334.421
Kender I det tal?
Hvis det var indbyggere i én by, ville det være Danmarks næststørste. Ja, tag den, Aarhus!
Hvis det var tilskuere til én begivenhed, skulle der bruges ni gange Parkens kapacitet.
Har I gættet hvad tallet dækker over? Og nej, det er ikke det månedlige formandshonorar til Lars Boje.
Det er selvfølgelig det antal danskere, der tirsdag d. 24. marts 2026 valgte at give Liberal Alliance deres kryds. Næsten en ud af ti danskere viste os den tillid.
Hvis så mange mennesker stillede sig op på række på vejen, ja, så kunne rækken gå fra cirka starten af Storebæltsbroen, over Fyn, over Lillebæltsbroen og hele vejen til Legoland i Billund.
****
Når jeg tænker på alle de danskere, som har stemt på Liberal Alliance, så fyldes jeg af en dyb taknemmelighed. Der er meget vi LA’ere kan være taknemmelige for.
Tillad mig et kort øjeblik at skrue tiden fire år tilbage – til foråret 2022.
D. 23 april 2022 havde vi landsmøde i Liberal Alliance. Det havde vi i Kolding. Vi havde nemlig ikke råd til at holde landsmøder her i Tivoli Congress dengang.
Så både jeg og hele Folketingsgruppen – altså Ole og Henrik – tog til Kolding for at holde landsmøde.
På dagen for vores landsmøde fik vi en meningsmåling på 1,8 %.
Jeg skulle bruge dagen på at svare på spørgsmål om hvorvidt LA var en døende patient – og om jeg overhovedet var den rette leder for Liberal Alliance med de elendige målinger.
Men det blev en fantastisk dag dér tilbage i 2022 – der er en del af jer her, som sikkert kan huske den. Fordi vi var fulde af mod, begejstring og stolthed over vores politiske projekt – også selvom mindre end 2 % af danskerne kunne se fidusen i det.
Det ændrede sig som bekendt siden.
På valgaftenen et halvt år efter landsmødet i 2022 kunne jeg slå fast, at Liberal Alliance havde fået det bedste valg i partiets historie.
Det kunne vi sådan set også sige til EP valget i 2024, hvor vi fik vores første EP-medlem.
Og igen til kommunalvalget i 2025, hvor vi fik valgt hele 133 medlemmer af kommunalbestyrelser og regionsråd. Vi fik – og hold nu fast – fordoblet vores antal af borgmesterposter… ja, altså fra 1 til 2. Stort tillykke til Mikkel Dam i Faxe og Emil Blücher i Solrød.
Hvis vi fremskriver den tendens, så kommer vi allerede ved kommunalvalget i 2049 til at vinde 128 borgmesterposter. Og det er på trods af, at der kun er 98 kommuner.
Sidst, men ikke mindst, kunne jeg ved det netop overståede folketingsvalg gentage noget, som jeg godt kan afsløre, at jeg ikke er blevet træt af at skulle gentage de sidste 4 år i streg: At Liberal Alliance har fået det bedste valg i partiets historie.
Og det har vi gjort sammen. I fællesskab. Og derfor skal der fra min side lyde en stor tak til alle kandidater, ansatte, frivillige, folkevalgte – ja, alle medlemmer – og ikke mindst Danmarks bedste ungdomsparti – Liberal Alliances Ungdom.
***
Men trods alle de gode nyheder, har vi også ved det her valg måtte sige farvel til en række gode kollegaer. Jeg kommer til at savne hver og en af jer. Men tusind tak for den indsats, I har leveret. Og på gensyn i Folketingsgruppen!
Men vi fik til gengæld valgt en række nye folketingsmedlemmer. Stort tillykke til Freja, Joachim, Mads, Peter og Thorbjørn. Giv dem også en stor hånd!
Ja, oprindeligt var der jo et navn mere på listen. Den omstændighed behøver I ikke klappe af.
***
Liberal Alliance er ikke et parti med store, gamle højborge. Der er ingen, der stemmer på os, fordi de stemmer det samme, som deres forældre og bedsteforældre altid har gjort. Så vi skal hver gang gøre os fortjent til hver eneste stemme.
Til gengæld er vi et af de partier i hele landet, der har fået det mest ensartede valgresultat i alle storkredse i Danmark. Hvor man i andre partier taler om at miste fodfæste i visse dele af landet, står vi cirka lige solidt i alle storkredse i hele vores lille kongerige.
Vi er lige så populære i Vestjylland, som vi er i Nordsjælland, og vi fik næsten det samme resultat i Indre By i København, som vi gjorde i Fredericia, Holstebro og Næstved. Og sådan kunne jeg blive ved hele landet rundt.
Vi kan i hvert fald godt aflive enhver fordom om, at vi bare er partiet for forkælede pretty boys i Whiskeybæltet, der tager fars guldkort med i byen. Men altså. Det skal jo ikke forstås sådan, at Mads Strange ikke er velkommen i partiet.
