Kære medstudenter, lærere, ledelse, forældre og alle jer andre
Mit navn er Alma og jeg har i dag fået den store fornøjelse og privilegie at holde en tale til ære for vores tre år i disse lokaler.
For tre år siden trådte vi ind i lillesal med tasker fulde af forventninger. Her blev vi mødt af Otto og Lars der hurtigt forsikrede os om, at vi, ja vores årgang, var noget helt særligt, og at vi nu ville blive en del af noget større. Nemlig Ingrid Jespersen.
Og det blev vi.
Vi står her i dag for sidste gang som elever i 3c og 3e. Aldrig mere skal vi prise os lykkelige over et aflyst første modul. Eller skrive en halv desperat forespørgsel om at få en samfundsfagsaflevering udskudt.
Det føles som ganske få øjeblikke siden, at jeg for første gang trådte ind på skolen og straks farede vild. De første uger af GF tror jeg de fleste brugte på desperat at regne skolens areal ud. Hvad er opgang B? Hvorfor skal man gå fire etager op for at finde 1A? Og hvordan kommer man hurtigst muligt ned i kantinen uden at møde den lære hvis modul man skal til tandlægen i?
Men vi brugte også de første måneder på at lære hinanden at kende. På at finde ud af, hvorfor vi var så særlige, som Otto og Lars havde sagt. Og det gjorde vi – både i timerne, på tværs af klasser, og til fester.
3c og 3e har været særligt tætte. Vi har lært at danse savanne dans sammen til idræt og vi har også været på fællestur til Jomsborg for at skrive samfundsfagsafleveringer. Det fik vi gjort, der blev dog også tid til både noget snacking i et stort køleskab og et eventyr der endte med en ødelagt lampe. Der skete dog også noget andet der gør at jeg til trods for helst at ville undgå at tale alt for meget om den kaotiske og til tider uhyggelige verden, der har udfoldet sig uden for den grønne port, ikke helt lade den være. For mens vi i Jomsborg fik drukket billig vodka valgte amerikanerne en ny præsident. Midt i et folkemord, krig i Europa og løfter om ny storkrig kan det være svært at vide for os unge, hvad vi skal gøre. Heldigvis for os havde Ingrid Jespersen nogen kloge ord vi kan tage med på vejen. I 1915 udtalte hun således:
"JEG ØNSKER EN UNGDOM, som kan elske og hade, slide og slås for livet, bygge op hvad denne rædselstid slår i grus og skaffe ren luft igen. Jeg ønsker en slægt, som kan tage parti, som kan forarges og begejstres, som kan sørge og harmes og føle hjertet krympe sig i medfølelse, men også en ungdom som giver harmen og begejstringen rigtig adresse, som ikke stivner og sluknes i smålighed og overfladiskhed og snakken frem og tilbage, men som ved, hvad den vil, og hvorfor den vil det. Jeg ønsker en slægt, som føler sit ansvar."
Vi er den ungdom, der skal føle ansvaret. For ansvaret ligger ikke kun i store ord og høje stemmer. Det ligger også i det stille, måden vi lytter til hinanden på, vores evne til at tage stilling og viljen til at gøre en forskel både i det små og det store. Vores vilje til at indgå og værne om fællesskaber. At åbne hjemmet for hele klassen også selv de man ikke er tættest med, at omgås de man ikke deler holdninger med. At være tolerante, demokratiske og åndsfrie. At indgå i et demokrati er ikke bare at bo i et, men at tage del i det. At engagere sig, også når det er svært. At bruge sin stemme, når det er nødvendigt. At være et empatisk medmenneske, når verden mest brug for det.
Vi træder ud fra Ingrid med mere end eksamensbeviser i hånden. Vi bærer videre på de demokratiske værdier vi har fået her – og vi gør det med en forpligtelse til ikke at stivne i smålighed, men til at ville noget, og til at vide hvorfor.
Jeg vil gerne sige en enorm tak til dem som gør skolen til noget helt særligt og som netop har givet os dannelsen til demokrati. For det er ikke kun os og Ingrid ånden der fylder skolen, det er også alle de fantastiske lærere vi har haft igennem tre år. Tak for jeres tålmodighed, jeres entusiasme – og for ikke at give op, når vi stillede dumme spørgsmål. I har ikke bare undervist os – I har været med til at forme os. Og det vil vi tage med os. Når nogen nævner culottesteg, klynger og John vil vi tænke på jer. Derudover skal der lyde stor tak til dem som har haft overblikket også når vi ikke havde det: kontoret. I har ikke stået foran tavlen, men I har været en vigtig del af alt det, vi har været igennem.
Tak for at være til stede – for at skabe tryghed, overblik og struktur midt i alt det, vi ikke altid selv havde styr på. Jeg er sikker på, at de fleste af os kommer til at savne Lars-Ingrid-Bernarck som praktisk talt skaber morgensamlingerne med sit klaverspil og altid gode humør. Signe jeg håber i det mindste nogen af vores fraværsårsager har været somewhat underholdende. Hos elevrådet har vi nydt rigtig godt af Mette Berings glade og altid støttende væsen. Undervejs fik vi jo også ny rektor: Søren. Det har vi været glade for – tak for det friske pust og dine ord på vejen.
