J.P Mynsters prædiken pinsedag

Vort Samfund i Christi Kirke.

Dig bede vi, o Hellig Aand!
At sammenknytte os ved Troens Baand.

Ja, o Hellige Aand! vi bede dig først hver for sig selv, at du i vore Hierter vil være den Talsmand, som fra den evige Fader, vor Skaber og Opholder, og fra den Eenbaarne, vor Frelser og den ganske Verdens, taler Sandhedens Ord ind i vort Inderste, og giør dem levende derinde, saa vor Tro maa være sand og fast, og at du da atter vil være vor Talsmand, som bærer vore Sukke frem for Retfærdighedens og Naadens Throne; vi bede dig Hver især, at du vil være vor Trøster, at du i Vee og Vel, i Livet og i Døden vil fylde vore Hierter med din høie Trøst. Men vi bede dig ogsaa for os Alle tilsammen, at du vil sammenknytte os ved Troens Baand. Der er i Verden saa Meget, der vil adsprede og adstille; vær du Den, som samler. Alle andre Baand løses saa let, dersom du ikke befæster dem ved den rette christelige Tro. Derfor bede vi dig, at du ved Troen vil forene os som et christeligt Folk, og aldrig lade det Baand briste eller løses, som holder os til Christi Kirke, og derved tillige til hverandre indbyrdes. O, lad denne Fest nu ogsaa være os et Naademiddel, og hvert Aar indtil Dagenes Ende vorde den værdigen helligholdt i vort Land af dem, der boe deri, som af et Folk, der bærer Christi Navn, og bevarer Christi Evangelium uforvansket! Amen.

Pintsefestens Dag er atter kommen. Det pleier at være en skiøn og livlig Fest; det er i vore Lande den Aarets Tiid, da Gud ligesom paany udsender sin Aand, og der skabes, og han fornyer Jordens Skikkelse,1 da Livet paany udvikler sig af Vinterens Dvale, da Livet ogsaa udvider sig i Menneskets Hierte. Ogsaa i dette Aar har Gud ikke ladet sig uden Vidnesbyrd, han har rigeligen udgydt Velsignelsens Fylde over Jorden, Agrene prange i deres Rigdom, Skovens Løvsale hvælve sig i sielden Pragt, Havets Strømme omskylle vore Kyster i Solens mildeste Glands, Alt indbyder os til at udraabe: Hvor skiøn er dog den Jord, Gud gav Menneskene at beboe! hvor skiønt kunde det være at boe derpaa, dersom - af! vi vide det vel, hvilket sørgeligt ”dersom" der paatrænger sig os dersom Menneskene kun selv vilde! Men Forstyrrelsens, Uretfærdighedens Vederstyggelighed trænger sig ogsaa ind midt i Guds Skabnings Herlighed, og det Onde i Menneskelivet ligger os saa nær, at man vel kunde spørge os: Hvorledes tænke I paa, i denne Tiid at holde en Fest? hvorledes kunne I i Dag møde her med festlige Følelser?

Og dog, A. T., kom jeg ikke hid for at sørge og klage med Eder, men for at vi skulle opløfte vore Hierter, og lovprise Gud for vore christelige Fester. Thi vore trende store christelige Høitider ere jo ligesom de trende Hovedpiller, om hvilke den hele kirkelige Bygning er opført, til dem slutte sig alle christelige Forestillinger, alle christelige Erindringer og Forhaabninger; dersom disse ikke vare, hvo kunde da udholde at leve paa Jorden? men med dem levende i Hiertet, hvo skulde ikke med roligt Mod kunne træde Tidens Trængsler imøde? Og for at give dem Liv i os høitideligholde vi disse Fester.

Og denne Fest er ikke ringere end de tvende andre. Der var intet christeligt Evangelium, dersom ikke os, dersom ikke al Verden en Frelser var fød, dersom han ikke havde givet sig hen i Forsoningens Død, dersom han ikke ved sin Opstandelse havde ført Liv og Uforkrænkelighed for Lyset. Men Evangeliet var ikke for os, havde ikke kunnet udbrede sine saliggiørende Virkninger, dersom ikke Guds Aand havde giort det levende i dets første Vidners Hierter, paa deres Tunger, og da var gaaet ud med dem at levendegiøre den i Mørke og Død indhyllede Verden, at fornye Jordens Skikkelse, at oprykke hver Plantning, som den himmelske Fader ikke havde plantet2 og derimod at plante en ny, som skulde kunne trodse Sommerens Brand og Vinterens Kulde, Veirene og Vandløbene, at stifte og bevare Christi Kirke paa Jorden.

