Skip to content
Nyheder

Hvad siger vi, og hvordan læser vi? 


Danske Taler leverer data til to sprogteknologiske projekter
Taler er politisk tændvæske, oratorisk inspiration, historiens spor, analytiske objekter …
Du kan frit bruge talerne i vores database til lige præcis det, du ønsker. En række sprogforskere har brændende ønsket sig digitale data, og det har de fået nu. Danske Taler indeholder nemlig en meget særlig (og måske også lidt for sjælden?) type sproglig data: velovervejet talesprog. 
To projekter har indtil videre udnyttet denne resurse: 
KorpusDK
Har du nogensinde diskuteret, om det hedder en eller et hamster? Måske I endte med at slå det op i ordbogen, men ved hjælp af KorpusDK kunnet I have undersøgt, hvilken form der rent faktisk bliver brugt (svaret er begge). Her kan du søge i tekster, der tilsammen indeholder 56 millioner ord, og fx se i hvilken kontekst et ord hyppigst optræder. Derudover stammer de eksempler, du får, når du søger på ordnet.dk også fra KorpusDK. For at resultatet skal være retvisende, stiler Det Danske Sprog- og Litteraturselskab, der står bag korpusset, naturligvis efter, at teksterne i KorpusDK afspejler så mange genrer, kilder og afsendere som muligt, og her er talerne fra Danske Taler med til at udfylde en plads i mangfoldigheden af dansk sprog. – Ordet "hamster" optræder forresten i fire taler i databasen; alle gange som en del af metaforen "hamsterhjulet". 
Lingvistisk forskning
Læser folk en hel tekst i samme tempo? Starter de ved det første bogstav, følges ordene stringent, ét efter ét? Og hvor meget opfanger de af det, de læser? I et studie på Københavns Universitet har ph.d. Nora Hollenstein med den nyeste øjensporingsteknologi registreret øjenbevægelser under læsning af taler fra Danske Talers database. Forskeren har valgt at lade folk læse konferencetaler, sankthanstaler og translokationstaler, fordi de er alment interessante, og fordi de er eksempler på længere tekster på moderne dansk. Eye-tracking-studiet skal være med til at undersøge, hvordan vi læser, og så skal resultaterne blive til et nyt frit tilgængeligt korpus kaldet CopCo.
Danske Talers database kan altså ikke kun fortælle os noget om, hvad den enkelte taler har sagt, men også om hvordan vi generelt taler, skriver og læser. 
Uanset hvilket spørgsmål du er interesseret i at undersøge, har vi samlet talerne på dansketaler.dk for det samme. Du er også altid velkommen til at skrive til sekretariatet om nye samarbejder på svk@dansketaler.dk