Skip to content

Ada Ada Adas tale ved demonstrationen “Stop masseovervågning”

Simon Læssøe

Om

Taler

Ada Ada Ada
Algoritmisk kunstner og aktivist

Dato

Sted

Christiansborg Slotsplads, København

Tale

Hej alle sammen
Mit navn er Ada, og jeg har fået æren af at sige et par ord her nu om hvorfor regeringen og Peter Hummelgaards politistatslov, også kendt som PET-loven, er en helt utroligt dårlig ide, der på ingen måde hører hjemme i et demokratisk, pluralistisk retssamfund. 
Lovens centrale præmis er at politiet rigtigt, rigtigt gerne vil vide en hel masse ting om os alle sammen. Jeg kunne bruge flere timer på at gennemgå alle de måder, hvorpå PET ønsker at invadere vores privatliv, men vi har ikke hele dagen, så jeg vil fokusere på tre ting, som politiet helt vildt gerne vil vide om os, og som har særlige konsekvenser for LGBT+-personer som mig selv. 
Den første er at politiet gerne vil vide om vi er testet positive for HIV. Eller herpes. Eller klamydia. Eller gonorré. Eller HPV. Eller nogen som helst sygdom faktisk.
Med politistatsloven ønsker Justitsministeriet at give Politiets Efterretningstjeneste adgang til den massive mængde sundhedsdata, der findes i de offentlige registre. Alle jeres journaler, blodprøveresultater, behandlinger og den medicin I tager vil være nemt tilgængelig for politiet, hvis denne lov bliver vedtaget. 
I en artikel hos DR udtaler sygeplejerske og regionsrådsmedlem i Region Hovedstaden Christine Dal Thrane følgende:

“Vi behandler nogle gange folk, der har fået en sygdom på grund af en risikoadfærd. Hvis de ikke tør komme og fortælle om deres risikoadfærd til os, så kan vi ikke give dem den bedste behandling, og vi kan heller ikke hjælpe dem til at undgå at få den her sygdom igen eller sprede den videre.”
Christine Dal Thrane gør det her tydeligt at Hummelgaards lov giver en fuckfinger til sundhedsvæsenets centrale behov for fortrolighed. Det ligger lidt mellem linjerne, men det er tydeligvis seksuelt overførte sygdomme, som Christine Dal Thrane snakker om her. LGBT+-miljøet har siden AIDS pandemien kæmpet en hård kamp for at genskabe tilliden til sundhedsvæsenet. Og til trods for at vi stadig kan opleve utryghed i mødet med sundhedsvæsenet i kraft af vores marginaliserede position, så er homoseksuelle mænd og transpersoner, der har sex med mænd, faktisk de absolut bedste til at blive testet for seksuelt overførte sygdomme. 
Men som Christine Dal Thrane siger, så risikerer vi at kompromittere det trygge og fortrolige rum, der er behov for i sundhedsvæsenet, hvis vi fortsat ønsker at LGBT+-personer valgfrit skal vælge at stikke en vatpind op i skeden eller urinrøret. 
Og det er ikke blot behandlingen af seksuelt overførte sygdomme, Peter Hummelgaard flirter med at erodere. Ifølge Sundhedsstyrelsen så har LGBT+-personer nemlig markant flere trivsels- og sundhedsudfordringer end ciskønnede heteroseksuelle mennesker. Der er altså stadig lang vej endnu for at vi kan have det ligeså godt som alle jer andre, og der hjælper massiv dataindsamling og overvågning ikke. Det gør kun vores udsatte situation værre. 
Den anden ting politiet rigtigt gerne vil vide om jer er om I er transkønnede. Eller bøsser. Eller lesbiske. Eller biseksuelle. Eller queer. Eller interkønnede. Eller aseksuelle. Eller det ofte glemte plus for enden af LGBTQIA+.
Da jeg i 2023 skiftede juridisk køn fik jeg et nyt CPR-nummer, der sluttede med lige tal i stedet for ulige tal. Det var en glædens dag endelig at få mit ægte køn juridisk anerkendt. Men der ligger også en datamæssig skyggeside i det juridiske kønsskiftesystem vi har nu. Fordi når man skifter CPR-nummer, så bliver ens gamle nummer forbundet med ens nye nummer. I praksis betyder det at vi i CPR-systemet har et register over juridiske transpersoner. Som tingene er lige nu, så er det ikke noget at være synderligt bekymret for. Men i bygningen bag mig ligger der på Ligestillingsudvalgets dagsorden for næste folketingsår, at de skal behandle et lovforslag fra Dansk Folkeparti, der i praksis ønsker at udrydde transpersoner fra det danske samfund. Det bliver nok ikke vedtaget i den her omgang, men tonen er nu officielt lagt. Vi, de transkønnede, står for skud, og med politistatsloven ville politiet få adgang til aftrækkeren.
Udover adgang til CPR, vil politistatsloven også give PET adgang til al offentlig information på internettet om os. Dette inkluderer indkøb af store datasæt fra internationale databørser, samt andre offentlige datasæt. Ligesom så mange andre udsatte og marginaliserede grupper, for eksempel voldsramte kvinder, så har internettet givet os LGBT+-personer trygge og anonyme rum, hvor vi sikkert kan få hjælp, rådgivning og støtte. Men det er justitsministeren ligeglad med, fordi han vil give politiet mere magt og adgang til at hente voldsomme mængder data fra sociale medier, internetfora og andet information, der florerer på nettet. 
I sidste ende, så vil PET gerne vide om du er LGBTQIA+, og de har mange måder at finde ud af det på, hvis den her lov bliver vedtaget. Er du med i en Discord-server for aseksuelle danskere? Politiet vil vide det. Har du sagt “Deltager”til Lesbisk Fredag på Facebook? Politiet vil vide det. Har du lånt Mads Ananda Lodahls transede bøssebog Sauna på biblioteket? Politiet vil gerne vide det.
Til sidst, så vil politiet gerne vide om I har fået børn med sæddonation. Eller med penis-i-vagina sex. Eller med partnerægsdonation. Eller med adoption. Eller med fertilitetsbehandling. Eller flere af tingene samtidig. 
Den offentlige myndighed, Udbetaling Danmark, som jeg med rimelig sikkerhed kan sige vi alle sammen har haft kontakt til, samler en masse data om vores bolig-, familie- og livssituation, blandt andet hvordan og med hvem vi har fået børn. Det gør de fordi deres opgave er at udbetale børnecheck, boligstøtte, barselsdagpenge og meget andet. Udover sundhedsdata, der i forvejen siger meget om vores familieliv, vil PET med politistatsloven have fri adgang til Udbetaling Danmarks data. 
Men som Amnesty International skriver i deres rapport Coded Injustice, så er der i forvejen store problemer med hvordan Udbetaling Danmark håndterer deres dataansvar. Fordi ligesom politistatsloven, så mistænkeliggør Udbetaling Danmark også danske borgere. Sammen med ATP og den multinationale virksomhed NNIT har Udbetaling Danmark udviklet ikke mindre end 60 forskellige algoritmer, der skal fange socialt bedrag. En af disse algoritmer går under navnet Really Single, og inddeler os i forskellige grupper afhængig af hvordan vores familie- og boligsituation ser ud. Algoritmen markerer os med ikke-normative familiesammensætninger som “ualmindelige”eller “atypiske”, og dermed som potentielle sociale bedragere. Det rammer ikke bare LGBT+-personer, men også folk med handicap der ikke bor sammen med deres partner af praktiske årsager, ældre med en ægtefælle på plejehjem eller migrantfamilier, der bor sammen på tværs af generationer. Alle bliver vi mistænkeliggjort af Udbetaling Danmark for at træde udenfor den normative kernefamiliekonstellation.

