en hånd!
Tusind tak skal I have.
Kære elever: Jeg, og alle ansatte her på Tornbjerg Gymnasium, ønsker jer tillykke, og vi ønsker det bedste for jer alle hver især.
Og hermed dimitterer jeg jer som studenter fra Tornbjerg Gymnasium 2022. TILLYKKE!