Da jeg var yngre, var fremtiden mest noget, jeg glædede mig til.
Næste sommerferie.
At være længere ude om aftenen.
At flytte hjemmefra.
Få et arbejde. Tjene mine egne penge. Finde ud af, hvad jeg skulle med mit liv.
Selvfølgelig var der også ting, man kunne være bange for.
Men grundlæggende føltes fremtiden som noget, der lå foran én.
Noget, man skulle hen og opleve.
I dag tager jeg oftere mig selv i at tænke på fremtiden på en anden måde.
Jeg håber ikke, krigen i Ukraine breder sig.
Jeg håber ikke, klimaforandringerne gør vores liv mere utrygt.
Jeg håber ikke, USA en morgen beslutter, at Grønland skal være deres.
Jeg håber ikke, en gruppe gutter i Silicon Valley får lov til at bestemme, hvad en hel generation ser, læser og tror på.
Læg mærke til ordene: Jeg håber ikke.
Det er en lidt mærkelig form for håb.
For det handler ikke om noget godt, jeg glæder mig til.
Det handler om noget dårligt, jeg håber at slippe for.
Og måske siger det noget om den tid, vi lever i.
Fremtiden føles mindre som noget, vi er på vej hen imod, og mere som noget, vi prøver at beskytte os imod.
Krig.
Klimakrise.
Techgiganter.
Stormagter.
Problemet er, at når problemerne bliver store nok, er det let selv at føle sig meget lille.
Jeg kan ikke ringe til Putin og bede ham stoppe krigen.
Jeg kan ikke overtale en amerikansk præsident til at glemme Grønland.
Jeg kan ikke selv stille ret meget op over for verdens største techvirksomheder.
Så ender man let som tilskuer.
Man krydser fingre.
Man håber, at nogen andre har styr på det.
Men her er den forskel, jeg synes, vi nogle gange glemmer:
For stort til mig er ikke det samme som for stort til os.
Danmark er et lille land.
Vi kan rigtig meget.
Men hvis de største lande i verden beslutter sig for, at deres interesser vejer tungere end vores, så har seks millioner danskere ikke frygtelig meget at stille op med.
Men Danmark står ikke alene.
Vi er en del af Europa.
Og vi er en del af EU.
Når europæiske lande står sammen, ændrer regnestykket sig.
Så kan vi støtte Ukraine med en styrke, Danmark aldrig ville have alene.
Så kan vi stille krav til virksomheder, som er større end mange lande.
Så kan små lande som Danmark få reel indflydelse i en verden, der i stigende grad bliver bestemt af de største.
Det er ikke synderligt romantisk.
Det er egentlig bare magt.
Hvis vi står alene, er vi små.
Hvis vi står sammen, er vi sværere at ignorere.
Som det gamle ordsprog siger: size matters.
Europa løser selvfølgelig ikke alt.
Bruxelles har ikke svaret på hvert eneste problem. Gudskelov.
Men Europa giver os mulighed for at gøre noget ved problemer, som ellers ville være for store til os hver især.
Og det er måske dér, håbet skal findes.
Ikke i at bilde os selv ind, at alting nok skal gå.
Men i at vide, at fremtiden ikke er afgjort endnu.
At det stadig betyder noget, hvad vi gør.
Vi er blevet rigtig gode til at frygte fremtiden.
Jeg synes, vi skal blive bedre til at forme den.
For håb er ikke bare noget, man føler.
Håb er også noget, man gør.
Og derfor kæmper jeg for et stærkere Europa.
Næste sommerferie.
At være længere ude om aftenen.
At flytte hjemmefra.
Få et arbejde. Tjene mine egne penge. Finde ud af, hvad jeg skulle med mit liv.
Selvfølgelig var der også ting, man kunne være bange for.
Men grundlæggende føltes fremtiden som noget, der lå foran én.
Noget, man skulle hen og opleve.
I dag tager jeg oftere mig selv i at tænke på fremtiden på en anden måde.
Jeg håber ikke, krigen i Ukraine breder sig.
Jeg håber ikke, klimaforandringerne gør vores liv mere utrygt.
Jeg håber ikke, USA en morgen beslutter, at Grønland skal være deres.
Jeg håber ikke, en gruppe gutter i Silicon Valley får lov til at bestemme, hvad en hel generation ser, læser og tror på.
Læg mærke til ordene: Jeg håber ikke.
Det er en lidt mærkelig form for håb.
For det handler ikke om noget godt, jeg glæder mig til.
Det handler om noget dårligt, jeg håber at slippe for.
Og måske siger det noget om den tid, vi lever i.
Fremtiden føles mindre som noget, vi er på vej hen imod, og mere som noget, vi prøver at beskytte os imod.
Krig.
Klimakrise.
Techgiganter.
Stormagter.
Problemet er, at når problemerne bliver store nok, er det let selv at føle sig meget lille.
Jeg kan ikke ringe til Putin og bede ham stoppe krigen.
Jeg kan ikke overtale en amerikansk præsident til at glemme Grønland.
Jeg kan ikke selv stille ret meget op over for verdens største techvirksomheder.
Så ender man let som tilskuer.
Man krydser fingre.
Man håber, at nogen andre har styr på det.
Men her er den forskel, jeg synes, vi nogle gange glemmer:
For stort til mig er ikke det samme som for stort til os.
Danmark er et lille land.
Vi kan rigtig meget.
Men hvis de største lande i verden beslutter sig for, at deres interesser vejer tungere end vores, så har seks millioner danskere ikke frygtelig meget at stille op med.
Men Danmark står ikke alene.
Vi er en del af Europa.
Og vi er en del af EU.
Når europæiske lande står sammen, ændrer regnestykket sig.
Så kan vi støtte Ukraine med en styrke, Danmark aldrig ville have alene.
Så kan vi stille krav til virksomheder, som er større end mange lande.
Så kan små lande som Danmark få reel indflydelse i en verden, der i stigende grad bliver bestemt af de største.
Det er ikke synderligt romantisk.
Det er egentlig bare magt.
Hvis vi står alene, er vi små.
Hvis vi står sammen, er vi sværere at ignorere.
Som det gamle ordsprog siger: size matters.
Europa løser selvfølgelig ikke alt.
Bruxelles har ikke svaret på hvert eneste problem. Gudskelov.
Men Europa giver os mulighed for at gøre noget ved problemer, som ellers ville være for store til os hver især.
Og det er måske dér, håbet skal findes.
Ikke i at bilde os selv ind, at alting nok skal gå.
Men i at vide, at fremtiden ikke er afgjort endnu.
At det stadig betyder noget, hvad vi gør.
Vi er blevet rigtig gode til at frygte fremtiden.
Jeg synes, vi skal blive bedre til at forme den.
For håb er ikke bare noget, man føler.
Håb er også noget, man gør.
Og derfor kæmper jeg for et stærkere Europa.