Mange tak til jer alle sammen for at være her i dag.
Vi står her foran et enormt maleri ved navnet “Demokrit, hensunken i betragtninger”. Maleriet blev malet under barokken i midten af det syttende århundrede.
Her ses Demokrit, som var filosof i oldtidens Grækenland, og han er helt og aldeles opslugt af sine tanker, imens hans omgivelser er i ruiner. Maleriet lugter af fordærv, dagen er omme og det eneste lys skinner fra månen, men selv månen er gemt væk. Jorden er frodig med kranier og knogler, store såvel som små. Og Demokrit er hensunken.
Maleriet er et såkaldt vanitas, et barok stilleben inspireret af memento mori. Memento mori er latin og betyder “husk at du skal dø”. Vanitasbilleder er vores påmindelse om, at vi alle skal dø. Dog ikke alene det, men ordet vanitas betyder forfængelighed. Maleriet beder os om at reflektere over vores egen forfængelighed og forgængelighed. Det vil opfordre os til at være mindre forfængelige.
Memento mori, betyder en lækker bil noget når du er død? Betyder et smukt ansigt noget når du er død?
Derfor vil jeg gerne tale med jer om, hvad jeg synes giver værdi og hvilke værdier vi burde have. Jeg mener at den vigtigste værdi vi kan besidde er medmenneskelighed.
I aften har vi alle det fantastiske privilegie, af at høre på en gruppe mænd fra Mino Ung fællesskabet, som vil fortælle os om hvad maskulinitet er. Og netop, for at jeg kan fortælle jer om medmenneskelighed, så vil jeg gerne fortælle jer om en mand der eksemplificerer ordet. Jeg opfordrer jer, til at se jer maskulinitet gennem ham og til at spejle jer i hans medmenneskelighed.
Manden jeg taler om er José Mujica, Uruguays tidligere præsident.
I den spansktalende verden, så kalder vi ham Pepe, hans kælenavn.
Uden for den spansktalende verden, så er hans titel længere. Længere end Pepe og længere end Hr. Præsident.
Medierne døbte ham verdens fattigste præsident.
For Pepe var aldrig rig på kapital. Han var rig på medmenneskelighed.
Pepes fattigdom var selvvalgt, han donerede 90% af sin præsidentløn til de fattigste uruguayaer. Han havde hverken et privatfly, Gucci-tasker eller fint tøj købt på statskassen. Han boede på en lille gård og kørte rundt i sin blå folkevogn fra 1987. Han levede et normalt liv.
Han blev tit beskrevet som ydmyg, men jeg er uenig. Pepes liv handlede ikke om ydmyghed, men om værdier, om netop medmenneskelighed. For Pepe - og for mig - betyder medmenneskelighed solidaritet med de fattigste, med de svageste og med de mest udsatte mennesker i samfundet.
Pepe får os til at stille spørgsmålet, kan vi tillade os at leve i luksus, når vores medmennesker sulter? Kan vi tillade at vores politikere lever et liv, de færreste i Danmark kan drømme om? For netop hvilken far spiser kaviar til middagen, imens hans datter sulter ved middagsbordet?
Ved Pepes sidste offentlige optrædelse inden han gik bort, sagde han følgende:
“Til tider spørger jeg mig selv, hvorfor fanden lever vi, hvis vi ikke kan ofre en smule af vores velvære til fordel for de røvrendte mennesker, som lever i vores samfund. Jeg ved godt, at tingene ikke løser sig med skam, men de bliver aldrig løst, hvis vi forinden mangler en følelse af solidaritet med de mest udsatte mennesker i dette liv.”
For fire år siden og et stenkast herfra, så fik jeg min første tatovering. Tatoveringen er to ord, memento mori, husk at du skal dø.
Så forinden I går herfra, husk på det, husk på at en dag så er vi blot knogler og kranier i måneskinnets ruiner. Vores liv betyder intet, hvis vi har levet det uden medmenneskelighed.
Medmenneskelighed er ikke, at få lever i luksus med lækre biler og fine tasker, men at vi alle lever med mad på bordet og et tag over hovedet. For vi finder ikke værdi i værdigenstande, vi finder værdi i værdighed.
