Kære tilhørere!
Kvindernes internationale kampdag 2026 er ved at være slut. Meget er blevet sagt – forhåbentlig har det ikke bare fyldt rummet, men sat tanker i gang. Det må være formålet: at vi stopper op og reflekterer over, hvad det vil sige at være kvinde i 2026.
At være kvinde på Færøerne er én ting. At være kvinde ude i verden er i mange tilfælde noget helt andet. Man kan hurtigt miste modet, når man ser ud i verden og opdager de store udfordringer, der findes – både i storpolitikken og i naturen. Hvad kan jeg gøre ved det? I de fleste tilfælde ikke det store. Men det betyder ikke, at jeg er uden indflydelse. Det betyder heller ikke, at jeg er fritaget for ansvar, for noget kan og må gøres – også i det små.
Det er det, jeg gerne vil have, I tager med jer hjem. For hvis vi ikke reflekterer over, hvilke muligheder vi har, går 8. marts forbi uden at gøre nogen forskel.
Der er flere faldgruber, vi kan falde i den 8. marts, og det gør vi ofte, samtidig med at vi får stillet flere relevante spørgsmål om magtforholdet mellem kønnene samt de skrevne og uskrevne regler for, hvordan vi forstår køn.
Den første faldgrube er, når jeg om morgenen poster billeder af kvinder i familien og glemmer at reflektere over, hvordan de har haft det og hvad der er sket siden. Ganske vist er de en rigdom i sig selv, men det er mændene også. Kvindernes internationale kampdag handler ikke blot om at fremhæve kvinder én dag om året som værende bedre end mænd. Kvinder og mænd har samme værdi, og derfor skal de have samme vilkår. Indtil det mål er nået, er det nødvendigt at markere 8. marts, ikke blot som en hyggelig kvindedag, men som en kampdag for ligestilling.
Faldgrube nummer to: Det er synd for os. Det gavner ingen at gøre sig selv til offer; i stedet bør vi stå sammen og insistere på retfærdige levevilkår for alle. Den dag mænd også markerer 8. marts som en kampdag for ligestilling, er færinger – både kvinder og mænd – nået i mål.
En mand, der gør det, er Arnbjørn Ólavsson Dalsgarð. I en tale på Føroya Fólkaháskúli til Olaj 2022 sagde han spydigt:
”Færøerne er ikke et paradis for andre end mænd med lystbåde, lystbiler, lystrejser og lystfestivaler. Mænd med lystfodboldbaner, lysthaller, lystsvømmehaller og lystgolf; mænd med lystfår, lystlandbrug, lystgrindefangst og lystjagt på hvidnæser, lystteknologi, lystcomputerspil og lystpengespil, lystspekulation. Ja, det er lystbetonet og godt at være mand på Færøerne.” Og han fortsætter:
”Havde verden set bedre ud, hvis kvinder havde lige så stor magt som mændene? Lad os se os omkring. Vi står overfor trusler om både verdenskrig og atomkrig, og klimaforandringer i en skala, vi knap har kunnet forestille os, bliver dag for dag mere tydelige og skræmmende. Jeg er overbevist om, at hvis kvinder havde haft reel indflydelse, var vi ikke endt her. Mange af de problemer, vi står med i dag, ville for længst være blevet håndteret.”
Har han ret? Det ved vi ikke, men hans synspunkt er interessant, ikke mindst fordi det kommer fra en mand. Det afgørende er, at vi tager del i samfundet, og det får vi mulighed for nu, hvor vi to gange skal til valg senere på måneden. Det gør en forskel at stemme. Som et eksempel kan jeg nævne, at i Sønderjylland, hvor jeg selv er vokset op, blev mange mænd dræbt under Første Verdenskrig. Dengang var Sønderjylland, eller Nordslesvig, som det hed, under tysk herredømme. Alle mænd blev indkaldt til militærtjeneste på tysk side, helt fra 16- til 60-årsalderen. Området var i ruiner. Unge og ældre enker sad tilbage og fik en afgørende betydning for at holde samfund, sprog og kultur i live. I Danmark fik kvinder stemmeret i 1915. I Tyskland, som Sønderjylland dengang var en del af, fik kvinder stemmeret efter krigens afslutning i 1918. Området var i høj grad præget af kvinder, og man siger ofte, at det var dem, der “stemte Sønderjylland hjem”, da der i 1920 blev afholdt en folkeafstemning om, hvorvidt Nordslesvig skulle være tysk eller dansk. Et samfund klarer kun kriser, hvis mænd og kvinder står side om side.
