Annie Backer Christensens tale ved TL Hovedstaden og Bornholms generalforsamling

Mit navn er Annie. Til dagligt læser jeg katastrofe- og risikomanagement, og hvis mit ansigt virker bekendt, er det måske fordi, jeg sidder i TL Hovedstadens og Bornholms bestyrelse. Men i dag er jeg her som repræsentant for TL Ungdom for at give jer et par ord med på vejen.

For et år siden mødte jeg op til min første generalforsamling. Dengang anede jeg ikke, at jeg i dag skulle stå her foran jer.
Dengang var TL Ungdom kun en idé – en kongresbeslutning nedskrevet på et stykke papir. En drøm om at samle unge – og om at give dem en stemme.

I dag er det heldigvis ikke kun en drøm.
TL Ungdom blev stiftet i november sidste år, så vi er fem måneder gamle. Og ganske ligesom med små børn, så har vi store ambitioner, masser af energi – og ja, vi kommer muligvis til at larme lidt i ny og næ. Men det er vel også dét, en ungdomsorganisation skal?

Fagbevægelsen har historisk kæmpet hårdt for de rettigheder, mange af os tager for givet i dag: Fair løn. Ordentlige arbejdsvilkår. Et stærkt sikkerhedsnet. 
Vi ved, det ikke kom af sig selv.
De rettigheder blev vundet af mennesker, der organiserede sig.
Mennesker, der troede på fællesskabet.
Mennesker som jer.

Men her kommer en hård sandhed

Hvis vi skal sikre, at fagbevægelsen ikke bliver en historisk institution eller en nostalgisk fortælling om noget, der var engang, så kræver det noget af os alle sammen. Det kræver, at alle os, der sidder herunder i det her i lokalet – og alle jer bag skærmene – står sammen og ser hinanden som allierede.

Uanset alder.
Uanset erfaring.
Uanset anciennitet.

Når man taler om unge, bliver vi ofte omtalt som “fremtiden”. Og det er vi selvfølgelig. Men jeg får lyst til at mærke lidt efter og nive mig i armen – for vi er her jo allerede. Vi er studerende, nyuddannede, ansatte – jeres kollegaer. Og vi bidrager hver dag til vores brancher.

Vi er her NU, og hvis vi kun bliver set som nogen, der engang i fremtiden bliver relevante, risikerer vi at overse den værdi, vi allerede tilfører i dag. Vi er ikke bare dem, der skal overtage stafetten – vi er allerede med til at bære den.
Hvis vi skal sikre, at fagforeningsarbejdet er relevant for min generation, så skal vi også engagere og investere i de unge. Det er jeg glad for, at TL har gjort med TL Ungdom.

For sandheden er desværre, at mange unge ikke ser en fagforening som noget, der vedrører dem. Det er dét, vi i TL Ungdom vil lave om på. Vi vil vise, at TL ikke bare er en forsikringspolice eller en fjern organisation uden fingeren på pulsen.
Vi er et fællesskab.
Vi er en stemme.
Vi er handlekraftige
og vi – “de unge” – vi vil også være med til at sætte dagsordenen.

Derfor vil jeg gerne sende et par ord ud til de unge og studerende, der er her i dag

Nu hvor vi faktisk har fået en plads ved bordet, så skal vi også bruge den. Vi har fået en platform i TL Ungdom, og som talsperson vil jeg personligt gøre mit ypperste for at sikre, at jeres stemmer bliver hørt, og at jeres engagement bliver taget seriøst. Men vi skal bare huske: En platform gør det ikke alene.
Hvis vi vil have indflydelse, kræver det, at vi tør tage ordet. At vi møder op, deltager, udfordrer og engagerer os.

Hvis vi vil have en fagforening, der i højere grad afspejler vores behov, så kræver det, at vi tager ansvar, at vi siger vores mening – og at vi griber den chance, vi har fået.
Så lad os bevise, at vi ikke bare er fremtiden – vi er en aktiv og relevant del af fællesskabet allerede nu.

Og til resten af forsamlingen, der måske sidder derude og får bekymringsrynker
Bare rolig!

Det her er ikke et valg mellem tradition og fornyelse. Vi tror på, at vi kan bygge videre på det stærke fundament, som fagbevægelsen allerede hviler på – samtidig med, at vi udvikler og fornyer os. For kun på den måde forbliver vi relevante – for de unge i dag, for det nuværende arbejdsmarked og for fremtidens.
Kun på den måde står vi stærkere i morgen, end vi gjorde i går.

Derfor er min opfordring til jer enkel
Giv os plads – og giv os muligheden for at vise, at forandring ikke er en trussel, men en nødvendighed. Vi har brug for hinanden.
Alle sammen. Vi har brug for at lære af jer, der har gået vejen før. Vi har brug for jeres erfaring, jeres indsigt og jeres støtte. Men I har også brug for os. For hvis ingen taler de unges sag, risikerer vi at miste forbindelsen til en hel del af arbejdsmarkedet. Og hvis ingen investerer i og lytter til de unge nu – hvem skal så tage kampen videre, når I en dag træder tilbage?

Vi har rigtig mange spørgsmål – og jeg ved, at I har rigtig mange svar.

Så lad os stå sammen. Lad os bygge bro mellem generationer. Lad os ikke bare se fremtiden i øjnene men forme den – sammen.

Ikke i morgen. 
Ikke senere.
Men lige nu.

For en stærk fremtid for TL skabes ikke af enkeltpersoner, men af fællesskabet.
Og det fællesskab – det starter her.