Nu træder vi ind i fremtiden. Vi står foran en verden, der forventer, vi har en plan. Det er ret modigt af den verden.
For sandheden er, at vi ikke behøver have det hele på plads. Jeg håber, vi alle får lidt tid til ikke at have en plan. Til bare at nyde livet. Til at drømme, lave fejl og ændre mening. Og hvis vi nogensinde bliver i tvivl, kan vi altid vende os mod Ingrid-ånden – den vil altid være med os, som et indre kompas med en særlig sans for fællesskab og kanelsnegle.
Jeg ved at når vi møder hinanden igen om 1, 2, 5 og 20 år vil vi smile og vide, at vi kommer af samme sted og trods at vi alle har haft vidt forskellige gymnasie oplevelser vil dette sted binde os sammen. På den dannelse vi har modtaget her og den særlige ånd der er i os alle, skal vi kendes igen og møder vi en med samme blik – ved vi at det er vores ven. Jeg glæder mig sådan til at følge med i, hvad vi alle finder på! Om det bliver i militæret på højskole, uni eller noget helt andet så ved jeg, at vi alle nok skal opnå succes og glæde selvom vi næppe nogensinde for brug for vektorer i planen: undskyld Palle.
Selvom jeg er sikker på at Lars og nu Søren vil fortælle alle, at deres årgang er noget særligt, tror jeg nu de har ret. Fordi vi er noget særligt, vi er noget særligt fordi det er os! Det er os som har brugt tre år i hinandens selskab både i de gode stunder og de stunder, hvor man trak naturfag som eksamen. Tillykke til os alle! Vi klarede det! Eksamensræset er slut, og nu venter sommeren, festerne – og livet!
Og til forældrene i kan godt være stolte af jeres unge mennesker! Husk at tage billeder om ti år vil de få drenge vi har ikke længere have hår og vi andre vil have fået linjer i panden, men vi vil alle bærer det med stil.
Vi gjorde det godt, vi fik huer
Tak for alle de forskellige smil jeg har mødt – på gangene, til festerne og i kantinen
Tak for alt, I vil altid være noget helt særligt i mit hjerte og det her sted vil altid binde os sammen.
Nu er der kun tilbage at sige et stort tillykke til os alle!
Mit navn er Alma og jeg har i dag fået den store fornøjelse og privilegie at holde en tale til ære for vores tre år i disse lokaler.
For tre år siden trådte vi ind i lillesal med tasker fulde af forventninger. Her blev vi mødt af Otto og Lars der hurtigt forsikrede os om, at vi, ja vores årgang, var noget helt særligt, og at vi nu ville blive en del af noget større. Nemlig Ingrid Jespersen.
Og det blev vi.
Vi står her i dag for sidste gang som elever i 3c og 3e. Aldrig mere skal vi prise os lykkelige over et aflyst første modul. Eller skrive en halv desperat forespørgsel om at få en samfundsfagsaflevering udskudt.
Det føles som ganske få øjeblikke siden, at jeg for første gang trådte ind på skolen og straks farede vild. De første uger af GF tror jeg de fleste brugte på desperat at regne skolens areal ud. Hvad er opgang B? Hvorfor skal man gå fire etager op for at finde 1A? Og hvordan kommer man hurtigst muligt ned i kantinen uden at møde den lære hvis modul man skal til tandlægen i?
Men vi brugte også de første måneder på at lære hinanden at kende. På at finde ud af, hvorfor vi var så særlige, som Otto og Lars havde sagt. Og det gjorde vi – både i timerne, på tværs af klasser, og til fester.
3c og 3e har været særligt tætte. Vi har lært at danse savanne dans sammen til idræt og vi har også været på fællestur til Jomsborg for at skrive samfundsfagsafleveringer. Det fik vi gjort, der blev dog også tid til både noget snacking i et stort køleskab og et eventyr der endte med en ødelagt lampe. Der skete dog også noget andet der gør at jeg til trods for helst at ville undgå at tale alt for meget om den kaotiske og til tider uhyggelige verden, der har udfoldet sig uden for den grønne port, ikke helt lade den være. For mens vi i Jomsborg fik drukket billig vodka valgte amerikanerne en ny præsident. Midt i et folkemord, krig i Europa og løfter om ny storkrig kan det være svært at vide for os unge, hvad vi skal gøre. Heldigvis for os havde Ingrid Jespersen nogen kloge ord vi kan tage med på vejen. I 1915 udtalte hun således:
"JEG ØNSKER EN UNGDOM, som kan elske og hade, slide og slås for livet, bygge op hvad denne rædselstid slår i grus og skaffe ren luft igen. Jeg ønsker en slægt, som kan tage parti, som kan forarges og begejstres, som kan sørge og harmes og føle hjertet krympe sig i medfølelse, men også en ungdom som giver harmen og begejstringen rigtig adresse, som ikke stivner og sluknes i smålighed og overfladiskhed og snakken frem og tilbage, men som ved, hvad den vil, og hvorfor den vil det. Jeg ønsker en slægt, som føler sit ansvar."
