Det var en lovlig Skick oc Vaane hos de gamle Jøder som af det Babyloniske Fengsel sicker oc fri vare komne tilbage / at de paa den tredie Dag udi Martij Maaned udi offentlig Forsamling oc Folckerig Skare loed læse det 37. Capitel af Propheten Ezechiel, oc det af Præstens Esdræ Anordning oc Befaling / hvilcken som en ret Hellig Aands Discipel vel saa oc forstod at det som paa den Tiid Propheten Ezechieli var ved en Siun stilled for Øyen oc Øren / var endda icke tilfulde fuldkommet oc fuldbyrdet / effterdi Jøderne vare i deris Land forsatte oc indlede / mens at der var end da noged høyere / større oc kosteligere til Rygge derunder / baade de som til Babylon vare hensofvende / saa oc alle de som enten af Streckebeen ere opslugne eller til Verdens Ende opslugis skulde / kunde hafve sig at fryde oc trøste / nemlig at HErren ud i Slutningen paa denne Siun legger dette dertil: Sig dennem som saa smertelig sig beklager ofver deris dødelige Afgang: Jeg vil oplade eders Grafver mit Folck.
Hvorfor / enddog HErren besynderlig de fangne Jøder oc bedrøfvede Israeliter til Trøst / saadan Siun med tørre Been hafver Aabenbaret; Saa skulde vi dog icke mindre end de lade saadant os være antegned til krafftig Trøst om Opstandelsen oc det ævige Liif efftersom vi vide os nu at være Propheternis Børn oc sande Israeliter bygde paa Apostlernis oc Propheternis grund / oc hafver det sande oc faste Prophetiske Ord / paa hvilcket vi skulde gifve Agt / som et Lius der skinner i en mørck Sted / endtil Dagen anbryder oc Morgenstiernen optendis udi voris Hierter.
Hvorfor effterdi vi nu ved troen til Christum ere blefne et med Jøderne / da skulde vi dennem herudi effterfølge / at vi denne trøstelige Siun icke forgiette oc lade af Agt / men den idelig høre / betragte / oc voris Sønner oc døttere fortelle / at naar vi i Dag eller i Morgen skulde gaae all Verdens Gang / vi da kunde hafve det i Hierte oc Tancke / oc os derved opholde oc opreise.
Oc effter som vi udi voris sidste Prædicken af det 1. og 2. Vers hørde 1. af hvem Propheten denne Siun hafver erlanget nemlig af HErren / oc 2. hvorledis hand denne Siun hafver seet nemlig i Aanden / hvor hand faar denne Siun nemblig i Marcken som laa fuld af Døde tørre Been / oc hvad lærdom vi deraf kunde hafve.
Saa følger nu i Ordenen i denne underlige Historie af det 3. Vers / den skarpe Examen som Christus hafver holdet med hannem / i det hand legger hannem et mørckt oc svart Spørgszmaal for / paa hvilcket hand sig paa den gandske Verdens vegne resolvere oc svare skulde / om hand tengte / at de døde tørre Been / som hand saa / kunde blifve lefvende / thi saa siger hand / Du Menniskens Søn / troer du at disse Been kunde blifve lefvende?
Herom hafve vi i denne Prædicken at handle med sin Lærdom deraf kand følge. Den barmhiertige Gud voris Forehafvende lycksaligt giøre oc forfremme ved Jesum Christum Amen.
Hvad sig nu denne Examen oc Ofverhør belanger / da lyder hans Spørszmaal saaledis. Du Menniskens Søn / meen du at disse Been kunde blifve lefvendis igien?
Ordene ere her vel korte / mens Spørszmaalet meget vanskeligt oc dybt / i synderlighed for et Menniskens Søn (som hand her selff kalder hannem) som hafver Menneskelige Øyen oc Øren / oc saa arted oc besyndet som andre Mennisker / at hvad som Øyene seer det troer ickun Hiertet / midlertiid beder jeg dig som en Menniskens Søn / sig mig fiin reent ud / bekiend din Sandhed / meen du at disse tørre Been kunde blifve lefvende / igien.