Det er han da.
Nærmest uanset hvor man er i Danmark, er næsten hver tiende person, man møder, faktisk en LA’er. Så husk lige at smile til folk på jeres vej, ikke?
Ja, man kan faktisk sige, at Liberal Alliance er Danmarks ægte, men dog mindste, folkeparti.
For vi er ikke et parti for snævre særinteresser, men et parti der tror på at alle kan blive myndige borgere.
Vi er ikke partiet for alle livets vindere, men for enhver som tager ansvar og gør sig umage.
Ja, vi er partiet for alt det, der gror, og ikke bare det, der er groet fast.
Vi er partiet for morgendagens muligheder i stedet for gårsdagens vanetænkning.
Vi er partiet for enhver, som tror på frihed og ansvar og vil tage et opgør med socialdemokratisk betontænkning, et opgør med venstrefløjens misundelsespolitik og et opgør med det evigt stigende formynderi og bureaukrati.
Og vi er kun lige begyndt!
***
Men når alt dét så er sagt, synes jeg, det var en lidt mærkelig valgkamp.
Vi fik diskuteret rigtig mange ting i valgkampen. På en lidt bagvendt måde endte vi også med at diskutere en hel del økonomi – fordi Socialdemokratiet var så venlige at foreslå en formueskat som starten på valgkampen.
Kan I huske det i starten af valgkampen, hvordan kommentatorerne stod i kø for at erklære formueskatten for et genialt forslag. Der var ingen grænser for hvor smart, Mette Frederiksen var for at foreslå den, og hvor dumme vi borgerlige var for at bekæmpe den.
Det var et stort, fedt kødben til den indre svinehund, og så var Socialdemokratiets valgsejr garanteret her i jantelovens hjemland.
Sådan. Gik. Det. Ikke.
Vi tog kampen op og kaldte formueskatten, hvad det var: En gammel bøvs fra de rødeste dage under Anker Jørgensen. Og hvad skete der så?
Ja, dansk erhvervsliv begyndte også at sige fra. Fra hele Danmark piblede det frem med historier om virksomheder og mennesker, som formueskatten ville ramme, så det gik op for flere og flere, at det var dårlig politik fremsat med dårlige motiver.
Den diskussion vandt vi borgerlige. Og Socialdemokratiet tabte.
Det er sjældent, at erhvervslivet tør kommer med markante holdninger. De vil helst holde sig ud af den offentlige debat. Men debatten om formueskat viste, at det faktisk nytter noget at råbe op.
Det nytter noget at fast på, hvad vi faktisk mener – også om skat, også om økonomi, også om den enkeltes ret til at være andet og mere end malkekvæg for den luskede, røde karl på gården.
Husk det næste gang, der kommer noget åndssvagt som toptopskat. Der er ingen grund til at bukke nakken. Kæmp med rank ryg mod alt det røde uvæsen – I og vi kan godt!
**
Debatten om formueskat har også givet mig et lille håb for fremtiden.
Når danskerne godt kan se det dumme og uretfærdige i at lave nye skatter, der koster arbejdspladser og gør danskerne fattigere, ja, så kan vi da sikkert også overbevise langt flere om, at vores nuværende skatter og afgifter koster arbejdspladser og gør danskerne fattigere – og at det da er både dumt og uretfærdigt!
****
Men de ændrer ikke på, at de fleste debatter under valgkampen var underligt små eller helt ude af proportioner.
Det var som om mange havde glemt den situation Danmark og Europa står i.
Jeg var ved at sige, at vi risikerer, at Rusland starter en krig mod Europa, hvis de vinder i Ukraine, men det er forkert: Rusland ER i en krig mod Europa – Ukraine står bare i vejen. Og DERFOR har det altid været rigtigt og vil altid være rigtigt at støtte Ukraine.
Vi kan ikke længere regne med at amerikanerne vil hjælpe os i Europa.
Jeg har ikke ord til at beskrive, hvor trist det at se, hvordan USA, som i årtier har været Vestens ledestjerne, er degenereret til at bestå af politisk inkompetence, rendyrket populisme, gemene løgne og usandheder, korruption og en politik, som langt hen af vejen svækker Vesten og vestlige værdier.
Det er ualmindeligt trist.
Hvor vi europæers afhængighed af USA tidligere gav os en tryghed, er selvsamme afhængighed i dag noget der gør os sårbare og usikre.
Vi er hverken konkurrencedygtige eller kulturelt selvsikre nok til at føre Europa sikkert igennem alle de storme, som raser, og de storme, som måske kommer.
Det gælder for Europa generelt, men det gælder også for Danmark; vi SKAL gøre Danmark stærkere, mere robust og mere modstandsdygtig.
Heldigvis er der en bred politisk opbakning til og enighed om at vi skal have gang i den militære oprustning.