Om Begyndelsen til disse Ting, om den første christelige Pintsefest have vi hørt den hellige Beretning. Dens Morgen var først kun en jødisk Fest, men til den havde Skarer samlet sig fra alle Landene vidt omkring. Da rørte de stærke Kræfter sig, som skulde bevæge Verden, da fyldte Guds Aand de udkaarne Vidners Hierter, og i dens Kraft traadte de frem med deres Vidnesbyrd, eftersom Aanden gav dem at udsige, og den forsamlede Mængde fra alle de forskiellige Lande hørte dem forkynde Guds store og underfulde Gierninger med deres Tungemaal. Vi skulle ikke forestille os, at de Alle talede med alle Jordens Tungemaal, eller med saadanne, hvis Lyd aldrig tilforn var trængt ind i deres Øre; tværtimod læse vi jo, at Mennesker af de forskiellige Folkeslag ofte samlede sig i Jerusalem; der hørtes, der taledes da deres Tungemaal; men de fremmede Ord, der hidtil laae ligesom døde i deres Sind, der nu skulde forkynde Guds Ord med nye Tunger, eller hvilke de kun stammende vovede at udsige, dem giorde Aanden nu levende, i dem gav den dem Frimodighed til at forkynde Vidnesbyrdet; saaledes blev det hørt, forstaaet, troet af de Mange, og, da Dagen endtes, var Festen allerede en christelig, der var allerede en talrig christelig Menighed.

„Derfra gik de ud og prædikede allevegne, og Herren arbeidede med, og stadfæstede Ordet ved medfølgende Tegn".3 Ja visselig arbeidede Herren med, thi ved egen Kraft havde de ikke formaaet at udrette, hvad der skeede, som vi Alle vide. Christi Kirke blev grundfæstet, udvidede sig giennem Rummet og Tiden, den har bestaaet giennem alle Omstiftelser, og fra den, som fra en stærk Befæstning, er Guds Aand stedse gaaet ud at stride mod alle Vildfarelsens og Mørkets og Afgrundens Aander. Paa hiin første Pintsefest sagde Apostelen til Folket i Jerusalem: „Eder og Eders Børn hører Forjættelsen til, og alle dem, som ere langt borte, hvilkesomhelst Herren vor Gud vil kalde dertil.4 Blandt disse, som dengang vare langt borte, var ogsaa vort Folk, men ogsaa her ved de fierne Kyster lød det eengang: „Eder og Eders Børn hører Forjættelsen til!" og vore Fædre annammede Budskabet, overantvordede det til deres Børn, og det er bevaret giennem alle de følgende Slægter. Da Evangeliet, efterat Vankundighed, Overtro og Bedrag længe havde fordunklet det, atter blev draget frem, vare atter vore Fædre blandt de Første, som annammede den rene Lære, og den er bleven bevaret og stedse fornyet iblandt os, hvor ofte endog Tidens Strømme syntes at ville bortskylle den. Saaledes ere vi endnu i Christi Kirke.

Skulle vi ansee dette som et ringe Gode? Ak, hvor Mange ere der, som, naar de skulde tælle deres Ønsker frem, hvad de begiere af den kommende Tiid, intet vilde finde deriblandt for Kirkens Bestaaen og Blomstring! Naar kun en hæderlig Fred vilde vende tilbage, naar deres Agre maatte fyldes med Grøde, deres huuslige Liv gaae i den sædvanlige Gang, da spørge de kun lidet, om og hvorledes Kirken bestaaer, og holde sig til Verdens gamle Trøst, at Enhver bliver salig ved sin Tro, eller snarere undvige de enhver Tanke om og om Salighed eller Sielens Frelse. Men af denne sørgelige Ligegyldighed skulde just denne Fest i Særdeleshed tiene til at vække, og hvo der med alvorligt Sind har agtet paa disse Tiders Vilkaar, vil sikkert erkiende, at der i dem er Opfordring til med samvittighedsfuld Overveielse at henvende Betragtningen til:

Den Aand, som paa hiin i Verdens Begivenheder saa høist vigtige Dag rigeligen udgød sig over Herrens første Vidner, skienke os en Straale af sit Lys, som kan lede vor Tanke derhen, hvor den kan finde hvile i Sandhedens Erkiendelse!

