Christiern Pedersen

Christiern Pedersen, ca. 1480-16.1.1554, forfatter og forlægger. Født i Helsingør, død i Helsinge, iflg. Huitfeldt, begravet sst. Sin skoleundervisning fik P. i Roskilde, og 1496 blev han indskrevet ved universitetet i Greifswald hvor han tjente til livets ophold som pedel da han to år senere tog baccalaurgraden. Derefter høres intet til ham før han i et skøde vedrørende ejendomssalg 1505 nævnes som kannik i Lund. 1508 træffes han som medlem af den "germanske nation" i Paris, og her erhvervede han senest 1511 magistergraden i de frie kunster (artes liberales). Kun afbrudt af rejser hjem opholdt han sig i Seinestaden til 1515 og udfoldede her en omfattende litterær virksomhed på latin og på dansk. Typografisk er hans skriftlige produktion fra disse år såvel som senere bemærkelsesværdig idet han med forkærlighed anvendte en særlig fransk-gotisk skrifttype og desuden tilvejebragte et udsmykningsmateriel i form af dels titeltræsnit, dels initialer der i forskellig fremstilling havde det danske rigsvåben til motiv og som for størstedelens vedkommende var signeret med hans forbogstaver. Selv trykte han ikke, men stillede sit materiel til rådighed for de trykkerier han benyttede sig af – og tog det da også med sig da han forlod Frankrig. P.s første udgivelse var et latinsk-dansk leksikon Vocabularium ad usum Dacorum der udkom 1510 (facsimileudg. 1973 ved J. Bom og N. Haastrup) og er det ældste i sin art herhjemme; som en række andre af P.s arbejder kom det i flere oplag (Köln 1514, Leipzig 1518). Derefter fulgte den store førsteudgave af Saxos værk. Efter al sandsynlighed har P. haft teksten i trykfærdig stand da roskildebispen Lave Urne maj 1512 skrev til ham og tilskyndede udgivelsen; statsmagtens sanktion fik han af Christian II, muligvis i juli 1513 da ærkebiskop Erik Valkendorf, der nævnes i forbindelse med bemyndigelsen, var kommet ned fra Trondhjem i anledning af tronbestigelsen. Trykt hos vennen Jodocus Badius Ascensius forlod værket i marts 1514 pressen i stateligt udstyr, og i dedikationen til Lave Urne, formet som svar på henvendelsen to år forud, meddelte P. hvorledes det først ved bistand af ærkebiskop Birger Gunnersen i Lund var lykkedes at skaffe tekstgrundlaget til veje. Bogen vakte ved sin fremkomst behørig opsigt i den lærde verden, og Erasmus Rotterdamus var blandt dem der priste Saxos stilkunst, men betydningen af P.s Saxoudgave har rakt langt ud over dens egen tid idet den bortset fra enkelte spredte fragmenter står som eneste tekstkilde for vor største middelalderhistoriker.

Sit danske forfatterskab indledte P. juni 1514 med Vor Frue Tider, en samling af bønner kong Christian til ydmyg tjeneste oversatte at hver mand skulle forstå dem. Tre uger efter Tidebogen fulgte Om al høre Messe der for lægfolk forklarede messen og dens enkelte deles betydning, og februar 1515 udgav han en diger samling prædikener over årets evangelier og epistler med eksempler ("jærtegn") fra dagliglivet eller legendelitteraturen. Denne Jærtegnspostil har latinske forbilleder, men begrunder i fortalen sit danske sprog med, at havde nogen af apostlene "screffuit euangelia till dmarckiss Righe Da hagde han dem visselighe screffuit paa ret danske saa alle det forstondet hagde, thii hwert menniske bør ath kwnde dem paa sit egeth maall. Inghen skal tro ath de ere helligere paa eth twnge-maall en paa eth andet". Det blev denne danske linie P. fulgte i sit senere forfatterskab; den latinske sluttede han af for bestandig marts 1515 med udgaven af Peder Laales ordsprog, hvor han i kommentaren i humanistisk ånd dadler forekommende "barbarismer" i de latinske ordsprog uden i øvrigt at gå meget ind på de danske; R. Nyerup erkendte i sin udgave 1828 at uden P.s sproglige kommentar havde han næppe kunnet klare bogens latin.