Vi er den ungdom, der skal føle ansvaret. For ansvaret ligger ikke kun i store ord og høje stemmer. Det ligger også i det stille, måden vi lytter til hinanden på, vores evne til at tage stilling og viljen til at gøre en forskel både i det små og det store. Vores vilje til at indgå og værne om fællesskaber. At åbne hjemmet for hele klassen også selv de man ikke er tættest med, at omgås de man ikke deler holdninger med. At være tolerante, demokratiske og åndsfrie. At indgå i et demokrati er ikke bare at bo i et, men at tage del i det. At engagere sig, også når det er svært. At bruge sin stemme, når det er nødvendigt. At være et empatisk medmenneske, når verden mest brug for det.
Vi træder ud fra Ingrid med mere end eksamensbeviser i hånden. Vi bærer videre på de demokratiske værdier vi har fået her – og vi gør det med en forpligtelse til ikke at stivne i smålighed, men til at ville noget, og til at vide hvorfor.
Jeg vil gerne sige en enorm tak til dem som gør skolen til noget helt særligt og som netop har givet os dannelsen til demokrati. For det er ikke kun os og Ingrid ånden der fylder skolen, det er også alle de fantastiske lærere vi har haft igennem tre år. Tak for jeres tålmodighed, jeres entusiasme – og for ikke at give op, når vi stillede dumme spørgsmål. I har ikke bare undervist os – I har været med til at forme os. Og det vil vi tage med os. Når nogen nævner culottesteg, klynger og John vil vi tænke på jer. Derudover skal der lyde stor tak til dem som har haft overblikket også når vi ikke havde det: kontoret. I har ikke stået foran tavlen, men I har været en vigtig del af alt det, vi har været igennem.
Tak for at være til stede – for at skabe tryghed, overblik og struktur midt i alt det, vi ikke altid selv havde styr på. Jeg er sikker på, at de fleste af os kommer til at savne Lars-Ingrid-Bernarck som praktisk talt skaber morgensamlingerne med sit klaverspil og altid gode humør. Signe jeg håber i det mindste nogen af vores fraværsårsager har været somewhat underholdende. Hos elevrådet har vi nydt rigtig godt af Mette Berings glade og altid støttende væsen. Undervejs fik vi jo også ny rektor: Søren. Det har vi været glade for – tak for det friske pust og dine ord på vejen.
Nu træder vi ind i fremtiden. Vi står foran en verden, der forventer, vi har en plan. Det er ret modigt af den verden.
For sandheden er, at vi ikke behøver have det hele på plads. Jeg håber, vi alle får lidt tid til ikke at have en plan. Til bare at nyde livet. Til at drømme, lave fejl og ændre mening. Og hvis vi nogensinde bliver i tvivl, kan vi altid vende os mod Ingrid-ånden – den vil altid være med os, som et indre kompas med en særlig sans for fællesskab og kanelsnegle.
Jeg ved at når vi møder hinanden igen om 1, 2, 5 og 20 år vil vi smile og vide, at vi kommer af samme sted og trods at vi alle har haft vidt forskellige gymnasie oplevelser vil dette sted binde os sammen. På den dannelse vi har modtaget her og den særlige ånd der er i os alle, skal vi kendes igen og møder vi en med samme blik – ved vi at det er vores ven. Jeg glæder mig sådan til at følge med i, hvad vi alle finder på! Om det bliver i militæret på højskole, uni eller noget helt andet så ved jeg, at vi alle nok skal opnå succes og glæde selvom vi næppe nogensinde for brug for vektorer i planen: undskyld Palle.
Selvom jeg er sikker på at Lars og nu Søren vil fortælle alle, at deres årgang er noget særligt, tror jeg nu de har ret. Fordi vi er noget særligt, vi er noget særligt fordi det er os! Det er os som har brugt tre år i hinandens selskab både i de gode stunder og de stunder, hvor man trak naturfag som eksamen. Tillykke til os alle! Vi klarede det! Eksamensræset er slut, og nu venter sommeren, festerne – og livet!
Og til forældrene i kan godt være stolte af jeres unge mennesker! Husk at tage billeder om ti år vil de få drenge vi har ikke længere have hår og vi andre vil have fået linjer i panden, men vi vil alle bærer det med stil.
Vi gjorde det godt, vi fik huer
Tak for alle de forskellige smil jeg har mødt – på gangene, til festerne og i kantinen
Tak for alt, I vil altid være noget helt særligt i mit hjerte og det her sted vil altid binde os sammen.
Nu er der kun tilbage at sige et stort tillykke til os alle!