Gud være lovet, at der iblandt os ere Mange, saare Mange, en altid voxende Mængde, for hvilke Christi Evangelium er dyrebart, som ikke ville, ikke kunne slippe det, for hvilke Verden vilde blive øde, indhylles i den dybeste Nat, dersom de tænkte sig Evangeliet bort deraf. De kunne ikke undvære en Fader i Himlen, hvem de kunne takke for enhver god Gave, paa hvem de kunne kaste al deres Sorg, i hvis Kierlighed deres Siel, saa ofte uroligen bevæget i Livets Strømme, kan komme til Hvile. Men naar det saa ofte vorder mørkt omkring dem, i dem, da føle de deres Trang til en Guds Aabenbaring, og en anden, en nærmere, klarere, fuldere, end den ligesom tause Aabenbaring i Skabningen. Denne have de erkiendt i Ham, som er Faderens Glands, hans Væsens udtrykte Billede,5 som har det evige Livs Ord, ja som har det evige Liv, og kan og vil give det til dem, som troe paa hans Navn. I det Verdens Nød og Verdens Synd omringede dem, trængte ind paa dem selv, behøvede de en Tilflugt, hvor de kunde finde Frelse; den fandt de under Christi Kors, der, i hans opoffrende Kierlighed, fandt de den Lægedom for et sønderknuust Hierte, som de ellers forgieves havde søgt i Alt, hvad der udvikler sig af Menneskets egen Tanke, der saae de et Forsoningens Tegn opreist, som stillede deres Hierter tilfreds under Verdens Oprør. De havde gaaet iblandt Gravene, der havde de maaskee henlagt det Kiereste, de havde havt i Verden, og den uhyre Smerte havde giennembævet deres Inderste, om de, hvilke Døden adskiller, aldrig samles igien; der vidste de, at deres eget sidste Sted skulde beredes – skulde de der være fortabte i et evigt Mørke? Som den mørkeste Sorg, saaledes svæver vel ogsaa en lys Anelse mellem Gravene, men spørger du deres Indvaanere om hvad dem er vederfaret, da tie de Alle, indtil du finder Veien til Christi Grav; der seer du Ham, som har overvundet Døden, har sprængt Gravens Fængsel, og med sin seirrige Røst siger han dig, siger han Alle, som ville høre: „Jeg lever, og I skulle leve"!6 Gud være lovet, der ere Mange, saare Mange, som fattede deres Bestemmelse fast i Øie, som med alvorligt Sind tragte efter at kunne møde ved de Dødes Opstandelse, at kunne naae Fuldendelsen i det himmelske Rige. De have følt deres Svaghed, men de have ogsaa følt Guds Aands Bevægelser i deres Inderste, de have fuldeligen følt, at der er en Aand, som er aldeles forskiellig fra Verdens Aand, som er hellig, og som giør hellig. For den stræbe de i Bøn og Tro at berede deres Aand til et Tempel, forvissede om, at Guds Kraft fuldkommes i Skrøbelighed.7

