Olga Knudsen

Olga Knudsen styrede hus for sin fader 1888-1901. Han drev en større købmandsvirksomhed i Følle ved Rønde, og hendes assistance i hjemmet blev påkrævet efter moderens død i 1888. Begge brødre havde på det tidspunkt afsluttet akademiske uddannelser. Ivar K., der var et stort mekanisk talent, blev civilingeniør og senere kendt som dieselmotorens opfinder. Den anden broder Morten K. blev stabslæge i hæren, og gennem hans ægteskab med sygeplejersken Thora K. kom Olga Knudsen i berøring med kvindesagen. Senere flyttede fader og datter til Vejle, hvor familien oprindelig stammede fra. Først som 36-årig efter faderens død fik Olga Knudsen mulighed for at vælge sin egen livsbane. Hun var uddannet i tegning på Teknisk Skole i Vejle, og i 1902 begyndte hun som lærerinde i geografi og tegning ved Vejle Døtreskole. Her var hun ansat til 1930, men den pædagogiske interesse blev snart overskygget af hendes politiske og kvindesaglige engagement.

I første omgang blev Olga Knudsens opsparede energi investeret i dannelsen af Vejle Kvindeforening (VK) 1905, en af de første kvindevalgretsforeninger i provinsen og oprettet som en afdeling af Politisk Kvindeforening i København. VK fik hurtigt over 100 medlemmer og blev meget aktiv. Fra begyndelsen af 1907 stod hun i kontakt med Elna Munch, der senere samme år grundlagde Landsforbundet for Kvinders Valgret (LKV), og Olga Knudsen gik med fra starten og tilsluttede VK som medlemsorganisation. Hun blev en af lederne i det nye landsforbund og fik fra 1907 sæde i LKVs hovedbestyrelse. Efter stemmerettens opnåelse og LKVs nedlæggelse 1915, fortsatte hun i bestyrelsen for Dansk Landsforbund for Kvinders Valgret, der især skulle støtte kampen for kvindevalgret i andre lande. Sammen med Thora Ingemann Drøhse hørte hun til den minoritet blandt stemmeretskvinderne, der samtidig var aktive i afholdsbevægelsen, for Olga Knudsens vedkommende i Det hvide Baand. Også lærerindernes krav om ligeløn var blandt de spørgsmål, der motiverede hende til en kvindesaglig indsats.