Skip to content

Asmus Vilsters tale ved Ungdommens EU-topmøde

Nikolai Tange Kristensen

Om

Taler

Asmus Vilster
Landsformand, Europæisk Ungdom

Dato

Sted

Christiansborg, København

Tale

Hvad er det egentlig, der forener os?

Ikke bare os herinde, men os unge.

De fleste fra vores forældres generation ville nok sige noget med TikTok-afhængige, karakterpressede curlingbørn, der går mere op i den nyeste trend end i det, der virkelig betyder noget. Men den køber jeg ikke.

Jeg tror, vi unge er langt mere end det. Vi er eksperter. Både i dét at være ung, men også på vigtige politiske emner: AI og det digitale, klimaet og den grønne omstilling. 

Ingen ved, hvad der skal ske i fremtiden – det forener os alle, gammel som ung. Men det, der helt unikt forener os unge, er, at det er vores fremtid, vi taler om.

Uanset hvad der bliver besluttet i denne bygning i næste uge, næste måned eller næste år, så er det os, det kommer til at forme. Os, der skal leve med konsekvenserne.

Mit navn er Asmus Vilster, og jeg er landsformand i Europæisk Ungdom.

Vi har været med til at lave det her arrangement, fordi vi mener, at unge ikke bare skal finde sig i fremtiden – vi skal forme den. Og det kræver, at vi øver os.

For magt bliver ikke givet frivilligt. Den skal tages. Ikke nødvendigvis med protestskilte på gaden (selvom det også kan noget), men ved at rejse os, tage ordet, gå ind i forhandlingslokalerne og stille de spørgsmål, de voksne helst vil undgå.

Denne weekend er jeres chance for at prøve det af. For at teste, hvordan det føles at tage stilling, argumentere og tage ansvar.

Så spørg jer selv: Vil I nøjes med at kigge på – eller vil I være med til at bestemme?

Velkommen til Ungdommens EU-topmøde!

Hvis I synes, at noget af det, I laver her i weekenden, er spændende, så burde I overveje at melde jer ind i Europæisk Ungdom.

Vi er en tværpolitisk, proeuropæisk ungdomsorganisation med over 500 medlemmer, der har én ting til fælles: Vi tror på samling frem for splittelse.

Tværpolitisk betyder, at vi rummer alle politiske overbevisninger. Om du er en stædig socialist, en traditionsfast konservativ eller en frisindet liberal, så er der plads til dig. Måske har du endnu ikke lagt dig fast på et politisk standpunkt – det er også helt fint. Det vigtigste er, at du vil Europa.

For vores grundlæggende analyse af verden er simpel: Size does matter.

Om det gælder klima og den grønne omstilling, forsvar og sikkerhed eller Europas rolle i verden – så står vi stærkere sammen.

Men vi er også en ungdomsorganisation. Et fællesskab. Et sted, hvor vi kan mødes og diskutere vores fremtid, blive klogere – og have det sjovt imens. Vi holder fester, tager på studieture og afholder sommerlejr.

På en helt personlig note: Nogle af mine allerbedste venner har jeg mødt gennem Europæisk Ungdom. Fordi vi ikke bare diskuterer politik – vi oplever den. Vi tager på studieture til Bruxelles, mødes med politikere, arrangerer debatter og skaber et fællesskab, der rækker langt ud over mødelokalerne.

Så hvis du – ligesom os – tror på, at Europa skal stå stærkere, så overvej at være med. Det koster kun 100 kroner og man kan komme op til mig i løbet af weekenden hvis man gerne vil høre noget mere.

(det var måske nok selv promovering for i dag)

Jeg gik i gang med at skrive den her tale for lidt over en uge siden. På den korte tid har jeg været nødt til at ændre den et par gange. Hver gang er det på grund af ham.

Og jeg prøvede virkelig at skrive denne tale uden at nævne ham. 

Ham den orange mand i det Hvide Hus. 

Jeg ville gerne undgå det, fordi det i virkeligheden ikke handler om ham. Det handler om os.

Europas største problem er ikke Trump. Ikke Vance. Ikke Musk. Ikke amerikanerne. Europas største problem er os selv.

Trumps tilgang til Ukraine, til klimaet, til toldsatserne – alt det vidste vi længe før, han blev valgt ind. Vi vidste præcis, hvilken slags mand han var, og hvad han havde tænkt sig at gøre.

Derfor er det næsten komisk at se europæiske ledere få kaffen galt i halsen hver eneste morgen, når de læser dagens Trump-nyheder.

For selvfølgelig gør han, hvad han altid har gjort. 

Spørgsmålet er: Hvad gør vi? Og her er det, at det bliver absurd. 

For sandheden er, at vi – europæerne – har gjort os selv små. Lille Danmark, lille Sverige, lille Spanien, ja, selv lille Tyskland i den store verden. Småstaternes kontinent.

