“Jeg tror aldrig, jeg har rystet så meget før i mit liv”
Af Mikkel C. B. Jacobsen
Ida Damsgaard Krustrup gjorde et tabubelagt emne til sin tale, og nu er hun finalist til Årets Nye Stemme 2026.
Nervøsiteten fyldte især, fordi talen handlede om noget meget personligt. Den 18-årige gymnasieelev fra Bjerringbro Gymnasium valgte nemlig at fortælle åbent om sine egne oplevelser med p-piller og depression under den Regionale Talefest i Aarhus.
Nervøsiteten fyldte især, fordi talen handlede om noget meget personligt. Den 18-årige gymnasieelev fra Bjerringbro Gymnasium valgte nemlig at fortælle åbent om sine egne oplevelser med p-piller og depression under den Regionale Talefest i Aarhus.
© Mathias Løvgreen / Løvgreen & Co
Jeg tror, man kommer længst med at snakke om tingene. Folk tænker over det, man siger, og nogle gange sætter det noget i gang i andre mennesker.
For Ida var det ikke kun grænseoverskridende at stille sig op foran mange mennesker for første gang. Det var også svært at åbne op om noget så personligt.
“Jeg havde et øjeblik hjemme i stuen med min mor, hvor jeg sad og skrev talen med tårer i øjnene og spurgte hende, om jeg kunne sige det her, fordi det føltes lidt provokerende.”
Men morens svar gjorde indtryk.
Hun sagde bare: “Det er realiteten. Det er det, du har følt.”
Det var en stor oplevelse for Ida at gå på scenen og holde talen. Ikke nok med, at hun skulle tale om et tabubelagt emne, så skulle hun også dele sin personlige oplevelse med depression. Det gjorde hende særligt nervøs.
“Så da mine klassekammerater, som jeg elsker helt vildt højt, også skulle vide det, der rystede jeg virkelig meget. Altså, jeg ryster som person, men jeg tror aldrig, jeg har rystet så meget før i mit liv.”
Siden er det dog blevet lettere for hende at stå på scenen og holde talen. I maj blev hun udvalgt til Nordisk Talefest, hvor unge fra hele Norden mødes for at holde taler og fejre den demokratiske stemme.
© Mathias Løvgreen / Løvgreen & Co
Flere har fortalt mig, at de har fået løftet noget fra skuldrene, fordi de har gået med en byrde, som de måske har følt sig flove over.
Det handler ikke om at være enig, men om at lytte
Talen har også vist hende, hvilken betydning taler kan have for andre mennesker. Flere er kommet hen til hende og har delt deres egne oplevelser.
“Det er ikke fedt, at andre har haft det på samme måde. Men hvis jeg selv havde stået i den situation, og nogen havde sagt: ‘Hey, du er ikke alene,’ så havde det betydet meget for mig”, siger hun.
Netop dét er noget af det særlige ved taler, mener Ida. At de kan åbne samtaler, som ellers kan være svære at tage.
“Jeg tror, man kommer længst med at snakke om tingene. Folk tænker over det, man siger, og nogle gange sætter det noget i gang i andre mennesker.”
For Ida handler taler ikke om at få alle til at være enige.
“Man kan udtrykke sig på mange måder, og man kommer nok aldrig til en fuldstændig enighed. Men man kan stadig bruge ord til at dele sine perspektiver og lytte til hinanden”, siger hun.
Gennem processen har hun oplevet, at mange mennesker har skrevet til hende både med positive og kritiske reaktioner. Men særligt møderne med kvinder, der har kunnet spejle sig i hendes oplevelser, har gjort indtryk.
“Flere har fortalt mig, at de har fået løftet noget fra skuldrene, fordi de har gået med en byrde, som de måske har følt sig flove over. Det har gjort mig varm om hjertet at opleve, hvordan man kan finde en tryghed i hinanden”, afslutter Ida Damsgaard Krustrup.
Udover at være finalist til Årets Nye Stemme har Ida også markeret sig som forskningsformidler og vundet Blooms forsknings- og formidlingspris.
© Mathias Løvgreen / Løvgreen & Co
Juryens begrundelse
Et klip fra Idas tale er gået viralt på de sociale medier, og det er der nok en grund til. Talen om helt unge pigers forbrug af p-piller viser nemlig, hvad talegenren kan i forhold til et skrevet debatindlæg. Ved en sikker og aktiv brug af mundtlige virkemidler som dynamik, bogstavrim, pauser og gentagelser står argumentationen skarpt frem, selvom formen er legende og nærmest nærmer sig poetry slam. Idas alvorstunge personlige fortælling løftes op til et samfundsanliggende ved hjælp af et gennemarbejdet manuskript og en kraftfuld og nærværende udførelse.
Stem på 'Årets Nye Stemme'
Danske Taler laver kultur- og demokratiprojekter med udgangspunkt i taler og uddeler for tredje år i træk talentprisen 'Årets Nye Stemme'. Prisen skal hylde de unge, der har turdet tage ordet og stille sig frem med et budskab.
Alle har kunnet indstille nominerede til prisen, og en jury har efterfølgende udvalgt de fem finalister. Finalisterne er Aksel Skovgaard Justesen, Mille Slot Mastrup, Ida Damsgaard Krustrup, Sebastian Mortensen og Jökull Logi Hjartarson.
Du kan være med til at vælge, hvem der skal modtage prisen. Juryens stemmer tæller for 50 procent, men de sidste 50 procent sker via afstemningen HER. Prisen uddeles på Grundlovsfesten på Skamlingsbanken d. 5. juni. Vinderen får en pengepræmie på 5.000 kr.