Anja C. Jensens tale ved FIU-ligestillings 8. marts-arrangement

Kære alle sammen

Glædelig Kvindernes Kampdag!
Og velkommen til fagbevægelsens 8. marts her på vores smukke Arbejdermuseum!

Det har jeg virkelig glædet mig til at sige!
Men selvom vi har lagt vores fejring i historiske rammer,
så har vi i år – lidt atypisk - besluttet,  
at så lidt som muligt skal handle om det, som vi har opnået. 
Lidt mindre
om tidligere tiders store sejre,
om hvad der har været
– om alle dem, som vi har stået på skuldrene af – og skulder ved skulder med. 

Vi ved, hvad vi skylder jer, der stadig er her,
vi ved, hvad vi skylder dem, der ikke længere er <3 

Denne dag ER altid og til evig tid jeres og deres. 

Men i år – bruger vi den på at se fremad. 

Og vi gør det med en meget enkel og bunden opgave:
Vores ydmyge mål er, at der er ligestilling i 2030. 

Og ja – jeg ER på den helt skarpe klinge af ligestilling. I ved den, hvor folk brænder sammen i kommentarfelter og i spalterne på de fine aviser. 

Opgaven i dag er nemlig at udvikle ideer til, hvordan vi opnå reel ligestilling, der kan måles, vejes, aflæses og udmøntes.

  

HVAD MON vi ved fælles hjælp kan komme op med, når vi kun giver os selv 6 år til at nå derhen. 

Altså, ikke ethundredetoogtredive, men blot SEKS år til at opnå reel ligeløn 

Ikke 19 år, men 6, før far og mor tager lige mange ’barnets første sygedag’.

Ikke en laaaaang og håbløs uendelighed, men bare --- 6 år, før der er flere kvinder end mænd-ved-navn-Lars, i toplederstillinger. 

I ved – når vi når det der punkt, hvor vi synes, vi har hørt længe nok på,
at det er kvinders egen skyld, at vi ikke bliver forfremmet, får mere i løn eller bliver valgt til bestyrelsesposter
– Og nu er det sjovt nok så også kvindernes skyld, at mændene ikke kan følge med, ikke ved hvordan de skal være mænd, når vi kræver ligestilling. 

– ja – at vi for resten ødelægger ligestillingssagen for os selv og alle andre,
når vi siger det højt.

En catch twentytwo siger nogle. 

Jeg synes bare vi skal omdøbe det til en Thorborg toogtyve. 😉

…

MEN, når jeg står her i dag og siger, at vi skal holde op. Holde op med at vente. 
På at kulturen, generationerne, tiden eller hvad vi nu ellers plejer at sætte vores lid til - kommer til at løse det hele – så er det også fordi, at de her fremskrivninger af ligestilling desværre har en træls tendens til ikke at holde.

Rockwool Fonden fremskrev fx i 2012, at mænd og kvinder i 2023 – altså sidste år - ville bruge lige meget tid på arbejde i hjemmet.

JA, det skete jo så bare - aldrig. 

De nyeste tal viser, at kvinder dagligt bruger en time mere på omsorg og husligt arbejde end mænd. 

Og det lyder måske ikke af meget, men hvis vi ganger det ud på et år, så lyder regnskabet i stedet på 48,5 arbejdsdage. Ubetalt. Ulønnet.

Vi SKAL altså tale om vilde ideer og modige hockeystavs-løsninger.
Vi skal turde tro på, at der er et større manøvrerum end at vente pænt på bedre tider. 

En sjovere og mere frugtbar vej end at fortabe os i andres diskussioner om, hvorvidt der overhovedet ER et problem.

Venner. Ligestilling står STADIG på det der startfelt på spillepladen,
hvor klimaet stod for kun et øjeblik siden. 

Hvor hver diskussion stadig handler om, om tallene nu også er korrekte ud i femte-sjette decimal.

Om mine oplevelser og dine erfaringer er valide, når nu den man(d) taler med, aldrig selv har oplevet det. 

Udfordringen er jo - og jeg ved at mange af jer er enige med mig –
at fordi der er FORMEL ligestilling på mange områder,
så tror vi også, at den er der REELT.   

Vi kan forestille os, at folk bryder færdselsloven, men ligelønsloven – uha nej. 

Og jeg må sige, at jeg helt fysisk var ved at BRÆKKE mig ved tanken om endnu en kampdag, hvor vi bare fortsætter med at udveksle beviser og tal for det, som vi alle sammen inderst inde godt ved:
At vi ikke er i mål med ligestillingen. 

For jeg ved, at de fleste i rummet allerede er mere end flydende i tal og statistikker for ’uforklarlige’ lønforskelle, for kvinders ulønnede arbejde i hjemmet, for taletid ved møder, for pladser i topledelsen osv. osv. 

Og ja – nogle udfordringer, kan have rigtig godt af et ordentligt skud lovgivning. For eksempel øremærkning af barsel – godt hjulpet af fagbevægelsens efterfølgende overenskomstforhandlinger, der sikrer fuld løn.

Ved nogle udfordringer kan vi tale os frem til markante kulturelle forandringer – som fx #metoo. Og så ændre love og lave treparter i kølvandet på det. Dermed ikke sagt, at det er hverken helt løst - eller let. 

Og ved nogle udfordringer, skal vi helt ærligt bare tage en reel beslutning om at løse dem. For sværere bør det heller ikke være. 

Så det jeg håber, at I kommer med i dag, er ideer til dette. 

Vilde, modige, tilsyneladende uladsiggørlige. 

Ideer, der udfordrer vores lovgivning, vores overenskomster og vores vanetænkning. 

Der ligger en side på alle stole, som I kan udfylde.
Det er jeres personlige side i Ligestillingens 2030-plan. 

Vi samler det hele i denne mappe, så opsummerer vi det, og så afleverer vi det som et idekatalog til ligestillingsministeren. 

Jeg sætter min egen side ind. Og jeg lover at være modig! 

Hvis nogen af jer har bladret forbi Politikens kronik i dag, så kan I fx se mig både namedroppe Ungarns premierminister Viktor Orban og foreslå en overførsel af 20 % af fars løn til mor i barnets første leveår. 

Nå ja – og at vi udelukker kvinder fra Aula, så de bliver frigjort fra en del af planlægningsarbejdet…

… bare rolig. Det er skrevet med et glimt i øjet og med det klare formål at provokere en samtale om løsninger frem. Lige nøjagtig, som den vi skal have med hinanden i dag. 

Og alle jeres forslag kommer til at stå side om side med dem fra dagens oplægsholdere, med ministrenes taler og med vores to unge kvinders breve til fremtiden. 

Det er nemlig det klare ønske, jeg bærer ind til årets 8. marts:

At vi drøfter løsninger, i stedet for at diskutere om der overhovedet er udfordringer.

At vi taler fremtid i stedet for fortid. 

Tusind tak for, at I vil bruge jeres tid i dag sammen med os og hinanden – og for fremtiden.