Jeg hedder Aseel. 23 år, palæstinenser, kunstner, aktivist og online er der mange, som kender mig som Punk Perker.
Jeg er fremmed for mange både som punk og som perker, men jeg er træt af at skulle vælge mellem dem.
Siden jeg var barn, har mit liv været en lang forhandling om at få plads til at være mig. En kamp mod folks dømmende blikke. Vi kender alle de blikke – de blikke, der føler sig berettigede til at kategorisere dig, sætte dig i en kasse og beslutte, hvor du hører til, og hvem du har lov til at være.
I mit eget kulturelle miljø blev jeg hurtigt kategoriseret som “Hende Den Mærkelige” i klassen, og jeg blev udstødt, fordi jeg ikke havde de samme interesser som de andre, jeg havde en anden stil end de andre og jeg bar mine følelser på tøjet.
Og da jeg så søgte mod de alternative punk miljøer og det "unormale" Danmark, mødte jeg en anden mur. Her var jeg ofte den eneste med minoritetsetnisk baggrund. Der var ingen forståelse for de kampe, jeg bar med mig hjemmefra, og ingen respekt for den kulturarv, der også er en del af mig. Pludselig var jeg ikke Punk på den “rigtige” måde.
Jeg blev fremmed i begge lejre. Jeg var ikke "normal" nok til de andre perkere, og jeg var for meget perker til de "unormale danskere".
Og det stopper ikke med de mennesker jeg mødte i min hverdag. For mens jeg prøvede at finde mine egne ben, sad der folk i de fine stuer, i medierne og på Christiansborg, og prøvede at tage ejerskab over mit narrativ.
Vi ser det alle sammen hver dag: Politikere, der taler om "vores liv" og "vores problemer", som om vi er en homogen masse uden ansigter. De fortæller vores historier uden at kende vores navne. De bruger vores eksistens som et værktøj i en politisk kamp, de selv har opfundet. De vil definere, hvad vi kan, hvad vi føler, og hvad vi er værd. Om vi er Perkere, Kvinder, Homoseksuelle, Homoseksuelle Perker Kvinder, er der altid en politiker, som vil sankke om os, og aldrig med os.
—
Punk Perker blev født i det øjeblik, hvor jeg sagde: "Khalas". Punk Perker er ikke bare et navn; det er et opgør. Det er et bevidst valg om at træde ud af de kasser, andre har bygget til mig.
Nogle ville nok finde det provokerende, hvor frit jeg bruger skældsordet Perker. Et ord, der er blevet skubbet ned i halsen på os, siden det blev opfundet. Det er blevet brugt til at dehumanisere os, til at holde os nede, til at fortælle os, at vi er uønskede.
Derfor tager jeg det ord, og gør det til en del af mit kunstneriske og aktivistiske navn, tager narrativet tilbage, og gør ordet til mit.
Jeg gør det til et symbol på den modstand, det kræver at overleve i et samfund, der konstant beder dig om at være mindre, end det du er.
Det er derfor jeg kan stå her i min hijab og min fine feminine kjole, for der findes ikke én måde at være punk på. Punk handler om egenskab, og at nægte at indordne sig. Og der findes heller ikke en måde at være Perker på, det er en myte, drevet af medier og politikere, som vil smide os alle i den samme bås og retfærdiggøre deres forskelsbehandling af os.
Vi er her for at være komplekse. Vi er her for at være larmende. Vi er her for at være de største modsigelser, verden har set. Jeg kan møde op i mit traditionelle palæstinensiske thobe den ene dag, en fin og feminin kjole den anden dag, og nitter den tredje dag, eller alle sammen på samme tid. Og det kan du også. Vi kan være vrede aktivister og følsomme kunstnere i samme åndedrag. Vi kan alle sammen være lige hvad vi vil, når vi holder op med at være så bange for andre mennesker.
–
Jeg er færdig med at spørge om lov til at være i rummet. Jeg er færdig med at undskylde min eksistens. Jeg er færdig med at lade andre diktere mit værd.
Er du færdig med at lade andre diktere dit?
Tak.