Tak.
Vi står her foran et enormt maleri ved navnet “Demokrit, hensunken i betragtninger”. Maleriet blev malet under barokken i midten af det syttende århundrede.
Her ses Demokrit, som var filosof i oldtidens Grækenland, og han er helt og aldeles opslugt af sine tanker, imens hans omgivelser er i ruiner. Maleriet lugter af fordærv, dagen er omme og det eneste lys skinner fra månen, men selv månen er gemt væk. Jorden er frodig med kranier og knogler, store såvel som små. Og Demokrit er hensunken.
Maleriet er et såkaldt vanitas, et barok stilleben inspireret af memento mori. Memento mori er latin og betyder “husk at du skal dø”. Vanitasbilleder er vores påmindelse om, at vi alle skal dø. Dog ikke alene det, men ordet vanitas betyder forfængelighed. Maleriet beder os om at reflektere over vores egen forfængelighed og forgængelighed. Det vil opfordre os til at være mindre forfængelige.
Memento mori, betyder en lækker bil noget når du er død? Betyder et smukt ansigt noget når du er død?
Derfor vil jeg gerne tale med jer om, hvad jeg synes giver værdi og hvilke værdier vi burde have. Jeg mener at den vigtigste værdi vi kan besidde er medmenneskelighed.
I aften har vi alle det fantastiske privilegie, af at høre på en gruppe mænd fra Mino Ung fællesskabet, som vil fortælle os om hvad maskulinitet er. Og netop, for at jeg kan fortælle jer om medmenneskelighed, så vil jeg gerne fortælle jer om en mand der eksemplificerer ordet. Jeg opfordrer jer, til at se jer maskulinitet gennem ham og til at spejle jer i hans medmenneskelighed.
Manden jeg taler om er José Mujica, Uruguays tidligere præsident.
I den spansktalende verden, så kalder vi ham Pepe, hans kælenavn.
Uden for den spansktalende verden, så er hans titel længere. Længere end Pepe og længere end Hr. Præsident.
Medierne døbte ham verdens fattigste præsident.
For Pepe var aldrig rig på kapital. Han var rig på medmenneskelighed.
Pepes fattigdom var selvvalgt, han donerede 90% af sin præsidentløn til de fattigste uruguayaer. Han havde hverken et privatfly, Gucci-tasker eller fint tøj købt på statskassen. Han boede på en lille gård og kørte rundt i sin blå folkevogn fra 1987. Han levede et normalt liv.
Han blev tit beskrevet som ydmyg, men jeg er uenig. Pepes liv handlede ikke om ydmyghed, men om værdier, om netop medmenneskelighed. For Pepe - og for mig - betyder medmenneskelighed solidaritet med de fattigste, med de svageste og med de mest udsatte mennesker i samfundet.
Pepe får os til at stille spørgsmålet, kan vi tillade os at leve i luksus, når vores medmennesker sulter? Kan vi tillade at vores politikere lever et liv, de færreste i Danmark kan drømme om? For netop hvilken far spiser kaviar til middagen, imens hans datter sulter ved middagsbordet?
Ved Pepes sidste offentlige optrædelse inden han gik bort, sagde han følgende:
“Til tider spørger jeg mig selv, hvorfor fanden lever vi, hvis vi ikke kan ofre en smule af vores velvære til fordel for de røvrendte mennesker, som lever i vores samfund. Jeg ved godt, at tingene ikke løser sig med skam, men de bliver aldrig løst, hvis vi forinden mangler en følelse af solidaritet med de mest udsatte mennesker i dette liv.”
For fire år siden og et stenkast herfra, så fik jeg min første tatovering. Tatoveringen er to ord, memento mori, husk at du skal dø.
Så forinden I går herfra, husk på det, husk på at en dag så er vi blot knogler og kranier i måneskinnets ruiner. Vores liv betyder intet, hvis vi har levet det uden medmenneskelighed.
Medmenneskelighed er ikke, at få lever i luksus med lækre biler og fine tasker, men at vi alle lever med mad på bordet og et tag over hovedet. For vi finder ikke værdi i værdigenstande, vi finder værdi i værdighed.
Tak.