Derfor holder vi vejret, hver gang der skiftes præsident i USA. Derfor står vi handlingslammede. 

450 millioner europæere ser sure til, fordi 300 millioner amerikanere ikke gider hjælpe os med at sætte 150 millioner russere på plads. Helt ærligt? Det er ynkeligt.

Og det er ikke kun, når det gælder forsvar. Når vi i EU ikke kan enes om fælles linjer i handelspolitik, om at fordele flygtninge retfærdigt, eller om at holde en fast kurs mod de lande, der ikke respekterer basale retsstatsprincipper, så gør vi os selv endnu mindre.

Gang på gang sætter nationale særinteresser en kæp i hjulet, og vi mister momentum

Men hvad vi ofte glemmer er, at Europa råder over verdens største indre marked, nogle af klodens mest innovative virksomheder og stærke demokratiske traditioner.

Vi har ressourcerne, talentet og befolkningen til at tage lederskab i den vestlige verden. Det eneste, vi mangler, er modet til at tænke større og stå sammen.

Og ja – det lyder måske naivt at tro, at Europas ledere endelig kunne finde frem til et samarbejde, der rækker dybere end de evige kompromiser og nationale særinteresser. 

Og hvad med os i Danmark? Vi gider jo ikke engang give slip på vores lakridspiber og plastiksugerør, vel?

Men her vil jeg i al stilfærdighed sige til alle, der tænker sådan: Flet næbbet, for nu er det altså alvor.

Hver gang nogen taler splittelse frem for samling i Europa, gambler de med vores fremtid. Og jeg ved ikke med jer, men jeg nægter at sidde passivt og se det ske.

For hvis ikke vi – den unge generation – kræver et stærkere og mere handlekraftigt Europa, hvem gør så? Vi ved, hvad der står på spil: klimakrisen, forsvarspolitikken, presset fra autoritære stater. 

Det kræver, at vores politikere tør tænke som europæere, før de tænker som danskere, tyskere, estere eller ungarere.

Vi ved også godt, at en stærk europæisk stemme hverken kommer af sig selv eller kan afvente, at næste amerikanske præsident måske er mere “EU-venlig.”

Vil vi bare se passivt til, mens stormagterne omkring os rykker brikkerne på det geopolitiske skakbræt? Eller vil vi tage modet til os og stå sammen?

Jeg ved godt, hvad jeg vælger.

Tag forsvarspolitikken. Lige nu har vi 27 lande, der laver 27 forskellige våbenindkøb, så vi ender med tanks, der ikke kan tale sammen, missiler, der ikke passer til hinandens systemer, og soldater, der står side om side – men med hver deres ubrugelige udstyr. Det er både dyrt, ineffektivt og, helt ærligt, hul i hovedet.

Tag klimapolitikken. I stedet for at jagte den billigste strøm eller sælge den dyrest muligt, burde vi tænke større: Danmark har overskydende vindenergi? Smid nogle ledninger ned til Tyskland, der stadig brænder kul af som var det 1950. Spanien bygger gigantiske solcelleparker? Lad os trække strømmen nordpå, når vi rammer en vindstille uge. Det handler ikke bare om at spare penge – det handler om at spille hinanden bedre.

Og den tankegang skal gælde alt.

Når vi skal finde en fair løsning på flygtninge- og migrationspolitikken? Tænk europæisk.

Når vi vil sikre en stærk industri, der kan konkurrere globalt? Tænk europæisk.

Når vi står over for en stormagt, der ikke spiller efter reglerne? Tænk europæisk.

For enhed er vores styrke, og hver gang vi glemmer det, betaler vi prisen.

Hvis vi vil have et Europa, der er klar til fremtiden, kræver det, at vi tør tage de store, fælles beslutninger – i stedet for at famle hver for sig.

Det her er mine drømme for Europa. I har sikkert jeres egne.

Og det er præcis det, denne weekend handler om. At dyrke forskellige idéer, forskellige visioner – og ikke mindst at teste dem af.

Så spørgsmålet er: Hvordan ser jeres Europa ud?

Hvordan ville I tage ansvar, hvis I sad i ministerrådet? 

Hvis det var jer, der skulle forhandle Europas næste store aftale?

For det stopper ikke her. 

At skabe et stærkere Europa kræver, at vi unge blander os, engagerer os og tør stille krav. Uanset om det sker i skolen, i politik eller gennem internationale samarbejder, er det vigtigste, at vi ikke overlader fremtiden til dem, der kun tænker på nutiden.

Så tag ordet. Tag pladsen ved bordet. Og vigtigst af alt – tag ansvar. Det er vores fremtid der er på spil.

Velkommen til Ungdommens EU-topmøde! 

Kilde

Kilde

Manuskript tilsendt af taler og udgivet af Danske Taler med tilladelse fra taler.

Kildetype

Digitalt manuskript

Tags