Her skulde vi acte Guds Søn icke at spørge om Siælen / om den lefvede oc var udødelig / hvilcked Spørsmaal var icke saa høyt oc vanskeligt / at det jo af nogle fornumstige Hedninger effter Fornufftens Anleding er samtygt oc beslutted / oc af dennem om Siælens Udødelighed skarp Disputeret, men Spørsmaalet gaar ud paa de tørre Been / i hvilcke der var hvercken Safft eller Krafft / Marff / Aarer / Sener / Kiød oc Blod / men slet af Solen fortørrede / af hvilcke et laa her / et andet der / om de viit adspridde Been skulde kunde sanckis igien / ofverdragis med Kiød / Huud / Sener / oc det icke først paa Dommens Dag / naar saadant visselig skal skee / men inden en stacked Tiid / i et kortens Tiid eller steckere / dette Spørsmaal falder for et Menniskis Søn ubegrundeligt.
Om nogen tog os ved Haanden / lidde os til Beenhuus / som laa fuldt af Hofved Pander / Skinnebeen oc andre flere / oc manede os paa vor Samvittighed / vi strax skulde sige hvad vi udi Hiertet dømte / om vi da som Mennisker kunde troe de Been skulde blifve lefvende igien / sig røre / vrie / vende / gaa oc staa / sandelig mange skulde derofver giøre sig selsomme Griller / ja slet forstumme / sandelig vilde det hede der / difficilia quæ pulchra, hvad skiønt er / er oc vanskeligt.
O en skiøn liflig oc høy trøstelig Artichel er det / at vi effter Døden skulde blifve lefvendis igien / oc af Forraadnelsen som en ny Phoenix opstaa oc uforkrenckelig her frem gaa: Men den vil mæctig svar her ind / Fornufften oc den gandske Verden slaar fra sig med begge Hænder / vil icke en gang staa derved.
Saduceerne disputerede heel spotsk med Christo om denne Artickel / holt hannem en Qvinde for som 7. Mænd effter hver andre hafde udlefved / oc loe i Hænderne derofver sigende: Kiere sig os du høyvise Mestere; hvis Hustru skal hun være i Opstandelsen.
Professores oc Vise udi den høye Skole til Athenen holt Paulum for en Ordgydere oc Forførere der hand prædickede om de Dødis Opstandelse. Festus i ligemaade de Rommeris Lands-Foged oc Stadtholder raaber ofver lydt / Paulus var icke hos dig sig self / men drucknede i Viiszdom / at hand sin Lærdom om Opstandelsen torde bringe paa Banen.
Synesius den trefflige lærde Mand loed sig i alle Stycker i den Christelige Troe fiint undervise / mens den Lærdom om Opstandelsen vilde hannem icke i Hofvedet / den kaldte hand en gruelig oc Fordømmelig Lærdom. In Summa alle voris høytrøstelige Troes Artickler ere for Menniskelige Fornufft svare oc ubegribelige / oc derfor kaldis Troens Artickler / mens ligesom denne om Opstandelsen oc det evige Liif er den fornemste oc trøsteligste / til hvilcke alle de andre hafver deris Henseende / saa er den oc den allervanskeligste / oc menniskelig Fornufft mest imodstridende.
Thi 1. falder denne Artickel svar for den utallige Mengde døde Mennisker / som daglig henfalde / oc til Verdens Ende skal vare; nu grafvis en op / en anden ned / saa følger den ene effter den anden / forraadner saa alle hen / oc intet blifver tilbage uden den første Materia, Jord oc Aske af hvilcket det er af Begyndelsen: Naar vi tencker paa saadan utallig Mengde af Døde / da er det jo svart oc vanskeligt at betencke / at de alle i et Nu oc Øyeblick paa Dommens-Dag skulde opstaa.
2. saa hielper tilmed oc icke ringe / at Menniskene i saa mange Slags Viis oc Maader omkommer. Den ugudelig Jesabel opædis af Hunde / hine unge Spotmuler som Propheten Elisæum haanligen udraabte Skallepande / rifvis ihiel af Biørne. Hine Angifvere oc Spitzhofveder som Danielem uskyldelig for Konning Dario falskelig angaf / blifver af Løverne fortærede.
