Mange tak! Tak for den ære, det er at holde talen, tak til lærerne, tak til forældrene og naturligvis en tak til os selv- nu er vi færdige.
Egentlig er det underligt, at jeg skal stå og tale på vegne af 100 forskellige elever, med 100 forskellige baggrunde og 100 forskellige indgangsvinkler til gymnasiet. Men fælles for os alle var, at vi for tre år siden, en dag i august, trådte ind ad den samme indgang.
Formentlig med flere spørgsmål end svar. Jeg ved ikke, om vi har fået svar på spørgsmålene endnu, men i det mindste har vi en flot hue at have på, imens vi undrer os. Men et svar, jeg tror, vi alle har fået, er, at dette gymnasium er blevet mere end bare en skole for os.
For jo, naturligvis har det også været en skole, med det, en skole nu engang er: bip-test, sene aftener med hovedet nede i skolebøgerne og en lidt slunken pengepung efter en del besøg i kantinen. Tak for det, Merete (vores kantinedame).
Men vi har også haft festerne, med ofte lidt tvivlsomme kostumer fundet i 11. time, massevandringerne efter festerne ned til Mylle, indtil kromutter smed os ud, musicals, hvor os teaterbørn har fået lov til at skabe os. Vi har haft forårskoncerterne, fredagscaféerne, udflugterne, studieturene og selvfølgelig Jespers (en musiklærer) helt fantastiske trompet.
Men hvad de fleste af os kommer til at huske, er vel nok dagligdagen, hvor vi trætte, måske endda helt uoplagte, stadig har mødt hinanden på gangen, sagt hej til hinanden og kendt hinanden på tværs. Vi har fordybet os, lærerne har dannet os, og vi har lært os selv at internetshoppe og spille Candy Crush, mens det ligner, man tager VIRKELIG intense noter – det er også en bedrift, så tillykke med det til os.
Hverdagen har suset forbi vores ører, vi har forandret os og udviklet os, og måske har man undervejs tænkt: Er det her noget for mig, og burde jeg gå over på den anden side af hækken og få mig en lettere hue? (Der ligger en HHX på den anden side af hækken).
Men vi har valgt at blive, for vi har haft et fællesskab og venskaber på tværs, der har været værd at holde fast i.
Det, vi er her i dag for at markere, er, at de tre år, vi har haft sammen, er slut. De tre år med den fælles referenceramme er slut. Og nu venter der en ny dagligdag. Vi skal nye ting, og vi skal have en anden end Jesper til at spille trompet for os. Måske skal vi endda selv lære at spille trompet.
Men ligesom vi kom hertil med 100 forskellige baggrunde til tre fælles år, skal vi nu 100 nye og forskellige steder hen.
Om lidt er det ikke vores lærere, vores skole eller vores opsparinger, der må bukke under for kantinen.
Vi er lige nu samlet os 100 for sidste gang, og om lidt skal vi gå ud ad den selvsamme dør, vi stod nervøst foran for tre år siden – også for sidste gang.
Måske ligesom dengang med svedige håndflader og en masse nye spørgsmål at finde svar på.
Endnu engang tak for muligheden for at tale her, og tak for tre gode år.