Ja, dyrebare Tilhørere, til hvilke jeg i saa mange Aar er knyttet ved Troens hellige Baand! hvor takker jeg Gud, at jeg veed, at de Toner, jeg nu har anslaaet, finde Gienklang i alle Eders Hierter, og at der ere Mange, saare Mange iblandt Eder, for hvilke Christi Tro er det dyrebareste Klenodie, hvilket de ikke vilde sælge for alle Verdens Rigdomme. Men dermed er endnu ikke Erkiendelsen af Vigtigheden af vort Samfund i Christi Kirke opgaaet for Alle; tværtimod synes den Mening mere og mere at have fundet Indgang, at det er nok, naar Enhver har Troen for sig, og at det er mindre vigtigt, om han dermed slutter sig til Andre, at, naar vi kun for vor Deel beholde Herren og Troen paa ham, da kunne vi med ligegyldig Ro see til, om det kirkelige Samfund vil bestaae, eller om Det opløses. Det er nu ganske vist, at i Christo Jesu har ethvert Menneske for sig Frimodighed og Adgang med Tillid ved Troen paa ham,8 at Enhver for sin Deel baade kan og skal sige: dersom de og Alle forarges, vil jeg dog ikke forarges; at, dersom du var ulyksalig nok til at komme hen i et Samfund, eller snarere i en brusende Tummel af Mennesker, som ikke sammenholdtes ved noget kirkeligt Baand, da skulde du dog bevare det Baand ubrudt, der binder dig til din Herre og Frelser. Men dersom du, som det hedder i vor Pjalme,

kiender Ham, hvem du har overgivet
Din hele Siel til evig Eiendom,

dersom du føler, at du er bunden til ham og han til dig, hvorledes er dette skeet, uden fordi du var i Christi Kirke, fødtes, opvoxede, levede deri, fordi Kirken som en Moder antog sig dig og ledte dig til sin Herre? Thi selv kiendte du ham ikke, vidste ikke Veien til ham; men han vidste Veien til dig, og giennem sin Kirke kaldte han dig, annammede dig ved sin Daab, og gav dig Lod og Deel i hans Menighed; giennem sin Kirke underviste han dig om Guds Raad og Villie til din Frelse, og lærte dig, at du skal holde Alt, hvad han har befalet os. Du voxte til, du gik ud i Verden, du hørte de mange forvirrede Røster, og Viisdom og Daarlighed, og Lyst og Qval bevægede dit Hierte; maaskee kom du langt bort fra din Barndoms fredelige Steder; men dersom du fandt Veien tilbage, atter fandt Veien til Lys og Fred, da var det atter, fordi du giennem Kirken hørte Herrens Røst: Kom hid til mig, du arme, besværede Menneske, at jeg maa give dig Hvile! Dersom det christelige Liv, der var begyndt i dig, fandt Næring, - ja, du at det ikke fordunkledes og efterhaanden udsluktes kunde ogsaa have næret det i eensom Andagt, ved Guds Ord og dets Betragtning; men vilde du ogsaa have giort det alvorligen, og stadigen, dersom Kirken ikke havde paamindet dig? Og Kirken er det, som bevarer Guds Ord, som tager det frem, udlægger det, anvender det efter Tider og Forhold; og i Kirken indbyder Herren dig til sit Naadebord, der fornyer han dig i sin Pagt, der meddeler han sig til dig, og siger: Alt hvad jeg har lidt og vundet, det Offer, jeg har bragt for Verdens Synd, den Frelse, jeg har erhvervet, den Himmel, jeg har aabnet, det er altsammen dit, dersom du bliver i mig, at jeg kan blive i dig.

