Tak for ordet.
Mit navn er Aksel.
Jeg er 16 år gammel og næstforperson for Danske Skoleelever.
I dag er en stor dag.
I dag er en stor dag, fordi vi elever står stærkere end aldrig før!
Vi står stærkere end aldrig før på et emne, der i lang tid har været ekstremt kontroversielt og omdiskuteret.
Et emne, hvor det kan virke som om, det er lærerne mod eleverne.
Derfor vil jeg gerne benytte lejligheden til at svare på noget af den kritik, vi elever har fået.
Jeg ved, at det at være lærer ikke er et nemt job.
Jeg ved også og har respekt for, at lærere landet over hver dag gør deres bedste for at gøre en forskel.
Fordi de elsker deres arbejde og fordi de synes, at det er spændende og givende.
Netop det har også været mit klare indtryk, når vi har været ude og besøge jer i klasserne.
Men det, der også har været mit indtryk er, at en meget stor del af lærerne er imod forslaget også.
”Det er unødvendigt. Det vil kun eskalere konflikter. Og det løser i hvert fald ikke de problemer, der er i skolen.”
Derfor glæder jeg mig også over, at der er flere lærere, der er dukket op i dag. Det skal I have tak for.
Men nu er det sådan set heller ikke lærerne, den her demonstration handler om.
Som I jo nu ved, elsker jeg gammeldansk musik. Især sangen ”Den Røde Tråd”.
Derfor undrer det mig også, når nogle af politikerne får skolen til at virke som et sted, hvor vi kun skal lære at skrive De med stort.
Det er forkert.
Skolen skal også være et trygt sted.
Et sted, hvor man kan vokse og kokse, men rejse sig op efter man har begået en fejl, fordi man ved, at der er nogen, der har ens ryg.
Ikke fordi man ved, at der er nogen, der tager ens ryg og fører en ud af lokalet.
Og den holdning er jeg tydeligvis ikke alene om.
Foran mig står I fucking mange skoleelever, der alle er troppet op i dag for at vise modstand til det her vilde forslag!
Nogle af jer er stået op tidligt, fordi I skulle nå herhen hele vejen fra Jylland.
Nogle af jer har brugt tid og kræfter på at arrangere en tur for eleverne på jeres skole.
Nogle af jer er blevet så forargede, da I hørte forslaget, at I ikke kunne lade være med at dukke op.
Det er nu lige meget, om I kommer fra Karup eller København.
For det, vi alle har tilfælles, er, at vi står her, fordi vi vil tage ansvar for Danmarks grundskole.
Vi vil tage ansvar for den skole, vi går i, og komme med løsninger, der faktisk virker.
Derfor skal min sidste tak gå ud til alle jer elever. Fra Danske Skoleelevers side vil vi gerne sige tak, fordi I er kommet.
Som nævnt tidligere, er politikerne i gang med at forhandle om en ny regering.
Og selvom det her er blevet sagt mange gange, siger jeg det lige en gang til:
Elevernes ULTIMATIVE krav til en kommende regering er, at det her lovforslag bliver skrottet!
Når jeg siger, at vi vil gøre ALT, hvad vi kan, for at sikre det, er det fordi, jeg mener det.
Nok kan man være uenig med vores holdning.
Men man kan ikke benægte, at vi ikke har kæmpet imod det her.
Jeg er i hvert fald sikker på, at vores indsats betyder, at vi potentielt kan afværge en katastrofe i dansk skolehistorie. Takket være jer.
For at slutte af, har jeg besluttet, at jeg vil gøre det på samme måde som den amerikanske præsident, Ronald Raegan, gjorde før Berlinmurens fald.
Kommende undervisningsminister.
Hvis du søger ro.
Hvis du søger trivsel for grundskoleeleverne i Danmark.
Hvis du søger den tryggeste skole for alle. Så kom til os elever.
Kommende undervisningsminister: Lyt til os elever!
Kommende undervisningsminister: DROP det her lovforslag!