Men hvis vi skal gøre Danmark stærkere i en mere urolig verden, så skal der mere til:
Vi skal have en økonomisk oprustning, hvor vi fjerner den dyne af godtnokkeri og smålighed, som ligger over vores samfundsøkonomi, og sænker skatter og afgifter på investering, arbejde og forbrug – og tager et ægte opgør med bureaukratiet.
Det er noget af det vigtigste overhovedet. Og vi kommer til at blive ved med at kæmpe for, at der bliver indført en bindende bureaukratilov, hvor vi binder os til at vi i løbet af de næste 4 år ruller de sidste 10 års stigninger i bureaukratiet tilbage.
Vi skal have en energipolitisk oprustning, der giver os ren, rigelig og stabil energi, også når vinden ikke blæser og solen ikke skinner – det kræver kernekraft!
Og så skal vi have en åndelig oprustning, hvor vi står fast på det, som gør vores fædreland så smukt. Det gælder i forhold til udlændingepolitikken, hvor vi skal udelukke antidemokrater fra at få statsborgerskab. Vi kan ikke bevare og forsvare en liberal og demokratisk kultur i Danmark, hvis for mange af borgerne modarbejder demokratiets grundlæggende værdier.
Og vi skal indføre et stop for spontan asyl, så Danmark har kontrol over hvor mange flygtninge vi skal tage imod, når den næste store flygtningekrise rammer.
Åndelig oprustning er ikke bare at forsvare vores samfund mod folk, som ikke deler vores værdier.
Det er også at øge bevidstheden om, kendskabet til og kærligheden til vores fælles værdier. Derfor skal vi have rettet op på folkeskolen, så respekten for lærerne, den klassiske faglighed og den almene dannelse kommer tilbage i højsædet.
Det er hele vejen rundt – fra den økonomiske politik, energipolitikken, skolepolitikken og udlændingepolitikken – at der er brug for at gøre Danmark stærkere.
****
Danmark fortjener en regering, der kan løse de her udfordringer. Det kan ikke lade sig gøre med Socialdeomkratiet for bordenden – og det kan slet ikke lade sig gøre, hvis den regering skal afstemme sin politik med enhedslistens hovedbestyrelse.
Jeg har endnu ikke opgivet håbet om at vi får en borgerlig ledet regering.
Jeg vil derfor gerne endnu engang invitere til, at vi afsøger muligheden for en blå midterregering i en bred front af ikke-socialistiske partier fra Radikale Venstre og Moderaterne og over til DF og DD.
Og ja ja, jeg ved godt hvad I tænker lige nu. Hvordan i alverden er det lige jeg tror, at jeg kan få Messerschmidt og Løkke til at være i stue sammen..
Men hvis I så programmet ‘Højskolen’, så sang de faktisk “Fly me to the moon” sammen. Jeg synes dog, at mindre end månen kan gøre det. Vi kunne jo starte med Marienborg.
For det kan da ikke være rigtigt, at man hellere vil have Mette Frederiksen som statsminister for en rød regering afhængig af Enhedslisten og Alternativet, end at Lars Løkke bliver økonomiminister i en blå regering.
Og jeg vil gerne tilbyde min hjælp. For vi i LA kender da lidt til at kravle i træer.
Jeg tilbyder gerne at være trænedklatringskonsulent på frivillig basis. I ringer bare.
*
Men det er klart, at vi har nogle ret store uenigheder, vi skal skræve over. Særligt på udlændingepolitikken og i forhold til det grønne. Mit forslag er at hvis en blå midterregering skal fungere, så skal der gives to garantier.
Det ene er udlændingepolitisk garanti. Hvor intet regeringsparti har vetoret over spørgsmålet, og udlændingepolitikken forhandles til højre for regeringen. Martin Lidegaard skal ikke have lov til at hijacke udlændingepolitikken.
Det andet er en grøn garanti. Det må ikke være landbrugets snævre interesser, der forhindrer en blå midterregering i at sikre et grønnere Danmark med bedre dyrevelfærd og en bedre beskyttelse af både vores fjorde, grundvand og natur.
Til gengæld vil vi kunne enes i den blå familie om en reformdagsorden, som virkelig vil styrke Danmark. Lavere skatter. Mindre bureaukrati. Og en nytænkning af den måde den offentlige sektor er indrettet på – hvor vi sætter velfærden fri fra systemet og giver borgeren langt mere frit valg.
Tænk sig hvis vi gav friheden en chance, når det kom til vores velfærdssamfund. Jeg tror på, at frihed og ansvar virker. Det ser vi med friskolerne, med friplejehjemmene eller de få private børnehaver vi har i Danmark. De er rasende populære. Ofte med lange ventelister.
Hvad er det, de har, som de kommunale tilbud ikke har? Ja, de har frihed til at indrette sig som de vil. Og de har ansvaret for at få det til at fungere.
