Kære alle sammen,
hjerteligt tillykke med Grønlands nationaldag!
Hvor er det dejligt at se så mange samlet her i Aarhus i dag. Nogle af jer er født og opvokset i Grønland. Nogle er flyttet dertil eller har familie der. Nogle er kommet hertil af kærlighed, arbejde eller eventyrlyst. Og nogle er sikkert bare blevet lokket af udsigten til godt selskab, grønlandsk stemning og måske lidt for meget kaffe.
Uanset hvorfor vi er her, så er vi samlet om noget, der betyder noget særligt for os: fællesskabet, vores historie og vores tilknytning til Grønland.
Og hvilken dag at fejre det på.
I dag er årets længste dag. Solen står højt, aftenen virker uendelig, og det føles næsten som om tiden selv har besluttet at holde lidt ferie.
Det passer egentlig meget godt til Grønland.
For hvis der er noget, vi grønlændere har et særligt forhold til, så er det lys og mørke. Vi ved, hvad det betyder at vente på lyset. Vi ved, hvordan det føles, når solen vender tilbage efter en lang vinter. Og vi ved, hvor meget man kan nyde en lys sommeraften, når man har prøvet det modsatte.
Måske er det også derfor, vi ofte er gode til at værdsætte de gode tider.
For vi ved, at glæder og sorger følger hinanden.
Ingen går gennem livet uden modgang. Ingen undgår afskeder, bekymringer eller tab. Men netop derfor mærker vi også glæden stærkere, når den kommer.
Vi mærker den, når vi samles med familien.
Når vi hører et velkendt grønlandsk ord.
Når vi ser et barn danse til trommedans.
Når vi smager noget, der minder os om hjem.
Eller når vi pludselig møder et andet menneske i Danmark, som forstår præcis, hvad man mener, når man siger: “Jeg savner Grønland.”
For det gør mange af os.
Selvom vi trives her i Danmark. Selvom vi har arbejde, uddannelse, venner og hverdag her.
Så er der noget særligt ved Grønland.
Noget ved lyset.
Noget ved naturen.
Noget ved stilheden.
Noget ved lugten af havet.
Og noget ved de mennesker, man holder af.
Man kan stå midt i Aalborg og have det godt – og samtidig længes efter Nuuk, Sisimiut, Ilulissat, Upernavik eller et helt andet sted.
Det er faktisk en lidt mærkelig superkraft, vi har.
Vi kan være to steder på én gang.
Fysisk i Danmark.
Men med hjertet i Grønland.
Og nogle gange er hjertet faktisk hurtigere end Air Greenland.
I denne tid er der også mange unge mennesker, der oplever noget særligt.
Det er dimissionstid.
Huer bliver sat på hoveder.
Eksamensbeviser bliver overrakt.
Familier fælder stolte tårer.
Og unge mennesker tager de første skridt ind i en ny fase af livet.
Det er en tid fuld af forventninger.
Men også af usikkerhed.
For hvad skal der nu ske?
Hvilken vej skal jeg gå?
Hvad hvis jeg vælger forkert?
Det er spørgsmål, de fleste af os har stillet os selv.
Og hvis jeg skal afsløre en lille hemmelighed, så stopper de spørgsmål faktisk aldrig helt.
Vi bliver bare bedre til at leve med dem.
For livet består af slutninger og begyndelser.
En dør lukker.
En anden åbner.
Nogle gange åbner den endda et sted, vi slet ikke havde forventet.
Det ved jeg også lidt om selv.
Jeg er jo stoppet i Folketinget.
Det er en stor forandring.
Efter mange år med møder, debatter, lovforslag, nattog, flyafgange og et kalenderprogram, der nogle gange krævede mere mod end logik, er det slut.
Eller i hvert fald slut for nu.
For hvis jeg kender mig selv ret, så kommer jeg nok tilbage på en eller anden måde.
Politik er lidt som tørret fisk.
Man tror nogle gange, man er færdig med det.
Men pludselig står det der igen.
Og så tænker man: Nå ja, det havde jeg faktisk savnet.
Men sådan er livet.
Der er tidspunkter, hvor man skal give slip.
Og tidspunkter, hvor man skal tage fat.
Tidspunkter, hvor man skal sige farvel. For at vælge sig selv og sin familie til.
Og tidspunkter, hvor man skal sige goddag. Åbne nye døre og nye læringer.
Forandringer kan være svære.
Nogle gange kommer de frivilligt.
Andre gange bliver de serveret uden varsel.
Men én ting har livet lært mig:
Forandringer er det eneste konstante.
Det gælder for mennesker.
Det gælder for familier.
Det gælder for samfund.
Og det gælder også for Grønland.
Vi lever i en tid, hvor meget udvikler sig hurtigt.
Verden ændrer sig.
Teknologien ændrer sig.
Klimaet ændrer sig.
Vores muligheder ændrer sig.
Og midt i alle de forandringer kan man godt få lyst til at holde lidt ekstra fast i det, der betyder noget.
Vores sprog.
