Andagtsfulde betræde vi idag Din Helligdom, evige Væsen, og tilbede Dit hellige Navn i Ærefryg; thi Du, Herre, er Himlens og Jordens Behersker, og vi ere Dine Skabninger, i Din Haand ligger vor Skjæbne, ogsaa ved os forherliges Din Magt, Din Visdom, Din Godhed. Villigen underkaste vi os Dit Raad, med barnlig Tillid overgive vi os til Din indsigtsfulde Styrelse; thi vi vide, at Du kun slaaer Folkene, forat de maae vorde visere, at Du kun beskikker mørke Dage over os, forat vi maae lære at agte paa Dig. Ja, Du har ladet os opleve svære Tider, skue store Tildragelser og stedse ere vi Vidner til mærkværdige Omvæltninger. Gid vi da ikke blot maae forbauses over dem, men at de maae tjene til at hendrage vort Blik til Dig, altstyrende Væsen, tit at henlede vore Tanker til de Lærdomme, Du ved dem vil minde os om, forat Dit Navn stedse maa vorde helliget iblandt os. Amen!
Naar vi paa denne Dag aldrig kunne betræde Guds Huus uden at gribes af dyb Alvor, uden at føle os opfordrede til at ydmyge os for den Almægtige, til at søge ham, medens han findes; naar Tanken: det er den Dag, paa hvilken hele Landet, Drotten saavel som den ringeste Borger, Høje og Lave, baade de, der kalde sig Verdens Vise, og de Enfoldige skulle forene sig i Bøn, naar den stedse leder vort Blik hen til vort fælleds Vel og Vee, snart til at takke for de Velgjerninger, hvormed den Algode atter har benaadet vort Fædreland, snart til under Hjemsøgelser, der have rammet det, at søge Styrke og Trøst hos ham, i hvis Haand al Ulykke omsider forvandles til Velsignelse, og naar saaledes denne Dag aldrig kan oprinde for den Tænkende, uden at stemme ham til dyb Alvor; og endmere, naar de særegne Omstændigheder, hvorunder den kommer, opfylde hans Indre med glade eller veemodige Følelser, i hvor høi en Grad maa dette da vare Tilfaldet idag? Vi have jo aldrig mødt paa denne Dag under saadanne Forhold, som dem, der nu finde Sted; de mærkværdigste Omvæltninger ere skete i nogle faa Maaneder, medens de uopløseligste Forviklinger træde frem ved Siden af Aandens herligste Frembringelser, og Forvirring viser sig i hele den dannede Verdensdeel; de meest barbariske Ødelaggelser synes at ville gjøre sig gjældende under de skjønneste Tegn paa Fremskridt til Menneskehedens Vel; de blodigste Optrin besmitte Jorden og indgyde enhver Menneskeven Bekymring. Og fæste vi kun vort Blik paa vort eget dyrebare Fædreland, hvo skulde da ikke gribes af alvorlige Følelser? Uretfærdigheden har under Løgnens Fane opreist sit Banner, en skrækkelig Krig ødelægger vort Fædrelands Marker og Enge. Ikke blot de ulykkelige Provindser, som den har udvalgt til sin frygtelige Skueplads, bløde under dens tunge Slag, hele Landet føler dens Plager. Overalt møde vi dem, der bære Sorg for faldne Krigere, handel og Vandel ligge stille, saamangen Velstandskilde er tilstoppet, saamange Næringsveje standsede, og længe ville naturligviis de Saar bløde, som nu slaaes. O! der vilde allerede være Anledning nok til en hellig Sammenkaldelse, som det skete i Fordumsdage, naar trange Tider vare indtrufne, saa at den almindelige Bededag i og for sig maatte forhøie denne Trang til at søge Herren. Men troer ei, at den skal gjore os mistrøstige? tvertimod, den skal styrke vort Mod, fornye vor Forhaabning, og føre os til den Erkjendelse, at det er Herren, der dømmer Folkene, Ham, som vi stedse skulle prise. Derom paamindes vi netop ved den 67de Pfalme, der er valgt til at lægges til Grund for vor Betragtning i denne Time:
Text Pf. LXVII., 2 - 8.1
Gud vær os naadig, og velsigne os; han lade sit Aasyn lyse over os! Selah! At Din Vei maa kjendes paa Jorden; Din Hjælp iblandt alle Folkes lag. Folkene skulle prise Dig! ja, alle Folk skulle prise Dig. Nationerne glæde sig og juble over, at Du dømmer Folkene med Retfærdighed og styrer Staterne paa Jorden. Selah! Landet giver sin Afgrøde og Gud, vor Gudvelsigner os! Ja, Gud velligne os, og han skal frygtes over alt paa Jorden.