Hvor alvorligen, paa hvor mange Maader lyder ogsaa Formaningen i Christi Kirke: Enhver see ikke paa sit Eget, men Enhver ogsaa paa Andres"!9 Thi det Baand, hvormed Kirken vil omslynge os, er et Kierligheds-Baand, den vil hellige og velsigne alle Forbindelser paa Jorden, vil forene alle de Forskiellige til Eet, Høie og Ringe, Vise og Eenfoldige, og aabne sine Rigdomme for Alle. Vilde du da sige, du Oplyste og Forstandige: Naar jeg har den Tro, hvori min Siel finder Hvile, som jeg for min Deel vil holde fast ved til det Sidste, da maae for mig de Andre troe, hvad de ville? Ak ja, ogsaa vi hverken kunne eller ville fremtvinge Troen; den er kun der, hvor Hiertet frit hengiver sig til Herren; men falde, indbyde, formane, advare, det ville vi, saalange Leiligheden ikke afskæres; vi ville lukke op for Alle, som ville komme, ja aabne Kirkens Døre saa vide, som vi kunne; og saalange det kirkelige Samfund ikke forstyrres, ville der dog stedse være de, som gaae ind, og de, som høre og bevare. O, agter dog ikke den Mængde ringe, som vrimler i Eders Stæder og Byer, fordi den kaldes Almue, ikke kan tælles blandt de Vise og Kloge. Alle vores Herre og Mester prædikede Evangelium for de Fattige, og han sendte sine Tienere ud at lære alle Folk, ud paa de alfare Veie at indbyde, hvem de kunde finde, han ynkedes over Mængden omkring sig, thi de vare forsmægtede og adspredte, som Faar, der ikke have Hyrde;10 derfor vilde han samle dem, at der skulde være een Hiord, een Hyrde.11 Skulde vi da igien adsprede, hvad Herren har samlet? skulde vi misbruge Frihedens Navn for at give Folket i Landet frit fra at kiende Gud, og hans Lov, og hans Evangelium? Skulde vi sige: Gaaer kun uhindret ud, I Vildfarelsens og Mørkets Aander, forfører og fordærver, hvem I kunne, løser alle Baand, Ægteskabets med Menighedens, det borgerlige Samfunds med det kirkeliges; der skal ikke drages Omsorg for, at Sandhedens Ord kan møde Eder med Christi Myndighed! I ligegyldige, samvittighedsløse Fædre og Mødre, selv løste fra Orden og Tugt, vi overgive Eder den Slægt, hvormed I fyldte Landet, at I kunne holde den fra Christi Menighed, at hans Røst aldrig skal naae dens Øre, at den kan opvoxe i Vankundighed og Ryggesløshed, og fylde Eders Synders Maal! —

Vi gientage det, vi hverken kunne eller ville fremtvinge Troen, ikke med udvortes Tvang drive dem, der maae kunne raade for sig selv, til vore Helligdomme; vil den Vantroe fraskille sig, da fraskille han sig!12 Men saalænge vort Folk skal kaldes et christeligt, da maa der ogsaa være et kirkeligt Baand, og hvo der ganske vil afkaste det, adskiller sig derved fra det øvrige Folk, og boer som en Fremmed i Landet. Men hvor inderlig ønske vi, at dette Baand maa være et frit Kierligheds-Baand; hvor gierne tilstede vi al sømmelig Frihed i Kirken! Vistnok kan intet Samfund bestaae uden Lov, ingen Kirke uden Herre. Vi skulle aldrig glemme, hvad Ordet „Kirke“ egentlig betyder. Det var fremmede Bygmestere, der kom hid for at bygge Christi Kirke paa vore Kyster, og, skiøndt de stræbte at forkynde Guds store og underfulde Gierninger paa vort Tungemaal, sang de dog ogsaa deres ”Kyrie eleison” d. e. Herre, forbarm dig! og dette ”Kyrie”, hvormed de anraabte Herren, lode de ogsaa lyde i Kirkens Navn, hvilket derfor egentlig betyder ”Herrens Huus”. Denne Ordets Betydning, siger jeg, skulle vi aldrig glemme, paa det vi maae erkiende, at Kirken ikke er et Huus, hvori vi kunne skalte og valte efter vort eget Tykke, og føre vor egen Lærdom, og lægge de Byrder, vi ville, paa Menneskenes Skuldre, men Huset har en Herre, hvis Huusholdere vi ere, og hvem vi skulle giøre Regning for vor Huusholdning, men hvem ogsaa Enhver maa erkiende, som vil have Plads i Huset; thi hvorledes skulde Nogen kunne have Lod og Deel i vor Kirke, naar han ikke vil kalde Jesum en Herre?13 Men kalde vi ham Herre, da maae vi ogsaa troe og giøre, hvad han siger, og sin Forstand paa Herrens Ord, sit Vidnesbyrd imod falske Lærdomme har vor Kirke indbefattet i sin Bekiendelse, hvilken vi ikke kunne og ikke behøve at ombytte med nogen anden. Men i det vi holde denne Bekiendelse fast, og samle os om den, skulle vi dog ingenlunde bruge Den for at holde Dem ude, hvis Tro dog hviler paa sammeGundvold, som vor, om Der end er den Sandhed, som de endnu ikke have fattet, eller hvorom de tvivle. Lader os hellere sige disse vore Brødre med Apostelen: Ere I enddnu ei ganske saalede sindede, som vi ønske, da skal Gud ogsaa aabenbare Eder dette;14 Iader os blive sammen, at vi kunne overbevise Een den Anden, og hjælpe hverandre tilrette med Sagtmodigheds Aand.15 Thi hvor sørgerligt er det, at Kirken selv Adsplittes ved Striid og Tvedragt paa den samme Tiid, da de Fiender, som ere udenfor, søge at nedbryde dens Mure! 