Jeg tror på, at vi med en centrum-højre-regering kan skabe en velfærdsrevolution, hvor vi sikrer at alle eksisterende velfærdstilbud får de samme muligheder og den samme frihed, som de private har i dag.
Så lad os nu give en blå midterregering en ærlig chance. Så vi kan få en frisk start i dansk politik efter 7 år med Mette Frederiksen.
***
Der er også dem, der drømmer om at give kunstigt åndedræt til SVM-regering ved at tilføre flere partier til den regering.
Det lyder måske som noget magisk med en ny midter-regering. Men det nytter ikke noget, hvis det bare er endnu en Mette-regering.
Så jeg vil i dag gerne benytte anledningen til at komme med en direkte opfordring til mine borgerlige kolleger Troels Lund og Mona Juul.
Hvis ikke vi lykkes med at skabe en blå midterregering med en borgerlig statsminister, så lad nu være med at gøre Mette Frederiksen til statsminister og gå i regering med hende.
Lad os i stedet stå sammen om at skabe en borgerlig fremtid.
Nok kan det være tillokkende med lidt kortsigtet indflydelse og fine ministerposter. Men prisen betales i tabt fremtid.
Hver dag, som ét eller flere borgerlige partier bruger i favnen på Socialdemokratiet, er endnu en dag, vi kunne have brugt på at genopbygge det borgerlige Danmark sammen og få opbakning til at skabe reelle, store forandringer og forbedringer af Danmark.
Vi er forskellige partier. Vi er ikke enige om alt. Nogle af mere liberale, andre mere konservative.
Men vi er dog fælles om borgerligheden.
Vi er fælles om troen på den kraft, der ligger i friheden, og den mening, der ligger i ansvaret. Om at sætte hverdagens fornuft over teknokratisk kassetænkning og sætte familien og friheden over systemet.
Om at elske og ære vores smukke Danmark – og passe på Danmarks kultur og natur.
Om at sætte velfærden fri fra rød kassetænkning.
Om at styrke danskernes hverdagsøkonomi og i øvrigt at stå fast på, at alle har godt af at tjene deres egne penge – og når folk så er rigtige gode til at tjene deres egne penge, så skal de ikke udskammes eller straffes for det.
For man kan ikke bygge et stærkt land på smålighed og misundelse.
Vi er også tre forskellige partier med hver vores styrker. Tænk hvad vi kan opnå, hvis vi lægger egoismen til side og sammen skaber et fælles borgerligt projekt – med en åben invitation til flere.
Jeg er i hvert fald klar til at gøre min del. Lad os tre partier indgå en blå pagt om samarbejde for at skabe det fælles grundlag for et nyt borgerligt systemskifte. Lad os komme og gå sammen til vigtige forhandlinger, så vi kan sikre ægte borgerlig indflydelse i stedet for enkelte, svage aftryk.
Vi er alle dødtrætte af borgerlig splittelse og nej-hatteriet i blå blok, og jeg synes, vi skal gøre alt, vi kan, for at samle tropperne igen.
Vi borgerlige er så meget mere end det, vi vil så meget mere end det og vi kan så meget mere end det.
***
Jeg startede talen i dag med at se 4 år tilbage i tiden. Dengang havde ingen troet, at vi 4 år senere ville stå, hvor vi gør i dag med 334.421 danskeres tillid i ryggen.
Det er værd at være dybt taknemmelig over, især når vi til august i år runder en lidt sjov mærkedag. For dér fylder Liberal Alliance nemlig 18 år.
Ja, det er altså ikke kun mange af vores vælgere, som er unge!
Men selvom vi er et ungt parti, skriver vi os ind i en lang og stolt borgerlig-liberal historie.
Vi trækker på idéer, værdier og traditioner, som har bevist deres værd gennem århundreder.
Det er liberale, folkelige bevægelser af ansvarlige, foretagsomme, dannede og næstekærlige borgere, som har bygget alt det smukkeste ved Danmark.
Og det er den arv, som vi stræber efter at løfte videre.
Det er derfor, at vi er partiet, der siger til danskerne:
Du kan godt – stræbe højere i dit liv og blive en endnu bedre version af dig selv. Som er mere storsindet, mere taknemmelig, mere næstekærlig men også mere initiativrig, mere handlekraftig og mere ambitiøs.
Vi er partiet der siger: VI kan godt – styrke vores fællesskab med mere frihed, værdighed, myndighed – og et nyt mod til at udfordre systemlogikker og vanetænkning.
Danmark kan godt – gå en stolt og storslået fremtid i møde, men kun hvis vi lader vores styrker vokse indefra og nedefra, sådan som generationer har gjort det inden os. Lader initiativet, iderigdommen, flid, talent og men også stærke fællesskaber og næstekærligheden blomstre.
Dét er vores Danmark. Det Danmark, som vi kender og kæmper for.
Tak for ordet.