Naar man hører disse Ord, skulde man troe, at de kun vilde være passende, naar Landet fyldes med Fryd og Jubel, og at de langt mindre ere anvendelige paa en Tid, da der overalt hersker Forstyrrelse og Trængsel, og Bekymring er udbredt over vort Fædreland. Og dog vil en dybere Indtrængen i Textens Indhold vise os. at den ganske svarer til det, hvortil vi netop idag skulle opfordres. Jeg haaber at tydeliggjøre det for os, naar jeg henleder Eders andagtige Opmærksomhed paa "de Paamindelser, den almindelige Bededag giver os i svære, farefulde Tider. Det er de Samme, som overhovedet Bønnen sigter til, nemlig, at bringe Herren vor Taksigelse; indgyde os Taalmodighed i Lidelser ved at opflamme vor Pligtiver, og endelig, at fornye vort Haab paa den Almægtiges Hjælp.
I.
Paa Bededagen opfordres vi fremfor Alt til Taksigelse, som Texten siger, for Herrens Naade, Velsignelse og Lys. Og tænke vi fremfor Alt først paa de sædvanlige Goder, for hvilke Menneskene pleie at bringe deres Takoffre, saa vilde vi have Grund nok til at frembære dem, hvorlidet dette end maatte forekomme den Ene eller Anden iblandt os. Thi sammenligne vi vore Forhold med dem, der finde Sted i andre Lande, hvor lykkelige ere vi da ikke, uagtet alle Tidens Trængsler. Her hersker ingen Mistillid mellem Drot og Folk, saaledea, som andensted; med Kjærlighed kommer Kongen sit Folk imøde, og med Tillid skuer dette op til ham; paa den fredeligste Maade gik Forandringen i Statsbestyrelsen for sig; uden Voldsomheder fra nogensomhelst Side blev Udviklingen af Landets Forfatning fremmet. Folket behøvede ikke med Vaaben at tilkjæmpe sig sine Rettigheder, intet Blod flød for dem. O! Hvo skulde ikke allerede herfor føle sig tilskyndet til Taksigelse! Og tage vi Hensyn til Landets Velstand, maa da ikke Enhver prise vort Land lykkeligt i Forhold til andre Stater? Endnu ere vore Rigdomme ikke tilintetgjorte, endnu ere vore Erhverskilder ikke udtømte, om de end flyde mindre rigeligt; endnu have vi tilstrækkeligt til at øve Velgørenhed imod dem, der lide under Tidens Tryk; Fattigdom, der i saamange Lande saaledes har grebet om sig, at Folk enten døe af Sult, eller at den underkuede Lidende begaaer Rov og Mord, forat friste Livet, findes ikke inden vore Grændser. „Landet giver," efter Textens Ord, „sin Afgrøde og fylder vore Lader med Korn" — i Sandhed, hvor svagelige Tiderne end ere, vi kunne prise os lykkelige; thi, medens paa andre Steder Tvedragten hersker, idet Rige staae fjendtligt ligeoverfor Fattige, idet Fremadskridende og Stillestaaende ikke kunne enes om det Maal, de skulle tragte efter, ja idet de endog bekjæmpe hinanden med Vaaben — hersker Samdrægtighed paa Danmarks Sletter; Alle, der i Sandhed ere dansksindede, der med Hjerte og Sjæl hænge ved deres Fædreland, alle Disse ville kun Eet, stræbe kun til eet Maal, Høie og Lave forene alle deres Kræfter til det fælleds Vel — hvorledes skulde vi kunne være Vidner til dette, uden at paaskjønne denne Lykke og med taknemmeligt Hjerte udraabe: "Herre, vi ere for ringe til al den Godhed, Du viser imod os!"2
