Kære Landsmøde,
Kære Venner,
61 år. Dét er længere, end tre gange hele min levetid. Men det er også dén tid, der er gået, siden en gruppe fremsynede og modige gymnasieelever stiftede DGS. I 61 år har DGS kæmpet for en bedre skolegang. For et bedre ungeliv. Og for mere elevdemokrati.
Og det ville jo være en cliché at sige, at dén kamp aldrig har været vigtigere…
Men! Den kamp har sjældent været mere definerende. Med den vedtagne EPX-aftale, nedlæggelsen af 10. klasse og HF, det hævede karakterkrav, den kommende STX-reform, og hele omkalfatringen af vores ungdomsuddannelseslandskab, kommer de kampe, DGS kæmper, til at betyde utroligt meget fremadrettet.
Og netop derfor, er det vigtigt, at DGS kæmper dét, jeg vil kalde en positiv forandringskamp. At vi tør drømme. At vi tør præsentere visionær politik. At vi tør gå forrest og selv rejse debatter på og om vores gymnasier.
For vi skal turde mere end bare at sige ja eller nej til en tilfældig undervisningsministers gode eller mindre gode idéer for vores uddannelser. Vi skal stille krav. For selvom vi står i en tid med store reformer – eller måske netop fordi vi står i en tid med store reformer – så skal vi turde drømme.
Om et uddannelsessystem, hvor det skal betyde mindre, hvilken social baggrund, man træder ind ad døren med – hvor langt man har i skole, hvor mange nuller der står på ens fars og mors bankkonto eller hvor stor en bogreol, man har derhjemme.
Vi skal turde drømme om et uddannelsessystem, hvor elevdemokratiet reelt sættes i højsædet. Hvor rektor ikke kun hører elevrådet, når det ser godt ud, men hvor det er en naturlig del af dét at drive en uddannelsesinstitution. Hvor den elevdemokratiske blomst vokser sig stærkere og større og kønnere generation for generation.
Men også om et uddannelsessystem, hvor der er tid. Tid til ordentlig forberedelse og undervisning, hvor pensum ikke er et forhindringsløb i sprint, men en gåtur, hvor det handler om at nyde rejsen og se de ting, man kommer forbi. Og hvor vi som elever har tid nok til både skolen, lektierne, afleveringerne, det sociale – og selvfølgelig til at være aktive i elevråd og DGS.
For kampen for bedre gymnasier, den handler om noget, der er større end mig og jer. Den handler om, hvilket gymnasium vi vil give videre. Mange af de reformer, vi kæmper imod og drømme, vi kæmper for, det er ting, vi ikke når at opleve i vores tid på gymnasierne. Så vores arbejde, handler om at skabe en bedre fremtid – både for den enkelte elev, men også for vores samfund. Det handler om at så frø.
Jeg tror på, at den bedste – og eneste – måde at opnå dét på, er i fællesskab. Ved at stå fast på vores stærke demokratiske arv og lade hovedbestyrelsen og forretningsudvalget være en endnu mere betydende del af arbejdet i det daglige.
Jeg håber, at I vil lade mig fortsætte kampen for elevdemokrati, bedre undervisning og lighed i uddannelse sammen med jer. Den elevdemokratiske blomst, den blomstrer nemlig bedst når vi i fællesskab tager ansvar og vander den. Tak.