Kære kolleger, kære venner
Tak fordi jeg må være med til at fejre 1. maj sammen med jer.
Det har jeg glædet mig rigtig meget til.
Endnu en gang har det været et vildt år, et stærkt år og et godt år for fagbevægelsen.
Hvor den danske model igen har vist sit værd. I en krisetid.
Den har vist sit værd med flotte overenskomstresultater. Og et stort JA til de nye aftaler.
Samtidig har vi i fagbevægelsen stået vagt om velfærden, kæmpet for sikkert arbejdsmiljø og – ikke mindst – for en tryg pension.
Vores velfærdssamfund. Og den danske model. Som vi har bygget op, forsvaret og forfinet gennem mere end 100 år, er uvurderlige.
Derfor skal vi – sammen – holde fast. I det gode. Det stærke. Og det nære.
Når hårde tider igen efterprøver vores værdier. Vores samfundsmodel. Og vores fællesskab.
Tak fordi jeg må være med til at fejre 1. maj sammen med jer.
Det har jeg glædet mig rigtig meget til.
Endnu en gang har det været et vildt år, et stærkt år og et godt år for fagbevægelsen.
Hvor den danske model igen har vist sit værd. I en krisetid.
Den har vist sit værd med flotte overenskomstresultater. Og et stort JA til de nye aftaler.
Samtidig har vi i fagbevægelsen stået vagt om velfærden, kæmpet for sikkert arbejdsmiljø og – ikke mindst – for en tryg pension.
Vores velfærdssamfund. Og den danske model. Som vi har bygget op, forsvaret og forfinet gennem mere end 100 år, er uvurderlige.
Derfor skal vi – sammen – holde fast. I det gode. Det stærke. Og det nære.
Når hårde tider igen efterprøver vores værdier. Vores samfundsmodel. Og vores fællesskab.
--
Vi skal ruste op. Det skal vi i Danmark og Europa.
En pludselig bunden opgave. Som vi for bare få år siden ikke skænkede mange tanker.
Men verden rykker sig.
Desværre ikke i en retning af mere frihed, lighed og solidaritet.
Vi er på sin vis heldige her i Danmark. For vi har et unikt samfund at passe på.
Et samfund, som vi holder af. Og et samfund, som er værd at forsvare med alt, hvad vi har.
Jeg står her i dag som repræsentant for den største faggruppe på socialområdet: Nemlig socialpædagogerne.
Vores område er ikke storpolitik. Det ved vi godt. Men så alligevel…
For socialområdet er noget særligt.
Her kan man ta’ temperaturen på det samfund, vi lever i.
Er vi et samfund, som tør blive målt på, hvordan vi behandler vores svageste medmennesker?
Er vi et samfund, som prioriterer den rette faglige støtte til mennesker med udviklingshandicap?
Mennesker med svære psykiske lidelser.
Børn og unge, der er blevet svigtet.
Voksne, som stadig bærer arrene fra et alt for hårdt liv.
Socialområdet er vidt forgrenet. Det er komplekst. Og der er ikke én løsning, der med et fingerknips kan løse alle udfordringer.
Men vi kan gå i en bedre retning. Skridt for skridt.
Vi kan lægge spor til et stærkt socialområde. Hvor borgeren får den rette støtte første gang – og ikke femte eller sjette gang.
Vi kan sikre, at borgerne mødes af fagligt uddannet personale. Som forstår deres handicap, diagnose eller misbrug – og som kan give dem den rette støtte.
Der er sket store tiltag på socialområdet det her forår. Ikke hurtige snuptag. Men tiltag, som netop peger solidt i den rigtige retning.
Det er godt. Og det skal vi huske at glæde os over.
Vi skal ruste op. Det skal vi i Danmark og Europa.
En pludselig bunden opgave. Som vi for bare få år siden ikke skænkede mange tanker.
Men verden rykker sig.
Desværre ikke i en retning af mere frihed, lighed og solidaritet.
Vi er på sin vis heldige her i Danmark. For vi har et unikt samfund at passe på.
Et samfund, som vi holder af. Og et samfund, som er værd at forsvare med alt, hvad vi har.
Jeg står her i dag som repræsentant for den største faggruppe på socialområdet: Nemlig socialpædagogerne.
Vores område er ikke storpolitik. Det ved vi godt. Men så alligevel…
For socialområdet er noget særligt.
Her kan man ta’ temperaturen på det samfund, vi lever i.
Er vi et samfund, som tør blive målt på, hvordan vi behandler vores svageste medmennesker?
Er vi et samfund, som prioriterer den rette faglige støtte til mennesker med udviklingshandicap?
Mennesker med svære psykiske lidelser.
Børn og unge, der er blevet svigtet.
Voksne, som stadig bærer arrene fra et alt for hårdt liv.
Socialområdet er vidt forgrenet. Det er komplekst. Og der er ikke én løsning, der med et fingerknips kan løse alle udfordringer.
Men vi kan gå i en bedre retning. Skridt for skridt.
Vi kan lægge spor til et stærkt socialområde. Hvor borgeren får den rette støtte første gang – og ikke femte eller sjette gang.