Men jeg vilde miskjende Eders ædle Sindelag, naar jeg troede, at I kunde føle Eder lykkelige, fordi Eders eller rettere sagt vor Skjæbne langtfra er saa sørgelig, som Andres, naar jeg ikke snarere antog, at Eders Bekymring endnu forhøiedes derved, at I vide hele Verden hjemsøgt af saa skrækkelige Ulykker og truet af saamange ødelæggende Fjendtligheder. Ja, den Fromme helliger i Løndom mangen Taare til de voldsomme Tildragelser, der Tid til anden meddeles os, han sukker over de blodige Optrin, der true saamange Nationer; og desuden er de forskiellige Folkeslags Vel saa inderligt sammenknyttet, at de haarde Tilskikkelser, der træffe Andre tillige ramme os, tilføie os Skade og medføre Farer for os i mangfoldige Forhold. Og dog skulle vi idag takke Herren? Ja Andægtige! det er tit den rette Taksigelse, jeg sigter, den, som ogsaa Psalmisten i Særdeleshed sigter til, naar han taler om Naade, Velsignelse og Lys. Lader os da takke Gud derfor, at han i sin Naade tugter Verden og fører Menneskene til deres Forædling og Forbedring. Længe nok har han beskikket fredelige Tider og pøvet Verden ved at tildele den blide Skjæbner. Men ak! Menneskene have misbrugt hans Naade, de have, som ulydige Børn forglemt deres Fader, der meente det saagodt med dem, de Have sat sig op imod ham, have ikke agtet paa deres Bestemmelse her paa Jorden, de have sønderrevet de Baand, der skulde sammenknytte dem til een Familie — da vilde han atter minde dem om, at han styrer Verden. Ja, hele den selskabelige Verden var i Roden fordærvet, ormstukken i sin Stamme; den trængte til en Omdannelse fra Grunden af. Med Underfundighed søgte Magthaverne at holde deres Folk i Lænker, og under Skinnet af et helligt Forbund at begrunde vanhellige Love, der vare Gud og Mennesker imod; Retfærdighedens Stemme har man lært at inddysse ved fagre Ord, Embedsstanden hyllede sig i Hovmodens Kappe, og ved Siden af den reiste snart Pengestoltheden sin Throne og sin vældige Magt. Med Forfængelighedens glimrende Tegn blændede man selv de Viseste, ved Bestikkelser banede man sig Veien til Anseelse og Herredømme. Penge og Ære, Vellyst og Overmod vare de Guder, man reiste Templer for. Hvo vil være vor Overherre? raabte Disse som Hine, og allerede hos Børn roste man denne Higen efter saadant Herredømme, det være ved klingende Mønt eller prunkende Hæder; alt mere og mere maatte den ringere Almue føle, hvorlidet man ansaae Jordens Goder for at Deere skabte for dem; den Overdaadiges bløde Haand stødte den Nøisommes, af Arbeid hærdede, fra sig. Hvis dette paa engang skulde forandre sig, var en overordentlig Revselse nødvendig; Tugtelsen maate trænge dybt ind i Kjøddet; Sygdommen fordrede og fordrer endnu bestandig en kraftig Renselse. Da kom Herren og viste, at hans Throne staaer fast, om end alle andre vakle; han viste, at det ikke er hans Villie, at Enkelte ophobe Millioner og rose sig af deres Velgjørenhed med de Hundrede, de bortskjæke; de skulde ikke længere troe, at de havde sluttet Forbund med Lykken, ikke mene, at han, den Almægtige, som boer i Himlen, havde opgivet sit Herredømme over Jorden. Hans Stemme lød: „Jevner Herrens Veie, bereder Stierne for ham, alle Dale skulle ophøies, hvert Bjerg, hver Høi gjøres lav";3 overordentlige Rystelser iblandt Menneskene skulle udjævne de uheldbringende, tildeels syndige Uligheder; thi „Hans Veie skulle kundgjøres paa Jorden", ja „Folkene prise Dig, o Gud, thi Du dømmer dem med Retfærdighed." O! hav Tak min Fader i Himlen for Din Naade, da Du tugtede Verden; Du vil ikke vor Undergang, men vor Forbedring; hav Tak for Din Velsignelse, allerede øine vi den; af Elendighed fremgaaer ydmygelse, af Lidelse Kjærlighed; endnu er jo Din Haand udstrakt over Verden, og de, der ikke ville komme til Erkjendelse, skulle føle den. Tak, inderlig Tak, fordi Du saaledes lader Dit Aasyn lyse overos, at Sandheden dog tilsidst gjennemtrænger Alle! — See, det er denne Taksigelse, hvortil vi paa den almindelige Bededag, under Tidens haarde Trængsler, opfordres. —
II.