Her legger en Soldat / undertiden et Been i Ungeren / en Arm i Franckerige / oc de andre Lemmer tit oc offte hundrede Mile eller videre derfra begrafvis; her opbrændis den; En anden af Fiskene i Hafved fortæris / den tredie af Fugle oc Diur paa Marcken opædis. Der læsis hos de gamle en Historie om den Babyloniske Konge Evilmerodach, at hand til at forhindre sin Faders Nebucadnezaris Opstandelse / oc saa betale hannem for hand var for haard oc streng imod hannem i hans Ungdom / lod opfange 300 Ravne / lod saa Faderen opgrafve oc hugge i 300. Stycker / oc gaf hver Ravn et Stycke deraf / oc lod dem dermed flue af Marcken.
Stobæus skrifver om et Slags Folck Chij kaldet / at det var Maneer hos dennem / at naar nogen Døde hos dennem (som maa skee noget holt om Opstandelsen) da forbrente de hannem slet til Pulver / oc kaste Asken udi Søen / eller lod den af Veyred bortdrifvis i tusinde Orter / at et Askekorn kunde icke raabe til det andet.
Om nogen vilde her spørge Fornufften ad / om det var mueligt at saadant Støf oc adspred Aske skulde kunde komme samme igien / blifve til heele Lemmer Øren / Øyen etc. Og icke andre Lemmer i steden / men de self samme som før hafver væred paa Jorden / sandelig oc effter Menniskelig Fornuft skulde ingen anderledis tore Svare / end den jo maatte være Ryskgalen som saadant torde forregifve / saa var hand icke heller et korn visere som saadant vilde troe.
3. Staar hefftig i Veyen Opstandelsens lange Opskiebelse oc Forhaling / at Gud icke farer fort dermed / lader prædicke om Opstandelsen i den første oc anden Verden / item i det gamle oc ny Testmente / mens imidler Tiid holder inde oc farer icke fort dermed / efftersom hand endnu hafver Pladtz oc Rum nock i sit himmelske Herberge.
Dette hafver giort oc giør endnu mange Epicuréer, som Petrus oc aabenbarligen siger / der skulde komme i de sidste Dage Bespottere som vandre effter deris egne Begievinger / oc sige: Hvor er hans Tilkommelsis Forjettelse?
Ja der hafver væred prædicked om Dommedag oc Opstandelsen fra Begyndelsen / alt staar Himmelen endnu / synder derfor saa hen paa Talstocken / ligesom Gud oc alle Engle vare slet uddøde / slaar vor HErre et Knep for Næsen med sin Prædicken om Opstandelsen / Dommen oc det Evige Liif.
Dette kunde vi skinbarligen see i hine ryggeløse Verdens Børn (endoc iblant os som af Christo Christne / oc af Evangelio Evangeliske ville kaldis) hvilcke enddog de icke med Munden necte Opstandelsen / saa bringer dog Gierningen det for Dagen / baade hos gemene saavelsom oc vise oc fornemme Folck / at de icke troer Opstandelsen oc det Evige Liif.
Lutherus indfører en Historie om en Bonde-Foged / med hvilcken en Præst hafde meget at skaffe / der hand skulde døe / thi hand benectede endelig Opstandelsen / oc Præsten hafde gierne taled hannem i Troen oc ført hannem maalte Dybed i Helfvede: Omsider siger hand / meener I Herre at det er Sandhed som I siger / da vil jeg vel eder til Gefall troe det / mens I skal fornemme at der blifver dog intet af.
Dette sticker endnu i voris Fornufft / oc hine vilde oc forstockede Epicureers Art / at de hvercken troer GUD eller Diefvel / Himmel eller Helfvede være til / mens naar et Menniske døer / far hand hen som en Koe eller Oxe: Oc høris saadan Svine Troe oc anden Guds Bespottelse tit oc offte i Verden: Meen du / tør du mangen Spotmule sige / at der sticker endnu en Karl i denne naar hand er død / ney død er hand / død blifver hand.
Dette hafver jeg noget viitløfftig forhandlet / at vi skulde forstaa icke noget slet oc ret Spørszmaal af Guds Søn at være fremset / naar hand siger: Du Menniskens Søn / meen du at disse Been skulde blifve lefvendis igien.