Vi kan sikre, at borgerne mødes af fagligt uddannet personale. Som forstår deres handicap, diagnose eller misbrug – og som kan give dem den rette støtte.
Der er sket store tiltag på socialområdet det her forår. Ikke hurtige snuptag. Men tiltag, som netop peger solidt i den rigtige retning.
Det er godt. Og det skal vi huske at glæde os over.
--
Et eksempel på det, er det udspil, vi har fået til en psykiatriplan, som er superstærkt.
Som blandt andet sikrer et uddannelsesløft i det, som hedder socialpsykiatrien.
Socialpsykiatrien er der, hvor mange mennesker med psykiske lidelser har deres hverdag. Hvor blandt andre socialpædagoger sikrer dem liv med mere kvalitet, udvikling og livsmuligheder.
Her ved vi, at faglighed virker. En stor undersøgelse fra Rambøll viser, at borgerne på bosteder med en højere andel uddannede socialpædagoger har 67 procent færre indlæggelser i behandlingspsykiatrien.
67 procent færre…
Det er ikke bare statistik. Det handler jo om mennesker. Deres livskvalitet og livsmuligheder.
Tænk sig et pres, vi kan lette fra behandlingspsykiatrien. Når mennesker i socialpsykiatrien mødes med kvalitet og faglighed. Og måske allerede her kan komme tilbage til en mere ”normal” tilværelse.
Uden lange forløb med indlæggelser…
Det anerkender regeringens psykiatriudspil.
Derfor investerer vi nu i et uddannelsesløft i socialpsykiatrien. I en størrelsesorden, som vi ikke har set i mange år.
Det er rigtigt godt.
Et eksempel på det, er det udspil, vi har fået til en psykiatriplan, som er superstærkt.
Som blandt andet sikrer et uddannelsesløft i det, som hedder socialpsykiatrien.
Socialpsykiatrien er der, hvor mange mennesker med psykiske lidelser har deres hverdag. Hvor blandt andre socialpædagoger sikrer dem liv med mere kvalitet, udvikling og livsmuligheder.
Her ved vi, at faglighed virker. En stor undersøgelse fra Rambøll viser, at borgerne på bosteder med en højere andel uddannede socialpædagoger har 67 procent færre indlæggelser i behandlingspsykiatrien.
67 procent færre…
Det er ikke bare statistik. Det handler jo om mennesker. Deres livskvalitet og livsmuligheder.
Tænk sig et pres, vi kan lette fra behandlingspsykiatrien. Når mennesker i socialpsykiatrien mødes med kvalitet og faglighed. Og måske allerede her kan komme tilbage til en mere ”normal” tilværelse.
Uden lange forløb med indlæggelser…
Det anerkender regeringens psykiatriudspil.
Derfor investerer vi nu i et uddannelsesløft i socialpsykiatrien. I en størrelsesorden, som vi ikke har set i mange år.
Det er rigtigt godt.
--
Vi skal selvfølgelig passe på medarbejderne, de ansatte. Og det gælder i alle brancher. Både på det offentlige arbejdsmarked og det private arbejdsmarked.
Men mange arbejdspladser har stadig et arbejdsmiljø, som er alt for hårdt – både fysisk og psykisk.
Vi har en pensionsalder, som stiger og stiger. Som virker uoverskueligt langt væk for mange lønmodtagere.
Hvis troen på vores samfund – og vores velfærdssamfund – skal holde ved. Skal også yngre generationer af lønmodtagere se sig selv i samfundskontrakten.
Vi SKAL have tryghed om pensionsalderen.
Og lad os sige det helt klart her 1. maj – den automatiske stigning i pensionsalderen, som vi har i dag, må stoppe.
Og vi må insistere på et sikkert og trygt arbejdsmiljø. Det er forudsætningen for, at vi kan holde til at blive på arbejdsmarkedet.
Et godt arbejdsmiljø. Et trygt arbejdsmiljø. En retfærdig pensionsalder – synes jeg – også at et velfærdssamfund skal kendes på.
Det skal vi værne om, og det skal vi kæmpe for.
Men mange arbejdspladser har stadig et arbejdsmiljø, som er alt for hårdt – både fysisk og psykisk.
Vi har en pensionsalder, som stiger og stiger. Som virker uoverskueligt langt væk for mange lønmodtagere.
Hvis troen på vores samfund – og vores velfærdssamfund – skal holde ved. Skal også yngre generationer af lønmodtagere se sig selv i samfundskontrakten.
Vi SKAL have tryghed om pensionsalderen.
Og lad os sige det helt klart her 1. maj – den automatiske stigning i pensionsalderen, som vi har i dag, må stoppe.
Og vi må insistere på et sikkert og trygt arbejdsmiljø. Det er forudsætningen for, at vi kan holde til at blive på arbejdsmarkedet.
Et godt arbejdsmiljø. Et trygt arbejdsmiljø. En retfærdig pensionsalder – synes jeg – også at et velfærdssamfund skal kendes på.
Det skal vi værne om, og det skal vi kæmpe for.
--
Vi skal ruste op.
Samtidig skal vi huske, hvor milliarderne i det såkaldte råderum kommer fra.