Men Bededagen skal fremdeles indgyde os Taalmodighed. Tanken om at det er „Herren, der leder Folkene" som Texten siger, maa i Lidelser styrke os til at fornye vort Mod under de Farer, der true vort Fædreland, og endmere besjæle os til med hellig Pligtiver at virke for Samme. Det er Bønnens Natur, a.T., at den beroliger Hjertet, naar det er betynget af Sorg, at den under de tungeste Slag, der ramme os, viser os hen til den, der er den evig Vise og Gode; det er Bønnens Natur, at den læger hvert Saar med Skriftens evigt husvalende Ord: „Hvorfor er du saa nedbøiet, min Sjel, hvorfor er du saa ængstelig, bie efter Gud, og du vil endnu takke ham for hans Saliggjørelse!"4„See, kun en liden Stund har jeg forladt dig," siger Herren, „men med stor Barmhjertighed vil jeg atter tage mig af dig!"5 Det er Bønnens Natur, at den styrker os til at handle og lide, saa at vi, med Blikket fæstet paa Ham, ikke skjælve for de Farer, vi gaae imøde, ikke synke under de Byrder, der tynge paa os, ikke afvige fra Pligtens Bane, hvor tornenfuld den end er, men udholde Kampen til det Sidste, om vi end maae bukke under. — Nu! hvad Bønnen bevirker for den Enkelte, det skal den almindelige Bededag bevirke for Alle, som ere deres Fædreland hengivne og dele baade dets Sorger og dets Glæder. Vi forenes paa denne Dag og oprulle vort Fædrelands Historie for os, vi see isærdeleshed hen paa dets nuværende Stilling og, idet vi ville anbefale det i vor Bøn til den Uendeliges Varetægt, fyldes vort Indre med Bekymring; vi kunde let forsage; dog nei! ved at opløfte os til Ham, den Alvise, styrkes vi til Taalmodighed. Men Taalmodighed, m.K., det er ikke Svaghed eller endog Feighed, som saa Mange troe, nei, det er Mod til at taale, til at komme i Besiddelse af hiin uovervindelige Kraft, som, hvad der end monne komme, ikke opgiver sin Fasthed, sin Udholdenhed, som besjæles af Standhaftighed til at bære alle Tidens Besværligheder, til at bringe alle de Offere, der fordres, med den største Beredvillighed. Og om end Udsigterne ere nok saa mørke, Oieblikket nok saa sorrigfuldt, det skal dog ikke vinde Herredømme over vort Sind, ikke gjøre os mistrøstige, ikke svække vort Mod i den hede Kamp for den retfærdige Sag. Tabet, som vi lide, eller endnu skulle komme til at lide, som vi inderligt beklage, bliver dog Vinding for os, thi det tilskynder os til tættere og tættere at slutte os sammen, beredte til at bære Alt med Taalmodighed, og vi finde i delte Sammenhold vort fasteste Værn, imod hvilket Fjenden forgjæves udsender sit dræbende Skyts. O lad dem kun rose sig af deres falske Seire, efter hvilke de beskjæmmede maae liste sig ind i Stæderne, ligesom om de havde taget Flugten i Slaget.6 Seierskrandsen tilkommer dog dem, der i Kampen mod Overfald og Overmagten vise Udholdenhed, hvis Styrke bestaaer i Taalmodighed; „de ere frimodige og stærke, de forfærdes ikke,” thi de vide, at „den Alretfærdige er med dem paa den Vei, de vandre."7
I Sandhed, jo mere vi idag under Bønnen ransage vort Indre og foreligge os det Spørgsmaal: er det, du beder om, ogsaa retfærdigt? kan du med reen Samvittighed frembære en saadan Begjæring for Ham, den alvidende og hellige Gud? desto mere komme vi til Erkjendelse af, at det er Retfærdighedens Kamp vi stride, desto taalmodigere ville vi være under de Lidelser og Trængsler, den fører med sig, og ikke forglemme, at en ringe Flok der strider for at havde sin Folkeære og Frihed, er saare stærk og vil tilsidst dog overvinde den mægtige Fjende.
