I dag – den 4. maj – er ikke blot endnu en dato i kalenderen.
Det er 80 års dagen for befrielsen.
Det er en dag, hvor vi stopper op. En dag, hvor vi giver os tid til eftertanke og det er en dag, hvor vi mindes.
Mindes – og mærker – hvor skrøbelig, men også hvor uvurderlig, friheden egentlig er.For frihed er ikke noget, vi kan tage for givet. Friheden er ikke en selvfølge. Friheden er resultatet af modige handlinger - af vilje - af ofre – både i fortiden og i nutiden.
Og måske netop i den tid, vi befinder os i nu – præget af uro, af voksende trusler, af krig og kaos tættere på end før – ja, netop derfor bliver betydningen af denne dag endnu mere tydelig.
Dagen i dag minder os om, at historien ikke er noget, der kun hører fortiden til. Den lever videre i os – og omkring os.
I dag mindes vi dem, der gik forrest, da Danmark blev mørklagt.
Vi mindes dem, der valgte mod og med-menneskelighed - selv når mørket syntes at have vundet.
Vi mindes dem, der tog kampen op – ofte i det skjulte - uden garantier og uden sikkerhed.
De gjorde det for deres medmennesker. For os. For deres land. For vores fremtid.
Nogle af dem vendte aldrig hjem.
De betalte den højeste pris – med deres frihed, deres helbred og nogle gange deres liv.
Deres ofre skal aldrig glemmes. For det, de gav os, er dyrebart – og det påhviler os alle at værne om det.
Vi mindes også dem, der i nyere tid har båret Dannebrog på venstre skulder og tjent i verdens brændpunkter.
Dem, der med beslutsomhed og mod har stået ansigt til ansigt med konflikt og uretfærdighed – for at gøre en forskel - for at skabe fred, hvor krig har hersket.
De har forladt deres familier og trygheden herhjemme for at stå vagt om de værdier, vi holder af: demokrati, retfærdighed, frihed.
Nogle af dem kom aldrig hjem igen. De gav alt – og det skylder vi dem evig respekt og dybfølt taknemmelighed for.Men vores tak må ikke stoppe ved dem, vi har mistet.
For hver eneste dag er der mennesker, der står vagt om vores samfund.
Det er politifolk, der holder ro og orden, selv når kaos truer.
Det er brandfolk, der løber ind i flammerne, når andre løber væk.
Det er soldater og hjemmeværnsfolk, der trækker i uniformen og siger "klar" – både når storme rammer herhjemme og når der kaldes udefra.
De gør det ikke for ære. Ikke for anerkendelse. Men fordi de føler ansvar. Fordi de vil gøre en forskel.
De stiller sig i vejen for faren, for at vi kan leve i fred.
De står op, når andre falder.
De passer på os – og det fortjener de vores oprigtige tak. Ikke kun i dag, men hver dag.I dag er deres dag.
Og det er vores ansvar at huske dem. At værdsætte dem.
At forstå, hvad de kæmper for – og hvorfor vi aldrig må tage det for givet.
Så lad os mindes dem, vi har mistet.
Lad os ære deres minde med respekt og med taknemmelighed – og med handling.
Lad os stå sammen om at støtte dem, der stadig tjener – med uniform, med mod og med hjerte.
Og lad os love hinanden dette:
At vi aldrig vil glemme, hvad det kræver at leve i et frit og trygt samfund, og at vi vil passe på det, og at vi vil passe på hinanden.
Æret være deres minde.
Tak til jer, der hver dag holder hånden over os