Kære kolleger, kære venner.
Tak, fordi jeg må fejre dagen sammen med jer.
Det har jeg glædet mig rigtig meget til.
Første gang, jeg som formand holdt 1. maj-tale, var i 2011.
Dengang kæmpede vores arbejdspladser med en dyb økonomisk krise.
Mange havde mistet jobbet. Og der herskede et mismod på det danske arbejdsmarked.
I dag – 15 år efter – har vi rekordmange i arbejde. Vi har landet nye, stærke overenskomster.
Og en sund dansk økonomi giver os luft til at investere i det samfund, vi ønsker os.
Den mulighed skal vi gribe ordentligt, ansvarligt og solidarisk.
***
For det danske arbejdsmarked buldrer derudaf.
En rigtig god nyhed. Men alligevel stemmer arbejdsgivere og politikere i en klagesang.
Den handler om et ord, der bliver gentaget – og som vi alle efterhånden har lært:
Arbejdsudbud…
Og arbejdsudbuddet, det er jo dig og mig.
Det er alle, der stempler ind i produktionshallen, på kontoret eller på bostedet og knokler for at gøre vores arbejdspladser til verdens bedste.
Det er også dem, der gerne vil i arbejde. Men som arbejdsgiverne selv siger nej til.
Hvis arbejdsudbuddet er så afgørende, skal vi så ikke se på den side af regnestykket, som også gavner lønmodtagerne?
Ja, for eksempel at undgå arbejdsskader, nedslidning og sygemeldinger.
For hvorfor skal vi finde os i arbejdsskader fra tunge løft, vold og trusler – eller ulykker ved maskiner?
Vi taler jo om kolleger, der får deres liv ødelagt.
Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø har dokumenteret, at arbejdsulykker og arbejdsrelaterede sygdomme hvert år koster samfundet tæt på 50 milliarder kroner.
Det er helt skævt.
I Danmark må det ikke være farligt at gå på arbejde. Punktum.
Hvis arbejdsudbuddet skal op, så skal arbejdsskader, stress og sygemeldinger ned.
Det er ærlig talt ikke for meget at forlange.
***
Når arbejdsmarkedet buldrer afsted, er det værd at huske én ting.
I Danmark starter og slutter arbejdslivet med vores aftalemodel – den danske model.
Det er lønmodtagerne og arbejdsgiverne selv – ikke Christiansborg – der aftaler løn og arbejdsvilkår.
Vi har netop indgået gode overenskomster for vores kolleger i det offentlige.
Med lønstigninger. Fritvalgsordning. Og bedre forhold for forældre.
Derfor bekymrer det mig, når selv etablerede politikere og partier får appetit på at gribe ind i vores aftaler.
Børns sygedage, arbejdsmarkedspensioner og en helligdag, der forsvandt i den blå luft.
Lad mig slå det fast:
Den danske model er ikke noget, vi leger.
Den er selve fundamentet under det arbejdsmarked, som hele verden misunder os.
Den er holdbar, fleksibel og tilpasningsdygtig – selv når økonomien styrtdykker, pandemien raser, eller verdensordenen er i opbrud.
Så kære politikere.
Lad mig sige det højt og tydeligt i dag, så I ikke er i tvivl:
Hold nallerne væk fra den danske model.
***
For mig handler 1. maj om solidaritet.
Man siger, at et samfund skal kendes på, hvordan vi behandler vores svageste medmennesker.
Hvis du har et handicap. Så skal du mærke fællesskabets styrke.
Hvis du har psykiske lidelser, hører stemmer og har et misbrug. Så skal du mærke fællesskabets styrke.
Hvis du er anbragt på børne- og ungehjem. Fordi du ikke længere kan bo hjemme hos dine forældre. Så skal du også mærke fællesskabets styrke.
Spørgsmålet er, om vi oprigtigt kan sige, at udsatte og sårbare mennesker mærker styrken, støtten og solidariteten?
Socialområdet er i dag præget af for mange lappeløsninger.
Der er for få uddannede medarbejdere med rette faglighed til at støtte borgerne.
Kun 4 ud af 10 ansatte er uddannede socialpædagoger – og andelen har længe været faldende.
Medarbejdere uden relevant uddannelse står fra den ene dag til den anden med ansvaret for mennesker, der kan have meget komplekse støttebehov.
Hvis vi bliver indlagt på et hospital, så forventer vi at blive mødt af uddannede medarbejdere, som behandler os med høj faglig kvalitet.
Hvorfor gælder det samme ikke i socialpsykiatrien, på bosteder og børne- og ungehjem?
Vi skal investere i langsigtede løsninger. Styrke kvaliteten og fagligheden. Og sikre livsmuligheder og livskvalitet for dem i vores samfund, som har det sværest.
Det må vi kunne forvente af et nyt folketing og en ny regering. Og vi må forvente, at alle kommuner tager deres ansvar for at styrke kvaliteten og sikre fagligheden.
Andet kan vi ikke være bekendt.
***
Så kære kolleger, kære venner.
Det er mit budskab på 1. maj i år:
Styrk solidariteten med udsatte og sårbare mennesker.
Stå vagt om den danske model.
Og lad os i fællesskab stå fast på, at vi aldrig accepterer, at det er farligt for dig, mig eller nogen anden at møde ind på vores arbejdspladser.
Det er sådan set sund fornuft.
Tak for ordet. Rigtig god 1. maj.