Svarer Udfaldet end ikke øieblikkeligt til vore Bestræbelser og tage Forholdene stundom en uheldig Vending, der truer med mange Ulykker i Fremtiden, saa ydmyge vi os dog med Hengivenhed i hans Villie, „hvis Domme ere urandsagelige og hvis Veie ubegribelige"; thi Bevidstheden om, at vore Foretagender ere retfærdiggjorte for Ham, at vore Hensigter ere redelige, giver os Fortrøstning om, at Dagen dog omsider vil komme, paa hvilken Herren vil forkynde: „Trøster, trøster mit Folk, raaber til det: Eders Strid er fuldendt!"8 Og jo mere vi saaledes styrkes i Taalmodighed, desto inderligere skulle vi ogsaa idag besjæles af den Tanke, at vi ville fordoble vor Pligtiver, paa det at Enhver i sit Kald kan virke til Alles Velfærd. Idag skulle vi mindes, at Staten gjør Krav paa Alles Kræfter, og at netop derfor Enhver nu alvorligen opfordres til at passe sin Dont. —
Misforstaaer mig ikke, som om vore Tanker ei især skulde være henvendte paa det, der under de truende Farer kan beskærme og frelse vort Fædreland. Alt for ofte har jeg i mine sidste Prædikener opfordret til med Liv og Gods at værne om det, mandigen at kjæmpe for det med Armen og med Redebonhed bringe ethvert Offer paa dets Alter. Men dertil hører ikke mindre, at vi med al mulig Omhu og Flid besørge vort Kald, og netop i Trængselens Tid løbe Mange Fare for at forsømme det. Nogle gribes af Frygt, saa at de tabe Lysten til Arbeidet, blive dorske og dovne; Andre tænke, at man under den almindelige Forvirring ikke vil lægge Mærke til deres Virksomhed og blive efterladne i deres Forretninger; Skjødesløshed og en unyttig Nysgjerrighed udbrede sig over Mange. O! derfor skulle vi paamindes om, at Nøiagtighed og Punktlighed i alle vore Forretninger, Redelighed og Retskaffenhed i hvert et Hverv, Flid og Arbeidsomhed i alle Foretagender nu langt mere fordres end ellers; lader os erkjende, at enhver, der paa en Tid, da Utallige af vore Brødre bløde paa Valpladsen, for at havde vor Folke-Ære og Værdighed, lægger Hænderne i Skjødet, ikke er værdig til at høre til dette Folk. Lader os fra vor Midte banlyse den ørkesløse Lediggang, der driver omkring paa Gaderne og ikke gider bestille Noget nu, da netop kraftig Virksomhed bør fæste Bo i vore Huse. Høit lyde iblandt os Retfærdighedens Stemme og betegne Enhver med den offentlige Doms Foragt som en feig og uværdig Borger, der ikke tragter efter at knytte Samdrægtighedens Baand fastere; Enhver, der ikke ved Erhverv og Vindskibelighed stræber efter at raade Bod paa den almindelige Mangel, som ikke tragter efter, hvor han kun formaaer det, stedse at berede ny Balsam for de Saar, der ramme Fædrelandet. Og dertil formanes vi Alle idag; thi Ingen vil kunne nægte, at han i mange Henseender har gjort sig skyldig i Forsømmelser, som den trange Tid har foranlediget istedenfor at afvende. O, naar vi med inderlig Andagt idag nærme os til den Allerhøieste, naar vi prise hans Navn, "fordi han l eder Folkene paa Jorden," og derved tænke paa os, paa det danske Folk, o, da maa det rinde os i Hu, hvad der berettiger os til at kalde os et Folk, som ledes af ham, hvorledes vi i Sandhed kunne kaldes et Samfund, der saa ringe det er i Mængde, dog er saa meget større i Eenhed; da maae vi undersøge vor Vandel, hvorvidt Enhver ved sin Kraft har gjort sig værdig til at regnes med deri. Ja, søger Gud, imedens han findes, kalder paa ham al den Stund han er nær; den Onde forlade sin Vei, den Uretfærdige sine Tanker og omvende sig til Herren!" Enhver prøve sig i Livets mangfoldige Forhold, hvorsomhelst han ved Ord og Gjerning kan vise sig virksom for Alle, og under Arbejdsomhed vil han lære at kjæmpe mod store, afgjørende Skjæbner, vil han endmere øves i Taalmod, der overvinder Alt, og under de svære Tider, der ere beskikkede over os, lære at sande Prophetens Ord: "det er en kostelig Ting at være taalmodig og at haabe paa Herrens Hjælp."9
III.
