Skip to content

Asger Kjær Sørensens tale på Ungdommens Folkemøde

Madeleine Steenberg Williams

Om

Taler

Asger Kjær Sørensen
Formand for DGS

Dato

Sted

Ølkassen, Ungdommens Folkemøde, Valbyparken

Tale

Vi står midt i en krise.
En trivselskrise.
De krav der er til ungdommen er blevet højere og højere og der er der flere og flere der ikke kan følge med. Flere og flere der står af. Flere og flere der knækker. 
I har sikkert hørt om problemet tusind gange før.
Det går ikke så godt med trivslen.

Men I har helt sikkert også hørt om løsningen tusind gange før. De unge, de skal bare tage sig sammen. 
Vi skal slukke telefonen, få os et arbejde og komme ud fra vores værelser og ud og røre ved noget græs. 
 
Men hvis man tror at trivselskrisen bare handler om at vi unge bare skal tage os sammen, så tager man fuldstændig fejl.

I årevis har man nemlig presset unge hurtigere og hurtigere gennem uddannelsessystemet. 
Og hvad har man så fået? Pressede unge.
Reform efter reform har man strammet skruen omkring ungdommen. 
Vi er blevet testet og prøvet siden vi var 7 år gamle. 
Alt hvad vi har gjort gennem hele vores skolegang er blevet målt og vejet.
Vores klasseværelser, der plejede at være steder, hvor man kunne træde forkert og lave fejl, så man kunne udvikle sig og blive klogere, er i dag steder, hvor man konstant skal præstere og bliver vurderet. 
Folkeskolereform, fremdriftsreform, gymnasiereform, nationale test, længere skoledage, karakterkrav til gymnasiet, strammere SU-regler[.]
Listen er lang.
Derfor er det også på tide at politikerne tager ansvar for det uddannelsessystem, de har skabt. 
Det er det, vi kæmper for i DGS.
Når vi sidder i et bjerg af lektier og afleveringer helt op til halsen og slår os selv i hovedet, fordi vi ikke får de topkarakterer, der skal til for at komme ind på vores drømmeuddannelse. 
Ja, når vi bliver sure på os selv, fordi vi ikke kan leve op til de krav som bare bliver højere og højere. 
Så tager vi de frustrationer som vi normalt peger indad mod os selv også tager vi en ven i armen og peger dem udad, for at skabe forandringer i det uddannelsessystem, der har skabt problemet.  

Vores uddannelser er det sted, vi bruger størstedelen af vores vågne timer, så her er det altså os, der er eksperterne. 
Så hvis nogen prøver at fortælle jer, at mistrivsel bare handler om at de unge skal tage sig sammen, så mind dem om, at når det er vores hverdag, der er til debat, så er det os, der er eksperterne.
Og vi vil have uddannelser der bygger os op, i stedet for at bryde os ned.

Kilde

Kilde

Manuskript tilsendt af taler

Kildetype

Digitalt manuskript

Ophavsret

Tags