Min bedstemor hed Ruth. Hun voksede op i Felsted, tæt på den nuværende grænse. Hendes mor var dansk, hendes far var tysk. Ruth blev forelsket i en ung tysk soldat, men hendes far mente, at det var for farligt, fordi det var sidst i 30’erne, og verden var usikker. Han fik postbuddet til at gemme alle kærestebrevene, så hun troede, at hun var blevet glemt. Familien flyttede derefter til Vestjylland. En dag gik hun til et møde i missionshuset i håbet om at finde sig en mand. En sød fyr, Claudi, trådte ind i salen. Han blev min bedstefar. Historien om Ruth er historien om et kvindeliv, som blandt andet blev formet af den verdenspolitiske situation.
Min bedstefar, Claudi, var aktiv missionsmand og udrettede meget godt, blandt andet byggede han sammen med andre et sommerlejrhus for børn og unge. Mine forfædre blev missionsfolk, da vækkelsesbevægelsen kom i 1800-tallet, og det var godt, fordi tiderne var hårde, og mange drak for meget og spillede hus og hjem væk. De, som blev ”vækket”, holdt op med at drikke og formåede at få fodfæste i livet igen. Et lille “aber dabei” i missionen var, at de patriarkalske samfundsstrukturer i Bibelen blev brugt som forbillede, og derfor blev manden tillagt højere status end kvinden, som derfor ikke kunne blive præst. Det var mandearbejde, mente min bedstefar, som døde i 1983. Han var en af de mildeste mennesker, så hans holdning kom hverken af, at han var streng eller så ned på kvinder. Han var blot en del af et fællesskab, hvor der var konsensus om, hvordan Bibelen skulle forstås, og hvor tiden endnu ikke var moden til at sætte spørgsmålstegn ved, om det var fornuftigt eller retfærdigt.
Tiden går. For nogle år siden spurgte en af mine sønner mig: “Mor, kan mænd godt være præster?” Tiden går, og meget forandrer sig, når vi løbende reflekterer over, hvad vi gør.
Min bedstefar var et produkt af sin tid, ligesom min søn er et produkt af sin tid, og derfor stiller de forskellige spørgsmål og giver forskellige svar. Jeg mener, det er nødvendigt at se med milde øjne på vores forfædre, fordi vi alle er formet af det miljø, vi vokser op i. Min bedstefar levede i en tid og et miljø, hvor det var en selvfølge, at præster var mænd. Min søn kender flere mandlige præster, men de går ikke i præstekjole, når de er hjemme hos os, så i hans verden er en præst en mor.
Måske er det også derfor, han havde set på det billede, som Frits Johannesen har malet, hvor jeg står i præstekjole med stor mave og et lille barn på armen. Præstekjolen har altid været et meget praktisk stykke tøj til tykmavede præster.
Men samtidig med at vi alle er produkter af vores tid, er vi også selv med til at skabe tiden. Vi har både indflydelse og ansvar.
Hvordan ser vores tid så ud?
Verdenspolitikken er udfordrende, det ved vi. Der er krig i Europa, USA er ikke, hvad det har været, og der er en generel følelse af utryghed. Vi har ikke oplevet noget lignende i 80 år – siden Anden Verdenskrig sluttede. Det føles, som om intet længere er til at stole på. Alle vil have patent på, hvad det rigtige narrativ er. Fake news er blevet en del af hverdagen, og flere morgener i år har mange, også her i Kongeriget, været bekymrede for at tænde for radioen.