Tak, fordi jeg må fejre dagen sammen med jer.
Det har jeg glædet mig rigtig meget til.
Første gang, jeg som formand holdt 1. maj-tale, var i 2011.
Dengang kæmpede vores arbejdspladser med en dyb økonomisk krise.
Mange havde mistet jobbet. Og der herskede et mismod på det danske arbejdsmarked.
I dag – 15 år efter – har vi rekordmange i arbejde. Vi har landet nye, stærke overenskomster.
Og en sund dansk økonomi giver os luft til at investere i det samfund, vi ønsker os.
Den mulighed skal vi gribe ordentligt, ansvarligt og solidarisk.
***
For det danske arbejdsmarked buldrer derudaf.
En rigtig god nyhed. Men alligevel stemmer arbejdsgivere og politikere i en klagesang.
Den handler om et ord, der bliver gentaget – og som vi alle efterhånden har lært:
Arbejdsudbud…
Og arbejdsudbuddet, det er jo dig og mig.
Det er alle, der stempler ind i produktionshallen, på kontoret eller på bostedet og knokler for at gøre vores arbejdspladser til verdens bedste.
Det er også dem, der gerne vil i arbejde. Men som arbejdsgiverne selv siger nej til.
Hvis arbejdsudbuddet er så afgørende, skal vi så ikke se på den side af regnestykket, som også gavner lønmodtagerne?
Ja, for eksempel at undgå arbejdsskader, nedslidning og sygemeldinger.
For hvorfor skal vi finde os i arbejdsskader fra tunge løft, vold og trusler – eller ulykker ved maskiner?
Vi taler jo om kolleger, der får deres liv ødelagt.
Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø har dokumenteret, at arbejdsulykker og arbejdsrelaterede sygdomme hvert år koster samfundet tæt på 50 milliarder kroner.
Det er helt skævt.
I Danmark må det ikke være farligt at gå på arbejde. Punktum.
Hvis arbejdsudbuddet skal op, så skal arbejdsskader, stress og sygemeldinger ned.
Det er ærlig talt ikke for meget at forlange.
***
Når arbejdsmarkedet buldrer afsted, er det værd at huske én ting.
I Danmark starter og slutter arbejdslivet med vores aftalemodel – den danske model.
Det er lønmodtagerne og arbejdsgiverne selv – ikke Christiansborg – der aftaler løn og arbejdsvilkår.
Vi har netop indgået gode overenskomster for vores kolleger i det offentlige.
Med lønstigninger. Fritvalgsordning. Og bedre forhold for forældre.
Derfor bekymrer det mig, når selv etablerede politikere og partier får appetit på at gribe ind i vores aftaler.
Børns sygedage, arbejdsmarkedspensioner og en helligdag, der forsvandt i den blå luft.
Lad mig slå det fast:
Den danske model er ikke noget, vi leger.
Den er selve fundamentet under det arbejdsmarked, som hele verden misunder os.
Den er holdbar, fleksibel og tilpasningsdygtig – selv når økonomien styrtdykker, pandemien raser, eller verdensordenen er i opbrud.
Så kære politikere.
Lad mig sige det højt og tydeligt i dag, så I ikke er i tvivl:
Hold nallerne væk fra den danske model.
***
For mig handler 1. maj om solidaritet.
Man siger, at et samfund skal kendes på, hvordan vi behandler vores svageste medmennesker.
Hvis du har et handicap. Så skal du mærke fællesskabets styrke.
Hvis du har psykiske lidelser, hører stemmer og har et misbrug. Så skal du mærke fællesskabets styrke.
Hvis du er anbragt på børne- og ungehjem. Fordi du ikke længere kan bo hjemme hos dine forældre. Så skal du også mærke fællesskabets styrke.
Spørgsmålet er, om vi oprigtigt kan sige, at udsatte og sårbare mennesker mærker styrken, støtten og solidariteten?
Socialområdet er i dag præget af for mange lappeløsninger.
Der er for få uddannede medarbejdere med rette faglighed til at støtte borgerne.
Kun 4 ud af 10 ansatte er uddannede socialpædagoger – og andelen har længe været faldende.
Medarbejdere uden relevant uddannelse står fra den ene dag til den anden med ansvaret for mennesker, der kan have meget komplekse støttebehov.
Hvis vi bliver indlagt på et hospital, så forventer vi at blive mødt af uddannede medarbejdere, som behandler os med høj faglig kvalitet.
Hvorfor gælder det samme ikke i socialpsykiatrien, på bosteder og børne- og ungehjem?
Vi skal investere i langsigtede løsninger. Styrke kvaliteten og fagligheden. Og sikre livsmuligheder og livskvalitet for dem i vores samfund, som har det sværest.
Det må vi kunne forvente af et nyt folketing og en ny regering. Og vi må forvente, at alle kommuner tager deres ansvar for at styrke kvaliteten og sikre fagligheden.
Andet kan vi ikke være bekendt.
***
Så kære kolleger, kære venner.
Det er mit budskab på 1. maj i år:
Styrk solidariteten med udsatte og sårbare mennesker.
Stå vagt om den danske model.
Og lad os i fællesskab stå fast på, at vi aldrig accepterer, at det er farligt for dig, mig eller nogen anden at møde ind på vores arbejdspladser.
Det er sådan set sund fornuft.
Tak for ordet. Rigtig god 1. maj.