Vores kultur.
Vores værdier.
Og vores fællesskab.
For fællesskabet er stærkt.
Det er noget af det smukkeste ved det grønlandske folk.
Vi ved, at ingen klarer alting alene.
Vi ved, at når én falder, hjælper andre med at løfte.
Vi ved, at når livet bliver svært, er det lettere at bære byrderne sammen.
Og vi ved, at glæde også bliver større, når den deles.
Det er derfor, dage som i dag betyder noget.
For i dag fejrer vi ikke kun et land.
Vi fejrer også hinanden. Og hvilket land og fællesskab vi har, som vi kan være dtolte af. Vi er stået imod et urimeligt pres fra en amerikansk præsident og vi står her stadig. Stolt og stædigt.
Vi fejrer alle dem, der holder forbindelsen til Grønland levende, selv langt fra kysterne, fjeldene og isen.
Vi fejrer børnene, som lærer om deres rødder.
Vi fejrer de ældre, som bærer historierne videre.
Vi fejrer dem, der er kommet hertil for nylig.
Og dem, der har boet her i årtier.
Vi fejrer det fællesskab, der gør, at man aldrig står helt alene.
Og når vi nu har årets længste dag, synes jeg også, vi skal huske noget vigtigt:
At nyde den.
Ikke bare i dag.
Men hele sommeren.
At tage en pause fra bekymringerne engang imellem.
At sidde lidt længere ude om aftenen.
At grine lidt højere.
At besøge vennerne lidt oftere.
At ringe til familien.
At tage børnene med ud.
At spise lidt for meget kage.
Og måske også lidt for meget mattak, hvis man er heldig at finde noget.
For livet er ikke kun noget, der skal klares.
Det skal også leves.
Og når vi mødes her på Grønlands nationaldag, minder vi hinanden om netop dét.
At selv når vi savner.
Selv når vi siger farvel.
Selv når livet forandrer sig.
Så er der stadig meget at glæde sig over.
Der er nye begyndelser.
Nye muligheder.
Nye mennesker at møde.
Nye historier at skabe.
Og nye somre foran os.
Så lad os fejre Grønland.
Lad os fejre fællesskabet.
Lad os fejre livet – med alle dets glæder, sorger, afslutninger og begyndelser.
Og lad os gå denne lyse sommer i møde med håb, latter og tro på fremtiden.
Tillykke med Grønlands nationaldag.
Inuiattut ullorsiornitsinni pilluaritsi.
Qujanaq.
Og rigtig god fest! 🇬🇱☀️🎉
hjerteligt tillykke med Grønlands nationaldag!
Hvor er det dejligt at se så mange samlet her i Aarhus i dag. Nogle af jer er født og opvokset i Grønland. Nogle er flyttet dertil eller har familie der. Nogle er kommet hertil af kærlighed, arbejde eller eventyrlyst. Og nogle er sikkert bare blevet lokket af udsigten til godt selskab, grønlandsk stemning og måske lidt for meget kaffe.
Uanset hvorfor vi er her, så er vi samlet om noget, der betyder noget særligt for os: fællesskabet, vores historie og vores tilknytning til Grønland.
Og hvilken dag at fejre det på.
I dag er årets længste dag. Solen står højt, aftenen virker uendelig, og det føles næsten som om tiden selv har besluttet at holde lidt ferie.
Det passer egentlig meget godt til Grønland.
For hvis der er noget, vi grønlændere har et særligt forhold til, så er det lys og mørke. Vi ved, hvad det betyder at vente på lyset. Vi ved, hvordan det føles, når solen vender tilbage efter en lang vinter. Og vi ved, hvor meget man kan nyde en lys sommeraften, når man har prøvet det modsatte.
Måske er det også derfor, vi ofte er gode til at værdsætte de gode tider.
For vi ved, at glæder og sorger følger hinanden.
Ingen går gennem livet uden modgang. Ingen undgår afskeder, bekymringer eller tab. Men netop derfor mærker vi også glæden stærkere, når den kommer.
Vi mærker den, når vi samles med familien.
Når vi hører et velkendt grønlandsk ord.
Når vi ser et barn danse til trommedans.
Når vi smager noget, der minder os om hjem.
Eller når vi pludselig møder et andet menneske i Danmark, som forstår præcis, hvad man mener, når man siger: “Jeg savner Grønland.”
For det gør mange af os.
Selvom vi trives her i Danmark. Selvom vi har arbejde, uddannelse, venner og hverdag her.
Så er der noget særligt ved Grønland.
Noget ved lyset.
Noget ved naturen.
Noget ved stilheden.
Noget ved lugten af havet.
Og noget ved de mennesker, man holder af.
Man kan stå midt i Aalborg og have det godt – og samtidig længes efter Nuuk, Sisimiut, Ilulissat, Upernavik eller et helt andet sted.
Det er faktisk en lidt mærkelig superkraft, vi har.
Vi kan være to steder på én gang.
Fysisk i Danmark.
Men med hjertet i Grønland.