Hvad er det, der er sket? Hvis vi spørger den tyske sociolog Andreas Reckwitz, født i 1970, siger han, at vi i dag er gået et skridt videre fra individualismen til det singulære samfund. Singularisme betyder, at vi ikke længere nøjes med at ville være frie. Vi vil være unikke. Min generation er vokset op med individualismen, hvor vi bevægede os fra en fælles måde at tænke på til en mere individuel tilgang, og hvor samfundet dermed blev mere mangfoldigt. Men nu går udviklingen et skridt videre. Singularismen handler ikke kun om retten til at være, som jeg er, men om at være den eneste af min slags. Vi stræber efter at skille os ud fra mængden. Det behøver ikke at være perfekt, men det skal være unikt. Vi designer hele vores liv – fra mad og arbejde til fritid – både fordi vi har muligheden, og fordi det er blevet et ideal i sig selv at skille sig ud. Det særlige har værdi. Det ser vi også i verdenspolitikken: Folk vælger dem, der skiller sig ud, er karismatiske og går deres egne veje, frem for dem, der stille og roligt arbejder inden for partilinjen. For 40 år siden var troværdighed en forudsætning for at stille op til præsidentvalget i USA, og det var utænkeligt, at en kandidat til et tillidshverv ikke havde troværdighed. I dag synes underholdningsværdi at være blevet en forudsætning for overhovedet at få adgang.
Det er, som om forventningen om at skille sig ud både kommer indefra og udefra, og vi lægger slet ikke mærke til, at det er blevet sådan. Som I kan høre, er jeg ikke glad for, at det er nået dertil, men sociologen Andreas Reckwitz er i bedste forskerstil hverken for eller imod singularismen. Han beskriver blot, hvordan samfundets struktur har forandret sig. Alligevel peger han på, at tendensen har medført, at det moderne menneske ofte kommer til at opleve at slå fejl, fordi det ikke er muligt konstant at være unikt og enestående. Den naturlige konsekvens i et sådant samfund er, at mennesker reagerer med angst, sorg og vrede.
Jeg vil tilføje: socialt ubehag, ensomhed og skoleværgring, som også er et voksende problem her på Færøerne. Det senmoderne menneske – vi – befinder os i en krisetid, fordi vi har mistet tilliden til, at udviklingen går i den rigtige retning.
For mig at se er en fælles lidelseshistorie i 2026, at mennesker er blevet mere modfaldne. Vi bygger mure omkring os i stræben efter at nå et ideal, som trækker os væk fra fællesskabet.
Udfordringen er, at vi ikke længere tillægger det stor værdi at gøre noget for fællesskabet uden at få noget igen, selv om vi i virkeligheden får langt mere tilbage, end vi giver. Vi får venskaber, psykisk tryghed og endda lykke. Forskning viser, at det er vores relationer, der gør os lykkelige. Individualismen giver os mulighed for at være den, vi er – i fred. Det er ikke det at skille sig ud, der får os til at trives. Det er fællesskabet.
Vi kan tage ordet og tage ansvar for fællesskabet. Ikke kun bag kulisserne, men også dér, hvor beslutningerne træffes.
Kvinder har det godt i Færøerne sammenlignet med mange andre lande, men alligevel er vi ikke nået i mål. For én ting er, hvilke muligheder kvinder faktisk har, noget andet er, hvordan sociale strukturer og vores selvforståelse styrer, hvad vi vælger at gøre i livet. Derfor er refleksion over køn og fællesskab helt nødvendig for os alle. Et køn er et af mange kendetegn ved mennesket, men det må aldrig blive en værdi i sig selv eller en markør, der skaber ulighed og rejser mure mellem os.
Debatter, fællesskab og gode love er nødvendige forudsætninger for, at vores samfund fortsat kan udvikle sig til et bedre og mere retfærdigt sted at leve for både kvinder og mænd.
God kampdag for kvinder – og tak for i dag