Jeg elsker EU.
Jeg ved godt, det lyder lidt mærkeligt. Man hører mange sige: “Jeg elsker pizza.” Eller “jeg elsker fredag aften.” Men man hører sjældent nogen sige: “Jeg elsker en bureaukratisk institution Bruxelles.” Alligevel er det sådan, jeg har det.
De sidste to år har jeg brugt det meste af mine vågne timer på at tale om EU. Jeg har pyntet mit kontor med EU-flaget. Jeg har et kort over Europa hængende på mit værelse.
Det er måske ikke den mest klassiske ungdomsinteresse.
Men der er alligevel en grund til det. For det, jeg elsker ved EU, er ikke nødvendigvis institutionen. Det er idéen. Idéen om, at lande kan vælge samarbejde frem for konflikt. At man kan løse problemer sammen i stedet for hver for sig. At man kan sætte sig ned, tænke sig om – og bygge noget større end sig selv.
Hvis man kigger ud i verden lige nu, så er den idé faktisk mere nødvendig end nogensinde før.
Og det er præcis derfor, vi er samlet her i dag. Vi er her for at diskutere Europas fremtid. For at udfordre hinanden. Og for at finde ud af, hvilken rolle vores generation skal spille i det Europa, der bliver formet i de næste lige nu.
Velkommen til Ungdommens EU-topmøde.
Jeg er virkelig glad for at se så mange unge mennesker samlet for at diskutere Europas fremtid. For sandheden er, at den i høj grad afhænger af den europæiske ungdom. Det er jer – os – der skal leve i det Europa, der bliver bygget over de næste årtier.
Men verden omkring os bliver hårdere. Mere brutal. Den er fyldt med rovdyr.
Rovdyr som Xi Jinping, der presser og manipulerer mindre lande til aftaler, der først og fremmest gavner Kina. Samtidig med at de opretholder et system, hvor mennesker arbejder under forhold, hvor man har været nødt til at spænde selvmordsnet ud foran deres fabrikker - alene for at udkonkurerer vesten.
Det er rovdyr som Putin, der uden tøven invaderede et Ukraine og startede den største krig i Europa siden Anden Verdenskrig. En krig der har kostet omkring en halv million mennesker livet eller alvorlige skader. Byer er blevet lagt i ruiner. Millioner af mennesker er blevet drevet på flugt. Og en hel generation af unge ukrainere er vokset op med luftalarmer, skyttegrave og frontlinjer som en del af deres hverdag. Det er et angreb på selve den idé, Europa er bygget på: at grænser ikke skal flyttes med kampvogne, og at stærke lande ikke bare kan tage, hvad de vil.
Og så er der den orange mand i Det Hvide Hus. Donald Trump. En mand, vi engang mest grinede lidt af. Lidt kejtet. Lidt bøvet. Hø hø - sikke en idiot. Men som vi efterhånden har fundet ud af, ikke bare er en vittighed. For når han taler, står verdens største militærmagt bag ham. Og når han handler, kan konsekvenserne mærkes langt ud over USA’s grænser.
Det er en præsident, der uden tøven truer sine egne allierede, sår tvivl om NATO og taler om territorier som Grønland, som om de var ejendomme på et Monopoly-bræt. En præsident, der kan starte handelskrige med et tweet og oprette sine egne “fredsråd”.
Og pointen er ikke bare, at han er uforudsigelig. Pointen er, at han minder Europa om noget, vi alt for længe har glemt: At vi ikke altid kan regne med, at andre tager ansvar for vores sikkerhed, vores stabilitet og vores fremtid.
Det er den verden, Europa navigerer i. Og det stiller nogle nye krav til os. Vi skal lære at spille mere beskidt.
Jeg siger ikke, at Europa skal blive som dem. Langt fra. Men jeg vil gerne insistere på én ting: Vi skal stoppe med at opføre os som vegetarer i en buffet fuld af rovdyr. Europa skal turde mere. Træde i karakter.
For sandheden er, at EU alt for længe har været bange for at træde bare en lille smule forkert.
Så vi har kigget. Ventet. Diskuteret. Nedsat arbejdsgrupper. Og mens vi har gjort det, er verden ikke stået stille.
Tag råstoffer. De materialer, der skal bruges til batterier, teknologi og den grønne omstilling. Mens Kina og USA strategisk har sikret sig kontrol over store dele af verdens minedrift, har Europa diskuteret, om det nu også kan gøres helt perfekt. Om en mine kan være 100 procent moralsk. Det lyder jo godt og vi står tilbage med helt rene hænder.
Problemet er bare, at hvis vi ikke selv skaffer de råstoffer, vi har brug for, så bliver vi afhængige af dem, der gør. Dem der faktisk har fået snavsede hænder kommer til at bestemme. Det bliver Kina og det bliver USA. Og den afhængighed er ikke bare et økonomisk problem. Det er et sikkerhedspolitisk problem.