Det er en Tid, da stærke Kræfter ryste alle Grundvolde; skulde Kirkens ogsaa vakle? Det er en Tiid, hvori vi fristes til at sige med Den gamle Psalme:

Er Skibet nu
Og Folk i Fare sted:
Hvi lover du,
O Jefu? Kom ihu,
Du est inden Borde med!

Dog, i den rette Stund skal Herren vel reise sig, skal han vel byde Stormen tie oq Bølgerne at lægge sig, og ikke dette er, hvad vi frygte, at Christi Kirke skulde styrte sammen; alle Helvedes Magter skulle ikke faae Overhaand over den.16 Men paa hvilket Sted skal den bestaae i sin Blomstring? hvor skal Den fornyes til et skiønnere og fuldere Liv? Dette skeer vel ved Herrens Kraft, men det skeer ikke, kan ikke skee, hvor Folkene selv vende sig fra ham.

Du Danmarks Folk! I disse Tiders uhyre Bevægelser udgik nys det Spørgsmaal til dig: Vil du bevare og forsvare dine Fædres Land, det Land, hvorfor de have udgydt Deres Blod, hvilket de have dannet og ordnet for dig, og efterladt dig som en skiøn Arv, hvilken du skal eie og bruge? vil du give det til Priis for Vold og Uret, for Sviig og Troløshed og Meeneed? vil du lade de Fremmede trænge ind, og forstyrre dine Love og Rette, og lære dig andre Skikke og et andet Tungemaal? Da reiste Folket sig, og svarede med een Stemme: Nei! og hvad endog den Almægtige, som raader over Jordens Riger, har besluttet over os, det skal skrives i Verdens Aarbøger, at i disse Farens Dage vort Folk fra de Første til de Sidste var rede at offre Liv og Blod og Gods og Fredens lange Ro for at værne om de Klenodier, som Vold og List vilde frarøve det. Du Danmarks Folk! dersom i Tidernes Bevægelse det Spørgsmaal udgaaer til dig: Vil du fornegte dine Fædres Tro, den Tro, hvorfor Martyrerne blødte, den Tro, som dine Fædre saa eenstemmigen annamme, som de bevarede giennem Tidernes Omskiftninger, i Fred og Modgang, i Krig og Nød, den Tro, som stedse skal fremskinne renere og klarere, men for hvilken ingen kan lægge en anden Grundvold, end den, som lagt er? Du seer, hvorledes i det Fremmede, i dine Fienders Lande, det vilde Oprør stormer løs imod Kirkens Værn, hvorledes de besmitte deres Helligdomme, thi de have i Sandhed forsamlet sig, baade de, der have taget Magten, og Folkene imod den Almægtige og hans Christum: Lader os sønderrive deres Baand og kaste deres Aag fra os"!17 Vil du her lade det Fremmede finde Indgang? vil du lære af dine Fiender og Undertrykkere at spotte og fornegte? Eller vil du bevare dine Fædres Trofasthed, vil du sige: Her skal Evangeliet finde en Tilflugt, om det fortrænges allevegne, her skal Christi Kirke finde Forsvar, om end dens Stridsmand forlade den allevegne? vil du bekiende din Herre og Frelser for Folkenes Aasyn, at han maa bekiende dig for sin Fader, som er i Himlen?

O almægtige Gud, lad din Kraft fuldkommes i vor Skrøbelighed! See til dine Fienders Trusler, og giv dine Tienere at tale dit Ord med al Frimodighed, i det du udrækker din Haand til Frelse, at ogsaa nu Tegn og Under kunne skee ved dit hellige Barns Jesu Navn!18  Amen.