Andreas Samuelsens tale i Folketinget

(…)

Da de politiske Forhold paa Færøerne har været og endnu er Genstand for Behandling i Pressen og paa Møder, dels hernede og dels – saa underligt det end lyder – ogsaa i Udlandet, finder jeg det naturligt, at jeg som Færøernes Repræsentant i dette høje Ting ogsaa omtaler disse Forhold ved denne Lejlighed. 

Dette høje Ting vil ikke være ubekendt med, at de politiske Forhold paa Færøerne i en Aarrække har været forholdsvis urolige. Dette har ført til Partidannelser med Skillelinier, forskellige fra de politiske Skillelinier hernede. 

Som man vil vide, findes der et Sambandsparti, der arbejder for Bevarelsen af den nu bestaaende statsretlige Forbindelse med Danmark, og et Selvstyreparti, der angiver som sit Maal Selvstyre for Færøerne, Lovgivningsmyndighed for Færøernes Lagting o. s. v. 

Mine Meningsfæller af Sambandspartiet og jeg har anset det for vor Pligt ved forskellige Lejligheder baade i og udenfor Rigsdagen at advare imod Selvstyrepartiets Politik, da den efter vor Overbevisning vil føre Færøerne og deres Befolkning længere og længere bort fra Danmark. 

Disse Advarsler har man kun til Dels taget Hensyn til hernede; den Regering, der dannedes i 1913 og var ved Magten til 1920, støttede Selvstyrepartiet i meget høj Grad. Ved Folketingsvalget i 1918 fik Selvstyrepartiet den mest virkningsfulde og mest iøjnefaldende Støtte fra den daværende Statsminister, det ærede Medlem Hr. Zahle; samme Aar udnævnte Regeringen en Provst, der paa Forhaand betragtedes som selvskrevet Medlem af Lagtingets Selvstyreparti; samtidig med at der sikredes Selvstyrepartiet Flertal i Lagtinget, sikrede man samme Parti Flertallet i Færøernes Amtsskoledirektion, og man sikrede Selvstyrepartiets Stifter og Fører, Kongsbonde Patursson, det færøske Landstingsmandat. 

Hr. Patursson var i Perioden 1918-20 Medlem af det radikale Parti eller dettes Valggruppe i Landstinget, og enhver Færing ved, at dette havde den mest beklagelige Indflydelse paa Udviklingen i færøsk Politik. Sidste Sommer har Føreren for Selvstyrepartiet, den tidligere Landstingsmand Patursson, oppe i Norge etableret eller støttet en Kampagne mod Danmark og overfor den norske Offentlighed i alt Fald antydet, at en politisk Forbindelse mellem Færøerne og Norge vilde være Selvstyrepartiets naturlige Maal. 

Vi Sambandsmænd er ikke blevet overrasket heraf, selv om vi maaske ikke havde ventet, at den paagældende Politiker allerede paa det nuværende Tidspunkt vilde finde det formaalstjenligt at give Offentligheden et saa tydeligt Indblik i sine politiske Planer. 

Sambandspartiet i Lagtinget har i den afsluttede Lagtingssamling givet Selvstyrepartiet Lejlighed til at tage Afstand fra disse Hr. Paturssons Planer, men man kan ikke sige, at Selvstyrepartiet paa klar og utvetydig Maade har taget Afstand. Om Grunden hertil er der delte Meninger paa Færøerne. Man mener, at medens der muligvis er enkelte Medlemmer af Selvstyrepartiet i Lagtinget, som nærmest er enige med Hr. Patursson, er der andre, som ingenlunde vil følge ham, og det har derfor været noget vanskeligt for Selvstyrepartiet at finde en Stilling i Sagen, som kunde holde Partiet samlet. 

(...)

Sambandspartiet paa Færøerne indtager nu, som altid før, det Standpunkt, at Færøernes statsretlige Stilling i Danmark er bestemt ved Grundloven. Den Stilling har Færingerne gennem Tiderne godkendt Gang paa Gang. Sambandspartiet i Lagtinget har i 1919, da der var Tale om at nedsætte en Kommission til Overvejelse af forskellige færøske Spørgsmaal, ganske enstemmigt udtalt, at man overhovedet ikke vilde forhandle om en Ændring i Øernes grundlovsmæssige Stilling. 

Ogsaa Sambandspartiets Folk er Færinger og nationaltsindede Færinger, men vi mener, at vore nationale Ejendommeligheder ikke alene kan bevares, men kun kan bevares i Samhørighed med Danmark. Det vilde efter min Mening være meget ønskeligt, om denne Opfattelse fik Til slutning fra Regering og Rigsdag. Jeg henstiller til Regeringen under en eller anden Form at tilstille Rigsdagen hele den Lagtingssag, som vi oppe paa Færøerne benævner Norge-Sagen. 

Jeg kan ikke saa godt komme nærmere ind paa denne, jeg vilde bruge for lang Tid dertil, men jeg vil dog endnu berøre et enkelt Punkt, som ogsaa udenfor Danmark har været anvendt mod Danmark og dansk Rigsstyre, nemlig Skolespørgsmaalet, eller rettere Skolesprogspørgsmaalet. 

Om dette skrives der í Lagtingsudvalgets Betænkning fra Sambandspartiets Side: 

”Hvad i Særdeleshed § 7 Anordningen af 1912 om Undervisningssproget angaar, skal man fremhæve, at denne er affattet nøjagtigt efter et Forslag, som blev vedtaget af Lagtinget paa et Tidspunkt, da dettes Medlemmer alle var Færinger. Med Hensyn til Sprogspørgsmaalet maa man derhos mindes, at Færingerne, der gennem Aarhundreder har benyttet dansk Sprog i vidt Omfang ved Siden af færøsk, betragter det danske Sprog som Folkets Ejendom og ikke ønsker, at dette skal trænges tilbage og gives en Stilling, der truer Sprogets Eksistens hos os." 

Hvad heri udtales, er ikke løs Tale, men det er Kendsgerninger og bygget paa Kendsgerninger. Sambandspartiet har indtil nu haft Tilslutning fra det færøske Folks Flertal. Men naar saa er, skulde man mene, at al Tale om Undertrykkelse fra dansk Side af færøsk Sprog er skammelig Insinuation og intet andet.

Jeg skal sluttelige udtale, at den, der ønsker at bidrage til en god og forsvarlig Udvikling af Forholdene paa Færøerne, efter min Menig bør billige og støtte det Arbejde, som deroppe udføres, sigtende til at bevare den nuværende Forbindelse med Danmark, saavel den kulturelle som den statsretslige. Hvis Færingerne ikke faar en levende Følelse af, at dette Synspunkt ubetinget deles af Regering og Rigsdag, er jeg bange for, at den Udvikling, mine Fødeøer skal gennemgaa, ikke vil blive lystelig for os Færinger og som Følge deraf heller ikke tilfredsstillende for Danmark.