Tak for ordet.
Jeg er kommet for at fortælle jer, at jeg er en af Danmarks største influencere.
I har bare aldrig nogensinde hørt om mig.
Grunden til, at jeg er en af Danmarks største influencere, er, at jeg står i spidsen for en børne- og ungdomsorganisation, hvor mere end 60.000 børn og unge dag efter dag, uge efter uge og måned efter måned kommer til aktiviteter, fællesskaber, børnelejre, børnehøjskoler, ølbarer og volleyklubber.
Og jeg kunne blive ved.
Problemet er bare, at vi lige nu giver al vores opmærksomhed til nogle af dem, der ikke skaber den egentlige forandring.
Jeg tror, mange af jer kan genkende det her som et meget godt billede på, hvem der får opmærksomheden.
Hvis jeg spurgte jer:
Hvor mange her mener, at Rasmus Søndergaard, Jack Style eller Mika og Jas har forandret jeres liv?
Hvem af dem har været noget af det største og vigtigste i jeres hverdag?
Så tror jeg helt ærligt, at svaret ville være tæt på nul.
Men hvis jeg i stedet spurgte:
Hvor mange synes, at fodboldklubben, spejderhytten, rollespilsforeningen, øvelokalet eller jeres klasselærer har været noget af det vigtigste i jeres liv?
Hvor mange af dem har gjort en reel forskel?
Så tror jeg, at de fleste af jer ville række hånden op.
Vi har altså et grundlæggende problem:
Dem, der får opmærksomheden, er ikke nødvendigvis dem, der skaber forandringen.
Og der er tre grunde til, at det er et problem.
Den første er, at fysiske fællesskaber forpligter.
Du kan ikke være en del af et fysisk fællesskab uden også at have en opgave og et ansvar over for andre.
Der er så mange, der gerne vil fortælle jer, hvad I skal mene, og hvad I skal gøre.
Men det er langt sværere at mobilisere mennesker og få dem til at møde op en tirsdag aften, når det regner og blæser. Når spejderhytten skal gøres ren. Eller når nogen skal melde sig til at sætte bordene op.
Den anden grund er, at rigtig meget i vores samfund lige nu kalder på dialog og ikke monolog.
At stille sig op på ølkassen eller på talerstolen er måske den mindst imponerende demokratiske egenskab i hele verden.
Det her er ikke imponerende.
Det her er ikke flot.
Og vi kan måske endda bilde jer ind, at det her er det, det hele handler om:
At jeg stiller mig op og siger noget foran andre, og så klapper I lige om lidt.
Men demokratiet bliver ikke skabt af dem, der taler mest.
Det bliver skabt af dem, der også lytter, organiserer og får andre med.
Og den tredje grund er, at noget af det mest imponerende, du kan gøre som ung, er at stille dig frem og være noget for andre end dig selv.
Om det er i spejderhytten, i øvelokalet, til den lokale fodboldtræning, hvor du er frivillig, eller i dit lokale ungeråd – hvad ved jeg.
Det er imponerende.
Det kræver handling.
Og det kræver faktisk sindssygt meget at skabe og holde et fællesskab i live.
Så derfor vil jeg opfordre jer til at gøre følgende:
Lad være med at hylde dem, der står på talerstolen, alt for meget, og give dem jeres opmærksomhed.
Kig i stedet rundt i jeres eget liv og i jeres egen hverdag.
Hvem har skabt forandringen?
Hvem er det, der møder op og gør jeres hverdag og jeres uge til et smukt og meningsfuldt liv?
Og hvem er det, der måske mest af alt bare stjæler jeres tid og jeres opmærksomhed?
Tak for ordet.
Jeg er kommet for at fortælle jer, at jeg er en af Danmarks største influencere.
I har bare aldrig nogensinde hørt om mig.
Grunden til, at jeg er en af Danmarks største influencere, er, at jeg står i spidsen for en børne- og ungdomsorganisation, hvor mere end 60.000 børn og unge dag efter dag, uge efter uge og måned efter måned kommer til aktiviteter, fællesskaber, børnelejre, børnehøjskoler, ølbarer og volleyklubber.
Og jeg kunne blive ved.
Problemet er bare, at vi lige nu giver al vores opmærksomhed til nogle af dem, der ikke skaber den egentlige forandring.
Jeg tror, mange af jer kan genkende det her som et meget godt billede på, hvem der får opmærksomheden.
Hvis jeg spurgte jer:
Hvor mange her mener, at Rasmus Søndergaard, Jack Style eller Mika og Jas har forandret jeres liv?
Hvem af dem har været noget af det største og vigtigste i jeres hverdag?
Så tror jeg helt ærligt, at svaret ville være tæt på nul.
Men hvis jeg i stedet spurgte:
Hvor mange synes, at fodboldklubben, spejderhytten, rollespilsforeningen, øvelokalet eller jeres klasselærer har været noget af det vigtigste i jeres liv?
Hvor mange af dem har gjort en reel forskel?
Så tror jeg, at de fleste af jer ville række hånden op.
Vi har altså et grundlæggende problem:
Dem, der får opmærksomheden, er ikke nødvendigvis dem, der skaber forandringen.
Og der er tre grunde til, at det er et problem.
Den første er, at fysiske fællesskaber forpligter.
Du kan ikke være en del af et fysisk fællesskab uden også at have en opgave og et ansvar over for andre.
Der er så mange, der gerne vil fortælle jer, hvad I skal mene, og hvad I skal gøre.
Men det er langt sværere at mobilisere mennesker og få dem til at møde op en tirsdag aften, når det regner og blæser. Når spejderhytten skal gøres ren. Eller når nogen skal melde sig til at sætte bordene op.
Den anden grund er, at rigtig meget i vores samfund lige nu kalder på dialog og ikke monolog.
At stille sig op på ølkassen eller på talerstolen er måske den mindst imponerende demokratiske egenskab i hele verden.
Det her er ikke imponerende.
Det her er ikke flot.
Og vi kan måske endda bilde jer ind, at det her er det, det hele handler om:
At jeg stiller mig op og siger noget foran andre, og så klapper I lige om lidt.
Men demokratiet bliver ikke skabt af dem, der taler mest.
Det bliver skabt af dem, der også lytter, organiserer og får andre med.
Og den tredje grund er, at noget af det mest imponerende, du kan gøre som ung, er at stille dig frem og være noget for andre end dig selv.
Om det er i spejderhytten, i øvelokalet, til den lokale fodboldtræning, hvor du er frivillig, eller i dit lokale ungeråd – hvad ved jeg.
Det er imponerende.
Det kræver handling.
Og det kræver faktisk sindssygt meget at skabe og holde et fællesskab i live.
Så derfor vil jeg opfordre jer til at gøre følgende:
Lad være med at hylde dem, der står på talerstolen, alt for meget, og give dem jeres opmærksomhed.
Kig i stedet rundt i jeres eget liv og i jeres egen hverdag.
Hvem har skabt forandringen?
Hvem er det, der møder op og gør jeres hverdag og jeres uge til et smukt og meningsfuldt liv?
Og hvem er det, der måske mest af alt bare stjæler jeres tid og jeres opmærksomhed?
Tak for ordet.