Og at haabe paa Herrena Hiælp! See, det er det, hvortil vi endeligen idag skulle opfordres: i Bønnen at anraabe den Almægtige om Bistand og saaledes tilkjendegive, at vi sætte vor Lid til ham, der ene kan hjælpe. Ogsaa her maa jeg bede Eder om ikke at misforstaae mig, som om vi ikke altid skulde anvende vore Kræfter og benytte alle de Midler, vi ere i Besiddelse af, for at hævde vor Ære og Lykke, og, som om i Særdeleshed et heelt Folk ikke skulde lægge al sin Magt i Vægtskaalen, forat bekjæmpe en overmodig Fjende. Intet mindre end dette! Men Tider, i hvilke et Land bliver haardt betrængt, i hvilke Landets Sønner kaldes til Kamp imod en langt overlegnere Magt, bidrage lettelig til at nære Vantroe, til at Overmod og Stolthed hæve deres Hoved. Enhver Seier tilskriver man sig selv, uden at tænke paa ham i Himlen, der "veed at tilintetgøre de Mægtiges Anslag", glemmer man den retfærdige Sag, som det kommer an paa, lader man det upaaagtet, at det er Herrens Navn vi skulle ære dermed, fordi han viser sig mægtig i den Svage; da er det ikke sjældent, at man hører Mange sige, at Bønnen Intet kan hjælpe.
Et ganske andet Sindelag besjælede den Fromme, der sang den Psalme, som udgjør vor Text. Ligesom han paa flere Steder tilkjendegiver, at det er under Herrens Paakaldelse, at „Herren modig gjennembryder Fjendernes Skarer," at „Troen paa hans Hjælp til at forskaffe den retfærdige Sag Seieren,"10styrker Krigerens Haand til Kampen og hans Arme til at føre Vaaben," „og at Alt stal skee ikke til vor, men til Herrens Ære"11 saaledes udraaber han ogsaa i Slutningen af vor Text: „Gud velsigne os, og Han skal frygtes overalt paa Jorden!" Her omtales tvende Gjenstande, der aldeles ikke synes at staae i nogen Forbindelse. Ved Bøn om Velsignelse for Landet skal Ærefrygt for den Ophøiede fremkaldes paa Jorden. Men mine Andægtige! lader os tænke paa de særegne Forhold, der have foranlediget Sangerens Bøn om Velsignelse. Maaskee bad han Gud om at velsigne Landet og at befrie det fra dets fortrykte Tilstand, bad om Fred, om Seier for den gode Sag, om Velsignelse i alle Foretagender, maaskee bad han paa en Tid, da Alt varslede om uundgaaelig Elendighed, da al menneskelig Magt aabenbart ikke formanede at afhjælpe hvert Savn, og da det altsaa maatte være øiensynligt at Velsignelsen maatte komme ovenfra og Hjælpen sendes af Ham, den Uovervindelige, saa at Alle paa Jorden, der saae eller hørte det, maatte fyldes af Ærefrygt for Ham.