Og nogle gange er hjertet faktisk hurtigere end Air Greenland.
I denne tid er der også mange unge mennesker, der oplever noget særligt.
Det er dimissionstid.
Huer bliver sat på hoveder.
Eksamensbeviser bliver overrakt.
Familier fælder stolte tårer.
Og unge mennesker tager de første skridt ind i en ny fase af livet.
Det er en tid fuld af forventninger.
Men også af usikkerhed.
For hvad skal der nu ske?
Hvilken vej skal jeg gå?
Hvad hvis jeg vælger forkert?
Det er spørgsmål, de fleste af os har stillet os selv.
Og hvis jeg skal afsløre en lille hemmelighed, så stopper de spørgsmål faktisk aldrig helt.
Vi bliver bare bedre til at leve med dem.
For livet består af slutninger og begyndelser.
En dør lukker.
En anden åbner.
Nogle gange åbner den endda et sted, vi slet ikke havde forventet.
Det ved jeg også lidt om selv.
Jeg er jo stoppet i Folketinget.
Det er en stor forandring.
Efter mange år med møder, debatter, lovforslag, nattog, flyafgange og et kalenderprogram, der nogle gange krævede mere mod end logik, er det slut.
Eller i hvert fald slut for nu.
For hvis jeg kender mig selv ret, så kommer jeg nok tilbage på en eller anden måde.
Politik er lidt som tørret fisk.
Man tror nogle gange, man er færdig med det.
Men pludselig står det der igen.
Og så tænker man: Nå ja, det havde jeg faktisk savnet.
Men sådan er livet.
Der er tidspunkter, hvor man skal give slip.
Og tidspunkter, hvor man skal tage fat.
Tidspunkter, hvor man skal sige farvel. For at vælge sig selv og sin familie til.
Og tidspunkter, hvor man skal sige goddag. Åbne nye døre og nye læringer.
Forandringer kan være svære.
Nogle gange kommer de frivilligt.
Andre gange bliver de serveret uden varsel.
Men én ting har livet lært mig:
Forandringer er det eneste konstante.
Det gælder for mennesker.
Det gælder for familier.
Det gælder for samfund.
Og det gælder også for Grønland.
Vi lever i en tid, hvor meget udvikler sig hurtigt.
Verden ændrer sig.
Teknologien ændrer sig.
Klimaet ændrer sig.
Vores muligheder ændrer sig.
Og midt i alle de forandringer kan man godt få lyst til at holde lidt ekstra fast i det, der betyder noget.
Vores sprog.
Vores kultur.
Vores værdier.
Og vores fællesskab.
For fællesskabet er stærkt.
Det er noget af det smukkeste ved det grønlandske folk.
Vi ved, at ingen klarer alting alene.
Vi ved, at når én falder, hjælper andre med at løfte.
Vi ved, at når livet bliver svært, er det lettere at bære byrderne sammen.
Og vi ved, at glæde også bliver større, når den deles.
Det er derfor, dage som i dag betyder noget.
For i dag fejrer vi ikke kun et land.
Vi fejrer også hinanden. Og hvilket land og fællesskab vi har, som vi kan være dtolte af. Vi er stået imod et urimeligt pres fra en amerikansk præsident og vi står her stadig. Stolt og stædigt.
Vi fejrer alle dem, der holder forbindelsen til Grønland levende, selv langt fra kysterne, fjeldene og isen.
Vi fejrer børnene, som lærer om deres rødder.
Vi fejrer de ældre, som bærer historierne videre.
Vi fejrer dem, der er kommet hertil for nylig.
Og dem, der har boet her i årtier.
Vi fejrer det fællesskab, der gør, at man aldrig står helt alene.
Og når vi nu har årets længste dag, synes jeg også, vi skal huske noget vigtigt:
At nyde den.
Ikke bare i dag.
Men hele sommeren.
At tage en pause fra bekymringerne engang imellem.
At sidde lidt længere ude om aftenen.
At grine lidt højere.
At besøge vennerne lidt oftere.
At ringe til familien.
At tage børnene med ud.
At spise lidt for meget kage.
Og måske også lidt for meget mattak, hvis man er heldig at finde noget.
For livet er ikke kun noget, der skal klares.
Det skal også leves.
Og når vi mødes her på Grønlands nationaldag, minder vi hinanden om netop dét.
At selv når vi savner.
Selv når vi siger farvel.
Selv når livet forandrer sig.
Så er der stadig meget at glæde sig over.
Der er nye begyndelser.
Nye muligheder.
Nye mennesker at møde.
Nye historier at skabe.
Og nye somre foran os.
Så lad os fejre Grønland.
Lad os fejre fællesskabet.
Lad os fejre livet – med alle dets glæder, sorger, afslutninger og begyndelser.
Og lad os gå denne lyse sommer i møde med håb, latter og tro på fremtiden.
Tillykke med Grønlands nationaldag.
Inuiattut ullorsiornitsinni pilluaritsi.
Qujanaq.
Og rigtig god fest! 🇬🇱☀️🎉