Eller tag EU’s udenrigspolitik. Den er bygget på enstemmighed. Det betyder i praksis, at ét enkelt land kan blokere for beslutninger, der ellers er afgørende for hele Europa. Det svarer lidt til at planlægge en ferie med vennerne, hvor man bliver enige om at man skal til frankrig, sove på et dejligt hotel, men. Så er der en person. Lad os kalde ham Viktor, som ikke er tilfreds med resturanten og hvis vikrot ikke får sin vilje, ja så må turen blive aflyst. Når det handler om ferie, er Viktor ret træls. Når det handler om vores geopolitiske ståsted, ja så bliver det direkte farligt.
Og derfor bliver vi nødt til at tage en ærlig diskussion om Europas fremtid.
For lige nu diskuterer vi også, om Europa skal begynde at beskytte sine egne industrier mere. Om vi skal stille større krav om at købe europæiske varer. Invester i vores egen industri enten gennem statsstøtte. Men her bliver mange politikere nervøse, fordi det jo ikke er de principper, den vestlige verden er bygget på. Frihandel. Åbne markeder.
Men den verden findes ikke længere.
Kina spiller ikke efter de regler. USA gør det heller ikke længere. Hvis Europa fortsætter med at spille efter sine egne regler, som resten af verden har forladt, så taber vi spillet.
[pause]
Men heldigvis er forruden større end bagruden af en grund.
Vi skal se fremad. Og faktisk er jeg optimistisk. For EU blev ikke skabt af forsigtige mennesker. Det blev skabt af mennesker, der stod i ruinerne efter en verdenskrig og sagde: Det her må aldrig ske igen. Så de gjorde noget radikalt. De bandt deres økonomier sammen. De bandt deres politiske systemer sammen. De gjorde tidligere fjender til partnere.
Det krævede mod. Og det mod har vi brug for igen.
Derfor betyder politik også noget. Derfor betyder valg noget. For når vi vælger politikere til Folketinget, vælger vi også indirekte, hvem der repræsenterer os i Europa. Hvem der sidder ved bordene i Bruxelles. Hvem der forhandler reglerne. Hvem der kæmper for Danmarks – og Europas – interesser.
Derfor er valget til folketinget også europæisk.
Det afgør, om vi sender politikere afsted, der bare følger strømmen. Eller politikere, der faktisk vil forme Europas fremtid.
Og derfor skal vi også stille krav. Vi skal kræve, at vores politikere har blikket rettet mod Europa. At de forstår, at mange af de problemer, vi taler om i Danmark, i virkeligheden er europæiske.
Fødevarepriser hænger sammen med energipriser i hele EU. Migration starter ved Europas ydre grænser. Klimakrisen kan ikke løses i Danmark alene. Og vores sikkerhed afhænger i høj grad af vores naboers evne til at hjælpe os – og vores evne til at hjælpe dem.
Europa er ikke noget, der sker langt væk. Europa er os. Europa er vores fremtid.
Og derfor er valget også europæisk.
(Pause)
Hvis noget af det, I oplever her i weekenden, har gjort jer endnu mere nysgerrige på Europa, så vil jeg også slutte med en lille opfordring.
Overvej at engagere jer. For eksempel i Europæisk Ungdom.
Europæisk Ungdom er en tværpolitisk, proeuropæisk ungdomsorganisation med over 700 medlemmer. Vi har forskellige politiske holdninger – nogle er socialister, nogle konservative, nogle liberale – men vi har én ting til fælles: Vi tror på samling frem for splittelse.
Vores analyse af verden er egentlig ret simpel: Size does matter. Når det gælder klima, sikkerhed, teknologi og Europas rolle i verden, står vi stærkere sammen.
Men vi er også en ungdomsorganisation. Et fællesskab. Et sted hvor man kan diskutere politik, tage på studieture, holde sommerlejr og møde mennesker, man ellers aldrig ville have mødt.
På en personlig note: Nogle af mine allerbedste venner har jeg mødt gennem Europæisk Ungdom. Fordi vi ikke kun diskuterer politik – vi oplever den. Vi tager til Bruxelles, mødes med politikere, arrangerer debatter og bygger et fællesskab omkring Europa.
Så hvis du tænker, at det lyder spændende, så overvejer at meld dig ind. Alle er meget gerne komme op til mig i løbet af weekenden, hvis i vil høre mere.
Men det var vist selvpromovering nok for i dag.
Jeg vil bare sige én ting til sidst.
Europa bliver ikke formet af dem, der kigger på – men af dem, der engagerer sig. Og det er præcis derfor, vi er samlet her i weekenden.
Så brug den. Diskutér. Udfordr hinanden. Bliv klogere.
For ungdommen er europæisk
Tak fordi I lyttede – og rigtig god fornøjelse med Ungdommens EU-topmøde.