Kender I det tal?
Hvis det var indbyggere i én by, ville det være Danmarks næststørste. Ja, tag den, Aarhus!
Hvis det var tilskuere til én begivenhed, skulle der bruges ni gange Parkens kapacitet.
Har I gættet hvad tallet dækker over? Og nej, det er ikke det månedlige formandshonorar til Lars Boje.
Det er selvfølgelig det antal danskere, der tirsdag d. 24. marts 2026 valgte at give Liberal Alliance deres kryds. Næsten en ud af ti danskere viste os den tillid.
Hvis så mange mennesker stillede sig op på række på vejen, ja, så kunne rækken gå fra cirka starten af Storebæltsbroen, over Fyn, over Lillebæltsbroen og hele vejen til Legoland i Billund.
****
Når jeg tænker på alle de danskere, som har stemt på Liberal Alliance, så fyldes jeg af en dyb taknemmelighed. Der er meget vi LA’ere kan være taknemmelige for.
Tillad mig et kort øjeblik at skrue tiden fire år tilbage – til foråret 2022.
D. 23 april 2022 havde vi landsmøde i Liberal Alliance. Det havde vi i Kolding. Vi havde nemlig ikke råd til at holde landsmøder her i Tivoli Congress dengang.
Så både jeg og hele Folketingsgruppen – altså Ole og Henrik – tog til Kolding for at holde landsmøde.
På dagen for vores landsmøde fik vi en meningsmåling på 1,8 %.
Jeg skulle bruge dagen på at svare på spørgsmål om hvorvidt LA var en døende patient – og om jeg overhovedet var den rette leder for Liberal Alliance med de elendige målinger.
Men det blev en fantastisk dag dér tilbage i 2022 – der er en del af jer her, som sikkert kan huske den. Fordi vi var fulde af mod, begejstring og stolthed over vores politiske projekt – også selvom mindre end 2 % af danskerne kunne se fidusen i det.
Det ændrede sig som bekendt siden.
På valgaftenen et halvt år efter landsmødet i 2022 kunne jeg slå fast, at Liberal Alliance havde fået det bedste valg i partiets historie.
Det kunne vi sådan set også sige til EP valget i 2024, hvor vi fik vores første EP-medlem.
Og igen til kommunalvalget i 2025, hvor vi fik valgt hele 133 medlemmer af kommunalbestyrelser og regionsråd. Vi fik – og hold nu fast – fordoblet vores antal af borgmesterposter… ja, altså fra 1 til 2. Stort tillykke til Mikkel Dam i Faxe og Emil Blücher i Solrød.
Hvis vi fremskriver den tendens, så kommer vi allerede ved kommunalvalget i 2049 til at vinde 128 borgmesterposter. Og det er på trods af, at der kun er 98 kommuner.
Sidst, men ikke mindst, kunne jeg ved det netop overståede folketingsvalg gentage noget, som jeg godt kan afsløre, at jeg ikke er blevet træt af at skulle gentage de sidste 4 år i streg: At Liberal Alliance har fået det bedste valg i partiets historie.
Og det har vi gjort sammen. I fællesskab. Og derfor skal der fra min side lyde en stor tak til alle kandidater, ansatte, frivillige, folkevalgte – ja, alle medlemmer – og ikke mindst Danmarks bedste ungdomsparti – Liberal Alliances Ungdom.
***
Men trods alle de gode nyheder, har vi også ved det her valg måtte sige farvel til en række gode kollegaer. Jeg kommer til at savne hver og en af jer. Men tusind tak for den indsats, I har leveret. Og på gensyn i Folketingsgruppen!
Men vi fik til gengæld valgt en række nye folketingsmedlemmer. Stort tillykke til Freja, Joachim, Mads, Peter og Thorbjørn. Giv dem også en stor hånd!
Ja, oprindeligt var der jo et navn mere på listen. Den omstændighed behøver I ikke klappe af.
***
Liberal Alliance er ikke et parti med store, gamle højborge. Der er ingen, der stemmer på os, fordi de stemmer det samme, som deres forældre og bedsteforældre altid har gjort. Så vi skal hver gang gøre os fortjent til hver eneste stemme.
Til gengæld er vi et af de partier i hele landet, der har fået det mest ensartede valgresultat i alle storkredse i Danmark. Hvor man i andre partier taler om at miste fodfæste i visse dele af landet, står vi cirka lige solidt i alle storkredse i hele vores lille kongerige.
Vi er lige så populære i Vestjylland, som vi er i Nordsjælland, og vi fik næsten det samme resultat i Indre By i København, som vi gjorde i Fredericia, Holstebro og Næstved. Og sådan kunne jeg blive ved hele landet rundt.
Vi kan i hvert fald godt aflive enhver fordom om, at vi bare er partiet for forkælede pretty boys i Whiskeybæltet, der tager fars guldkort med i byen. Men altså. Det skal jo ikke forstås sådan, at Mads Strange ikke er velkommen i partiet.