Ogsaa vi gribes af Sørgmodighed under de haarde Tilskikkelser, der nu ramme Verden, ogsaa vi sukke under de tunge Prøvelser, der ere fremførte over vort Fædreland, og vide ikke, hvad Fremtiden, uagtet alle vore Bestrælelser, vil berede os; skulde vi da ikke, idet vi Paa denne Dag samles til Bøn, mindes den sanddrue Guds Tilsagn: „Anraab mig i Nøden, og jeg skal frelse Dig!"12
Ogsaa vi gribes af Sørgmodighed under de haarde Tilskikkelser, der nu ramme Verden, ogsaa vi sukke under de tunge Prøvelser, der ere fremførte over vort Fædreland, og vide ikke, hvad Fremtiden, uagtet alle vore Bestrælelser, vil berede os; skulde vi da ikke, idet vi Paa denne Dag samles til Bøn, mindes den sanddrue Guds Tilsagn: „Anraab mig i Nøden, og jeg skal frelse Dig!"12
Skulde vi da ikke bortfjerne enhver Tvivl og fæste Lid til ham, der netop, naar vor Magt synes at svigte, „vil kundgjøre sine Veie paa Jorden og Hans Hjælp blandt alle Folkeslag?" Ydmygt og tillidsfuldt ville vi oplade vort Indre for Ham og haabe paa Hans Hjælp, ville ogsaa i denne Stund forenes forat anraabe den Almægtige om Naade, Velsignelse og Lys.
Ja, til Dig, Algode, tage vi vor Tilflugt! Du, som leder os igjennem Livet ved Din faderlige Styrelse, lad Tanken om Din evige Viisdom og Godhed styrke og berolige os; gid vor Lid til Dig ikke maae rokkes ved Dine Førelsers Dunkelhed, men at vi under Prøvelserne, Du tilskikker os, alt mere maae forædles. Lad de skjæbnesvangre Dage og mærkværdige Rystelser være oprundne over Menneskeheden, forat Dit Lys maae opklare Alles Kjærlighed, paa det at Folkene snart maae være værdige til at nyde Fredens Velsignelser, ikke længere, som nu, maae bekrige hinanden og smede deres Leer til Vaaben, men at de "forandre deres Sværd til Plove, deres Spyd til Segl"13 O Herre! Din Fred har Du jo ogsaa forjættet dem, der have et sønderbrudt Hjerte og henvende sig til Dig med angerfuldt Sind; o, saa bønhør os da, naar vi idag anraabe Dig om Seier i Kampen for den hellige Sag, om Lykke og Velstand, om Fred og Velsignelse for vort elskede Fædreland. Din naadige Beskyttelse sende Du vor høitelskede Konge; o, lad snart blide og behagelige Dage vende tilbage for ham, og bortfjern hver Kummer fra hans Hjerte; i Din hulde Varetægt tage Du begge Enkedronningerne; Din Godhed være med Arveprindsen og hele den kongelige Slægt. Lad de Mænd, der ere satte ved hans Side, raade ham med Viisdom og Besindighed og styre Riget med Kærlighed og Retfærdighed. O, kjære Gud, vær Du med os og lad de forrige gode Dage fornyes for os Alle; lær os i Taalmodighed at oppebie dem. Barmhjertighedens Fader! Udbred Dit beskjærmende Skjold over vore Krigere, besjæl dem med det sande Mod, for dem ved Din Magt til Seier, og Evighedens Seierskrandse tilvinke styrkende og saliggjørende dem, der døende ligge paa Valpladsen, o, skue de Taarer vi hellige dem, der ere døde den skjønne ophøiede Død for Fædrelandet, deres Minde være os evigt til Velsignelse. Forbarm Dig, Herre, over de Faderløse og Enkerne, hvis Forsørgere og Veiledere ere faldne i Kampen, trøst dem med Forvisningen, om at de, der have bragt deres dyrebareste Klenodie til Offer for Fædrelandets Ære og Frihed, staae under Din faderlige Beskyttelse, at de høste en høiere Løn af Din Haand, der igjen kan helbrede deres Saar. Forbarm Dig over de Syge og Lemlæstede, over de Svage og Døende; Du lindre deres Smerter; forbarm Dig ogsaa over de Vildfarne og Vildledte og bring dem til Fornuft. Forbarm Dig over os Alle og velsign os. Amen!