Min far kom til Danmark i december 1985, få uger før han blev 19 år gammel. Han skulle forlade hele sin familie, sine venner og sin kæreste. For min far er fra Comorerne og min farfar var en del af regeringen, der blev væltet af et statskup ledet af franske lejesoldater. Fordi min farfar var guvernør, blev han sat i fængsel og min far kunne ikke fortsætte sin uddannelse på comorerne.
Min mor og far var kærester da min far måtte rejse, og kærligheden og skæbnen gjorde at min mor rejste til den anden ende af verden for at være sammen med min far i 1989, det er her min historie starter 15 år før min fødsel. Navnet Comorerne kommer af det arabiske, juzur qamar. På dansk 'Måneøerne'. Derfra har jeg mine rødder, og nogle gange føles det næsten, som om jeg er fra månen selv.
Månen er fjern, mystisk og noget som kun få har set tæt på. På samme måde er Comorerne for mig et fjernt sted, som jeg kun kender i brudstykker, gennem historier og minder, men også gennem det spejlbillede, der møder mig hver dag. Som månen er bundet til jorden, er Comorerne bundet til mig.
Hver gang jeg møder nye mennesker, lyder spørgsmålet: 'Hvor er du fra?' Eller 'Hvor er du ”rigtigt” fra?' Efterfulgt af et undrende, 'Er du født i Danmark?' og hvis ikke andet, en beundring over, at jeg taler så flydende dansk.
Og ja, det gør jeg, for dansk er mit modersmål, det er det eneste sprog, mine forældre lærte mig. Jeg er født på Slagelse Hospital, vokset op i et parcelhuskvarter med mine forældre og mine 2 søskende. En typisk dansk kernefamilie og så ikke helt. Jeg er ikke adopteret, og jeg er heller ikke halvt dansk, selvom jeg har fået det spørgsmål lidt for mange gange.
Når folk spørger, kan jeg godt høre, at det er ud af interesse og nysgerrighed. De vil vide, hvor jeg hører til, hvor mine rødder står, hvilken kasse jeg skal puttes i. Sandheden er, at måneøerne har givet mig min hudfarve, mine ansigtstræk, min hårtype og min højde. Men mit indre er herfra. Fra det land, hvor jeg sagde mine første ord, tog mine første skridt og fik mine første venner.
Min fars yndlingssang da jeg var lille var “I Danmark er jeg født”, ironisk nok. Og han sang hele tiden. Jeg så aldrig mine forældre som udanske, indtil andre kommenterede det. De var nemlig ikke udanske de var så danske at de ikke lærte mig deres modersmål comoriansk, så danske at de ikke lærte mig den comorianske kultur, så danske at jeg i børnehaven blev ked af det, når de andre børn kaldte mig for brun og så danske at jeg fik navnet Sara, fordi min søster i en alder af 5 synes at jeg skulle have en nemt danskt navn.
Men jeg kan ikke bebrejde mine forældre, for de fik fra barnsben indprentet, at deres egen arv var mindre værd. På skolerne blev det comorianske sprog ikke bare nedprioriteret, men forbudt, og den rige comorianske historie blev visket væk og erstattet af Frankrigs fortælling.
Det var ikke bare en undertrykkelse af et sprog eller en historie, men en udviskning af en identitet. Koloniseringen har efterladt dybe ar og skabt en befolkning, der kæmper med internaliseret racisme, og der stadig bærer byrden af en kultur, der engang blev forsøgt slettet.
Jeg drømmer om en verden, der rummer os, som lever mellem kulturer. En verden, der accepterer dem af os, der ikke er 100% det ene eller 100% det andet.
Vi dér er, i et limbo, et tomt rum, som vi selv må skabe og fylde.
Danmark er mit hjem, men det er svært at føle sig helt hjemme når man ikke altid er velkommen. For gennem det spejlbillede, der møder mig hver dag, er Comorerne bundet til mig som månen er bundet til jorden.
Men jeg er ikke fra månen, jeg er fra Danmark og jeg er fra Comorerne og vigtigst af alt er jeg 100% mig.
Tak