Det er han da.
Nærmest uanset hvor man er i Danmark, er næsten hver tiende person, man møder, faktisk en LA’er. Så husk lige at smile til folk på jeres vej, ikke?
Ja, man kan faktisk sige, at Liberal Alliance er Danmarks ægte, men dog mindste, folkeparti.
For vi er ikke et parti for snævre særinteresser, men et parti der tror på at alle kan blive myndige borgere.
Vi er ikke partiet for alle livets vindere, men for enhver som tager ansvar og gør sig umage.
Ja, vi er partiet for alt det, der gror, og ikke bare det, der er groet fast.
Vi er partiet for morgendagens muligheder i stedet for gårsdagens vanetænkning.
Vi er partiet for enhver, som tror på frihed og ansvar og vil tage et opgør med socialdemokratisk betontænkning, et opgør med venstrefløjens misundelsespolitik og et opgør med det evigt stigende formynderi og bureaukrati.
Og vi er kun lige begyndt!
***
Men når alt dét så er sagt, synes jeg, det var en lidt mærkelig valgkamp.
Vi fik diskuteret rigtig mange ting i valgkampen. På en lidt bagvendt måde endte vi også med at diskutere en hel del økonomi – fordi Socialdemokratiet var så venlige at foreslå en formueskat som starten på valgkampen.
Kan I huske det i starten af valgkampen, hvordan kommentatorerne stod i kø for at erklære formueskatten for et genialt forslag. Der var ingen grænser for hvor smart, Mette Frederiksen var for at foreslå den, og hvor dumme vi borgerlige var for at bekæmpe den.
Det var et stort, fedt kødben til den indre svinehund, og så var Socialdemokratiets valgsejr garanteret her i jantelovens hjemland.
Sådan. Gik. Det. Ikke.
Vi tog kampen op og kaldte formueskatten, hvad det var: En gammel bøvs fra de rødeste dage under Anker Jørgensen. Og hvad skete der så?
Ja, dansk erhvervsliv begyndte også at sige fra. Fra hele Danmark piblede det frem med historier om virksomheder og mennesker, som formueskatten ville ramme, så det gik op for flere og flere, at det var dårlig politik fremsat med dårlige motiver.
Den diskussion vandt vi borgerlige. Og Socialdemokratiet tabte.
Det er sjældent, at erhvervslivet tør kommer med markante holdninger. De vil helst holde sig ud af den offentlige debat. Men debatten om formueskat viste, at det faktisk nytter noget at råbe op.
Det nytter noget at fast på, hvad vi faktisk mener – også om skat, også om økonomi, også om den enkeltes ret til at være andet og mere end malkekvæg for den luskede, røde karl på gården.
Husk det næste gang, der kommer noget åndssvagt som toptopskat. Der er ingen grund til at bukke nakken. Kæmp med rank ryg mod alt det røde uvæsen – I og vi kan godt!
**
Debatten om formueskat har også givet mig et lille håb for fremtiden.
Når danskerne godt kan se det dumme og uretfærdige i at lave nye skatter, der koster arbejdspladser og gør danskerne fattigere, ja, så kan vi da sikkert også overbevise langt flere om, at vores nuværende skatter og afgifter koster arbejdspladser og gør danskerne fattigere – og at det da er både dumt og uretfærdigt!
****
Men de ændrer ikke på, at de fleste debatter under valgkampen var underligt små eller helt ude af proportioner.
Det var som om mange havde glemt den situation Danmark og Europa står i.
Jeg var ved at sige, at vi risikerer, at Rusland starter en krig mod Europa, hvis de vinder i Ukraine, men det er forkert: Rusland ER i en krig mod Europa – Ukraine står bare i vejen. Og DERFOR har det altid været rigtigt og vil altid være rigtigt at støtte Ukraine.
Vi kan ikke længere regne med at amerikanerne vil hjælpe os i Europa.
Jeg har ikke ord til at beskrive, hvor trist det at se, hvordan USA, som i årtier har været Vestens ledestjerne, er degenereret til at bestå af politisk inkompetence, rendyrket populisme, gemene løgne og usandheder, korruption og en politik, som langt hen af vejen svækker Vesten og vestlige værdier.
Det er ualmindeligt trist.
Hvor vi europæers afhængighed af USA tidligere gav os en tryghed, er selvsamme afhængighed i dag noget der gør os sårbare og usikre.
Vi er hverken konkurrencedygtige eller kulturelt selvsikre nok til at føre Europa sikkert igennem alle de storme, som raser, og de storme, som måske kommer.
Det gælder for Europa generelt, men det gælder også for Danmark; vi SKAL gøre Danmark stærkere, mere robust og mere modstandsdygtig.
Heldigvis er der en bred politisk opbakning til og enighed om at vi skal have gang i den militære oprustning.