Det er denne tankegang, der gennemsyrer politistatsloven: vi er alle som udgangspunkt en trussel for samfundet, og det er statens og politiets opgave at holde øje med os, så vi holder os på måtten.

I et Danmark, der i stigende grad er fjendtligt overfor marginaliserede folk, er politistatsloven et dybt bekymrende skridt i den forkerte retning. Transkvinder bliver dæmoniseret i pressen og på Borgen for blot at bede om lov til at dyrke sport. Statsministeren kalder immigranter for den største trussel mod Norden, som om det er en forbrydelse at ville være en del af det danske samfund. Folk med handicap ses i stigende grad som en byrde på samfundets økonomi fremfor en aktiv del af det.

Samtidig ser vi også en stigende antagonisme overfor politiske handlinger, der går mod regeringens politik. Pro-Palæstina demonstranter bliver kaldt terrorsympatisører for at sige fra overfor et folkemord. Klimaaktivister frihedsberøves i øst og vest for at råbe vagt i gevær overfor det kommende klimakollaps. Selv er jeg af den tidligere ligestillingsminister Marie Bjerre blevet kaldt ekstremist for at lave noget så uskyldigt som en satirehjemmeside.

Politistatsloven er blot det næste led i den autoritære udvikling, og vil give politiet beføjelser til at gå efter alle os, der mistænkeliggøres for vores blotte eksistens eller for vores deltagelse i det demokratiske samfund. Loven undergraver vores ytringsfrihed, vores forsamlingsfrihed, vores sundhedsvæsen, vores velfærdssamfund som helhed og, vigtigst af alt, så undergraver loven vores tillid til hinanden. Den har ingen steder hjemme i et frit og lige samfund.

Tak.

Kilde

Kilde

Manuskript modtaget fra taler og udgivet af Danske Taler med tilladelse fra taler

Kildetype

Digitalt manuskript

Tags