Skip to content
Nyheder

Er du Danmarks bedste retorik-elev?

Retoriklærerforeningen og Danske Taler indbyder hermed alle elever, der enten har eller har haft retorik som valgfag, til at deltage i en landsdækkende konkurrence, hvor Danmarks bedste retorik-elev 2021 kåres.  
Sådan deltager du
Skriv en ”hold ud”-tale med udgangspunkt i coronakrisen og den aktuelle nedlukning. Talen skal italesætte den krise, vi står i på grund af corona, men dit fokus i talen skal være at tale som ung til andre unge og indgyde dem håb i en vanskelig tid. 

Hvordan bedømmes talen?
Du afleverer din tale (både på skrift og som video) til din retoriklærer, og han eller hun indsender derefter de to bedste taler fra jeres klasse/hold til Retoriklærerforeningen (bmg@horsens-gym.dk). 
Et bedømmelsesudvalg vil derefter bedømme de indsendte bidrag og udvælge de tre bedste taler. 
Disse tre taler går videre til en endelig kåring, der vil finde sted på festivalen Sprogense den 7. og 8. maj. Sprogense – en folkelig sprogfestival arrangeret af Dansk Sprognævn, Nordfyns Erhverv og Turisme og Nordfyns Kommune – inviterer de tre talere til festivallen med rejsen betalt. Her skal de tre talere, hvis taler er gået videre i konkurrencen, holde deres taler for et rigtigt live-publikum, som sammen med et bedømmelsesudvalg vil være med til at kåre den endelige vinder.

Præmien
Vinderen præmieres med en boggave og 500 kr. fra Retoriklærerforeningen samt 1000 kr. fra Danske Taler.
Publikation af talerne
Et udvalg af de indsendte taler – herunder naturligvis de tre taler, der går videre i konkurrencen, og den endelige vindertale – vil efterfølgende blive publiceret på Danske Talers hjemmeside. At deltage i konkurrencen er derfor også en unik mulighed for at ”få din stemme hørt” og nå ud til et bredere publikum.