Men hvis vi skal gøre Danmark stærkere i en mere urolig verden, så skal der mere til:
Vi skal have en økonomisk oprustning, hvor vi fjerner den dyne af godtnokkeri og smålighed, som ligger over vores samfundsøkonomi, og sænker skatter og afgifter på investering, arbejde og forbrug – og tager et ægte opgør med bureaukratiet.
Det er noget af det vigtigste overhovedet. Og vi kommer til at blive ved med at kæmpe for, at der bliver indført en bindende bureaukratilov, hvor vi binder os til at vi i løbet af de næste 4 år ruller de sidste 10 års stigninger i bureaukratiet tilbage.
Vi skal have en energipolitisk oprustning, der giver os ren, rigelig og stabil energi, også når vinden ikke blæser og solen ikke skinner – det kræver kernekraft!
Og så skal vi have en åndelig oprustning, hvor vi står fast på det, som gør vores fædreland så smukt. Det gælder i forhold til udlændingepolitikken, hvor vi skal udelukke antidemokrater fra at få statsborgerskab. Vi kan ikke bevare og forsvare en liberal og demokratisk kultur i Danmark, hvis for mange af borgerne modarbejder demokratiets grundlæggende værdier.
Og vi skal indføre et stop for spontan asyl, så Danmark har kontrol over hvor mange flygtninge vi skal tage imod, når den næste store flygtningekrise rammer.
Åndelig oprustning er ikke bare at forsvare vores samfund mod folk, som ikke deler vores værdier.
Det er også at øge bevidstheden om, kendskabet til og kærligheden til vores fælles værdier. Derfor skal vi have rettet op på folkeskolen, så respekten for lærerne, den klassiske faglighed og den almene dannelse kommer tilbage i højsædet.
Det er hele vejen rundt – fra den økonomiske politik, energipolitikken, skolepolitikken og udlændingepolitikken – at der er brug for at gøre Danmark stærkere.
****
Danmark fortjener en regering, der kan løse de her udfordringer. Det kan ikke lade sig gøre med Socialdeomkratiet for bordenden – og det kan slet ikke lade sig gøre, hvis den regering skal afstemme sin politik med enhedslistens hovedbestyrelse.
Jeg har endnu ikke opgivet håbet om at vi får en borgerlig ledet regering.
Jeg vil derfor gerne endnu engang invitere til, at vi afsøger muligheden for en blå midterregering i en bred front af ikke-socialistiske partier fra Radikale Venstre og Moderaterne og over til DF og DD.
Og ja ja, jeg ved godt hvad I tænker lige nu. Hvordan i alverden er det lige jeg tror, at jeg kan få Messerschmidt og Løkke til at være i stue sammen..
Men hvis I så programmet ‘Højskolen’, så sang de faktisk “Fly me to the moon” sammen. Jeg synes dog, at mindre end månen kan gøre det. Vi kunne jo starte med Marienborg.
For det kan da ikke være rigtigt, at man hellere vil have Mette Frederiksen som statsminister for en rød regering afhængig af Enhedslisten og Alternativet, end at Lars Løkke bliver økonomiminister i en blå regering.
Og jeg vil gerne tilbyde min hjælp. For vi i LA kender da lidt til at kravle i træer.
Jeg tilbyder gerne at være trænedklatringskonsulent på frivillig basis. I ringer bare.
*
Men det er klart, at vi har nogle ret store uenigheder, vi skal skræve over. Særligt på udlændingepolitikken og i forhold til det grønne. Mit forslag er at hvis en blå midterregering skal fungere, så skal der gives to garantier.
Det ene er udlændingepolitisk garanti. Hvor intet regeringsparti har vetoret over spørgsmålet, og udlændingepolitikken forhandles til højre for regeringen. Martin Lidegaard skal ikke have lov til at hijacke udlændingepolitikken.
Det andet er en grøn garanti. Det må ikke være landbrugets snævre interesser, der forhindrer en blå midterregering i at sikre et grønnere Danmark med bedre dyrevelfærd og en bedre beskyttelse af både vores fjorde, grundvand og natur.
Til gengæld vil vi kunne enes i den blå familie om en reformdagsorden, som virkelig vil styrke Danmark. Lavere skatter. Mindre bureaukrati. Og en nytænkning af den måde den offentlige sektor er indrettet på – hvor vi sætter velfærden fri fra systemet og giver borgeren langt mere frit valg.
Tænk sig hvis vi gav friheden en chance, når det kom til vores velfærdssamfund. Jeg tror på, at frihed og ansvar virker. Det ser vi med friskolerne, med friplejehjemmene eller de få private børnehaver vi har i Danmark. De er rasende populære. Ofte med lange ventelister.
Hvad er det, de har, som de kommunale tilbud ikke har? Ja, de har frihed til at indrette sig som de vil. Og de har ansvaret for at få det til at fungere.
