Aisha Sara Issilams grundlovstale

For 176 år siden satte Frederik den 7. sin underskrift på noget, der skulle forandre Danmark for altid: 
Den første danske grundlov.
Et dokument skrevet i blæk og i håb.
Et papir, der slog revner i enevælden og såede frøene til folkestyret.
På samme tid, langt herfra, på måneøerne bedre kendt som Comorerne
Levede mine forfædre, der en dag skulle blive skyld i at jeg blev bragt til verden, blandt palmetræer og skildpadder, firben og hvide sandstrande og frodige bjergsider.
De kendte ikke Danmark. Og Danmark kendte ikke dem.
Og alligevel står jeg her i dag. 

En efterkommer af skæbner, drømme og rejser, midt på scenen i Det Kongelige Teater.
Et sted, hvor nationens fortællinger udspiller sig, nu også med min stemme.
Og jeg må sige:
Danmark er et smukt land, mit hjemland.
København, især om sommeren, dufter af grill på altaner, forventninger i luften og slutningen på eksamener.
Det dufter af nyklippet græs, kanalerne der bruser og intet pres.
Der er noget vidunderligt ved at cykle i klipklapper i aftensol, spontane møder med venner, og friske jordbær og koldskål.
Vores Danmark er noget særligt.
For vi har 
Tryghed. Tillid. Ro på overfladen.
I Danmark er vi arbejdsomme, effektive og punktlige. 
Men snakkesalige kan man næppe sige. Vi arbejder på vores MacBooks på caféer
I s-toget sidder vi alle med høretelefoner, vi selv isolerer.
Alt flyder, alt opdateres, alt måles.
Vi kalder det udvikling.
Men nogen gange føles det som afvikling. 
Afvikling af pauser. Afvikling af nærvær. Afvikling af noget… menneskeligt.
For roen er kun på overfladen.
Jeg er 20 år gammel.
Dansk statsborger. Universitetsstuderende.
Jeg burde være glad og det er jeg også ofte.
Men jeg mærker, også, noget andet:
Et ur, der ikke hænger på væggen, men tikker i brystet.
Klik.
Svar.
Aflever.
Deltag.
Optimér.
Vores samfund er blevet et excelark med ben.
Produktivitet er vor tids dyd.
Langsomhed næsten en synd.

Når Grundloven giver os frihed, hvad bruger vi den så til?
Til at klikke hurtigere?
Swipe gennem livet?
Planlægge pauser, men aldrig tage dem?
Vi er koblet op, men afkoblet.Afskåret fra det, der engang bandt os til rytmer, der ikke kunne sættes i kalender:
Lyset. Vejret. Kroppen. Stilheden.
Vi har skærme i hænderne, men har mistet rødderne fra fødderne.
De rødder der bandt os til naturen, dem der bandt os til bøgetræerne og  svanerne, havet og bakkedal. 
Vi kan måle vores skridt, vores søvn, vores skærmtid, 
Men måler vi vores livskvalitet rigtigt? Er det overhovedet muligt eller nødvendigt at måle. For Danmark er et lykkeligt land, vi har velfærdsstaten og hvor er jeg dog taknemlig for den. 
Men flere unge end nogensinde før føler sig ensomme 
Flere unge end nogensinde før føler sig stresset 
Vi er fanget i modernitetserfaringen, den dobbelte oplevelse af frihed og fremmedhed i tilværelsen. Grundloven giver os friheden og udviklingen giver os fremmedheden.

Jeg savner noget.

Noget roligt. Noget, der ikke skal nås, men bare være, jeg savner en forbindelse.
Et samfund, hvor tiden ikke kun går, men får lov at gå langsomt.
Hvor naturen ikke er noget, vi besøger, men noget vi tilhører.
Hvor mennesker ikke kun er medarbejdere, men liv i bevægelse, med rytmer, der ikke altid matcher maskinens.
Måske er det det, vi skal skrive ind i vores næste grundlov ikke i paragraffer, men i praksis:
Retten til langsomhed.
Retten til nærvær.
Retten til at være menneske i en tid, der helst vil have os til at være maskiner.
For Danmark er mere end digital infrastruktur og velfærdsstat.

Vi kan lære noget af folket fra måneøerne, for selvom 176 år er gået har de har ikke mistet rødderne fra fødderne, på trods af nye tider og udvikling husker man stadig palmetræer og skildpadder, firben og hvide sandstrande og frodige bjergsider.

For 176 år siden slog grundloven revner i enevælden, 

I dag må vi slå revner i det tempo, der truer vores ungdom og ikke mindst vores fremtid.

Tak.