Vi står her i dag på Christiansborg for at tale for retfærdighed.
Vi er en gruppe unge verdensmålsambassadører, der på tværs af forskelligheder bruger vores mulighed for at råbe op.
Derfor væbner vi os i dag med ord, når vi som unge danskere siger, at vi ikke længere kan genkende det Danmark, vi normalt er stolte af at høre til.
For problemet er, at vi her i Danmark snakker meget om det. Men snak er ikke nok. For mens vi snakker, skrider tiden. Tiden for det undertrykte palæstinensiske folk.
Alle de ting, vi kan blive enige om ikke må ske, de sker alligevel.
Hver dag, hver time, er der børn, der mister livet: menneskeliv der knap nok blev levet.
Man kunne tro at der ikke blev handlet, fordi alvoren ikke var nået frem. At magthaverne ikke vidste bedre.
Men siden oktober 2023 er vi dagligt blevet eksponeret for dokumentationen af krigsforbrydelserne i Gaza.
Så hvor er handlingen?
Danmark har forpligtet sig til Genève-konventionerne og menneskerettighedskonventionen.
Konventioner, der blev skrevet i asken af verdenskrige for at sikre, at fortidens overgreb aldrig skulle gentage sig.
Vi ser det dagligt. I ser det dagligt. Vi ser børn dø. Vi ser journalister blive dræbt. Vi ser sult blive brugt som våben. Vi ser hospitaler, sundhedspersonale og ambulancer blive angrebet.
Vi ser nødhjælpsvogne blive blokeret ved grænsen. Og vi ser den internationale presse blive nægtet adgang.
Danmark bryder med sine egne idealer og internationale forpligtelser. Vi ser, hvordan andre lande lægger pres på Israel, men Danmark vælger igen og igen at fralægge sig sit ansvar.
Danmark har haft utallige muligheder for at råbe højt, sige stop, handle. Men i stedet er sproget blevet til tomme ord.
Det giver os en følelse af magtesløshed.
Men nu står vi her i dag som unge mennesker, hvis hjerter græder for de uskyldige liv, der bliver revet væk hver dag i Gaza, uden at nogen siger stop.
Vi er vokset op med de stolte, danske værdier om frihed, demokrati og lighed.
Danmark er en nation, hvor de stærkeste tager sig af de svageste.
Men hvad er det hele værd, når vores danske værdier pludselig ikke gælder, når det kommer til Gaza?
Hvad er det værd, når et land berøver friheden fra et andet, og vi bare ser til?
Hvad er det værd, når vi ikke står op for et land, hvis basale menneskerettigheder dagligt krænkes? Hvor retten til liv er forsvundet.
Vi har brug for at have tillid til, at de danske værdier er noget værd, når det virkelig gælder.
Vi er en del af den generation, der skal bære Danmark videre. Vi forstår ikke, hvorfor
Danmark ikke handler.
Så kære politikere: Lad os handle nu for Gaza. For hver dag vi tøver, koster liv.