Jeg tror på, at vi med en centrum-højre-regering kan skabe en velfærdsrevolution, hvor vi sikrer at alle eksisterende velfærdstilbud får de samme muligheder og den samme frihed, som de private har i dag.
Så lad os nu give en blå midterregering en ærlig chance. Så vi kan få en frisk start i dansk politik efter 7 år med Mette Frederiksen.
***
Der er også dem, der drømmer om at give kunstigt åndedræt til SVM-regering ved at tilføre flere partier til den regering.
Det lyder måske som noget magisk med en ny midter-regering. Men det nytter ikke noget, hvis det bare er endnu en Mette-regering.
Så jeg vil i dag gerne benytte anledningen til at komme med en direkte opfordring til mine borgerlige kolleger Troels Lund og Mona Juul.
Hvis ikke vi lykkes med at skabe en blå midterregering med en borgerlig statsminister, så lad nu være med at gøre Mette Frederiksen til statsminister og gå i regering med hende.
Lad os i stedet stå sammen om at skabe en borgerlig fremtid.
Nok kan det være tillokkende med lidt kortsigtet indflydelse og fine ministerposter. Men prisen betales i tabt fremtid.
Hver dag, som ét eller flere borgerlige partier bruger i favnen på Socialdemokratiet, er endnu en dag, vi kunne have brugt på at genopbygge det borgerlige Danmark sammen og få opbakning til at skabe reelle, store forandringer og forbedringer af Danmark.
Vi er forskellige partier. Vi er ikke enige om alt. Nogle af mere liberale, andre mere konservative.
Men vi er dog fælles om borgerligheden.
Vi er fælles om troen på den kraft, der ligger i friheden, og den mening, der ligger i ansvaret. Om at sætte hverdagens fornuft over teknokratisk kassetænkning og sætte familien og friheden over systemet.
Om at elske og ære vores smukke Danmark – og passe på Danmarks kultur og natur.
Om at sætte velfærden fri fra rød kassetænkning.
Om at styrke danskernes hverdagsøkonomi og i øvrigt at stå fast på, at alle har godt af at tjene deres egne penge – og når folk så er rigtige gode til at tjene deres egne penge, så skal de ikke udskammes eller straffes for det.
For man kan ikke bygge et stærkt land på smålighed og misundelse.
Vi er også tre forskellige partier med hver vores styrker. Tænk hvad vi kan opnå, hvis vi lægger egoismen til side og sammen skaber et fælles borgerligt projekt – med en åben invitation til flere.
Jeg er i hvert fald klar til at gøre min del. Lad os tre partier indgå en blå pagt om samarbejde for at skabe det fælles grundlag for et nyt borgerligt systemskifte. Lad os komme og gå sammen til vigtige forhandlinger, så vi kan sikre ægte borgerlig indflydelse i stedet for enkelte, svage aftryk.
Vi er alle dødtrætte af borgerlig splittelse og nej-hatteriet i blå blok, og jeg synes, vi skal gøre alt, vi kan, for at samle tropperne igen.
Vi borgerlige er så meget mere end det, vi vil så meget mere end det og vi kan så meget mere end det.
***
Jeg startede talen i dag med at se 4 år tilbage i tiden. Dengang havde ingen troet, at vi 4 år senere ville stå, hvor vi gør i dag med 334.421 danskeres tillid i ryggen.
Det er værd at være dybt taknemmelig over, især når vi til august i år runder en lidt sjov mærkedag. For dér fylder Liberal Alliance nemlig 18 år.
Ja, det er altså ikke kun mange af vores vælgere, som er unge!
Men selvom vi er et ungt parti, skriver vi os ind i en lang og stolt borgerlig-liberal historie.
Vi trækker på idéer, værdier og traditioner, som har bevist deres værd gennem århundreder.
Det er liberale, folkelige bevægelser af ansvarlige, foretagsomme, dannede og næstekærlige borgere, som har bygget alt det smukkeste ved Danmark.
Og det er den arv, som vi stræber efter at løfte videre.
Det er derfor, at vi er partiet, der siger til danskerne:
Du kan godt – stræbe højere i dit liv og blive en endnu bedre version af dig selv. Som er mere storsindet, mere taknemmelig, mere næstekærlig men også mere initiativrig, mere handlekraftig og mere ambitiøs.
Vi er partiet der siger: VI kan godt – styrke vores fællesskab med mere frihed, værdighed, myndighed – og et nyt mod til at udfordre systemlogikker og vanetænkning.
Danmark kan godt – gå en stolt og storslået fremtid i møde, men kun hvis vi lader vores styrker vokse indefra og nedefra, sådan som generationer har gjort det inden os. Lader initiativet, iderigdommen, flid, talent og men også stærke fællesskaber og næstekærligheden blomstre.
Dét er vores Danmark. Det Danmark, som vi kender og kæmper for.
Tak for ordet.