Skip to content
Nyheder

Aki-Matilda Høegh-Dam vinder prisen for Årets Danske Tale


Prisen for Årets Danske Tale går i år til Aki-Matilda Høegh-Dams tale ved Folketingets debat om rigsfællesskabet, 12. maj 2023.

Talen skabte debat, allerede fra den første sætning rungede i Folketingssalen. Den blev nemlig ikke holdt på dansk, men på grønlandsk.
Talen fik den konkrete virkning, at Folketingets Præsidium få måneder senere vedtog ændringer i Folketingets praksis, så medlemmer valgt i Grønland og på Færøerne bl.a. har fået bedre mulighed for at tale grønlandsk og færøsk i Folketingssalen. 

Fra dommerpanelet udtaler taleskriver og forfatter Anita Furu:
”Det, som gør Årets Danske Tale ekstremt interessant, er, at Aki-Matilda Høegh-Dams ord havde stor effekt på tilhørerne, selvom de ikke forstod, hvad hun sagde. Ja, nogle folketingsmedlemmer blev netop provokerede af, at de ikke fattede en lyd.

Det viser meget konkret, at det vigtigste i en tale ikke er smukke ord, retoriske figurer og alt det andet, som vi taleskrivere bruger så meget tid på at forfine. Det vigtigste er at ville noget med sin tale. Og at sætte et aftryk.

Når det er sagt, så er Høegh-Dams tale mere end en vellykket happening. Den har også et stærkt sprog med træk fra spoken poetry, som får mig til at tænke på Amanda Gormans lejlighedsdigt The Hill We Climb ved Joe Bidens indsættelse som præsident.”
Mere poesi end politikersprog 
Dommerpanelet har forholdt sig til Høegh-Dams egen danske oversættelse af talen og hæfter sig altså også ved talens sproglige kvalitet, dens poetiske stil og dens evne til at sætte netop sprogets magt på dagsordenen. F.eks. i disse passager fra Høegh-Dams tale:
"At leve i stilhed

I en verden, der bliver mere og mere højlydt

Kan man ikke acceptere
(…)
Vi begynder at indse magten af vores sprog.

Og hvor meget værd vores kommende ord har.

Og hvor meget vores sprog kan ændre det, der sker.”

Læs hele talen her.
Om prisen
Prisen Årets Danske Tale uddeles hvert år af Danske Taler, der driver talesamlingen dansketaler.dk, og retorikvirksomheden Rhetor til en dansker, der i årets løb har holdt en tale, der har gjort indtryk og skabt genlyd i den offentlige debat. I år uddeles prisen d. 7. november under taleskriverkonferencen Logograf.
Alle kan gennem året nominere taler, og prisvinderen udvælges af en fagjury af professionelle retorikere, taleskrivere og sprogfolk. Prisen er tidligere bl.a. gået til tv-vært Sofie Linde, statsminister Mette Frederiksen og elektriker Mathias Vinholt.

Læs mere om prisen her.

Logograf 2023 holdes den 7. november 2023, kl. 9 – 16, i Kulturhuset Vartov, Farvergade 27, København K