De kommer jo i høj grad fra ét af verdens stærkeste arbejdsmarkeder.
De kommer jo i høj grad, fordi der har været en dansk arbejdsmarkedsmodel.
Som er robust, smidig og manøvredygtig.
Som kan føre os igennem tider med pandemi, inflation og krig i Europa.
Man kan sige, at overenskomstforhandlingerne er højtiden i den danske model.
En højtid, som vi lige har været godt igennem med OK25.
Forhandlingerne er fundamentet for vores robuste og smidige arbejdsmarked.
Der er tv-kameraer, gule breaking bjælker – og røde faner som i dag.
Men når støvet har lagt sig. Så har jeg det også lidt som Dan Turèll sagde:
Jeg holder af hverdagen.
For det skal vi huske: I den danske model er hverdagen selve rygraden.
Det er de resultater, som bliver skabt hver eneste dag på landets arbejdspladser.
På fabriksgulvet. På kontoret. På bostedet.
Uden at vi kan følge dem live i nyheds-overskrifterne.
Den danske models hverdagshelte er vores tillidsrepræsentanter, fællestillidsrepræsentanter, arbejdsmiljørepræsentanter og ledere.
Dem, som fører arbejdsmarkedet gennem stort og småt. Finder kompromisser og løsninger på hverdagens problemer.
Fanger dem i opløbet, før de eskalerer.
Er arbejdspresset voldsomt? Er lønkronerne urimeligt fordelt? Føler du dig utryg?
Bare hos Socialpædagogerne har vi i alt 1.200 tillidsrepræsentanter organiseret – og næsten lige så mange arbejdsmiljørepræsentanter.
Dygtige medarbejdere, som bider sig fast, ser muligheder og finder løsninger.
Medarbejdere, som ikke altid bliver mødt med stående klapsalver. Men som tager ansvar.
De er spydspidserne i den måde, som vi organiserer vores arbejdspladser på.
--
Vi har som sagt netop været igennem højtiden for den danske model – overenskomstforhandlingerne, OK25.
Nu skal vi huske, at det i høj grad er tillidsrepræsentanter, fællestillidsrepræsentanter, arbejdsmiljørepræsentanter og ledere, som tager over.
At det ikke mindst er på grund af dem, at den danske model igen og igen skaber rigtige resultater på landets arbejdspladser. Hver eneste dag.
Også når hårde tider endnu en gang efterprøver vores værdier. Vores samfundsmodel. Og vores fællesskab.
Tak til jer – og mange tak fordi jeg måtte være her i dag.
Samtidig skal vi huske, hvor milliarderne i det såkaldte råderum kommer fra.
De kommer jo i høj grad fra ét af verdens stærkeste arbejdsmarkeder.
De kommer jo i høj grad, fordi der har været en dansk arbejdsmarkedsmodel.
Som er robust, smidig og manøvredygtig.
Som kan føre os igennem tider med pandemi, inflation og krig i Europa.
Man kan sige, at overenskomstforhandlingerne er højtiden i den danske model.
En højtid, som vi lige har været godt igennem med OK25.
Forhandlingerne er fundamentet for vores robuste og smidige arbejdsmarked.
Der er tv-kameraer, gule breaking bjælker – og røde faner som i dag.
Men når støvet har lagt sig. Så har jeg det også lidt som Dan Turèll sagde:
Jeg holder af hverdagen.
For det skal vi huske: I den danske model er hverdagen selve rygraden.
Det er de resultater, som bliver skabt hver eneste dag på landets arbejdspladser.
På fabriksgulvet. På kontoret. På bostedet.
Uden at vi kan følge dem live i nyheds-overskrifterne.
Den danske models hverdagshelte er vores tillidsrepræsentanter, fællestillidsrepræsentanter, arbejdsmiljørepræsentanter og ledere.
Dem, som fører arbejdsmarkedet gennem stort og småt. Finder kompromisser og løsninger på hverdagens problemer.
Fanger dem i opløbet, før de eskalerer.
Er arbejdspresset voldsomt? Er lønkronerne urimeligt fordelt? Føler du dig utryg?
Bare hos Socialpædagogerne har vi i alt 1.200 tillidsrepræsentanter organiseret – og næsten lige så mange arbejdsmiljørepræsentanter.
Dygtige medarbejdere, som bider sig fast, ser muligheder og finder løsninger.
Medarbejdere, som ikke altid bliver mødt med stående klapsalver. Men som tager ansvar.
De er spydspidserne i den måde, som vi organiserer vores arbejdspladser på.
--
Vi har som sagt netop været igennem højtiden for den danske model – overenskomstforhandlingerne, OK25.
Nu skal vi huske, at det i høj grad er tillidsrepræsentanter, fællestillidsrepræsentanter, arbejdsmiljørepræsentanter og ledere, som tager over.
At det ikke mindst er på grund af dem, at den danske model igen og igen skaber rigtige resultater på landets arbejdspladser. Hver eneste dag.
Også når hårde tider endnu en gang efterprøver vores værdier. Vores samfundsmodel. Og vores fællesskab.
Tak til jer – og mange tak fordi jeg måtte være her i dag.
Rigtig god 1. maj.