Det Spørszmaal er det allerhøyeste oc besværligste som i den gandske Verden fremsettis oc forkastis / saa hvo der skal svare ret oc vel / hand skal icke alleniste være Menniskens Søn / mens oc formedelst Troen til Christum Guds Søn / oc maa endelig med den himmelske Samsons Kalf pløye / ellers kand hand aldrig svare / ja jeg troer stadelig Legemens Opstandelse oc det evige Lif.
Dette Spørszmaal icke alleniste Propheten Ezechiel betreffer oc angaar / mens oc alle i hvad Stand oc Stat vi ere udi. Thi dette Ord / Du Menniskens Søn / maa vi alle dricke i os / efftersom vi alle ere Menniskens Børn / som hafver Kiød oc Been oc Menniskelig Indfald oc Tancker.
Saa indgaa derfor ethvert Menniske i sit Hierte (oc icke lenge lyde effter en andens Svar) oc tencke Gud sig saaledis at tiltale: Du Menniskens Søn. Du afgudiske Menniske / du Guds Bespottere / du Guds Ord oc Sacramentis Foractere / du oprørske oc gridske Hofved / du Hoer Karl oc Qvinde / du vantroe / gierig / forløgnede oc forsorne Menniske (thi med saadan Titel bør Menniskens Børn at tituleris) havd tyckis dig / hvad dømmer du om Opstandelsen oc det evige Liif?
Beskicke dig paa et rictig oc syndig Giensvar. Thi dette Spørszmaal vil gaa ald Verden om fra Mand til Mand / fra Stand til Stand; hvad tyckis dig du Prædicant / hvad dig tu tilhører / hvad dig du Mand oc Qvinde / kand du med en god Samvittighed udføre oc sige med Job, Jeg veed min Frelsere lefver / oc hand skal herefter opvekce mig af Jorden / oc jeg skal herefter omgifvis med denne min huud / og jeg skal see Gud i mit Kiød / oc mine Øyne skulde see hannem / oc ingen Fremmed for mig.
Derfor saa offte vi nu spadzere ofver Kirckegaarden / eller gaar Beenhuset forofver / eller seer Grafvene obne for Øyene / oc Beene der liggendis for vore Fødder / eller vor GUD griber os an paa den Sted det Svier / bortrifver os da Hustruen oc da Hoszbonden / oc dermed et Stycke af Hiertet / da en Olieplante oc Barn fra Bordet / seer en udbæris til Grafve effter den anden / Item naar Streckebeen / Rytteren paa den blege Hest Døden rider i Gaarde til dig / legger dig paa Nacken / saa Helspetterne Kiergaardens Blomster udspringe paa Hænder oc Arme / da bør mand intet andet hafve i Tancke end / nu ofverhører oc examinerer mig GUDS Søn i mit Hierte oc tiltaler mig saaledis: Du Menniskens Barn / hvad hafver du merckt oc lærdt om Legemens Opstandelse / læsz nu din Lectie, meen du at din Søn / Hustru / Hoszbunde som Folcke-ederen hafver dødet / oc du self gaar bag effter?
Men du at de skulde blifve lefvendis igien? Sandelig Forfarenhed lærer at denne Qvæstion oc Spørszmaal gaar ret om / Huus fra Huusz / i Dag er det her oc i Morgen der / oc den Examen oc Ofverhør vil oc maa til os alle / vi ere Høye eller Lafve: En hver derfor betencke sig vel hvad hand af et Christeligt troende Hierte vil svare / at hand kand i Troen vel bestaa.
Thi troer vi icke Artickelen om Opstandelsen / da er ald vor Kirckegang / Sacramentis Brug forgiefvis: Det hielper os slet intet at vi offte hafve siunget Christ stod op af Døde / men ere elendigere end alle andre Creatur.
At vi icke dette skarpe Spørszmaal skulde forglemme / men stedse lade os ligge i Hu oc Tancke / hvad vi voris GUD til denne Artickel svare kunde / saa ville vi i effterfølgende Prædicken høre hvorledis Ezechiel er blefven bestanden / oc hvor vel oc viselig hand har svared. GUD forlene os Viiszdommens / Forstandens oc Raadsens Aand Amen.