VINDERTALE TIL POLICY SLAM-FINALE 2026
Jeg hedder Abdul. På min allerførste dag på gymnasiet fik jeg at vide: "Du ligner ikke en, der hører til her."
Jeg grinede lidt. Hvad skulle jeg ellers gøre?
Men da jeg kom hjem, tænkte jeg over det. Hvordan kan man kigge på et menneske, man har kendt i fem minutter, og allerede beslutte, hvor personen hører til?
Det var der, jeg begyndte at tænke over hyggeracisme.
For racisme starter ikke altid med et skældsord. Nogle gange starter det med en joke.
"Rejs hjem."
"Kan du overhovedet dansk?"
"Pas på, han er sikkert terrorist."
Og så griner folk. Hvis man bliver stille, kommer den hurtigt: "Slap af, det var bare for sjov."
Men hvis det er så sjovt, hvorfor er det så altid den samme person, der er målet?
Jeg har oplevet, hvordan en kommentar kan sidde fast meget længere, end den person, der sagde den, nogensinde tænker over. Den, der siger det, går videre. Men den, der hører det, tager det måske med hjem.
Man begynder at tænke: "Var det virkelig bare en joke?" eller "Er det sådan, de ser mig?"
Næste gang nogen siger: "Det var bare for sjov", så spørg: "Var det egentlig sjovt?"
For én kommentar ændrer måske ikke verden. Men en person, der siger fra, kan ændre stemningen i et helt rum.
Og det handler ikke kun om mig. Børn og unge oplever stadig mobning og forskelsbehandling på grund af deres etnicitet. Derfor handler racisme ikke kun om enkelte kommentarer. Det handler om normer, fordomme og om ting, der bliver så almindelige, at vi næsten holder op med at reagere på dem.
I en rapport fra Institut for Menneskerettigheder siger 84 procent med en anden etnisk baggrund, at de har oplevet diskrimination eller fordomme inden for det seneste år.
Mange af dem fortæller også, at det ikke handler om en enkelt situation, men om gentagne negative oplevelser.
Forestil jer en klasse, hvor nogen laver en joke om terrorisme, fordi en elev har mellemøstlig baggrund. Alle griner. Måske griner personen selv med.
Men hvad hvis personen kun griner, fordi det er lettere end at være den eneste, der siger fra?
Det er hyggeracisme. Ikke nødvendigvis had, men kommentarer, der igen og igen minder mennesker om, at de bliver set som anderledes.
Nogen oplever endda så meget forskelsbehandling på grund af deres navn eller baggrund, at de føler, de skal ændre deres navn for at passe bedre ind. Tænk lige over det. Dit navn er noget af det første, du får i livet. Hvorfor skal man ændre sit navn, før man passer ind?
Jeg siger ikke, at alle, der laver de her jokes, er onde mennesker. Man kan være et godt menneske og stadig sige noget, der gør ondt.
Jeg vil bare have, at vi tænker over, hvem joken går ud over. For bag mit ansigt er der et menneske. Bag mit navn er der en historie. Og bag mit smil er der måske noget, I aldrig ser.
Så næste gang du hører: "Rejs hjem." eller "Du ligner en terrorist." så stop op et øjeblik.
For hvis joken altid går ud over den samme person, er det så stadig hygge?
Eller er det bare racisme, vi har lært at grine af?
Stop hyggeracismen. Og lad os gøre hygge til noget, hvor alle faktisk kan være med til.
Jeg hedder Abdul. På min allerførste dag på gymnasiet fik jeg at vide: "Du ligner ikke en, der hører til her."
Jeg grinede lidt. Hvad skulle jeg ellers gøre?
Men da jeg kom hjem, tænkte jeg over det. Hvordan kan man kigge på et menneske, man har kendt i fem minutter, og allerede beslutte, hvor personen hører til?
Det var der, jeg begyndte at tænke over hyggeracisme.
For racisme starter ikke altid med et skældsord. Nogle gange starter det med en joke.
"Rejs hjem."
"Kan du overhovedet dansk?"
"Pas på, han er sikkert terrorist."
Og så griner folk. Hvis man bliver stille, kommer den hurtigt: "Slap af, det var bare for sjov."
Men hvis det er så sjovt, hvorfor er det så altid den samme person, der er målet?
Jeg har oplevet, hvordan en kommentar kan sidde fast meget længere, end den person, der sagde den, nogensinde tænker over. Den, der siger det, går videre. Men den, der hører det, tager det måske med hjem.
Man begynder at tænke: "Var det virkelig bare en joke?" eller "Er det sådan, de ser mig?"
Næste gang nogen siger: "Det var bare for sjov", så spørg: "Var det egentlig sjovt?"
For én kommentar ændrer måske ikke verden. Men en person, der siger fra, kan ændre stemningen i et helt rum.
Og det handler ikke kun om mig. Børn og unge oplever stadig mobning og forskelsbehandling på grund af deres etnicitet. Derfor handler racisme ikke kun om enkelte kommentarer. Det handler om normer, fordomme og om ting, der bliver så almindelige, at vi næsten holder op med at reagere på dem.
I en rapport fra Institut for Menneskerettigheder siger 84 procent med en anden etnisk baggrund, at de har oplevet diskrimination eller fordomme inden for det seneste år.
Mange af dem fortæller også, at det ikke handler om en enkelt situation, men om gentagne negative oplevelser.
Forestil jer en klasse, hvor nogen laver en joke om terrorisme, fordi en elev har mellemøstlig baggrund. Alle griner. Måske griner personen selv med.
Men hvad hvis personen kun griner, fordi det er lettere end at være den eneste, der siger fra?
Det er hyggeracisme. Ikke nødvendigvis had, men kommentarer, der igen og igen minder mennesker om, at de bliver set som anderledes.
Nogen oplever endda så meget forskelsbehandling på grund af deres navn eller baggrund, at de føler, de skal ændre deres navn for at passe bedre ind. Tænk lige over det. Dit navn er noget af det første, du får i livet. Hvorfor skal man ændre sit navn, før man passer ind?
Jeg siger ikke, at alle, der laver de her jokes, er onde mennesker. Man kan være et godt menneske og stadig sige noget, der gør ondt.
Jeg vil bare have, at vi tænker over, hvem joken går ud over. For bag mit ansigt er der et menneske. Bag mit navn er der en historie. Og bag mit smil er der måske noget, I aldrig ser.
Så næste gang du hører: "Rejs hjem." eller "Du ligner en terrorist." så stop op et øjeblik.
For hvis joken altid går ud over den samme person, er det så stadig hygge?
Eller er det bare racisme, vi har lært at grine af?
Stop hyggeracismen. Og lad os gøre hygge til noget, hvor alle faktisk kan være med til.